Ekstra borgervejleder skal hjælpe borgere med langvarige sager

Fredericia Kommune skal have en ekstra borgervejleder, der skal hjælpe borgere med sager i blandt andet Jobcenteret. Den nye borgervejlder er 44-årige Liv Winterberg Lykkegaard

Fredericia Byråd besluttede på et ekstraordinært byrådsmøde mandag aften at ansætte endnu en borgervejleder, så kommunen fra 1. august har to borgervejledere. Byrådet ønsker at styrke den eksisterende ordning og tilføje flere ressourcer, så borgervejlederne i endnu højere grad kan gå ind i konkrete sager og rådgive borgerne. Den nye borgervejleder Liv Winterberg Lykkegaard, kommer fra en stilling i VISO, som er en del af Socialstyrelsen. Hun søgte stillingen, da den var opslået i foråret, og kan derfor tiltræde allerede 1. august.

”Det er vigtigt for byrådet, at borgerne kan få vejledning og hjælp, hvis de føler at kontakten med kommunen er gået i hårdknude. Vi har oplevet en stor efterspørgsel på borgervejlederen, og med en ekstra ressource bliver der bedre tid til at gennemgå borgernes sager og støtte og vejlede dem. Vi har valgt Liv, fordi hun har en bred erfaring med mange forskellige områder i og udenfor den kommunale verden. Hun har fokus på god kommunikation og sætter borgerne i centrum”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Liv Winterberg Lykkegaard er uddannet socialrådgiver og har en masteruddannelse i rehabilitering og har arbejdet i blandet andet Middelfart og Fredericia Kommune. Fra 2010 til 2014 arbejdede hun i Forsvaret i Veterancenter Region SYD blandt andet som rådgiver og bisidder for psykisk eller fysiske skadede veteraner.

”Jeg har arbejdet med udsatte grupper i gennem hele mit arbejdsliv og har erfaring med det kommunale system og fra den anden side af bordet. Jeg går meget op i, at borgeren er i centrum, og at de får en god oplevelse, så jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet med at rådgive og hjælpe Fredericias borgere”, siger Liv Winterberg Lykkegaard.

Borgervejlederteamet skal blandt andet hjælpe de borgere, der gennem længere tid har haft verserende sager med kommunen. Derudover skal borgervejlederne også fokusere på at hjælpe borgere med langvarige sager i Jobcenteret videre.

”Vi har mange svære sager på arbejdsmarkedsområdet, som er præget af meget detaljeret lovgivning og stram styring fra Christiansborg. Det betyder også, at vi har flere sager, hvor borgerne føler sig fanget og har svært ved at få afklaring på deres fremtid. Med den ekstra kapacitet som Liv medbringer, bliver der flere ressourcer til at få kigget nærmere på de sager og hjælpe med at finde en løsning”, siger Jacob Bjerregaard.

Liv Winterberg Lykkegaard er 44 år gammel, gift med Poul, og har to børn på 10 og 14 år. Hun bor i Fredericia, hvor hele familien er aktive i det lokale idrætsliv.

Borgervejlederfunktionen blev oprettet i 2014 af Fredericia Byråd. Fra april 2017 tiltrådte Jesper Gottlieb som borgervejleder efter Lotte Attrup som døde i efteråret 2016. Liv Winterberg Lykkegaard bliver ansat i en toårig projektstilling. De to borgervejledere referer til byrådet og nærmeste daglige leder er kommunaldirektør Michael Holst.

 

Feedback