Friheden får sin pris

Fire stiftere i Fredericia ønsker at øge opmærksomheden om friheden som et grundvilkår

Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune ønsker at sikre en vedvarende opmærksomhed og bevidsthed omkring begrebet frihed i dets vide betydning, og de er derfor gået sammen om at indstifte en frihedspris på i alt 18.000 kr.  

”Arlette Andersens Frihedspris er en hyldest til fremtiden og til opmærksomheden om friheden som et grundvilkår, ikke bare for vort demokratiske samfund, men for det enkelte menneske. At Arlette har sagt ja til at lægge navn til prisen understøtter yderligere vores ønske at holde fast i opmærksomheden om frihed som et fundament under al menneskelig velfærd og sameksistens”, siger viceborgmester og formand for 4. maj-komitéen, Ole Steen Hansen.

Prisen bliver indstiftet den 3. marts 2017 og kan søges af unge mennesker mellem 14 og 21 år. Prisen henvender sig netop til de unge mennesker i Fredericia Kommune, da det er dem, der skal bære budskabet om frihed videre til de næste generationer. 

For at komme i betragtning til prisen, skal man sende en ansøgning i form af et essay, digt, artikel, film, billedkunst eller anden form for værk. Emnet skal være frihed. Det kan være i en historisk, nutidig eller fremtidig kontekst.
 
Alle stifterne kan hver især fortælle historier om, hvordan deres ansatte eller elever var involveret i kampen for frihed under anden verdenskrig, og det er baggrunden for, at de er gået med som stiftere af prisen. 

”Vi har et håb om, at unge mennesker i Fredericia vil gribe en flig af friheden, tænke over den, bearbejde den og via et digt, et essay, et billede eller andre former for udtryk, lade den komme til orde. Vi håber, at værkerne vil være med til at få os til at reflektere og debattere frihed, som så mange mennesker verden over kæmper for hver dag”, siger Ole Steen Hansen.

Prisen bliver uddelt hvert år den 4. maj.

Fakta
Arlette Andersens Frihedspris uddeles i tre priser på: 10.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr.
Prisen kan søges af unge mennesker, der er mellem 14 og 21 år på datoen for prisens uddeling - den 4. maj, og ansøgerne skal have bopæl i Fredericia Kommune.

Feedback