Kender du de 17 verdensmål?

Den mest ambitiøse plan nogensinde

Sammen med Grønt Sekretariat i Fredericia Kommune inviterer Fredericia Bibliotek til gratis foredrag med ”Verdens bedst nyheder” i Det bruunske Pakhus, torsdag den 27. april kl. 19.00

På FN’s årlige generalforsamling i 2015 vedtog alle verdens nationer sammen 17 nye Verdensmål.

Tidligere mål fra FN har mest omhandlet udviklingslandene, men de nye Verdensmål vil betyde, at alle verdens lande skal påtage sig et fælles ansvar, og at vi alle sammen skal indstille os på at producere, forbruge og agere bæredygtigt.

De nye Verdensmål får betydning for milliarder af mennesker. Denne gang skal problemerne med sult, fattigdom og sygdomme ikke kun nedbringes, men i mange tilfælde løses én gang for alle. Ambitionen er at i år 2030 er alle målene på plads.

Første skridt på vejen er at vi kender til de 17 Verdensmål, og Verdens Bedste Nyheder har gjort det til sin mission, at Verdensmålene skal være kendt af så mange af klodens 7,4 milliarder mennesker som muligt. Derfor kommer de til Fredericia 27. april og gør os klogere på hvordan vi kan være med til at redde vores verden.

Derudover er Fredericia Spildevand og Energi A/S med til at sætte fokus på de mål, der omhandler rent vand og bæredygtighed i byerne med en udstilling på biblioteket hele april måned. Det grønne Rum vælger løbende at sætte fokus på den enkelte mål ved enten udstillinger eller små events.

For at byens børn også kan lære målene at kende, inviterer vi til en tegnekonkurrence på biblioteket, hvor vi beder om, at I tegner det ”allerbedste ved rent vand” – og selvfølgelig er der en særlig præmie til den heldige vinder, som vi kontakter ved månedens udgang.

Udvalgte butikker i centrum har også sat målene op, og alt i alt spænder vi sammen buen, for at vi alle kan lære de nye mål at kende, for speeder vi ikke lidt op på missionen er vi nødt til at tilføje et 18. verdensmål: Rub neglene!

Gratis billetter til foredraget 27. april udleveres enten i Det grønne Rum i Danmarksgade eller i bibliotekets Velkomstcenter – eller de kan printes via bibliotekets hjemmeside.

Faktaboks
Verdens Bedste Nyheder er stiftet i fællesskab mellem FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv – i erkendelse af, at Verdensmålene kun kan nås, hvis vi arbejder sammen.

 

Feedback