Mød formanden for Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget

Marianne Thomsen, formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget, inviterer alle borgere, der har lyst og noget på hjerte, til kaffe og en snak på Jobcentret

”Jeg skal og kan på ingen måde sagsbehandle, men den direkte kommunikation med borgerne har altid ligget mig meget på sinde, og da vi i noget tid har været uden borgervejleder, finder jeg det rettidigt at give mulighed for de borgere, der vil, til at mødes med mig til en snak om stort og småt”, udtaler Marianne Thomsen.

Marianne Thomsen vil frem over, én gang om måneden, kunne bookes til et kaffe og dialogmøde. Første træffetid er 22. marts. Mødet kan bookes på Jobcentret eller via et opslag på kommunens hjemmeside. Her vil de kommende ’træffetider’ også blive annonceret. I første omgang kan der bookes 15 minutter. Viser det sig efterfølgende, at der er brug for mere tid, så kan et nyt, opfølgende møde aftales.

Marianne Thomsen håber, at borgerne vil tage godt imod initiativet og se det som en ekstra mulighed for at møde en politiker ansigt til ansigt.
”Byrådets træffetid, der også finder sted en gang om måneden, fortsætter i bedste velgående. Her har borgerne mulighed for at møde samtlige byrådsmedlemmer. Disse møder finder sted i forhallen på rådhuset. Så min invitation skal ses som en ekstra mulighed, hvor vi i ro og mag kan tale sammen”, slutter Marianne Thomsen.

 

Feedback