Ny leder af Ejendomsafdelingen

Jacob Daniel Degn Larsen er pr. 1. april 2017 ansat som ny leder af Ejendomsafdelingen

Jacob Daniel Degn Larsen er pr. 1. april 2017 ansat som ny leder af Ejendomsafdelingen

Jacob er et kendt ansigt i organisationen, da han har været ansat som intern bygherrerådgiver og projektleder i Ejendomsafdelingen, siden den blev etableret 1. januar 2008. Jacob har siden 1. januar 2017 været konstitueret leder af ejendomsafdelingen.

Et helt enigt ansættelsesudvalg har valgt Jacob i et rigtig stærkt kandidatfelt med 15 ansøgere.
”Jeg er stolt og rigtig glad for, at det igen er lykkedes os at rekrutterer en intern kandidat - denne gang i en lederstilling. Jeg kender Jacob rigtig godt fra hans funktion som konstitueret leder og glæder mig til at fortsætte vores gode samarbejde” siger kommunaldirektør Michael Holst.

”Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde mellem Ejendomsafdelingen, fagafdelingerne og brugerne af vores ejendomme. Ejendomsafdelingen er inde i en spændende udvikling med hjemtagningen af administrationen af vores almennyttige boliger og fokus på kloge kommunale kvadratmeter. Der investeres kraftigt i ejendomsporteføljen, med udviklingen af Fredericia Sundhedshus, forbedring af indeklimaet, renovering af vores skoler og institutioner, samt udvikling af FIC”, udtaler Jacob Daniel Degn Larsen.

Om Jacob
Jacob er uddannet bygningskonstruktør i 2005 og har siden arbejdet som entrepriseleder i et entreprenørfirma, som bygningskonstruktør i Faaborg/Midtfyn Kommune, og de sidste godt 9 år i Fredericia kommune. Jacob er 38 år og bosat i Middelfart med sine 2 børn på 9 og 12 år.

 

Feedback