Ny sø skal forhindre oversvømmelser

Klimatilpasninger ved golfbanen vil minimere risikoen for oversvømmelser

Når kraftige skybrud rammer Fredericia, giver det ofte oversvømmelser blandt andet i tunnellen ved banegården på Vejlevej og i midtbyen. Det skyldes, at Ullerup bæk ikke er stor nok til at rumme al det regnvand, der kommer på meget kort tid. Derfor laver Fredericia Kommune forskellige klimatilpasninger, som ved Golfbanen, så risikoen for disse oversvømmelser bliver minimeret.

Blandt andet ved at erstatte det gamle betonbassin ved golfbanen med en sø, er områdets evne til at opsamle og bremse de store regnmængder ved skybrud blevet markant forbedret.

”Udover, at vi forskønner området til glæde for beboerne i området med en sø, så forhindre vi også at tunnellen ved banegården bliver oversvømmet af vand fra Ullerup Bæk, der flyder over med vand fra tage og veje, når det regner kraftigt. Og det er netop dét, klimatilpasninger handler om” siger formanden for Miljø- og teknikudvalget, Christian Bro

Med klimatilpasningen ved Golfsøen bliver regnvandet fra Korskærparken og omegn ført ned til den lille ny sø. Her forsinkes vandet, inden det løber ud i Golfsøen. Samtidig bliver vandet i Ullerup Bæk bremset med en ”vandbremse”, så vandet også løber ind i Golfsøen. På den måde vil Ullerup Bæk ikke flyde over, hver gang det regner meget. Klimatilpasningen har gjort det muligt at opstuve ca. 15000 m3 regnvand i søerne.

Fredericia Spildevand & Energi A/S og Fredericia Kommune samarbejder om klimatilpasningen ved Golfsøen og andre klimatilpasningsprojekter i kommunen. Princippet er reelt det samme for alle projekterne; nemlig at forsinke regnvandet ved de ekstreme regnskyl, så vandløb i kommunen kan følge med og lede vandet ud i Lillebælt.

"Som ejere er vi rigtig stolte af Fredericia Spildevand & Energi, de forvalter på fornem vis deres kerneopgaver og tilfører samtidig kommunen rekreativ værdi - det kan vi alle glæde os over”, siger Christian Bro.

Indvielse af området
Tirsdag den 20. juni kl. 16 bliver det nye område ved Golfsøen mellem Bredstrupvej og Ullerupdalvej indviet. Bestyrelsesformand for Fredericia Spildevand & Energi A/S, Lars Ejby Petersen, og formanden for Miljø & Teknikudvalget, Christian Bro, byder velkommen, og der er is og øl/vand til alle, der deltager i indvielsen. Golfklubben vil vise rundt i golfområdet, og man kan være en af de første til at gå på den lille nye offentlige sti.
Indvielsen foregår på stien ind til Golfsøen. Du kan nemt komme ind fra Ullerupdalvej.

Fakta
De øvrige klimatilpasningsprojekter foregår pt. ved:
Ullerup bæk:
Randalhave sø
Søen ved Idrætscentret – øst for Vestre ringvej
 
Erritsø bæk:
Vandløbsprojekt øst for Mølleskovvej
Regnvandssø ved Erritsø Mosevej
Dæmning vest for Mølleskovvej
Dige omkring rensningsanlægget

 

Feedback