Stor interesse for frihedsprisen

24 ansøgere til Arlette Andersens frihedspris

Da ansøgningsfristen til Arlette Andersens frihedspris udløb, var der kommet ikke mindre end 24 ansøgninger til prisen.

”Jeg er imponeret og taknemmelig for, at 24 unge mennesker i Fredericia har taget sig tid til at reflektere over begrebet frihed og sendt deres ansøgning til os. Arlette Andersens Frihedspris er en hyldest til fremtiden og til opmærksomheden om friheden som et grundvilkår, og derfor glæder det mig, at så mange unge mennesker har søgt prisen. Nu glæder jeg mig til sammen med dommerkomitéen at læse ansøgningerne” fortæller viceborgmester og formand for 4. Maj Komitéen, Ole Steen Hansen.

Fire af de 24 ansøgninger er indsendt som kunstværker. Resten af ansøgningerne spænder fra essays til digte, monologer, taler til en enkelt folkevise.

Det er Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune, der har indstiftet prisen på i alt 18.000 kr. for at sikre en vedvarende opmærksomhed og bevidsthed omkring begrebet frihed i dets vide betydning.

”Friheden er det vigtigste, et menneske har. Frihed på alle plan. Som nation og som enkelt-individ. Det gør mig glad og fortrøstningsfuld, at der er så mange unge, der har sendt bidrag ind. Det er et emne, der interesserer og berører den unge generation, og det betyder, at de ikke bare tager friheden for givet”, siger Marianne Husted, chefredaktør på Fredericia Dagblad.

I år har ansøgningsfristen til prisen været kort. Faktisk har de unge i Fredericia kun haft en måned til at ansøge om prisen. Så selvom ansøgninger spænder vidt, så håber stifterne af prisen, at der næste år også vil være bidrag, som har en længere produktionstid – som f.eks. videoer og musikstykker.

Første uddeling af prisen
Arlette Andersens frihedspris bliver uddelt den 4. maj hvert år i forbindelse med det traditionsrige 4. maj-arrangement i byen. Det er første år prisen bliver uddelt i år, og stifterne er så heldige, at Arlette Andersen har sagt ja til at deltage i overrækkelsen af prisen på Fredericia Rådhus.

”Arlette har gennem så mange år gjort et kæmpe stykke arbejde i frihedens tjeneste, og det stykke arbejde vil vi gerne takke for og følge op med frihedsprisen. De fire stiftere ønsker at holde fast i opmærksomheden om frihed som et fundament under al menneskelig velfærd og sameksistens, og det understøtter Arlette yderligere ved at have sagt ja til at lægge navn til prisen og deltage i overrækkelsen”, siger Ole Steen Hansen.

Fakta
Arlette Andersens Frihedspris uddeles i tre priser på: 10.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr.
Prisen kan søges af unge mennesker, der er mellem 14 og 21 år på datoen for prisens uddeling - den 4. maj, og ansøgerne skal have bopæl i Fredericia Kommune.

 

Feedback