Skovlodden

Skovlodden

Velkommen til Skovlodden

Profil: Natur og bevægelse

Vi er en flexinstitution med plads til 44 børn i alderen 0-5 år. Vi har en vuggestuegruppe (Pilene), en børnehavegruppe (Egene) og en gruppe for kommende skolebørn (Skovuglerne). Skovlodden er en del af Distriktsinstitutionen Ullerup Bæk.

Skovlodden er samdrevet med Ullerup Bæk Skolen afd. Skolesvinget, hvilket giver mulighed for at lave en rød tråd i et børneliv fra 0-12 år. Pædagogikken i skolen, fritidstilbuddene og Skovlodden er "Den anerkendende tilgang". I praksis betyder det, at vi arbejder med relationer og vægter dialogen højt.

Skovlodden er indrettet med fokus på bevægelse. Inde og ude appellerer rummene til fysisk aktivitet, og de fleste møbler har hjul, så de kan flyttes og skabe rum til forskellige bevægelsesaktiviteter. Vi bruger også skolens gymnastiksal og Bredstrup Pjedsted Hallen til bevægelsesaktiviteter.

Skovloddens natur- og bevægelsesprofil

I Skovlodden ønsker vi, at vores hverdag og praksis er præget af en bred tænkning i forhold til natur, sundhed og bevægelse. Profilen skal være synlig i alle vores aktiviteter på kryds og tværs af huset og børnegrupper, i de daglige gøremål, i det fysiske rum, på vores legeplads osv. Vi vil gå efter at få Det Grønne Flag i 2017.

Samarbejde på tværs

  • Vi ligger på skolens grund og har derfor et tæt samarbejde med skolen omkring udearealer. Skolebørn kommer på vores legeplads og omvendt.
  • Vi har gode muligheder for at bruge skolens gymnastiksal og Bredstrup/Pjedsted Hallen.
  • Vi går til svømning med vores kommende skolebørn i efteråret.
  • I samarbejde med BPI (Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening) har vi haft en dialog omkring udvikling af en fælles plads, der ligger bag ved Bredstrup/Pjedsted Hallen.
  • I samarbejde med dagsinstitutionerne 3F og Æblehaven samt skolens fritidstilbud har alle medarbejdere taget et længere DGI kursus i bevægelse.
  • Vi har også et samarbejde med daginstitutionerne Ulleruphave og Klokkefrøen. Samarbejdet skal gøre os endnu mere kvalificeret i de kommende år i forhold til aktiviteter på tværs og et fælles børnesyn.

Status for Skovlodden
Skovlodden er indrettet med fokus på bevægelse. Inde og ude appellerer rummene til fysisk aktivitet, og de fleste møbler har hjul, så de kan flyttes og skabe rum til forskellige bevægelsesaktiviteter. Vi bruger også skolens gymnastiksal og Bredstrup/Pjedsted hallen til bevægelsesaktiviteter.
Ud over vores motorik/puderum, gymnastiksalen, hallen, legepladsen og svømning, så tænker vi også bevægelsen ind i de små daglige aktiviteter/gøremål som f.eks.:

  • Børn skal løbe på 1 ben, når de skal ned og vaske hænder
  • Vi kravler hen og henter noget på ”vores vej”
  • Vi snurrer rundt i ”den varme stol”

Vi bruger mange små sjove og anderledes måder at bevæge på i dagligdagen og tænker det ind praksis! Derudover har vi de sidste år fået udbygget skolens legeplads med mange muligheder for bevægelse og fysiske aktiviteter.

Vores legeplads bliver brugt flittigt og dagligt. I dagligdagen prøver vi at trække mange af vores aktiviteter med ud. Vi ønsker, at vores legeplads kunne være mere mangfoldig set i forhold til, at det kan blive en del af vores sundhedstænkning, ”fra have til mave"

Lige uden for Skovloddens legeplads ligger der nu et aktivitetshus med mulighed for bål, en multibane og sandkasse- og gyngeområde. Et område Skovlodden er flittige brugere af.

Vi har i vores ugeplan fast turdag for Pilene, Egene og Skovuglerne. Og vi er ude hver dag!

Kom og besøg os

Er dit barn ved at være klar til at starte i vuggestue eller børnehave? Og er du interesseret i at se og høre mere om Skovlodden? Så er du mere end velkommen til at ringe og aftale en tid, så giver vi meget gerne en rundtur i huset og på legepladsen!

Vores telefonnummer er 4129 9506

Personale

I Skovlodden er der ansat uddannede pædagoger og pædagogmedhjælpere. Vi har en daglig pædagogisk leder, og øverste leder er distriktsskolelederen for Ullerup Bæk Skolen. I køkkenet har vi en uddannet køkkenassistent. I perioder har vi skolepraktikanter og ansatte efter lov om aktivering.

Vi har et tæt samarbejde med personalet fra skolens fritidsdel. Du kan læse mere om samarbejdet under menupunktet "Samarbejde med Fristedet".

Pædagogisk leder er Dorthe Lindegaard, mail: dorthe.lindegaard@fredericia.dk
Distriktsskoleleder er Jan Voss, mail: jan.voss@fredericia.dk  

Madpolitik

Skovlodden har frokostordning for både børnehave- og vuggestuegruppe. Skovlodden bestræber sig på at bruge økologiske råvarer i den daglige kost. Mælkeprodukter, mel, havregryn, rugbrød, æg og grøntsager købes altid økologisk. Børnehavebørnene hjælper til med at dække bord på skift og vil også komme til at deltage i madlavningen.

Det anbefales, at børn under 3 år får en meget lille andel af sukker. Der serveres derfor IKKE sukker for de 0-2 årige. Det holdes også på et absolut minimum for de 3-6 årige. Dette håber vi, at forældre vil støtte op om til f.eks. fødselsdage.

I Skovlodden sørger vi for frugt, og vi bager selv brød til morgen-, formiddags- og eftermiddagsmåltiderne. Dette giver forældrene et lille tilskud til. Ca. en gang i ugen er børnene med til at bage, så de får kendskab til og forståelse for råvarerne, brødets funktion og sammensætning.

Kl. 6.30-7.15 er der mulighed for at spise morgenmad. Børnene medbringer selv en pakke havregryn hver kvartal. Der vil blive lavet havregrød hver morgen, og vi sørger for mælken. Der forefindes IKKE sukker til måltidet.

Formiddagsmåltidet består af frugt, grøntsager, fuldkornsbrød eller rugbrød. Grupperne er opdelt. Vuggestuen spiser kl. 8.30 og børnehaven kl. 9.

Eftermiddagsmåltidet serveres kl. 14. Måltidet består af frugt, grøntsager, rugbrød, hjemmebagt brød og sunde kager f.eks. æblekage. Eftermiddagsmaden er et tilbud til børnehavebørnene, og de mærker selv efter, om de er sultne. Der serveres altid eftermiddagsmad for vuggestuebørnene.

Frokostmåltidet
Vores køkkenassistent laver god varieret kost til os. Børnehavebørnene spiser kl. 11. Tørsten slukkes bedst i koldt vand, og vi har vandmaskine i Skovlodden. Børnene skal medbringe drikkedunk.

Vuggestuebørnene får frokost kl. 10.30. Madplan for ugen hænger på opslagstavlen. Der serveres mad i henhold til "de 8 kostråd" fra fødevarestyrelsen.

Fødselsdag i Skovlodden
Det er muligt at fejre fødselsdag i Skovlodden. Ofte deler fødselsdagsbarnet noget ud til formiddagsmåltidet, hvor der også synges fødselsdagssang. Vi vil også gerne inviteres hjem til fødselsdag. Vi opfordrer jer til at servere noget sundt for børnene, da der holdes min. 30 fødselsdage om året i Skovlodden. Vi hjælper gerne med forslag til en spændende menu.

Samarbejde med Fristedet

Skovlodden arbejder sammen med skolens fritidstilbud Fristedet. Hver morgen åbner Skovlodden for både Skovloddens og Fristedets børn kl. 6.30. Der er morgenmad fra kl. 6.30 - 7.15.

Vi mener, at vi bliver bedre i stand til at tage udgangspunkt i de enkelte børns behov og derved levere endnu mere pædagogisk kvalitet i vores morgenåbning ved at samle personaleressourcerne ét sted. Børn er forskellige. Nogle har brug for en stille morgen og en langsom start. Nogle er aktive i det øjeblik, de åbner øjnene. Vi sørger for, at der er aktivitetstilbud for alle børn både de stille og de vilde. De små og de store. For dem, der er til de stille aktiviteter, bliver der på Egene tilbud om spil, musik, læsning, kreative aktiviteter og konstruktionsleg. For de mere aktive er det muligt at tumle i puderummet. Børnene fra Fristedet går i fritidstilbud kl. 7.30 og videre i skole kl. 7.50.

Der er også fælles aktiviteter i diverse ferier. På feriens første dag vil der blive opsat et program for ugen. Det kan bl.a. være ture ud af huset eller fysiske og kreative aktiviteter.

Dette samarbejde skaber en rød tråd i børnehave- og skolelivet, så børnene kender de voksne og omgivelserne i forvejen, når de skal videre i skolen. Vi ser også skolebørn, som leger med de små vuggestuebørn.

Grupper

Pilene er vores vuggestuegruppe.I vuggestuen arbejder vi med at skabe en tryg og forudsigelig hverdag for børnene via genkendelige rutiner. Vi har daglig samling omkring bordet med sang, fagtesang og formiddagsmad. Herefter laver vi alderssvarende aktiviteter inde eller ude - i tumlerummet, i den nære natur på legepladsen eller måske i området.

De små børn understøttes i deres lyst til at udforske omverdenen, og i alle forhold er den voksne opmærksom på den sproglige udvikling og dermed italesættelse af alt omkring børnene. Vi vægter fællesskabet og at børnene får øje for hinanden, ligesom vi søger at følge børnenes spor. Vi er også meget optaget af at støtte bevægelsesleg, ligesom aktiviteterne i vuggestuen i nogle sammenhænge læner sig op af et tema, der er aktuelt i husets børnehavegruppe.
 
Egene er vores børnehavegruppe. I børnehaven arbejder vi ofte med emneuger. Vi opdeler børnene i mindre grupper for at sikre, at vi kommer godt rundt om alle læreplanstemaerne. Vi tænker bevægelse ind i alt, hvad vi laver sammen med børnene. Børnehavebørnene er ude hver dag, året rundt. Vi har øje på det enkelte barn i dagligdagen, og vi ønsker, at alle børn bliver socialt inkluderet, at alle har gode legerelationer, at alle trives i fællesskabet og udvikler sig til at blive glade og sunde børn.
 
Vores mål er, at børnene tør være modige, glade, vrede og i det hele taget tør udfordre sig selv og os voksne. Vi løfter i fællesskab sammen med forældrene og styrker følelsen af et fællesskab, hvor alle trives.

Skovuglerne er vores skolegruppe for kommende skolebørn. Skovuglerne deltager i aktiviteter i børnehavens emneuger, hvor aktiviteterne er målrettet alder og udvikling. Skovuglerne benytter blandt andet lokaler på skolen ugentligt og er ofte på tur ud af huset.
 
Gruppen spiser frugt i puderummet eller i SFOen. Her får børnene nogle gange opgaver eller læser historie.

Til sommerfesten bliver der udleveret diplomer til hver enkelt Skovugle, som derefter vil blive hyldet af forældrene, inden de 'flyver' videre i skole.

Pædagogisk arbejde

Den pædagogiske læreplan er en beskrivelse af daginstitutionens arbejde med børnenes læring og udvikling. Den pædagogiske læreplan er udgangspunktet for vores pædagogiske arbejde, og vi arbejder løbende med de forskellige læreplanstemaer.

 Vi arbejder med hverdagslivstemaerne Børns fællesskaber og Bevægelse i rutinerne.

Forældreråd

Gennem forældrerådet sikres forældrene at få indflydelse på dagligdagen i Skovlodden. Forældrerådet har et tæt samarbejde med afdelingsrådet på skolen, og det sikrer en rød tråd fra daginstitution til skole. Forældrerådet mødes ca. fire gange om året. Har du spørgsmål til forældrerådet, kan du altid henvende dig til forældrerådets formand.
 
Hvad laver man i forældrerådet?

Forældrerådet tager sig af det nære i institutionens dagligdag og arrangementer med forældre. Forældrerådet hjælper eksempelvis til ved sommerfest og julearrangement.
 
Kan jeg komme i forældrerådet?
Hvis du har barn indskrevet i Skovlodden, kan du stille op til forældrerådet. Der er valg hvert år i oktober i forbindelse med forældremødet. Det eneste, du skal gøre, er at komme til mødet og sige, at du gerne vil stille op og evt. uddybe din motivation for at deltage i arbejdet. Hvis flere melder sig, end der er behov for, laver vi en afstemning. På forældremødet i oktober fremlægger forældrerådets formand en årsberetning.

  • Stina Risager
  • Jos Huijnen
  • Julia Storm
  • Joan Hermann
  • Morten Rasmussen
  • Jannie Käehne
  • Stine Lindstrøm
Feedback