6. Juli-Dagene 2017

Historien lever til 6. Juli-Dagene i Fredericia

Tidslomme og street food anno 1849, en spændende bus- og sejltur, der går i general Ryes fodspor og 12 kunstneriske bud på Landsoldaten er bare nogle af de nyheder, som 6. Juli-Dagene 2017 i Fredericia byder på

6. Juli-Dagene har altid involveret mange foreninger, institutioner og frivillige. I år er bestemt ingen undtagelse, når Fredericia trækker i de rød-hvide farver og kører kanonerne i stilling til nogle spændende dage for hele familien den 5. til 8. juli.

Den traditionsrige mindefest har været en tur på tegnebrættet, og flere foreninger, institutioner og frivillige har budt ind med idéer til nye og spændende oplevelser, der skal tiltrække flere gæster fra hele landet. Det er der kommet fem nyheder ud af, som Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune har givet penge til at realisere i 2017 – dog uden at pille ved det traditionelle 6. juli program, som stadig byder på kanonsalut, optog og musik. Læs mere om nyhederne i foludboksen nedenfor.

Talere i 6. Juli-Dagene
Traditionen tro taler byens æresgæst fra balkonen på Meldahls Rådhus efter fakkeltoget den 5. juli om aftenen. Æresgæsten i år er Christian Wichmann Matthiesen, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. I forbindelse med processionen den 6. juli kl. 11.00-13.00 taler Sogne- og Garnisonspræst Kristoffer Bruun Simonsen ved Krigergraven. Når processionen når Landsoldaten den 6. juli taler medlem af Folketinget (S) og kommitteret for Hjemmeværnet Bjarne Lausten. Ved Bülows Plads taler oberst Søren Andersen for general Bülow og IT- og administrationschef i Statsforvaltningen Syddanmark, Rasmus Kruse, taler for Hendes Majestæt Dronningen. Formand for 6. juli Komiteen Erik Schwensen sender en hilsen til Hendes Majestæt Dronningen.

6. Juli-Dagene i Fredericia
Den 5. - 8. juli 2016 er Fredericia fyldt med oplevelser for alle. Til 6. Juli-Dagene markerer byen det historiske slag ’Slaget om Fredericia’ den 6. juli 1849, hvor danske soldater besejrede de slesvig-holstenske styrker.  Slaget er et af de mest berømte i de slesvigske krige og det første angreb fra en fæstning om natten. 

En del af 6. Juli-Dagenes aktiviteter handler om historien. Besøg soldaterlejren på volden eller oplev kanonsalut på Fredericia Vold den 6. juli om morgenen, der kan høres helt ud på Trelde-Næs. 6. Juli-Dagene er også andet end historie. Det er koncerter, morgenkaffe for alle, aftenshopping og byvandringer og 6. juli Jazz & Blues Festival, der fylder byen med glade jazztoner og lækker blues.

Se det fulde program for 6. Juli-Dagene 2017 i pdf nedenfor og følg med på 6. Juli-Dagenes Facebookside www.facebook.com/6julidagene og instagram #6julidagene

Ny hjemmeside på trapperne
I år får 6. Juli-Dagene ny hjemmeside. Vi forventer at lancere den nye hjemmeside www.6juli.dk så snart det er muligt.

Bilag

Hvad er 6. Juli-Dagene?

- historie, musik og kultur i den gamle fæstningsby

6. Juli-Dagene er historien om markeringen af en militær sejr, der blev til en mangfoldig fejring af musik og kultur - og historie. 6. Juli-Dagene er alle de kulturelle og historiske begivenheder, der hvert år løber af stablen i dagene omkring den 6. juli. Alle fredericianere ved, hvad 6. juli står for; markeringen af et af danmarkshistoriens vigtige slag. Markeringen finder sted i fæstningsbyen hvert år, og byens borgere - unge som gamle - deltager i festlighederne.

6. Juli-Dagene er dog andet end historie - den er også nutid og en kultur- og musikfestival med ganske anderledes toner end dem, man ellers finder i sommerens festivaler. 6. Juli-dagene appellerer ikke til det traditionelle rock-publikum, men byder på klassisk musik, jazz og folkemusik.

6. Juli-Dagene er gode oplevelser for hele familien, fredericianere der kender historien såvel som gæster, der ikke er bekendte med Fredericias militære oprindelse som fæstningsværket, der var bolværket mod syd, og som var planlagt til at blive Danmarks hovedstad.

Historie - Traditionsrige 6. Juli-Dagene

Den 6. juli 1849 var det blodigt alvor. Omkring 1.200 danske soldater døde eller blev sårede i kampene under det berømte udfald fra voldene mod de slesvig-holstenske styrker, der i flere måneder havde belejret Fredericia. I dag handler dagene omkring 6. juli mest om fest og hygge, flag og blomster, musik og optog, når byen markerer et af de mest glorværdige øjeblikke i dansk militærhistorie. 6. Juli-Dagene er rig på historie og traditioner, som gennem generationer har samlet mennesker fra nær og fjern - og i år er ingen undtagelse.

I natten klam og kold - bag Fredericia Vold
Tidligt om morgenen den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et blodigt slag om Fredericia. Der var borgerkrig i Danmark; fyrstendømmerne Slesvig og Holsten ønskede at løsrive sig for at blive en del af det tyske forbund. Slesvig-holstenerne hentede støtte hos kongen af Preussen og i den tyske forbundshær, så den danske hær kom til at stå over for en tre gange så stor hær på ca. 30.000 mand. I forsommeren 1849 havde slesvig-holstenerne i flere måneder belejret fæstningsbyen, da den danske overkommando besluttede at samle den størst mulige styrke bag Fredericias volde for at angribe de fjendtlige styrker, der lå omkring byen. Tropperne blev i nattens mulm og mørke
smuglet ind i byen og bl.a. sejlet over fra Fyn. Stemmer fra den tid fortæller, at der blev strøet halm i gaderne, så fjenden på den anden side af voldene ikke kunne høre, hvor mange soldater og heste, der efterhånden befandt sig inde i fæstningen.

Den 5. juli om aftenen forberedte man angrebet, og lidt efter midnat rykkede soldaterne ud. Det var en hård kamp, men det lykkedes den danske hær at slå fjenden tilbage og
på flugt. De danske tab var på ca. 1.700 faldne og sårede. Krigergraven i Kongensgade i Fredericia taler sit tavse sprog med navnene på 500 faldne fra før og under slaget.

6. juli er en mindefest
Når fredericianerne under 6. Juli-Dagene mindes ’Slaget om Fredericia’ er det både med en følelse af sorg over og respekt for de faldne og en glæde over sejren. Den 5. juli om aftenen går borgerne i fakkeltog gennem byen for at mindes de faldne, og traditionen tro lægges der blomster ved enten Krigergraven eller statuen af Landsoldaten, som er verdens første mindesmærke over den almindelige soldat. En tradition, som gives videre fra generation til generation i Fredericia. Den 6. juli er hovedsageligt en glædens dag, hvor sejren fejres. Fredericia er iklædt rødt og hvidt, og byen vækkes af kanonsalutering fra volden kl. 6.30. Kl. 11 begynder processionen, hvor soldater fra garnisonen mindes deres forgængeres mod og offervilje ved at føre an. Første halvdel af processionen er en sørgemarch for de faldne, mens anden halvdel er en sejrsmarch med ”vajende faner og klingende spil”. Undervejs er der sange og taler, som ofte holdes af landspolitikere og ministre. Processionen ender, hvor den begyndte, nemlig på Bülows Plads og slutter af med en hilsen til Hendes Majestæt Dronningen.

Nyheder 2017

Velkommen i Kirkestræde
I Kirkestræde skruer vi tiden tilbage til tiden omkring 1849, hvor slaget fandt sted. Smag på street food anno 1849 og lav mad over bål med Kringsminde og Oldemors Spisekammer. Mød Vinbonden fra Modavi og køb en særlig 6. juli vin, som er fremstillet i 128 nummererede eksemplarer. Du kan også gå på opdagelse i hyggelige boder med aktivitet og salg. Vores Fredericia Teater, soldater i gamle unifomer, Borger 1849 og folkedansere og musikere lægger også vejen forbi og skaber stemning og oplevelser for alle. Blomsterboden er flyttet fra soldaterlejren til Kirkestræde. Her kan du komme forbi og hente en gratis blomsterbuket til at lægge på Landsoldatpladsen eller Krigergraven. Kig forbi den 5. juli kl. 14.00-22.00 og 6. juli 9.00-14.00.


’Velkommen i Kirkestræde’ dækker over to af de nyheder, som skydes i gang i 2017.

Følg 6. juli-stien
Fra den 13. juni til den 7. juli kan du følge 6. juli-stien og opleve 12 lokale kunstneres fortolkning af Fredericias mest kendte vartegn - Landsoldaten. 6. juli-stien er det kunstneriske greb på historien. Ruten giver mulighed for at tage en tænkepause og reflektere over byens fortid, nutid og fremtid og åbner for flere fortællinger om krigen og menneskene end de mindesmærker, der findes i Fredericia i dag.

De lokale 12 kunstnere er: Linda Høyer, Flemming Kastaniegaard, Bonnie Lykke, Arne Poulsen, Thomas Lægaard, Sophie Dandanell Refsgaard, Dorthe Christensen, Mette Hind, Sanne Kaiser, Kim Jønsson, Nicolai Madsen, Katja Ezra.

Ruten starter på Fredericia Bibliotek, Prinsessegade 27. Se ruten i 6. juli programmet eller i folderen, som du kan hente på biblioteket.

I general Ryes fodspor
Som noget nyt i år kan du den 5. juli tage med på en spændende bus- og sejltur i general Olaf Ryes fodspor. Hør om general Oluf Ryes tilbagetog op gennem Jylland, strategimødet i Vejlby, indsættelse i fæstningsbyen og kampene den 6. juli morgen, hvor han falder i kamp.

Turprogram:

Kl. 15.15: Afgang fra Bymuseet, Jernbanegade nr. 10
Kl. 15.45-16.15: Ankomst til Vejlby og 30 minutters foredrag i Vejlby Præstegård
Kl. 16.35: Afgang fra Middelfart over Strib til Fredericia. Sejlads med Mira III på 45 minutter med Sandwich og vand og foredrag om overførelsen af tropper)
Kl. 17.20:  Ankomst Gl. Havn i Fredericia  
Kl. 17.35: Ankomst med bus til Kongens Port og 30 minutters foredrag om udfaldet
kl. 18.30: Ankomst til Ryeshøj og deltagelse i mindehøjtideligheden ved Ryeshøj
kl. 19.15: Turen slutter på Landsoldatpladsen

Turen starter kl. 15.15 fra Bymuseet, Jernbanegade nr. 10 og slutter kl. 19.15 på Landsoldatpladsen. Pris pr. deltager: 150,- kr. Tilmeld dig senest den 3. juli på mail: Lars.mortensen@fredericia.dk

Kor og fællessang i Rådhusets forhal
Den 6. juli kl. 14.00-14.45 kan du opleve korsangere fra hele Fredericia, som mødes i Rådhusets forhal og giver koncert med fædrelandssange. Efter koncerten er der fællessang for alle.

Presserum

Mest for journalister
 Fredericia Kommune har den koordinerende rolle for afviklingen af 6. Juli-Dagene - herunder også samarbejdet med pressen. Brug derfor gerne kommunens kommunikationsafdeling, hvis du har spørgsmål til 6. Juli-Dagene. Du er også velkommen til at ringe, hvis du har brug for andre kilder eller andet materiale end det, der ligger her på siden.
 
Kommunikationsrådgiver Mette Christina Nissen
Mobil: 22 85 18 50
Mail: mette.nissen@fredericia.dk 

Pressechef Pia Becker Andersen:
Direkte: 72 10 75 57
Mobil: 20 72 56 40
Mail: pia.becker@fredericia.dk

Feedback