Start en ny forening

Her finder du information, krav og vejledning, hvis du ønsker at starte en ny frivillig forening

Det er ikke alle foreninger, som kommunen skal og kan godkende, og derigennem kan opnå mulighed for at få kommunale tilskud eller låne kommunale lokaler. Denne side handler om de frivillige folkeoplysende foreninger, som i Fredericia hører til under Kultur & Idræt.

Typer af foreninger
Der findes forskellige typer af foreninger. Her er nogle af dem:

  • Frivillige Folkeoplysende foreninger – herunder Idrætsforeninger, spejdergrupper, kulturelle foreninger med flere, hvis formål er at skabe aktiviteter for medlemmerne og er åbne for alle.
  • Sociale foreninger – hvis formål er at hjælpe/gøre noget for andre end medlemmerne.
  • Pensionistforeninger – hvis formål er at skabe aktiviteter og lignende for pensionister.
  • Patientforeninger – hvis formål er at skabe bedre vilkår og aktiviteter for en særlig gruppe.
  • Andre foreninger – herunder borgerforeninger, miljøforeninger, grundeejerforeninger og lignende, hvis formål udspringer af en fælles interesse eller et fælles mål.

Der findes også en anden type af folkeoplysende foreninger, og det er aftenskolerne. De skal have lønnede undervisere, og de er derfor ikke frivillige foreninger.
 

Frivillige Folkeoplysende Foreninger

At være en frivillig folkeoplysende forening handler om, at foreningen tager udgangspunkt i aktiviteten og fællesskabet omkring aktiviteten. Formålet er at styrke medlemmernes lyst til at tage ansvar for deres eget liv og deltage aktivt i samfundet omkring dem. Foreningens ledere og instruktører er frivillige og ikke lønnede som i aftenskolerne.

En frivillig folkeoplysende forening skal være demokratisk opbygget og styret af sine medlemmer.

Det vil sige, at alle medlemmer har stemmeret, og at medlemmerne vælger bestyrelsen. Foreningens øverste ledelse er således generalforsamlingen, mens bestyrelsen i foreningen har ansvaret for den daglige ledelse.

Foreningens vedtægter

For at blive godkendt som en frivillig folkeoplysende forening skal vedtægterne som minimum indeholde følgende:

  • Navn og hjemsted for foreningen (hjemsted skal være i Fredericia for at blive godkendt af kommunen)
  • Foreningens formål – det skal være folkeoplysende og må ikke være i modstrid med dansk lovgivning
  • Betingelser for medlemskab
  • Krav og gennemførelse af generalforsamlinger
  • Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
  • Regnskabsår og valg af bilagskontrollant eller revisor
  • Tegningsret for foreningen
  • Procedure for vedtægtsændringer og for opløsningen af foreningen
  • Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved foreningens opløsning
  • Der kan med fordel også beskrives forhold omkring ind- og udmeldelse, bestemmelse af kontingent (typisk på den årlige generalforsamling), restance og udelukkelse af medlemmer

Læs om, hvordan du udformer foreningens vedtægter på DGI's hjemmeside

Bilag

Hvordan godkendes en forening?

I skal være sikre på, at jeres formål er folkeoplysende. Det er ikke nok at være et ”værested”. Der skal være planlagte aktiviteter, der har et folkeoplysende sigte. At de er folkeoplysende handler om, at aktiviteterne fremmer den enkelte borgers evne til at deltage aktivt i samfundslivet og være med i et fællesskab. Rent hobbybetonede foreninger godkendes ikke, og det gør pensionistforeninger, patientforeninger og lignende heller ikke.

  • Find den gruppe, der vil være med til at oprette foreningen.
  • Lav et udkast til jeres vedtægter og send dem gerne til gennemsyn i Kultur & Idræt. kig gerne forbi og besøg os i Kultur & Idræt, som sidder på Fredericia Rådhus, Gothersgade 20, 7000 Fredericia.
  • Hold en stiftende generalforsamling. Husk at tage referat, og at dirigenten (mødelederen) underskriver referatet. I kan låne kommunale lokaler (eventuelt på en skole) til generalforsamlingen.
  • Send dette med i ansøgningen om at blive godkendt som en folkeoplysende forening:
    • Begrundelse for ønsket om godkendelse som frivillig folkeoplysende forening
    • Ansøgningsblanket (Se neden for under Bilag - Blanket til foreningsgodkendelse)
    • Jeres vedtægter (vedtaget på den stiftende generalforsamling)
    • Et referat fra den stiftende generalforsamling underskrevet af dirigenten (mødelederen)

Det sendes til

Kultur & Idræt, Fredericia Kommune
Gothersgade 20 
7000 Fredericia
eller via e-mail til kulturogfritid@fredericia.dk
eller til birgitte.jakobsen@fredericia.dk

Når du har indsendt ovenstående, behandler vi jeres ansøgning i Kultur & Idræt.

Bilag

Virk.dk og CVR, når I er godkendt

Når I er blevet godkendt som en frivillig folkeoplysende forening, er der en række lovmæssige krav til jer.  

  • I skal oprette jeres forening på erhvervsstyrelsens hjemmeside under virk.dk (klik på link). På den måde får I et CVR nr. (det Centrale Virksomheds Register). Det skal ALLE foreninger, der modtager offentlige tilskud eller låner kommunale lokaler have. Det er vigtigt, at I har de rigtige kontaktoplysninger på foreningen klar, når I opretter jer.
  • Når I er oprettet på virk.dk, får I automatisk tildelt en digital postkasse til foreningen. I skal selv sørge for at aktivere postkassen. Det vil blandt andet sige, at I skal have bestilt NemID medarbejdersignatur til den. Der findes vejledninger på dette link. Eventuelle regninger og nogle andre henvendelser fra offentlige myndigheder sender du til foreningens digitale postkasse – men ikke al kommunikation foregår den vej.
  • Når I har fået et CVR-nummer til foreningen, skal I gå ned i banken. Her skal I have knyttet foreningens konto sammen med jeres CVR-nummer og få den registreret som foreningens Nemkonto. I kan læse mere om NemKonto her
Conventus

Når I er blevet oprettet som forening på virk.dk og har fået CVR nr. til foreningen skal I også oprette jer i Conventus med foreningens baisoplysninger. I skal som minimum lægger jeres forenings navn, adresse og bestyrelse ind – og holde det opdateret.

Conventus er et administrationssystem til foreninger og kommuner. Systemet er pt. gratis at anvende for foreningslivet i Fredericia. Det kan bruges til at oprette hold, gemme bestyrelsesreferater, lave online betaling, sende beskeder/e-mails til alle foreningens medlemmer og meget mere. I bestemmer selv, om foreningen kun har basisoplysningerne liggende i Conventus, eller om I bruger det til medlemsregistrering mm.

Når I opretter foreningen, skal I vælge, at I er en forening i Fredericia. Hvis I vælger at tilknytte online betaling, skal I selv betale for en aftale med NETS ved dankortbetaling og lign.. Det gælder også, hvis I bruger systemets sms-tjeneste. Der afholdes løbende kurser i brugen af Conventus for interesserede.

Når I skal søge forenings- og medlemstilskud i januar og kursustilskud i december, så foregår det gennem Conventus. Derfor er det VIGTIGT at I opretter foreingen der.

https://www.conventus.dk/content/start.php

 

Feedback