Haven på Madsbyhus Plejehjem
Slå adgang med tegn til/fra

Madsbyhus

Livet på demensplejehjemmet Madsbyhus er præget af respekt, omsorg og livsglæde. Vi har den holdning, at livet skal leves – hele livet.

Madsbyhus ligger i et naturskønt område. Vi har plads til 14 beboere, som bor i hver deres boliger, men de kan samtidig nyde hinandens selskab i fællesrummene og haven.

De få boliger på Madsbyhus er med til at gøre det til et særligt sted, da det giver gode betingelser for stort nærvær og hjerterum. Et nærvær, der omfatter forholdet mellem både beboere, pårørende og medarbejdere.

Du har mulighed for at gå ture i frodige, grønne omgivelser enten uden for Madsbyhus eller i vores dejlige have. Her kan du nyde duften af æbletræer, højbede og blomster, som springer ud på forskellige tider af året.

Ved indflytning udleveres velkomstmappe med praktiske oplysninger og du vil blive indkaldt til indflytningssamtale. 

Bilag

Leje af plejebolig

Når du skal have en bolig på Madsbyhus, lejer du dig ind hos Boligkontoret Fredericia. Hvis du har spørgsmål til boligen, skal du derfor kontakte Boligkontoret Fredericia.

  • Boligkontoret Fredericia
    Vesterbrogade 4
    7000 Fredericia
    Tlf. 76 22 12 00
    Fax. 76 22 12 12
    post@boligfa.dk

Der er plejepersonale døgnet rundt på Madsbyhus, men lejligheden er dit private lejemål med de samme betingelser, som hvis du lejede en lejlighed et hvilket som helst andet sted.

Der er indbyggede skabe i boligen, men ellers skal du tage alt andet med, bl.a. møbler, service, gardiner osv. Du er også selv ansvarlig for indflytning, udskiftning af pærer osv.

Du skal være opmærksom på, at hvis du bruger hjælpemidler, så kan det stille krav til indretningen af boligen.

Hvordan er boligerne på Madsbyhus?

Der er 14 selvstændige lejligheder i et plan på Madsbyhus.
Boligerne er ca. 35 m2 og er et-rumslejligheder med stue/soveværelse, en entré med tekøkken og et stort badeværelse.

Alle boliger ligger op til et stort fællesareal, som består af køkken, spisestue og dagligstue. 

Fra fællesarealet er der udgang til en dejlig gårdhave.

Fakta om Madsbyhus:

  • Antal boliger: 14 plejeboliger
  • Antal ægtepar boliger: nej
  • Antal etager: et plan
  • Antal afdelinger: to
  • Elevator: nej
  • Antal rum pr. bolig: etrumsboliger
  • Boligstørrelse: ca. 35 m2 (67 m2 inklusiv fællesareal)
  • Bad og toilet i bolig: ja
  • Køkken i bolig: ja, tekøkken
  • Altan: nej
  • Gårdhave: ja, fælles

Plantegninger
Du kan få et indtryk af lejligheden ved at se plantegningen på billedet.

 

Bilag

Økonomi og støttemuligheder

Hvad koster det at bo på Madsbyhus?
Den månedlige husleje for en bolig inklusiv fællesareal er:

  • Ca. 7000 kr. 

Boligkontoret Fredericia justerer huslejen årligt.
Udover husleje skal du betale for a conto varme (ca. 500 kr.) og el (ca. 200 kr.) samt vand efter forbrug pr. måned. 

Indskud er ca. 13.500 kr.

Hvis du ønsker at få de præcise tal oplyst, skal du kontakte Boligkontoret Fredericia.

  • Boligkontoret Fredericia
    Vesterbrogade 4
    7000 Fredericia
    Tlf. 76 22 12 00
    Fax. 76 22 12 12
    post@boligfa.dk

Du skal selv betale for forsikring, telefon, TV-pakke og licens, hvis du har TV i din egen bolig

Du skal selv betale for de ting, du vælger i servicepakken – fuld forplejning og rengøringsartikler. Udgifter til kost og rengøringsartikler opkræver vi månedsvis bagud. Beløbet bliver automatisk trukket i din pension.

Læs mere om servicepakke i plejebolig

Du har mulighed for at indbetale 200 kr. om måneden til borgerkassen. Pengene går til lidt ekstra ”luksus” i hverdagen f.eks. ture ud i det blå, film, blade, musik og slik.

Din økonomi
Når du flytter på plejehjem, beholder du din pension. Du skal være opmærksom på, at personalet ikke må styre din økonomi af hensyn til din og deres sikkerhed. Vi anbefaler i stedet, at du laver aftaler med dine pårørende og tilmelder faste udgifter til betalingsservice.

Det vil være en hjælp for personalet, hvis du vil oplyse navn og telefonnummer på den af dine pårørende, som hjælper dig med din økonomi.

Du kan søge om støtte 
Når du er folkepensionist, kan du søge om tilskud til at betale din husleje, og du har også mulighed for at søge om varmetillæg, der kan dække en del af din udgift til varme.

Du kan også søge om lån til beboerindskud.

Livet på Madsbyhus

På Madsbyhus er der mange muligheder for at folde sig ud. Du kan nyde det gode vejr i en stille stund på terrassen eller i gårdhaven, en gåtur til Madsby Legepark eller mærke livet igennem gymnastik og sang.

Du kan hygge dig med musik og et ugeblad – måske med en blød kat i skødet. Du kan også køre en tur på vores duocykel sammen med en medarbejder eller dine pårørende, og du kan nyde vores skønne have.

På Madsbyhus kommer der aktivitetsmedarbejder på besøg tre gange om ugen og sætter gang i forskellige aktiviteter. Derudover kommer vores søde besøgshunde også forbi.
Vi har "2 spirer" som kommer 2 gange ugentligt, spirerne er 2 unge mennesker som spiller kort, puzlespil, maler eller andre aktiviteter med beboerne. 

Besøg af de små demensvenner
Besøg af de små demensvenner

Pårørende
Vi forsøger at have en god og tæt dialog med de pårørende, bl.a. fordi de kan være kilden til information, der kan danne grundlag for den ønskede omsorg og pleje.

Gode venner og pårørende er en vigtig del af livet, også når du bor på plejehjem. Personalet kan aldrig erstatte venner og familie.

Vi håber, at dine pårørende vil være med til at sørge for, at dit liv fortsat ligner det, du havde før flytningen til Madsbyhus. Derfor er også de pårørende velkomne til at være en del af hverdagslivet på Madsbyhus og deltage i arrangementer og aktiviteter.

Ofte oplever vi, at beboere kan have brug for hjælp fra deres pårørende til at løse forskellige opgaver f.eks. indflytning, tømme postkasse, bestille tid ved frisør og administrere økonomi. 

Medarbejdere

Personalet på Madsbyhus består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, aktivitetsmedarbejdere, en sygeplejerske, en plejehjemsleder og elever. Medarbejderne har en stor viden om demens, og det faste plejepersonale har alle en uddannelse i demens. Vi har 2 videnspersoner ansat, 1 i dagvagt og 1 i aftenvagt. 

Personalet har fokus på genkendelighed og erindring, og ønsker at skabe en god hverdag for beboeren fyldt med værdighed og respekt. Arbejdsdagen foregår i høj grad i levebomiljøet, hvor vi har fokus på den enkelte beboers behov i dagligdagen. Beboerne deltager i hverdagslivet og hjælper med de praktiske gøremål, de kan, f.eks. madlavning, borddækning, lægge vasketøj sammen osv.

Vi tager udgangspunkt i beboernes ressourcer og det, de kan selv frem for at koncentrere os om deres svagheder. "En god dag ved egen kraft" handler om at styrke livskvaliteten trods svækkelse. I dialog med personalet finder beboerne ud af, hvad der er en god dag for dem.

Vi tager udgangspunkt i din livhistorie
Personalet tager i deres arbejde så vidt muligt udgangspunkt i den enkelte beboers behov og livshistorie, for at styrke deres livskvalitet og personlighed og sikre deres selvbestemmelse længst muligt.

Det handler også om, at beboerne har indflydelse på deres eget liv og kan få det hverdagsliv, de ønsker. Livshistorien er et godt arbejdsredskab for personalet til at forstå beboere, og en god indgangsvinkel til at skabe en god dag.

Når vi har viden om eksempelvis væsentlige begivenheder, opvækst, arbejdsliv, hobby, vaner osv. kan vi, som personale, give beboeren en mere meningsfyldt og tryg hverdag. Da beboeren kan have svært ved selv at give os denne viden, gør vi også meget ud af samarbejdet med pårørende.