Hjælpemidler og forbrugsgoder

Her finder du information om, hvordan du får bevilget hjælpemidler, hvis du har et handicap eller ikke længere kan klare dig selv i hverdagen.

Fredericia Kommune kan bevilge støtte til hjælpemidler, hvis du har en varigt nedsat funktionsevne. Et evt. hjælpemiddel skal være en væsentlig lettelse i din dagligdag.

Når du søger om et hjælpemiddel, vil vi besøge dig i dit hjem eller ringe til dig for at tale med dig om din ansøgning. Herefter bliver vurderer vi, om du er berettiget til hjælpemidlet. Det kan være nødvendigt at indhente oplysninger fra din læge eller speciallæge.

Ansøgning om hjælpemidler og forbrugsgoder
Du kan søge om udlånshjælpemidler f.eks. rollator, toiletforhøjer, kørestol, synshjælpemidler, høretekniske hjælpemidler og IT- og kommunikationshjælpemidler ved at benytte ansøgningsskemaet ovenfor under Selvbetjening.

Ansøgning om kropsbårne hjælpemidler
Du kan søge om kropsbårne hjælpemidler f.eks. ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttestrømper, parykker og brystproteser ved at benytte ansøgningsskemaet ovenfor under Selvbetjening.

Straks-service
I Straks-service får man en hurtig sagsbehandling, når det drejer sig om forholdsvis ukomplicerede bevillinger på hjælpemidler og forbrugsgoder. Læs mere i afsnittet nedenfor.

Straks-Service har åbent hver torsdag fra kl. 14.00-16.00
Der kræves ingen henvisning eller tidsbestilling.

Bilag

Hvem kan søge

Du eller dit barn med et varigt fysisk eller psykisk handicap kan blive aflastet i hverdagen med hjælpemidler. Hvis du søger og kommunen bevilger et hjælpemiddel, kan du låne det gratis, eller du kan få tilskud til, at du selv kan købe det.

Der findes mere end 60.000 forskellige typer hjælpemidler. Det kan fx være en kørestol, et gangstativ eller et forhøjet toiletsæde. Det kan også være kropsbårne hjælpemidler som brokbind, støttekorset, diabetiker- og stomihjælpemidler m.m.

Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad:

  • kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevne
  • kan lette dagligdagen i dit hjem
  • er nødvendigt i dit arbejdsliv

Du skal søge kommunen, inden du køber, og du kan få støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Ønsker du et dyrere hjælpemiddel, skal du selv betale den ekstra udgift.

Det er gratis for dig at låne hjælpemidlet af kommunen, og din egen økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, eller hvor meget du kan få i tilskud. Tilskuddet er desuden skattefrit.

Tilskud til kropsbårne hjælpemidler

Du skal søge om kropbårne hjælpemidler digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunen.

Nogle af de typer kropsbårne hjælpemidler, du kan søge støtte til, er:

  • ortopædisk fodtøj
  • støttestrømper
  • arm- og benproteser
  • støttekorsetter og bandager
  • parykker
  • brystproteser
  • stomihjælpemidler
  • kropsbårne synshjælpemidler til personer med varig øjenlidelse.

For nogle hjælpemidler er der en egenbetaling, dvs. at du selv betaler det årligt regulerede beløb for den type hjælpemiddel, og kommunen giver støtte til resten fx Tilskud til ortopædisk fodtøj.

Tilskud til ortopædisk fodtøj

Ortopædisk fodtøj hører til gruppen af kropsbårne hjælpemidler, som du skal søge hjælp til digitalt.

Du kan søge tilskud, men der er en egenbetaling.

Egenbetaling for ortopædisk fodtøj

  • For ortopædisk fodtøj til børn er der en egenbetaling på 480 kr. (2017)
  • For ortopædisk fodtøj til voksne er der en egenbetaling på 860 kr. (2017)

Lægelige grunde for hjælp til ortopædiske sko og ortopædiske fodindlæg

  1. Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål)
  2. Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens)
  3. Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, fx klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne
  4. Stiv fodrod - medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt
  5. Erhvervet platfod som følge af degeneration
  6. Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen
  7. Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, fx svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta). Der kan ikke søges hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn
Tilskud til forbrugsgoder

Forbrugsgoder er produkter, som massefremstilles og forhandles bredt til almindeligt brug i befolkningen. Du kan få tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap. Kommunen skal yde støtte til forbrugsgodet, hvis det i væsentlig grad kan afhjælpe dig, lette dagligdagen i dit hjem, eller hvis det er nødvendigt, for at du kan udøve et erhverv.

Du kan ikke få tilskud til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx en almindelig seng, telefon eller tv.

Du kan få tilskud, hvis din udgift til forbrugsgodet er over 500 kr. (2016). Tilskuddet udgør 50 pct. af et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Hvis du grundet dit handicap behøver et forbrugsgode, som er dyrere end et almindeligt standardprodukt, betaler kommunen de nødvendige merudgifter.

Hvis forbrugsgodet udelukkende har til formål at afhjælpe dig grundet dit handicap, er det kommunen, som betaler anskaffelsesprisen. Hjælpen kan ydes som lån.

  • din personlige økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, og hvor meget du kan få i tilskud. in personlige økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, og hvor meget du kan få i tilskud.
  • tilskuddet er skattefrit.
Straks-service

Straks-Service er et tilbud til de borgere i Fredericia Kommune, som har brug for hjælpemidler.

I Straks-Service får man en hurtig sagsbehandling, når det drejer sig om forholdsvis ukomplicerede bevillinger.

Hjælpemidlet kan være følgende:

  • Badetaburet
  • Badekarsæde
  • Transportkørestol
  • Rollator
  • Toiletforhøjer
  • Småhjælpemidler

I Straks-Service vurderer en terapeut din funktionsevne og taler med dig om årsagen til din funktionsnedsættelse. Du modtager endvidere en grundig vejledning i brug af et eventuelt hjælpemiddel.

Er omstændighederne mere komplicerede, henviser Straks-Service dig til en terapeut, der vil kontakte dig efterfølgende.
I de tilfælde kan det være nødvendigt at indhente f.eks. helbredsoplysninger fra din læge eller anden dokumentation. Der kan også være behov for at besøge dig i dit hjem.

Straks-Service har åbent hver torsdag fra kl. 14-16.
Der kræves ingen henvisning eller tidsbestilling.

Tilskud til høreapparat

Betingelsen for at få tilskud til høreapparat er, at du er blevet undersøgt, rådgivet og har fået en henvisning fra en ørelæge. Du kan vælge, om du vil købe et apparat hos en privat forhandler eller få det via det offentlige.

Et apparat fra det offentlige er gratis.

For ansøgninger fra privat forhandler udgør tilskuddet:

  • Høreapparat på 1. øre på op til 4.054 kr. (2017)
  • Høreapparat på 2. øre på op til 2.360 kr. (2017)

Medmindre du med tiden får en meget dårligere hørelse, kan du kun få tilskud én gang inden for en periode på fire år. Du skal søge om tilskud, før du køber apparatet, og den private forhandler skal være godkendt.

Det er regionen, som yder tilskuddet. Folkepensionister og førtidspensionister efter den gamle ordning kan søge om yderligere økonomisk tilskud til høreapparat fra kommunen. Læs mere under helbredstillæg.

Du kan se de aktuelle ventetider på undersøgelse på venteinfo.dk. På Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside kan du læse mere om høreapparater.

Batterier er gratis. Du kan læse om batterier og bestilling af batterier på Høreforeningens hjemmeside.

Fritvalgsordning

​Når du har fået en bevilling, kan du som hovedregel selv vælge, hvor du køber dit hjælpemiddel. Det gælder fx, når du har behov for engangshjælpemidler som bleer, stomiposer, testmaterialer til diabetes med mere.

Du kan højst få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have anskaffet hjælpemidlet til, og det må ikke være identisk med det hjælpemiddel, som kommunen kan skaffe fra sit hjælpemiddellager. Typisk drejer det sig om tekniske hjælpemidler.

Eksempel:

Borgeren har fået bevilget en rollator af mærket X. På kommunens hjælpemiddellager findes en brugt rollator af dette mærke. Borgeren ønsker en fuldstændig identisk rollator af samme mærke, men en ny. I denne situation vil borgeren ikke kunne benytte sig af retten til frit at vælge leverandør.

Vedligeholdelse og reparation

Vedligeholdelse
Som bruger af hjælpemidler har borgeren selv ansvar for vedligeholdelse og må selv afholde udgiften til de reparationer, som er følge af almindelig slitage (f.eks. drift, rengøringsmidler og almindelig vedligeholdelse, herunder el-forbrug) og er erstatningspligtig ved misligholdelse og uansvarligt brug.

Hjælp til driftudgifter og reparationer
Der kan ydes hjælp til enkelte driftsudgifter til genbrugelige hjælpemidler. Det gælder støtte til batterier til el-kørestole, hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole.
Kommunen betaler udskiftning af dæk og slanger, hvis der er brug for det mere end én gang årligt pr. hjul. Borgeren betaler selv den første årlige udskiftning af dæk og slanger (gem derfor eventuelle regninger).

Har du behov for reparation af dit hjælpemiddel, der ligger ud over almindelig vedligeholdelse, kan dette udføres af Hjælpemidler & Kommunikation. Du er velkommen til at kontakte Hjælpemidler & Kommunikation med spørgsmål hertil.

Aflevering af hjælpemidler
Hvis hjælpemidlet ikke længere bruges, eller grundlaget for lånet ophører, skal det returneres til Hjælpemidler & Kommunikation.

Du kan kontakte Hjælpemidler & Kommunikation og aftale afhentning af hjælpemidlerne, som ikke længere benyttes.

Du kan også selv aflevere hjælpemidler:
Hjælpemidler & Kommunikation
Vesterballevej 4-6
7000 Fredericia
Hvis du vil klage

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Lovgivning

Reglerne for tildeling af hjælpemidler og tilskud til forbrugsgoder kan du finde i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Regler for tilskud til høreapparat:

Feedback