Du søger kompensationsydelse via borger.dk www.borger.dk/handicap/Hjaelp-i-hverdagen/hjaelp-til-daekning-af-kompensationsberettigende-udgifter-for-voksne
Du skal have godkendt din ansøgning, inden du kan få dækning af kompensationsberettigede udgifter. Ved ansøgning skal du tage stilling til, om du ønsker at søge hjælp efter gruppe 1 eller gruppe 2.
Du kan få vejledning fra kompensationsydelsesteamet, hvis du er i tvivl om hvilken gruppe, du ønsker at søge efter.
Når du har taget stilling til, hvilken gruppe du vil søge efter, bliver ansøgningen udelukkende behandlet efter den valgte gruppe.
Hvis du har søgt efter gruppe 2, og kommunen kan konstatere at du ikke kan dokumentere tilstrækkelige kompensationsberettigede udgifter til behandling i gruppe 2, vil din ansøgning dog blive behandlet efter gruppe 1.
Hvis du får bevilliget kompensationsydelse efter gruppe 1, kan du hvis der efterfølgende sker ændringer i de kompensationsberettigede udgifter, fx stinger i udgifterne, søge hjælp efter gruppe 2.
Hvilke udgifter er kompensationsberettigede udgifter:
Hvis du har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og kan sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter på mindst 6.660 kr. om året, svarende til gennemsnitligt 555 kr. om måneden, kan der søges om et standardbeløb på 1.105 kr. pr. måned (2025-takst).
Gruppe 1
I denne gruppe er der ikke krav om dokumentation af udgifterne, men du skal derimod sandsynliggøre dine udgifter. Du skal dog være opmærksom på at du som en del af sandsynliggørelsen kan blive bedt om at indsende diverse bilag som en del af sagsbehandlingen. Det kan fx være ekspeditionslister fra apoteket, hvis man søger om medicin.
- Alle typer kompensationsberettigede udgifter – både løbende og enkeltstående udgifter kan tages med i sandsynliggørelsen fx medicin, handicapbetinget kørsel, kørsel til arbejde, uddannelse, håndsrækninger mm.
- Det er ikke muligt at få dækket kompensationsberettigede udgifter som enkeltstående udbetalinger i gruppe 1.
Gruppe 2
Hvis du har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og kan dokumentere kompensationsberettigende udgifter for over 24.000 kr. om året svarende til gennemsnitligt 2.000 kr. om måneden, inden for bestemte udgiftskategorier, kan du få disse udgifter dækket sammen med et standardbeløb på 500 kr. om måneden (2025-takst). Udgiftskategorierne er:
- 1) Kompensationsberettigende udgifter til kost- og diætpræparater.
- 2) Kompensationsberettigende udgifter til medicin.
- 3) Kompensationsberettigende udgifter til befordring og kompensationsberettigende udgifter til drift ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil.
- 4) Kompensationsberettigende udgifter til forhøjet husleje, herunder indskud.
- 5) Kompensationsberettigende udgifter til fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- 6) Kompensationsberettigende udgifter til handicaprelaterede kurser.
- 7) Kompensationsberettigende udgifter til beklædning.
- 8) Kompensationsberettigende udgifter til el, vand og varme.
- 9) Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. (2025-niveau) om måneden.
Det betyder således, at det kun er udgifter der er nævnt på ovenstående liste, der kan dækkes i gruppe 2 og alle udgifter skal dokumenteres. Udgifterne dækkes krone for krone, og der gives et standardbeløb på 500 kr. (2025-takst) oveni den månedlige ydelse, som man ikke skal dokumentere udgifter for.
Eksempel:
Du dokumenterer udgifter nævnt fra listen svarende til 3.000 kr. pr. måned. Du vil således modtage 3.500 kr. pr. måned (2025-takst).
I gruppe 2 kan man som udgangspunkt modtage en eller flere af sine kompensationsberettigede udgifter som enkeltstående udbetalinger, dette skal dog aftales med kommunen.
Det kræver dog at man er berettiget til at modtage kompensationsberettigede udgifter i mindst 12 mdr., regnet fra tidspunktet, hvor aftalen indgås. Desuden skal den resterende månedlige ydelse fortsat overstiger minimumsbeløbet på 2.000 kr. pr. måned svarende 24.000 kr. pr. år. (2025-takst).