Børne- og Skoleudvalget - 15-08-2017

Referat
Dato:
Tirsdag, 15 august, 2017 - 08:00
Hent som fil:
Lokation:

Punkt 32 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé




Sagsbeskrivelse:




Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Godkendt.

Punkt 33 Besøg hos Familie og Ungdomscentret, Vejlevej 14

Sagsresumé

Udvalgsmødet afholdes hos Familie og Ungdomscentret, Vejlevej 14 i Pejsestuen hvor mødet starter med et oplæg og rundvisning af centerleder Jette Lange.

Indstillinger

Ingen.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Til efterretning.

Punkt 34 Ændring af socioøkonomisk tildeling på dagtilbuds- og skoleområdet

Sagsresumé

Efter tre år med en socioøkonomisk model på skole- og dagtilbudsområdet viser en status, at modellen opleves retfærdig, men at Erritsø og Fjordbakkens distrikter har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Det foreslås, at den socioøkonomiske model justeres således, at de to distrikter tilføres flere ressourcer primært til grundnormering.

 

Sagsbeskrivelse:

For tre år siden blev det besluttet, at en del af den samlede økonomi skulle fordeles efter socioøkonomiske/demografiske forhold.

 

Der var ønske om – over en tre års indfasningsperiode – gradvist at øge andelen af midler tildelt efter socioøkonomiske kriterier.

 

Det kom dog ikke til at ske, da vurderingen var, at det med den tildelte ressource ikke ville være muligt at opnå en tilstrækkelig ressourcetildeling i Fjordbakke- og Erritsødistriktet.

 

Den nuværende model viser, at der – specielt i to distrikter - er problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Omfanget af socioøkonomien er en medvirkende årsag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Børn og Unge vurderer, at der pt. er behov for justeringer af den socioøkonomiske model på såvel dagtilbudsområdet som på skoleområdet.

 

Skoler – omfordeling af socioøkonomisk pulje på 30 mio. kr.

Den nuværende model tager ikke højde for, at der er elevmobilitet over distriktsgrænserne. Det betyder, at Fjordbakkeskolen og Erritsø Fællesskole løser opgaver omkring elever fra andre distrikter uden tildeling af socioøkonomi.

En beregningsmåde, hvorved der tages udgangspunkt i skolernes aktuelle forældregruppes demografi og ikke distriktets, vurderes at være mere præcis og retfærdig. Dette er pt. også gældende på dagtilbudsområdet.

 

Socioøkonomiens fordeling gør samtidig, at det råderum distrikterne har varierer meget. For Fjordbakkeskolen og Erritsø Fællesskole betyder det, at råderummet til støttefunktioner, ledelse, administration og forbrugsudgifter på skolerne er minimalt.

 

Ved en ændring af socioøkonomiens størrelse fra 30. mio. kr. til 20 mio. kr. vil der ske en omfordeling af økonomien imellem de 4 skoledistrikter, hvor Erritsø Fællesskole og Fjordbakkeskolens råderum vil blive forøget.

 

Selv om der sker en omfordeling af socioøkonomien i en periode vil skolernes økonomiske råderum fortsat være præget af at tildelingen pr. elev er lav i relation til andre kommuner.

 

 

Dagtilbud – omfordeling af socioøkonomisk pulje på 12,2 mio. kr. (8 %)

 

Socioøkonomien på dagtilbud er i dag på 8 %, som har medvirket til at udligne nogle af de demografiske forskelle der er i distrikterne. Dermed har to distrikter-  Kirstinebjerg og Ullerupbæk, kunnet få gavn af en større økonomi til at kunne løfte de særlige udfordringer, der er i distrikterne.

 

For Fjordbakke og Erritsø distrikter betyder det, at råderummet til støttefunktioner, ledelse, administration og forbrugsudgifter på institutionerne er minimalt.

 

En ændring af socioøkonomiens størrelse fra 8% til 6 % vil betyde, at Erritsø og Fjordbakke distrikter har bedre muligheder for at leve op til de mål og krav, der stilles i den nye dagtilbudsreform.

Indstillinger

Fagafdelingen anbefaler, at

 

  • andelen af den socioøkonomiske pulje indtil videre ændres på skoleområdet fra 30 mio. kr. til 20 mio. kr. og på dagtilbud fra 8% til 6%.

 

  • beregningsmodellen for socioøkonomien ændres således, at beregningsgrundlaget på skoleområdet fremover vil være skolens aktuelle forældregruppes socioøkonomiske sammensætning og ikke distriktets.

Bilag

Bilag:

Oversigt over Socioøkonomiens fordeling og omfordeling i de fire distrikter.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Børne- og Skoleudvalget anbefaler, at eventuelle ændringer i de socioøkonomiske puljer afventer budget 2018.

 

Børne- og Skoleudvalget beslutter, at beregningsmodellen for socioøkonomien på skoleområdet ændres. Beregningen skal fremadrettet basere sig på den aktuelle forældregruppes socioøkonomiske sammensætning og ikke distriktets.

Den nye fordelingsmodel bør anvendes ved udlægning af budget fra og med 2018.

 

For stemte Ole Steen Hansen, (A), Bente Gertz (A), Cecilie Roed Schultz (Ø), Frances O´Donovan-Sadat (V). Inger Nielsen (O) undlod at stemme.

Punkt 35 Skolernes trivselsundersøgelse 2017

Sagsresumé

Som led i skolereformen skal folkeskolerne årligt gennemføre en trivselsundersøgelse blandt alle elever fra børnehaveklasse til og med 9.klasse herunder også specialskoler. Trivselsundersøgelsen i 2017 er gennemført i perioden januar – marts 2017.

 

 

Sagsbeskrivelse:

I Fredericia kommuner anvender vi Ministeriets værktøj til trivselsmålingerne, som stilles gratis til rådighed for kommuner og skoler.

 

I Ministeriets Trivselsværktøj kan der også tilvælges spørgsmål om undervisningsmiljøet, så trivselsmålingen og kortlægningen af undervisningsmiljøet gennemføres som én samlet undersøgelse.

 

Mindst hvert tredje år skal skolerne lave og offentliggøre en undervisningsmiljøvurdering.

 

I 2017 har eleverne i Fredericia svaret på et spørgeskema som kortlægger både trivsel og undervisningsmiljø.

 

Resultater af trivselsundersøgelse/undervisningsmiljø på distriktsskolerne i Fredericia fremlægges på udvalgsmødet. 

 

Det bør i denne sammenhæng nævnes, at kortlægningerne i Program for læringsledelse ligeledes er med til at give et billede af undervisningsmiljøet på skolerne. I september 2017 bliver den tredje kortlægning lavet i Fredericia.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Børn og Unge vurderer, at trivslen på Fredericia Kommunens distriktsskoler fortsat ligger omkring landsgennemsnittet. Emnet vil indgå i den kommende kvalitetsrapport på skoleområdet. Denne skal godkendes i Byrådet i første kvartal 2018.

Indstillinger

Børn og Unge anbefaler, at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Til efterretning.

Punkt 36 Orientering om skolesamarbejde med Ilulissat på Grønland

Sagsresumé

Gennem snart 50 år har Fredericia kommune i samarbejde med frivillige borgere i Fredericia haft et tæt samarbejde med Ilulissat på Grønland. Hvert forår kommer der mellem 40 – 60 børn fra Ilulissat til Danmark på skoleophold. De bliver indkvarteret hos værtsfamilier primært i og omkring Fredericia. Børnenes ophold i Danmark koordineres af et Grønlands-udvalg, som består af frivillige borgere fra Fredericia. I 2019 vil det være 50 siden, at Fredericia og Ilulissat indgik en aftale om, at der hvert år skulle komme Grønlandske børn til Fredericia for at gå i skole og træne det danske sprog. 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Jubilæumsår for samarbejde med Ilulissat

I forbindelse med det forestående 50 års jubilæum for samarbejdet mellem Ilulissat og Fredericia, ønsker Grønlandsudvalget, at der afholdes en række jubilæumsaktiviteter i maj 2019, mens de Grønlandske børn er på ophold i Danmark. Grønlandsudvalget ønsker i den forbindelse, at Byrådet i Fredericia inviterer gæster fra Ilulissat kommune til Fredericia i en lille uge for at deltage i jubilæumsaktiviteterne.

 

I august 2016 var en delegation fra Fredericia kommune inviteret til Ilulissat i en uge i anledning af et jubilæumsarrangement.

 

Udvikling af skolesamarbejde

I ”Strategi for en grøn generation” står nævnt, at der skal udvikles på undervisningsforløb i samarbejde med skolerne i Ilulissat. Flere lærere i udskolingen i Fredericia har vist interesse for at få gang i et samarbejde med lærere og elever på de to skoler i Ilulissat.

 

På mellemtrinnet skønnes det, at der ligeledes er gode muligheder for at udbygge skolesamarbejdet, idet de børn som kommer til Fredericia hvert forår, er børn i alderen 9-10 år.

Økonomiske konsekvenser

I forbindelse med et større jubilæumsarrangement i 2019, som også har til formål at give borgerne i Fredericia indblik i den grønlandske kultur i og omkring Ilulissat/Isfjorden, vil der skulle tages stilling til projektets økonomi

Vurdering

Børn og Unge vurderer,

 

at der er grundlag for at udvikle besøgssamarbejdet, så flere grønlandske børn end nu får ophold i Fredericia Kommune.

 

et udbygget skolesamarbejde med de to skoler i Ilulissat vil komme elever i både Fredericia og Grønland til gavn.

Indstillinger

Børn og Unge anbefaler, at Børne- og Skoleudvalget fortsat bakker op om samarbejdet med Ilulissat og tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Til efterretning.

Punkt 37 Projekter i Familie og Børnesundhed

Sagsresumé

Familiechefen vil over for udvalget præsentere de projekter der er igangværende og undervejs i Familie & Børnesundhed. Afdelingen har de seneste år været meget bevidst om at søge og har fået eksterne midler, til afprøvning af en række metoder i det forebyggende arbejde. Ligeledes har afdelingen internt afsat midler, ligeledes til afprøvning af metoder i det forebyggende felt, med henblik på at sikre at der sker en evaluering.

 

Under punktet vil projektlederne for en række af de nuværende og tidligere projekter, præsentere deres arbejde. Det drejer sig om flg.:

 

Profectus – et efterværnsprojekt for de plus 18 årige

 

U-Turn – helhedsorienteret støtte og hjælp til unge med misbrugsproblemer

 

Familieorienteret Misbrugsbehandling – Forældre med børn hvor der er misbrugsproblemer i familien – er gået over i drift.

 

Fritidspas – støtte og økonomisk hjælp til børn og unge i forhold til fritidstilbud – er gået i drift.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Familie & Børnesundhed indstiller at punktet tages til orientering

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-08-2017

Til efterretning.

Punkt 38 Orientering (Lukket)