Social- og Omsorgsudvalget - 06-02-2017

Referat
Dato:
Mandag, 6 februar, 2017 - 08:00
Hent som fil:

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé




Sagsbeskrivelse:




Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Godkendt.

Punkt 2 Etablering af køkkenfunktion på Kobbelgaarden

Sagsresumé

På baggrund af beslutningen på udvalgsmødet i november 2016 om udarbejdelse af en intern køkkenløsning er der i et samarbejde mellem Vok-senservice og Plejens køkkenfunktion udarbejdet en løsning, der betyder, at der fra 1. maj 2017 kan produceres mad i køkkenet på Kobbelgaarden.

Sagsbeskrivelse:

Efter ønske fra udvalget, er der arbejdet videre med en intern kommunal model med Plejens Køkken som leverandør. Der er givet positivt tilsagn fra de fleste borgere, som i dag får maden leveret fra enten ELBO-køkkenet eller Det Danske Madhus. Det betyder, at der i snit vil være 55 borgere, som hver dag ønsker mad produceret i køkkenet på Kobbelgaarden. Dette antal forventes at stige efter introduktionen.

 

Der er på denne baggrund udarbejdet en mulig model for madproduktion i køkkenet på Kobbelgaarden. Denne model indbefatter, at der med ansættelse af to medarbejdere på henholdsvis 30 og 35 timer kan leveres et frisktilberedt aftensmåltid til borgerne på Kobbelgaarden og Ullerupdalvej.

 

Der vil blive produceret et varmt aftensmåltid alle ugens hverdage. Køkkenpersonalet er på arbejde mandag – fredag, hvor der vil blive forberedt aftensmad til weekenden, som vil blive varmet og serveret af det pædagogiske personale.

 

Økologi vil indgå i madproduktionen således, at grøntsager, kartofler, pasta og ris i høj grad vil være økologiske. Der vil blive arbejdet på at få det økologiske spisemærke i bronze til køkkenet på Kobbelgaarden, hvilket svarer til 30% økologi. 

 

Der kan i særlige perioder være behov for at få den varme mad fra ELBO, fx enkelte dage i weekender, i ferier, jul, påske. Maden vil komme i samlede portioner og blive opvarmet i de enkelte afdelingskøkkener og serveret af det pædagogiske personale.

 

Menuplanen udarbejdes i samarbejde med borgerne. Der er opmærksomhed på, at borgerne er i alle aldersgrupper fra 18 år og op, hvorfor menuplanen vil indeholde retter, der også henvender sig til de yngre borgere.

 

Der vil blive arbejdet med at inddrage flere af borgerne i køkkenet. Både i forhold til selve madproduktionen og i forhold til øvrige opgaver – fx opvask, servering med mere. I den forbindelse indtænkes ansættelse af den aktivitetsmedarbejder, som området blev bevilliget i forbindelse med Budgettet for 2017.

 

Af bilag 1 fremgår en mere detaljeret beskrivelse af køkkenfunktionen på Kobbelgaarden.

 

Køkkenet forventes at kunne åbne den 1. maj 2017.Det anbefales, at der i første omgang er tale om en 2-årig periode med en midtvejsevaluering efter 1. år.

 

Det beskrevne forslag til produktion af med på Kobbelgaarden har været forelagt Handicaprådet. 

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående skema viser de økonomiske konsekvenser ved etableringen af køkkenfunktionen på Kobbelgaarden. I modellen er indlagt de køkkenpersonaletimer, som vil give mulighed for at etablere et driftssikkert køkken, hvor der også vil være mulighed for at producere mad til flere borger end 55 pr. dag. Ved 58 borgere vil modellen løbe rundt alene med det kommunale tilskud, der i dag gives til transport. Dette tilskud er i 2017-priser i snit 5. kr. pr. dag pr. borger. Og det forudsættes, at det fremadrettet allokeres til køkkenfunktionen for det antal borgere, som benytter sig af madtilbuddet på Kobbelgaarden.

 

Borgernes egenbetaling vil være den samme som i dag, og vil således udgøre 45,12 kr. i 2017 priser. (40,12 kr. for måltidet + 5 kr. for transport). De 5 kr. som borgerne i dag betaler for transport indgår således som en del af køkkenets basisbudget sammen med det kommunale tilskud til transport, som i 2017 priser udgør 100.000 kr. (5 kr. pr. dag pr. borger)

 

Årlige udgifts- og indtægtsbudget v 55 borgere

Model med 35 + 30 køkkenpersonaletimer

Køkkenpersonale

615.000 kr.

Råvare

406.000 kr.

Transport til levering af mad fra ELBO i ferier (Ca. 12 gange)

17.000 kr.

Udgifter i alt

1.038.000 kr.

Årlige Indtægter

 

Borgernes egenbetaling

·  Måltid (40,12 kr. pr. dag pr. borger)

·  Transport i dag (5 kr. pr. dag pr. borger)

 

805.000 kr.

 

100.000 kr.

Kommunens transporttilskud (omplaceres fra udbringningsbudgettet fra Plejen)

 

100.000 kr.

Indtægter i alt

1.005.000 kr.

Manglende finansiering

33.000 kr.

 

Den manglende finansiering på 0,003 mio. kr. afholdes inde for eksisterende ramme.

 

Der vil være engangsinvesteringer på 0,5 mio. kr. i forbindelse med etableringen af køkkenfunktionen på Kobbelgaarden. Udgiften afholdes inden for den eksisterende ramme. Investeringerne dækker over renoveringer af køkkenet og indkøb af manglende køkkeninventar, som er nødvendigt for at gøre køkkenet funktionsdygtigt.

Vurdering

Voksenservice vurderer, at der ved indgåelse af samarbejde med Plejens Køkken etableres et godt tilbud til beboerne på Kobbelgården og Ullerupdalvej om friskproduceret aftensmad.

Indstillinger

Voksenservice indstiller:

 

1.  at Social- og Omsorgsudvalget for en 2-årig prøveperiode godkender, at plejens Køkken etablerer og varetager madproduktionen til beboerne på Kobbelgaarden i køkkenet på Kobbelgaarden.

 

2.  at Social- og Omsorgsudvalget godkender, at borgerens egenbetaling fortsat svarer til deres nuværende udgift (måltid + transport)

 

3.  At Social- og Omsorgsudvalget beslutter, at kommunens nuværende tilskud til transport allokeres til madproduktion på Kobbelgaarden

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Godkendes som indstillet dog således at ”for en 2-årig prøveperiode” i indstillingspkt. 1 bortfalder.

 

Voksenservice giver Social- og Omsorgsudvalget en orientering om status efter 1 år og en evaluering af ordningen efter 2 år.

Punkt 3 Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp mv. 2017

Sagsresumé

Kvalitetsstandarderne for Pleje og Omsorg skal revideres, godkendes og offentliggøres en gang årligt.

Informationsfolderen 2016 med kvalitetsstandarderne er nu revideret og justeret i Visitationsafdelingen, med henblik på udgivelse af en 2017-udgave. Ændringerne skal forinden offentliggørelse godkendes af Social- og Omsorgsudvalget.

Sagsbeskrivelse:

Informationsfolderen 2016 med kvalitetsstandarderne er nu evalueret og justeret i Visitationsafdelingen, med henblik på udgivelse af en 2017-udgave. Folderen udgives nu i 8. udgave og beskriver Fredericia Kommunes politisk vedtagne serviceniveau for personlig- og praktisk hjælp, boligområdet, aktivitets- og rehabiliteringsområdet, sygeplejen samt forskellige pasningsordninger.

Folderen beskriver hvilke ydelser, der kan bevilges, samt hvilke kriterier der visiteres efter. Derudover er der henvisninger til lovparagraffer, samt tidsfrister for sagsbehandling og levering af den bevilgede hjælp.

Nye ansøgere, der besøges af visitator, får denne folder udleveret. Den udleveres ligeledes ved revurdering hos borgere, der ikke er i besiddelse af en kvalitetsstandard. Desuden kan folderen udleveres ved personligt fremmøde i Visitationsafdelingen. Kvalitetsstandarderne offentliggøres ligeledes på kommunens hjemmeside.

I denne 8. udgave er der få redaktionelle ændringer i form af tydeliggørelse i teksten. Eksempelvis er ordet ”Kommunen tilbyder” erstattet med ”Kommunen kan bevilge”. Enkelte overskrifter er præciseret, således der er en bedre sammenhæng til den efterfølgende tekst i afsnittet.

De væsentligste ændringer er:

  • Taksterne er ændret til 2017 niveau, ligesom der nu er kommet takster ind på madservice og fuld forplejning på plejecenter samt i forhold til rehabiliteringsophold på Hannerup Pleje og rehabiliteringscenter.
  • Under overskriften ”Længst Muligt i Eget Liv” er der indsat et afsnit om rehabiliteringsforløb på Hannerup Pleje- og Rehabiliteringscenter med oplysninger om, hvad borgeren betaler for i døgntaksten.
  • Under afsnittet Tilkøbsydelser er tilføjet, at det i Pleje og Omsorg er en mulighed at tilkøbe ydelser indtil 30. juni 2017. Der er tale om et frikommuneforsøg og der foretages fra statens side en evaluering af effekterne, inden der tages stilling til om forsøget skal gøres permanent.
  • Ved overskriften ”Individuelle transportordning”, er individuelle fjernet, da der i dag kun bevilges handicapkørsel i Visitationen. Under henvisningen til Sydtrafiks hjemmeside er tilføjet: ” Her kan du desuden læse om Flex-tur”.
  • Under overskriften ”Din journal hos Pleje og Omsorg” er teksten slettet omkring muligheden for at sende besked til Pleje og Omsorg, idet dette pt. ikke er en mulighed via det nye omsorgssystem Nexus.

Økonomiske konsekvenser

Der laves hvert år efter den politiske godkendelse nye foldere. Gennemsnitligt er der gennem årene udleveret 250 stk. pr. år. Priserne for tryk er steget fra 15 kr. pr. folder til ca.35 kr. pr. folder.

 

Udgiften afholdes af frit-valgs-rammen.

Vurdering

Visitationsafdelingen vurderer, at folderen med kvalitetsstandarder lever op til kravene om offentliggørelse af standarder/serviceinformationer.

Indstillinger

Pleje og Omsorg indstiller, at informationsfolderen med kvalitetsstandarder for 2017, i en 8. udgave godkendes.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Godkendt.

Punkt 4 Henvendelse vedrørende muligheden for at åbne et privat dagcenter

Sagsresumé

Sagen behandles på baggrund af en henvendelse fra en af kommunens private leverandører af hjemmepleje, om muligheden for at åbne et privat dagcenter i Fredericia. På baggrund af anmodning fra Social- og Omsorgsudvalget har Pleje og Omsorg undersøgt de mulige økonomiske konsekvenser af deling af dagcenterfunktionen i dels en privat, dels en kommunal funktion. På mødet vil resultatet af undersøgelserne blive gennemgået. Sagen er en opfølgning på behandling på udvalgsmødet d. 12. december 2016.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommunes dagcenter er oprettet i henhold til Servicelovens §§ 81, stk. 3, 84, stk. 1, 86, stk. 2 og 87. Bestemmelserne foreskriver, at kommunen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige psykiske problemer. Formålet med dagcenterfunktionen er at give ældre medborgere mulighed for kontakt, samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje, samt aflastning af pårørende. Dagcenterfunktionen er ikke omfattet af reglerne om frit valg, og der er derfor ikke et lovgivningsmæssigt krav om, at der skal være mere end én leverandør for borgeren at vælge imellem.

For år tilbage havde Fredericia Kommune 3 dagcentre med tilknytning til hhv. Hybyhus, Stævnhøj og Othello. Ad to omgange, er dagcenterpladserne blevet samlet for at opnå stordriftsfordele. Sidste omlægning skete med virkning fra januar 2015, hvor pladserne på Stævnhøj flyttede til Othello. I forbindelse med de to sammenlægninger blev budgettet nedsat med hhv. 350.000 kr. og 1 mio. kr., mens antallet af pladser forblev uændret. Alle dagcenterpladserne er nu placeret i tilknytning til Plejecenteret Othello. Dagcenteret er normeret til 60 pladser dagligt, heraf 12 på IP Schmidt, mandage, onsdage og torsdage. Der er pr. 11.november 2016 tilknyttet 101 brugere til dagcenterpladserne.

Social- og Omsorgsudvalget har bedt Pleje og Omsorg om at undersøge de økonomiske konsekvenser af at dele dagcenterfunktionen op i to igen – en kommunal og en privat. På mødet vil resultatet af undersøgelserne blive gennemgået.

Økonomiske konsekvenser

Det årlige budget til drift af dagcenteret er 6,5 mio. kr. fordelt på transport, personale og aktiviteter. Dagcenterets økonomi er en ramme, og budgettet stilles til rådighed for driften i princippet uanset hvor mange borgere, der bruger ydelserne på de 60 pladser.

 

Med en model med en privat og en kommunal leverandør bør der laves en ny afregningsmodel af leverandørerne, således at afregningen ske løbende og baseres på antallet af borgere på stedet, baseret på en beregnet dagstakst.

 

Forud for mødet i Social- og Omsorgsudvalget vil Økonomi beregne en dagstakst pr. plads, baseret på de relaterede og relevante udgifter, der forventes at være forbundet med driften af dagcenteret på Othello i 2017.

 

Nogle af de udgifter, der indgår i de økonomiske beregninger er variable og kan justeres i overensstemmelse med antallet af brugere, mens andre er konstante og forbliver uændret uanset antallet af brugere. Eksempler på variable udgifter er lønninger og udgifter til aktiviteter, mens konstante udgifter er husleje og til dels ledelsestid. De konstante udgifter vil i beregningen af en dagstakst være de samme uanset antallet af brugere og derfor belaster de konstante udgifter eksempelvis 40 pladser forholdsvist mere pr. plads, end når der er 60 pladser at fordele udgiften på.

 

Ud over udgifterne ved den direkte drift af dagcenteret, er der en afledt effekt på køkkendriften på Othello, idet de dagcenterbrugere, der vælger den private leverandør skal have leveret deres mad på anden vis end fra Othello.

 

Endelig skal der tages højde for udgifterne til kørslen af dagcenterbrugerne, og ved et eventuelt udbud bør der stilles krav om en bynær placering, da transportudgifterne ellers må forventes at stige væsentligt.

 

Forud for udvalgsmødet vil der tillige blive fremsendt et overslag over de forventelige administrative omkostninger, der er forbundet med udarbejdelsen af udbudsmateriale.  

Vurdering

Der leveres mange ydelser i forbindelse med en borgers dagcenterbesøg. Der er hyggeligt samvær, træning, bad og mangfoldige aktiviteter både inde og ude. Dertil kommer, at der er en gruppe af de bedste dagcenterborgere, der bruger rammerne på Seniorhuset IP Schmidt. Beskrivelse af de ydelser som leveres i dagcenteret på Othello er beskrevet i bilag 2. De mange aktiviteter kan lade sig gøre, fordi der er nok personale til stede til at blive fordelt til mange forskellige indsatser, der tager højde for borgernes forskellige behov og ønsker. Det er hér, at stordriften virkelig kommer til sin ret. Opgaverne vedrørende køkkenfunktionen og den mad der serveres i forbindelse med dagcenterbrugernes ophold er beskrevet i bilag 1.

 

Det er Pleje og Omsorgs vurdering, at en opdeling af dagcenterydelserne på to leverandører kan have betydning for såvel aktivitets som serviceniveauet i dagcenteret på Othello, idet de konstante udgifter, jf. ovenstående, vil medføre, at der er forholdsvist færre midler pr. plads til ansættelse af personale og gennemførelse af aktiviteter. Området har af flere omgange bidraget med tilpasninger i sparerunder, særligt i forbindelse med de to nævnte sammenlægninger.

 

Pleje- og Omsorg vurderer, at dagcenterfunktionen, inden for den eksisterende økonomiske ramme, drives mest optimalt med én leverandør. Såfremt det vælges, at dagcenterfunktionen skal være udelukkende privat, skal man være opmærksom på kommunens leveringsforpligtelse i fald den private leverandør ikke kan løfte opgaven. Dertil kommer, at der skal findes anvendelse og finansiering af de lokaler, der i dag rummer dagcenteret.

Indstillinger

Pleje og Omsorg indstiller, at Social- og Omsorgsudvalget tager stilling til om der skal udarbejdes udbudsmateriale med henblik på at konkurrenceudsætte dagcenterydelserne.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Et flertal bestående af A, DF og EL stemmer for, at dagcenterydelserne ikke konkurrenceudsættes.

 

Et mindretal bestående af V stemmer for at gennemføre udbud på dagcenterydelserne med henblik på at afprøve markedet.

 

Fances O´Donovan ønsker, at benytte sig af sin standsningsret og begærer sagen behandlet i Byrådet.

Punkt 5 Status vedr. klippekortsordningen

Sagsresumé

I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2015 blev der afsat midler til styrkelse af livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere. Midlerne blev for 2015 og 2016 udmøntet som puljemidler. Fra og med 2017 udmøntes midlerne via bloktilskuddet. Sagen giver en status på midlernes anvendelse samt lægger op til beslutning om rammerne for den fortsatte brug.

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2015 blev der på landsplan afsat 75 mio.kr i 2015 og herefter 150 mio.kr. årligt til at styrke livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere. Til Fredericia Kommune blev afsat knap 0,7 mio.kr. i 2015 og knap 1,4 mio.kr. i 2016 og frem.

 

Formålet med midlerne er ifølge finanslovsaftalen at tilbyde mindst en ½ times hjemmehjælp ekstra om ugen til de svageste hjemmehjælpsmodtagere. Den ekstra hjælp er blevet tildelt efter en ”klippekort”-model, hvor der kan vælges mellem at bruge den ekstra tid løbende/til mindre aktiviteter, eller at spare op og bruge tiden på hjælp, der tager længere tid. Borgerne har selv været med til at bestemme, hvad den ekstra tid skal bruges til, og aftalen laves mellem den enkelte borger og hjemmehjælpen.

 

Klippekortsordningen har nu fungeret i knap 2 år, og de afsatte midler er overgået til bloktilskud fra og med 2017. På den baggrund er der lavet en status over midlernes anvendelse, herunder forslag til eventuel udvidelse af målgruppen.

 

I 2015 var der fordelt over hele året 114 borgere, der var berettiget til klippekortydelserne. De borgere, der benyttede sig af muligheden, var meget glade for den ekstra tid. Der var dog kun 59 borgere, der takkede ja til ordningen og fik leveret klippekortydelser, idet de resterende borgere ikke ønskede eller huskede at benytte sig af muligheden, på trods af grundig orientering herom. På den baggrund intensiverede Plejen indsatsen med at orientere og minde borgerne om mulighederne.

 

I 2016 var der gennemsnitligt 83 borgere pr. måned, der var berettiget til klippekortydelserne, og der blev leveret ydelser til 58 borgere i gennemsnit pr. måned. Der har også i 2016 været udfordringer med at få borgerne til at udnytte de muligheder, som klippekortordningen giver dem. En del i målgruppen har trods flere opfordringer ikke ønsket at bruge den ekstra tid. Der har siden juli 2016, som forsøg, været mulighed for at få 1 time ekstra hjælp om ugen for de, der ønskede at modtage den.

 

På trods af indsatsen fra personalets side, herunder forsøget med at forhøje den tildelte tid, er det ikke lykkedes at anvende alle de afsatte midler. På den baggrund foreslår Pleje og Omsorg, enten at målgruppen for klippekortydelserne udvides, eller at den forhøjede tid på 1 time ugentligt fortsættes for den nuværende målgruppe.

Økonomiske konsekvenser

Midlerne til klippekortydelserne udgør for 2017 og frem 1.416 mio. kr.

 

Nedenfor er beregninger af de forventede økonomiske konsekvenser for 2017 vedr. dels bibeholdelse af målgruppen de svageste ældre og den forhøjede tid til ekstra hjælp (model 1), dels en udvidelse af målgruppen, med tildeling af ½ times ekstra hjælp pr. uge (model 2).

 

 

Målgruppe

 

 

Antal borgere (forventet pr. md. – gennemsnit)

1 time ugentlig i 52 uger (model1)

½ time ugentlig i 52 uger (model 2)

C4 og C4+ pakker

 

 

74

 

3.848 timer

 

1.924 timer

C3 og C3+ pakker

 

 

92

 

--

 

2.392 timer

Forventet samlet forbrug v. timepris på 330 kr.

 

 

1.269.840 kr.

 

1.424.280 kr.

 

Ved anvendelse af model 1 kan forventes et træk på midlerne til klippekortydelserne på 1.269.840 kr., såfremt målgruppen i højere grad end hidtil gør brug af muligheden.

 

Ved anvendelse af model 2 kan forventes et træk på midlerne til klippekortydelserne på 1.424.280 kr. såfremt alle berettigede benytter sig at muligheden for at få ekstra hjælp.

 

Antallet af borgere visiteret til hjemmepleje varierer over tid, og med en stigende udvikling af antallet af ældre vil ordningen skulle følges for at sikre, at de afsatte midler strækker.

Vurdering

Den nuværende målgruppe for klippekortydelserne er borgere, der modtager massiv pleje og får hjælp til stort set alle de funktioner, der er beskrevet i kvalitetsstandarden for personlig pleje. Disse borgere tildeles i Fredericia Kommune hjælp efter C4 og C4+ pakkerne. Med C4 pakken tildeles flere daglige besøg med hjælp til personlig pleje, påklædning, forflytning, toiletbesøg, psykisk støtte, ernæring og medicingivning. Med en C4+ pakke er der 2 personaler til løsning af en eller flere opgaver hos borgeren.

 

Erfaringerne fra de sidste to år viser, at den nuværende målgruppe ikke er så tilbøjelig til at gøre brug af muligheden for at få ekstrahjælp. Med henblik på at få de afsatte midler anvendt, foreslår Pleje og Omsorg derfor at Social- og Omsorgsudvalget drøfter mulighederne i en udvidelse af målgruppen.

 

Pleje og Omsorg foreslår, at en eventuel udvidelse af målgruppen, omfatter de borgere, der modtager hjælp efter C3 og C3+ pakkerne

 

Borgere, der modtager hjælp efter C3 og C3+ pakkerne får som udgangspunkt den samme type ydelser som C4 og C4+-borgere. De har dog et bedre fysisk og psykisk helbred og den tildelte tid er derfor mindre.

 

Pleje og Omsorg vurderer, at denne gruppe af borgere i højere grad vil have lyst til og mulighed for at gøre brug af en ekstra ½ times hjælp pr. uge. Muligheden for at de afsatte midler bliver anvendt fuldt ud, vil derfor formentlig øges ved en udvidelse af målgruppen.

Indstillinger

Pleje og Omsorg indstiller, at Social- og Omsorgsudvalget beslutter hvilke rammer, der skal være for tildeling af klippekortsydelserne for 2017 og frem.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Social- og Omsorgsudvalget besluttede, at udvide målgruppen og anvende model 2.

Punkt 6 Rammeaftale 2018 (det sociale område)

Sagsresumé

KKR Syddanmark opfordrer til lokal drøftelse samt bidrag med forslag til den overordnede langsigtede politiske strategiske retning for rammeaftalerne i henhold til Bekendtgørelse nr. 1156 af 29/10/2014 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde. Rammeaftalen består af en Udviklingsstrategi og en Styringsaftale.

Sagsbeskrivelse:

Kommunerne og Region Syddanmark har ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet i henhold til Bekendtgørelse nr. 1156 af 29/10/2014 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

I forbindelse med dette arbejde udarbejdes der hvert år en rammeaftale, som godkendes af kommunalbestyrelserne og Regionsrådet. Rammeaftalen er kommunalbestyrelsernes og Regionsrådets redskab til at styre den faglige udvikling, kapaciteten og økonomien på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen består af en Udviklingsstrategi og en Styringsaftale.

Hidtil har de kommunale udvalg ikke været direkte involveret i processen omkring udarbejdelse af rammeaftalen. Flere kommunalpolitiske udvalg har imidlertid givet udtryk for et ønske om at komme tættere på udformningen af rammeaftalen og få mulighed for at bidrage med forslag til den overordnede langsigtede politisk strategiske retning for rammeaftalerne, dels konkrete temaer til rammeaftalen for 2018.

På denne baggrund opfordrer KKR Syddanmark til lokale drøftelser med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

•  Hvad er vigtigt og hvad optager os på den tværkommunale bane indenfor det specialiserede socialområde?

•  Hvad vil vi være kendt for i Syddanmark?

•  Hvad skal vi samarbejde om fremadrettet?

•  Hvilke udviklingstiltag skal rammeaftalen fokusere på?

 

Rammeaftalen er pt. etårig, men der opfordres til, at der også tænkes i længere horisonter – 2-4 år.

Proces

De lokalpolitiske bidrag samles og danner grundlag for en politisk temadag den 9. marts 2017.

•  15. februar  : Deadline for tilbagemelding til KKR på de lokale  drøftelser.

 

•  Februar–marts: De indkomne initiativer grupperes efter temaer.

•  9. marts: På den politiske temadag vil der være politiske oplæg samt drøftelse og prioritering af temaer og indsatser, der skal indgå i rammeaftalen.

•  April-juni: Socialdirektørforum drøfter efterfølgende resultatet af temadagen og der formuleres et udkast til en ny rammeaftale.

•  Juni: Udkast til Rammeaftale for 2018 drøftes på Socialdirektørforum, på kredsen af kommunaldirektører samt KKR Syddanmark efterfulgt af godkendelse.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Vokseservice indstiller, at Social- og Omsorgsudvalget tager drøftelsen af spørgsmålene i forhold til rammeaftalen til efterretning.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Drøftet og taget til efterretning.

Punkt 7 Prækvalifikation til ny helhedsplan for Sønder- og Korskærparken i perioden 2018-22

Sagsresumé

Med sagen anbefales Byrådet i samarbejde med Sønderparken og Korskærparken at fremsende en ansøgning om prækvalifikation til en ny helhedsplan for perioden 2018-22. Sekretariatet for helhedsplanen har udarbejdet et forslag til ansøgning som forelægges samtlige udvalg til orientering og drøftelse. På baggrund af udvalgenes drøftelser forelægges sagen til beslutning i Økonomiudvalg og Byråd.

 

Sagsbeskrivelse:

Den nuværende helhedsplan, og samarbejdet mellem boligforeninger, borgere, virksomheder, interessentgrupper, uddannelsesinstitutioner, foreninger og flere forskellige fagafdelinger og politikere, løber i perioden 2014-17.

 

I den periode er det fysiske udtryk i området ændret, beboerdemokrati og beboeraktiviteter er udviklet, og der er igangsat en række initiativer inden for sundhed, beskæftigelse, børn og familie, fritid og foreninger samt skoleområdet.

 

Det har alt sammen været medvirkende til at udvikle områder, og har gjort Sønder og Korskær parkerne til et mere attraktivt boligområde, hvor beboersammensætningen har ændret sig blandt de 4.300 mennesker, der beboer de to boligområder. Det har derudover været medvirkende til, at Sønderparken ikke længere optræder på den såkaldte ”ghettoliste”.

 

Fredericia Kommune skal politisk beslutte, hvorvidt der skal indgives ansøgning om prækvalifikation til en ny helhedsplan for perioden 2018-22. Ansøgning om prækvalifikation skal indgives til marts 2017.

 

I det nye udbud til nye helhedsplaner er der krav om en mere professionel organisation til ledelse af helhedsplansarbejdet og temaerne er:

 

  1. Tryghed og trivsel
  2. Kriminalpræventiv indsats
  3. Uddannelse og beskæftigelse
  4. Forebyggelse og forældreansvar

 

Det vedlagte udkast til ansøgning til ny prækvalifikation, er udarbejdet af sekretariatet for helhedsplanen. Den tager afsæt i et særligt fokus på de problemstillinger, hvor områderne markant adskiller sig fra resten af Fredericia Kommune. Samtidig skal der fortsat være fokus på en forebyggende indsats, som tager afsæt i den positive udvikling, der ses, og som har vist sig henover den seneste 4-årige periode i de to boligområder.

 

Sagen foreligges samtlige fagudvalg, hvor der lægges op til en drøftelse af det enkelte fagområdes interesse i sagen, den konkrete ansøgning og eventuelle anbefalinger til temaer, problemstillinger og indsatser.

 

På baggrund af udvalgenes drøftelser tilrettes sagen og fremsendes til Økonomiudvalg og Byråd med henblik på beslutning om deltagelse i prækvalifikationen.

Økonomiske konsekvenser

Der er på nuværende tidspunkt ingen økonomi knyttet til sagen i det den drejer sig om prækvalifikation til en endelig ansøgning i efteråret 2017. Det forventes at kommunen skal bidrage til indsatsen som i dag. Det vil sige med prioritering af resurser, som allerede er en del af de almindelige driftsbudgetter.

Vurdering

Med udgangspunkt i hidtidige initiativer i indeværende periode, vurderer fagafdelingerne, at der er sket meget positivt i Sønder og Korskær parkerne. En ansøgningsrunde til en ny 4-årig periode er samtidig også en anledning til, at revurdere hvilke strategier og indsatser, der bør prioriteres for at imødegå målsætningerne.

Indstillinger

Arbejdsmarked, Borgerservice og Genoptræning indstiller,

 

  1. at udvalgene drøfter ansøgningen til prækvalifikation med særligt fokus på udvalgets ansvarsområde.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 08-02-2017

Sagen drøftet.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 08-02-2017

Drøftet.

Beslutning i By- og Planudvalget den 08-02-2017

Drøftet.

Beslutning i Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget den 08-02-2017

Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget har drøftet sagen og anbefaler Byrådet at godkende ansøgningen til prækvalificering.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 07-02-2017

Drøftet.

Beslutning i Demokrati- og Borgerudvalget den 06-02-2017

Drøftet. Udvalget anbefaler godkendelse, når sagen er drøftet i de stående udvalg.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Drøftet.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 07-02-2017

Børne- og Skoleudvalget anbefaler Byrådet at godkende ansøgningen til prækvalificering.

Punkt 8 Social pædagogisk ledsagelses i forbindelse med ferie

Sagsresumé

Kvalitetsstandard forelægges Social – og Omsorgsudvalget til beslutning. Den erstatter afsnittene om ”ledsagelse” og ”ferie” i Servicedeklarationen for botilbuddene Kobbelgården 1, 3 og Ullerupdalvej, godkendt at Social – og Omsorgsudvalget den 9. april 2014.

Sagsbeskrivelse:

Formålet med at tilbyde ferier for borgere på Fredericia Kommunes botilbud er, at borgere med nedsat funktionsevne også skal have mulighed for at opleve verden på en anden måde end den traditionelle måde, som hverdagen byder på. Ferier eller udflugter med socialpædagogisk støtte kan ses som en medvirkende forudsætning for kerneopgaven. Ligeledes kan det understøtte borgerne i at kunne klare sig bedst muligt selv.

Fredericia Kommunes praksis på området har været afspejlet i servicedeklarationen på området, hvor niveauet for ferie eller udflugter for borgernes, er støtte til ferie op til fem hverdage om året. Støtten til ferie kan gives som støtte til endagsture, aktiviteter på og omkring institutionen samt efter en konkret og individuel vurdering støtte til overnatninger uden for botilbuddet. Ved afgørelsen af omfanget af støtte til ferie lægges vægt på den enkelte borgers funktionsevne og behov.

I 2016 har ni borgere i Voksenservice været på dagsture i den sommerferielukkede periode, 26 har været på overnatning med pædagogisk personale og 10 borgere har været på højskole.

Ankestyrelsen har den 25. september 2015 truffet en principafgørelse omkring socialpædagogisk støtte til ferie, der bl.a. omhandler kommunernes mulighed for at fastsætte et serviceniveau. Kommunen kan vælge at fastsætte et serviceniveau for ledsagelse/støtte, men det vil altid være ud fra en konkret individuel vurdering, at afgørelserne træffes.

Samtidig pointerer Ankestyrelsen, at kommunen ikke kan:

”undlade at opfylde servicelovens bestemmelser om hjælp og støtte til borgere med betydeligt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer med henvisning til, at kommunen ikke har et serviceniveau på området, der giver mulighed for at bevilge socialpædagogisk støtte uden for hjemmet f.eks. i forbindelse med ferieophold”.

Som nævnt indledningsvist erstatter Kvalitetsstandarden for socialpædagogisk ledsagelse afsnittene ”ledsagelse” og ”ferie” i Servicedeklarationen godkendt af social – og Omsorgsudvalget i april 2014.

Målgruppen er borgere, der modtager socialpædagogisk støtte jf. servicelovens § 85, og som er ude af stand til selv at tage på ferie.

I kvalitetsstandarden lægges der op til et serviceniveau, hvor udgangspunktet er fem dages ferie med overnatning. Alle ansøgninger vil bero på en konkret og individuel vurdering.

Sagen har været forelagt handicapudvalget. Deres eventuelle bemærkninger vil blive forelagt på Social- og omsorgsudvalgsmødet.

Økonomiske konsekvenser

Kvalitetsstandarden må forventes allerede i 2017 at medfører stigende udgifter til ledsagelse. Dette er der som udgangspunkt ikke finansiering til inden for den eksisterende økonomiske ramme.

Vurdering

Voksenservice vurderer, at kvalitetsstandardsarden vil understøtte det pædagogiske arbejde med borgerne i at kunne klare sig bedst muligt.

Indstillinger

Voksenservice indstiller, at Social – og Omsorgsudvalget godkender kvalitetstandarden.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Godkendt.

Punkt 9 Midtvejsevaluering af de politiske mål for Voksenservice

Sagsresumé

Social- og Omsorgsudvalget vedtog i november 2015 de politiske mål for Voksenservice 2016-2017. Der fremlægges en midtvejsevaluering af de politiske mål for 2016. 

 

Sagsbeskrivelse:

De politiske mål for Voksenservice 2016-2017 blev vedtaget af Social- og Omsorgsudvalget i november 2015. Social- og Omsorgsudvalget præsenteres for en midtvejsevaluering af de politiske mål og de handlinger, der er tilknyttet de politiske mål.

 

I 2016 er der arbejdet systematisk på tværs af Voksenservice med at gennemføre aktiviteter, der opfylder politikkens mål.

 

Der er udarbejdet en midtvejsevaluering, der viser:

  • At de fleste handlinger under de politiske mål er igangsat i 2016 eller er planlagt og forventes igangsat i foråret 2017
  • At de igangsatte aktiviteter understøtter den politiske vision om at være værdiskabende for de borgere, der efterspøger støtte i Voksenservice
  • At medarbejderne i Voksenservice er i gang med at gennemføre et kompetenceudviklingsforløb, hvor fokus er på at tage afsæt i de udfordringer, ønsker og mål, som borgerne må definere. Der er igangsat borgerforløb, hvor medarbejderne arbejder med nye måder og metoder at møde borgerne på
  • At der systematisk er fokus på netværksdannelse, støttende relationer, pårørendefokus og sundhed som en del af de aktiviteter og tilbud, der under politikken er iværksat i Voksenservice  
  • At der i Din Indgang arbejdes med en ny indgang og tilgang, der skaber værdi for borgerne. Midtvejsevalueringen viser, at borgerne oplever, at de bliver godt modtaget og mødt af et tilbud, hvor der er fokus på netop deres individuelle, unikke og aktuelle behov.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Midtvejsevalueringen viser, at der arbejdes systematisk med de politiske målsætninger. Det er realistisk, at de handlinger og aktiviteter, der er tilknyttet de politiske mål, igangsættes.

Indstillinger

Voksenservice indstiller, at Social- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om midtvejsevalueringen af de politiske mål for Voksenservice til efterretning.

Beslutning i Social- og Omsorgsudvalget den 06-02-2017

Taget til efterretning.

Punkt 10 Orientering (Lukket)