Sundhedsudvalget - 18-09-2017

Referat
Dato:
Mandag, 18 september, 2017 - 13:00
Hent som fil:
Lokation:

Punkt 14 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé




Sagsbeskrivelse:




Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Godkendt.

Punkt 15 Orientering om Kræftplan IV

Sagsresumé

Flere overlever en kræftsygdom, flere patienter bliver behandlet til tiden og flere får hjælp til at vende tilbage til hverdagen efter endt behandling. Der er dog stadig grund til at styrke forebyggelsen af kræft og indsatsen for kræftpatienter. Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes landsforening fremlagde i jan 2017 fremlagde en række initiativer, som skal styrke området, på baggrund af Kræftplan IV.

I denne sag orienteres Sundhedsudvalget om Kræftplan IV, herunder det tværsektorielle samarbejde på området, og der lægges op til en drøftelse af Fredericia Kommunes rolle ift den fælles indsat på kræftområdet.

 

Sagsbeskrivelse:

Kræftbehandlingen i Danmark har gennem de seneste år gjort store fremskridt, og flere overlever i dag en kræftsygdom. Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening er dog enige om, at styrke indsatsen for kræftpatienterne.

De tre parter indgik i februar 2017 en aftale om at sætte 16 konkrete initiativer fra regeringsudspillet ’Kræftplan IV’ i gang. Initiativerne er finansieret gennem aftalerne om finansloven for 2017 og satspuljen for 2017-2020.

Kræftplan IV har tre nationale målsætninger:

  • At kræftoverlevelsen i Danmark i 2025 er på niveau med de bedste af vores nordiske nabolande.
  • At der i 2030 er en røgfri generation af børn og unge.
  • At 90 procent af alle kræftpatienter i 2020 oplever, at de har en patientansvarlig læge, der sikrer sammenhæng og tryghed i patientens forløb.

En række af initiativerne kræver, at alment praktiserende læger, regionen og kommunerne samarbejder. Dette arbejde er i gang i Region Syddanmark, hvor aktørerne på sundhedsområdet i løbet af efteråret 2017 drøfter og beslutter, hvilke indsatser fra kræftpakke IV, der skal arbejdes videre med. Der kan derfor forventes oplæg til tværsektorielle indsatser i løbet af efteråret.

Kommunerne har en væsentlig rolle i forebyggelsen af kræft, og er desuden en væsentlig aktør i samarbejdet om bedre behandlingsforløb og dermed større overlevelse.

Nedenfor fremhæves til orientering initiativer fra kræftplan IV, som enten kræver samarbejde mellem kommune, sygehus og praktiserende læger, eller hvor kommunen har en væsentlig rolle i at understøtte initiativet.

Initiativ 3: Kræftbehandling i eller tættere på hjemmet og behandlingsformer, der i højere grad møder patientens ønsker og behov skal udvikles og udbredes i samarbejde mellem kommuner, sygehusenheder og alment praktiserende læger.

 

Initiativ 7: Røgfri generation – ingen rygning blandt børn og unge i 2030. Kræftpakke IV bakker om partnerskabet ”Røgfri fremtid” mellem bl.a. Kræftens bekæmpelse og TrygFonden. Der lægges op til at etablere et partnerskab med erhvervslivet med fokus på håndhævelse af reglerne om salg af tobak og alkohol, samt en kampagne målrettet børn og unges rygning. Endeligt øremærkes midler til initiativer med fokus på børn og unge og rygning.

Lokalt planlægger Sygehus Lillebælt en strategi målrettet unge og en røgfri generation i 2030.

Kommunen har en vigtig rolle i at forebygge kræft, herunder at understøtte initiativer på området, som eksempelvis nationale kampagner, der skal udrulles lokalt. Særligt perioden omkring overgangen fra barn til voksen er sårbar. Det er i denne periode unge grundlægger deres egne vaner, og samtidig forlader grundskolen, hvor sundhedsplejen og et generelt fokus på trivsel og sundhed er med til at sætte rammer. Sundhedsudvalgets igangværende arbejde med at etablere dialog og sætte bredt fokus på forebyggelse af rygning blandt børn og unge, er et væsentligt tiltag i denne sammenhæng.

 

Initiativ 8: Hjælp til rygestop til særlige grupper og kræftpatienter. Flere der ønsker det, skal kunne komme i gang med et rygestop.

Andelen af rygere blandt borgere med sindslidelser er større (40%) end blandt almenbefolkningen (20%) i Region Syddanmark (Kilde: Strategi for forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme for mennesker med en sindslidelse i Region Syddanmark), og samtidig er den forventede levetid i dag er cirka 20 år kortere for mænd og cirka 15 år kortere for kvinder med en sindslidelse end for almenbefolkningen. Alligevel modtager denne gruppe af borgere ofte forholdsvis mindre behandling end almenbefolkningen. Livsstilsændringer er en udfordring for de fleste mennesker, men for borgere med sindslidelser, kan det være ekstra udfordrende at påbegynde og fastholde livsstilsændringer som rygestop. Derfor er der også behov for særlige tiltag.

Fredericia Kommune modtager SATS-puljemidler via bloktilskuddet, som  anvendes til tilskud til rygestopmedicin, idet et tilskud til rygestopmedicin kombineret med rygestoprådgivning har vist, at flere har succes med et rygestop. Tilskuddet gives i regi af initiativet ’Kvit det skidt’, som henvender sig til alle borgere (storrygere over 18 år), herunder borgere med tilknytning til socialpsykiatrien og misbrugscenteret.

 

Initiativ 12: Et godt liv efter kræft. Der er behov for større kvalitet i kommunernes rehabiliterings- og genoptræningstilbud, målrettede tilbud til forskellige grupper af kræftpatienter, og en højere grad af samarbejde kommunerne imellem fx i form af at udbyde tilbud på tværs af kommunegrænser.

I Fredericia udbydes blandt andet selvhjælpskurserne ”Lær at tackle..” til både pårørende (Lær at tackle hverdagen som pårørende) og borgere med kronisk sygdom (Lær at tackle kronisk sygdom), samt forløbet ”Få kræfterne tilbage”, der er et rehabiliteringstilbud specifikt til borgere med kræft, som lever med kræft eller lever med senkomplikationer efter kræftbehandling.

 

Initiativ 13: En værdig og god afslutning (basal palliation). Styrket kvalitet og sammenhæng i indsatsen for patienter og pårørende i patientens sidste tid.

Fredericia har gennem flere år haft et velfungerende team, som støtter patienten og de pårørende i den sidste tid.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Selvom kræftbehandlingen er forbedret væsentligt, har Danmark stadig dårligere overlevelse indenfor visse kræftformer end vores nabolande, og mange mennesker oplever fortsat usammenhængende indsatser i deres kræftforløb. Samtidig vil antallet af nye kræfttilfælde stige i de kommende år, både fordi befolkningen bliver ældre, og fordi faktorer som eksempelvis rygningen, der øger risikoen for kræft har været tilstede i mange år, og fortsat påvirker store dele af befolkningen. 

Det vurderes derfor, at der er et stort potentiale i fortsat at prioritere forebyggende indsatser, særligt på tobaks- og ungeområdet, såvel som at samarbejde aktivt med de øvrige aktører på sundhedsområdet, herunder alment praktiserende læger og sygehuse, for at skabe bedre behandlingsforløb.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at

1.   Sundhedsudvalget drøfter kommunens rolle i forebyggelse, behandling og rehabilitering af kræft.

2.   Sundhedsudvalget drøfter behov og muligheder for et generelt øget fokus på forebyggelse.

Bilag

Udmøntningsaftale om Kræftplan IV (2017-2020)

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

  1. Drøftet. Sundhedsudvalget har fokus på familieorienteret og helhedsorienteret kræftbehandling.
  2. Drøftet. Sundhedsudvalget ønsker oplæg til Røgfri Fremtid med fokus på børn og unge på udvalgsmøde i december.

Punkt 16 Sundhedsudvalgsmøde i Det Grønne Rum

Sagsresumé

Sundhedsudvalgets møde 18.09.2017 afholdes i Det Grønne Rum. Bæredygtighedskonsulent Ellen Marie Fonvig fra Strategisk Udvikling giver et oplæg om Det Grønne Rum på mødet.

 

Sagsbeskrivelse:

Sundhedsudvalgets møde 18.09.2017 afholdes i Det Grønne Rum. Bæredygtighedskonsulent Ellen Marie Fonvig fra Strategisk Udvikling giver et oplæg om Det Grønne Rum på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Taget til efterretning.

Punkt 17 Udarbejdelse af analyse af medfinansiering 2016

Sagsresumé

Hvert år udarbejdes der en analyse af Fredericia Kommunes medfinansiering af de regionale sundhedsudgifter. På mødet vil der blive præsenteret et udkast til, hvilke punkter medfinansieringsrapporten for 2017 vil indeholde, og der lægges på baggrund af dette op til en drøftelse af, hvorvidt der er særlige politiske ønsker, der ligeledes ønskes medtaget i rapporten.

 

Selve rapporten forelægges udvalget på mødet d. 11. december 2017

 

Sagsbeskrivelse:

Kommunerne har siden 2007 medfinansieret de regionale sundhedsudgifter til aktiviteterne på sygehusene og på praksisområdet. I 2016 udgjorde denne medfinansiering knap 200 mio. kr. I 2018 ændres finansieringsmodellen igen. På den korte bane forventes der en balance i udgifterne, men det kan på sigt føre til øgede udgifter, idet KL og regeringen har aftalt flere justeringer af den kommunale medfinansiering, herunder en øget kommunal medfinansiering i forhold til de ældre borgere.

Det er således relevant løbende at følge udviklingen i borgernes anvendelse af sygehuse og almen praksis, og herunder afdække hvilke initiativer kommunen, eksempelvis som en del af sundhedsstrategien, kan foretage for at nedbringe medfinansieringen.

 

På mødet d. 18/9-17 vil økonomisk konsulent Anne Grethe Eriksen deltage.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Voksen- og Sundhedssekretariatet vurderer, at analysen af den aktivitetsbestemte medfinansiering kan udvikles, så der er mere fokus på, hvad tallene kan bruges til. Nogle af de områder, som administrationen finder relevante at følge er:

 

  • Den generelle udvikling i udgifterne (både på det somatiske og psykiatriske område) samt forklaringen hertil.
  • Spædbørn (0-2 år) samt ældre 65+ og særligt 80+ i forhold til den nye finansieringsmodel.
  • Forebyggelige indlæggelser
  • Den fortsatte stigning i udgifter på det psykiatriske område
  • Ad hoc emner (i forbindelse med f.eks. projekter, øgede udgifter mv.)
    • Herunder fokus på KOL i forbindelse med Region Syddanmarks udsendte ”Tværsektorielt forløbsprogram for mennesker med KOL”.

 

Derudover finder administrationen det relevant, at der udarbejdes en plan for, hvordan der arbejdes strategisk og fagligt med resultaterne af analysen, herunder også kortlægning af effektiviseringsmulighederne.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at udvalget drøfter indhold til analysen af den aktivitetsbestemte medfinansiering.

Bilag

Ingen

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Drøftet. Udvalget ønsker fortsat fokus på ændret finansieringsmodel. Udvalget ønsker et særligt fokus på psykiatri.

Punkt 18 Ansøgning om medlemskab af WHO Healthy Cities Network - Phase VI

Sagsresumé

Sundhedsudvalget har besluttet at indstille til Byrådet, at Fredericia Kommune ansøger om medlemskab i WHO"s europæiske "Healthy Cities Network". Medlemskabet skal være med til at bidrage til en positiv udvikling i folkesundheden i Fredericia Kommune og danne rammen for politisk nytænkning og samarbejde med en lang række aktører på sundhedsområdet. Netværket består af udvalgte europæiske byer, der samarbejder om at fremme sundhed i bredeste forstand. Fredericia har ekstraordinært fået mulighed for at søge om optagelse i WHO´s Healthy Cities Network.

 

Sagsbeskrivelse:

WHO"s europæiske "Healthy Cities Network" består af et netværk af udvalgte europæiske byer, der samarbejder om at fremme sundhed i bredeste forstand. Dvs. sundhed betragtes som bæredygtige byer, mental sundhed, trivsel og rammer, der fremmer sundhed for borgerne.

Der er p.t. 100 medlemsbyer i netværket, der har eksisteret siden 1988. Hvert land har en kvote af byer der kan søge optagelse. Fra Danmark er København, Horsens, Lolland og Frederiksberg medlemmer.

 

Fredericia har ekstraordinært fået mulighed for at søge om optagelse i WHO´s Healthy Cities Network. Idet Danmark allerede har overskredet sin kvote forventes det ikke, at Danmark, udover denne anledning, vil få tildelt yderligere pladser i netværket.

 

Sundhedsudvalget har besluttet, at medlemskab af netværket kan bidrage positivt til udviklingen af folkesundheden i Fredericia Kommune, og vil benytte anledningen til at ansøge om medlemskab. Den 24. maj 2017 indsendte Borgmesteren en formel interessetilkendegivelse om ansøgning om medlemskab. 

 

Medlemsbyerne forpligter sig til "Healthy Cities Network" på grundlag af kriterier, der fornyes hvert femte år. Der skal således genansøges om medlemskab hvert femte år.

 

I disse fem års perioder arbejdes der med en række centrale temaer, og der lanceres en politisk erklæring og en række strategiske mål. Der arbejdes lokalt med temaerne og strategierne, og der erfaringsudveksles og samarbejdes gennem netværk på tværs af medlemsbyerne. Den nuværende fase Vl udløber i 2018, og har sit afsæt i WHO Health 2020 plan.

 

De overordnede mål i fase Vl er:

 

·  At fremme sundhed og trivsel for alle og modvirke ulighed i sundhed.

·  At fremme lederskab og borgerdeltagelse i forhold til sundhed (sundhed i alle lokale politikker).

 

Under disse overordnede mål er der sat følgende kernetemaer op:

·  Investering i sundhed gennem hele livet og empowerment af borgerne.

·  Håndtering af den Europæiske regions største folkesundheds udfordringer.

·  Styrkelse af sundhedssystemer med borgerne i centrum og styrkelse af generelle kompetencer i relation til folkesundhed.

·  Udvikling af bæredygtige (resiliente) lokalsamfund med sammenhængskraft og støttende miljøer.

 

Under hver af kernetemaerne er tidlig barndom, ældre mennesker, sårbarhed og sundhedskompetence højt prioriterede emner.

 

Som medlem af WHO Healthy Cities Network er kommunen forpligtet til politisk og administrativt aktivt at deltage i netværkets møder, deltage i subnetværk og være aktive i de nationale sund by netværk, evaluere udviklingen af sundhedsprofilerne og afrapportere til WHO mm.

Økonomiske konsekvenser

Kontingent for medlemsskab af WHO "Healthy Cities Network" udgør årligt $US 6.000 – svarende til ca. 41.000 kroner.

 

Hertil må der påregnes udgifter til transport og overnatning ved den årlige hovedkonference og eventuelle øvrige konferencer og møder i netværks regi.

 

Medlemskabet ses som en investering i kompetenceudvikling af personalet på sundhedsområdet.

 

Dette dækkes indenfor rammen på sundhedsområdet.

Vurdering

WHO Healthy Cities Network er oplagt som ramme til at skabe bro mellem Byrådets vision om Vækst og Velfærd for et bæredygtigt Fredericia på både kort og langt sigt. Rammen vil kunne danne grobund for organisatoriske prioriteringer, investeringer på tværs af fagområder ud fra politiske visioner og en mere strømlinet planlægning af kommunens ressourcer, så der reelt investeres i tiltag, der kan styrke borgernes muligheder for at skabe lange, sunde og gode liv i byen.

 

En tilknytning til WHO kan således danne rammen for en politisk nytænkning af den måde, der arbejdes med sundhed på i Fredericia Kommune, herunder styrke samarbejdet med ikke kun kommunens borgere, men også de frivillige foreninger, interesseorganisationer og regionen, som er centrale samarbejdspartnere i forhold til kommunens sundhedsarbejde, der rummer både den mentale og den fysiske sundhed. I den forbindelse ligger WHO stor vægt på inddragelse af lokalbefolkningen i beslutningsprocessen samt et stærkt politisk engagement.

 

Med ambitiøse politiske målsætninger for en positiv udvikling i folkesundheden som pejlemærke kan sundhedsarbejdet nytænkes, ligesom sådanne mål for en positiv udvikling også kan bidrage til en positiv fortælling om Fredericia som en sund by, hvilket vil bidrage positivt til byens brand.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler:

 

·  At godkende beslutningen om at ansøge om medlemskab af WHO Healthy Cities Network – Phase VI

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Anbefales.

Punkt 19 Status på ansøgning om medlemsskab af WHO Healthy Cities

Sagsresumé

På mødet gives en status på Fredericia Kommunes ansøgning om medlemskab af WHO Healthy Cities Network.

 

Sagsbeskrivelse:

På mødet gives en status på Fredericia Kommunes ansøgning om medlemskab af WHO Healthy Cities Network.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Taget til efterretning.

Punkt 20 Opfølgning på politisk temamøde 11.09.2017

Sagsresumé

Sundhedsudvalget drøfter på mødet, hvordan kaffemøder og fællestemamøde om Fredericia som sund by er forløbet og hvilke input, der er kommet undervejs, som kan bruges i det fremadrettede sundhedsarbejde.

 

Sagsbeskrivelse:

Sundhedsudvalget har i august afholdt en række kaffemøder med de øvrige fagudvalg med fokus på Fredericia som sund by og det tværgående sundhedsarbejde. Kaffemøderne lagde op til et fælles temamøde den 11.09.2017, hvor dette blev drøftet på tværs af udvalgene.

 

Sundhedsudvalget drøfter på mødet, hvordan kaffemøderne og fællestemamødet er forløbet og hvilke input, der er kommet undervejs, som kan bruges i det fremadrettede sundhedsarbejde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller, at Sundhedsudvalget drøfter fællestemamødet om Fredericia som sund by.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Drøftet.

Punkt 21 Orientering om tilbud til stressramte i Fredericia Kommune

Sagsresumé

I Fredericia Kommune vurderes det, at 26 % af den voksne befolkning har et højt stressniveau, hvilket ligger over regionsgennemsnittet på 23 %. Især unge kvinder mellem 16 og 34 føler sig ofte stressede eller har et højt stressniveau. Det viser ”Hvordan har du det?” – undersøgelsen fra 2013. Der kommer nye tal på området med ”Hvordan har du det?” - undersøgelsen i 2018.

 

Stress er en reaktion på en belastning, som personen har svært ved at håndtere, og er ikke en sygdom i sig selv. Stress påvirker ens livskvalitet, og stress påvirker risikoen for flere af folkesundhedssygdommene som hjerte-kar-sygdom og depression.

 

Kommunen har allerede i dag en række tilbud til borgere med stress. Flere af tilbuddene indgår i sammenhæng med andre kommunale tilbud på eksempelvis beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet.

 

Sagsbeskrivelse:

Stress er en reaktion på en belastning, som personen har svært ved at håndtere, og er ikke en sygdom i sig selv. Det kan være arbejdsbetinget, hvor vilkår på arbejdspladsen udløser stress, men kan også forekomme på grund af sociale begivenheder som for eksempel en skilsmisse eller et dødsfald i familien, arbejdsløshed eller en kombination af vilkår på arbejdspladsen og livsomstændigheder.

 

Langvarig stress har have betydelige konsekvenser for den generelle sundhed og kan blandt andet føre til hjerte-kar-sygdom og depression, ligesom det kan være en bidragende faktor til at forværre kroniske sygdomme.

 

Hvordan har du det? – undersøgelsen fra 2013 viser, at 26 % af den voksne befolkning i Fredericia Kommune har et højt stressniveau, hvilket ligger lidt over regionsgennemsnittet på 23 %. Dertil er der ca. 15 % der ofte eller meget ofte føler sig nervøs eller stresset. Især unge kvinder mellem 16 og 34 føler sig ofte stressede eller har et højt stressniveau.

Det er vanskeligt at sætte et præcist tal på antallet af borgere, der er sygemeldte med stress og er i kontakt med jobcentret, da det ikke registreres udelukkende som stress, men som henholdsvis psykiske lidelser og arbejdsbetingede lidelser. Træk fra KMD viser, at der i august 2017 er cirka 200 borgere registreret i disse to kategorier, der modtager sygedagpenge eller er i jobafklaringsforløb.

 

Tilbage i 2007 udpegede Statens Institut for Folkesundhed i ”Folkesund-hedsrapporten Danmark” stress til at være et stort folkesundhedsproblem. De opgørelser, der findes omkring samfundsbetydningen af stress, er helt tilbage fra år 2000, og der er desværre ikke lavet tilsvarende siden. Dengang blev det estimeret at arbejdsbetinget stress på landsplan er skyld i op mod 1400 dødsfald årligt, 30.000 hospitalsindlæggelser, 500.000 kontakter til praktiserende læge og 2.800 tilfælde af førtidspension.

Hvis en borger bliver sygemeldt fra en arbejdsplads med stress, så tager fastholdelseskonsulenterne på jobcentret et møde med den pågældende arbejdsplads, hvor der er fokus på, hvad arbejdsgiveren kan gøre i det enkelte tilfælde. Derudover snakker de også stressforebyggelse med arbejdsgiveren. Større virksomheder har ofte selv tilbud om coaching eller lignende, som den sygemeldte medarbejder kan blive henvist til. Dette gælder dog ikke de mindre virksomheder.

 

I Fredericia Kommune er der i dag en række kommunale tilbud og indsatser der har fokus på stress som et af elementerne i tilbuddet.

 

Tilbud

Indhold

Målgruppe

”Lær at tackle – angst og depression”

På kurserne får borgeren metoder til at blive en bedre selv-hjælper, så det i højere grad bliver dem selv, der styrer sygdommen og ikke omvendt.

Kurserne ledes af to frivillige instruktører, hvoraf mindst én selv har langvarige helbredsproblemer.

Sundhedsstyrelsen har i 2016 evalueret Lær at tackle – angst og depression. Evalueringen viser, at kurset har en positiv effekt på deltagernes angst- og depressionssymptomer, samt på deres tiltro til at kunne håndtere og kontrollere deres symptomer i dagligdagen. Evalueringen viser også, at kurset ikke kan stå alene, men kan være et relevant–tilbud, som supplement til de professionelle behandlingstilbud.

Voksne over 18 år med selvoplevede symptomer

Sund og Glad

En samlet betegnelse for flere typer af tilbud til sygedagpengemodtagere.

Der tilbydes særligt Fokus og Bevægelse som er et tilbud, hvor der er fokus på krop og sind gennem udspænding og afspænding og åndedræt, let fysisk bevægelse, samarbejdsøvelser og refleksion. Tilbuddet gennemføres af fysioterapeut.

Derudover er der også tilbud om fysisk træning, samt et tilbud hvor borger kan få et fysioterapeut og mentorforløb (en til en forløb).

Sygedagpengemodtagere

Step One

Et samarbejde mellem Jobcenter Fredericia og Fredericia Idrætsdaghøjskole, der har til hensigt at skabe motivation, netværk og tættere kontakt til arbejdsmarkedet gennem Idræt i dagtimerne med et særligt fokus på motion.

Lidt over 13 % af de godt 250 borgere, der har været på forløbet, er ikke længere i et kontaktforløb med jobcentret.

Det er primært for borgere i ressource- eller afklaringsforløb, men bruges også for andre borgere med tilknytning til jobcentret.

Din Indgang

I din indgang kan man henvende sig med mange forskellige udfordringer – herunder også stress.

Borgeren tilbydes forløb i op til 20 uger, hvor der arbejdes hen mod de mål som borgeren sætter fra starten af forløbet. 

Under forløbet vil det blive afklaret, om der er behov for kommunal hjælp efter endt forløb eller eventuelt kontakt til frivillige foreninger, der kan hjælpe videre.

Voksne over 18 år med udfordringer i forhold til at være socialt udsat, psykisk sårbar eller har fysisk- psykisk handicap, og ikke får hjælp fra Voksenservice i forvejen.

Fredericia Kommune HR

Mulighed for at benytte coaching hos interne coaches eller hos en ekstern psykolog ved arbejdsrelaterede problemstillinger eller kriser.

Derudover har de forskellige afdelinger mulighed for at modtage konsulentsparring og bistand fra arbejdsmiljø- og forebyggelseskonsulenterne i tilfælde med mistrivsel, stress, ubalance og arbejdspres.

Forebyggelse af arbejdsrelateret stress foregår lokalt, men dette arbejde understøttes af den centrale Trivselsundersøgelse hver 3. år og af HMU arbejdsgruppen omkring Arbejdspres og Balance, som begge bistår med materiale, der skal hjælpe med at løfte det nære arbejde omkring trivsel og arbejdspres. Derudover skal Fredericia kommunens stresspolitik revideres til 2. kvartal 2018.

Ansatte i Fredericia Kommune

Øvrige private/frivillige m.fl.

Der findes flere forskellige muligheder for stressramte udover de kommunale.

Der er flere private stresscoaches og terapeuter, som man kan benytte for egen regning.

Derudover tilbyder Fredericia-Middelfart Selvhjælp Mindfulness for pensionister og førtidspensionister.

Idræt i Dagtimerne tilbyder også meditation og mindfulness med fokus på stress.

Forskellige

 

Stress kan også ramme børn. Der er ikke noget specifikt gruppetilbud til stressramte børn og unge i kommunen. Der findes forskellige grupper for børn og unge, som har været udsat for livsændrende situationer. Eksempelvis skilsmisse, sygdom eller død. Det er familie og ungdomscentret, som står for grupperne.

 

Der tages fat individuelt, hvis man opdager børn og unge med stressproblemer, og der sker her også en vejledning til forældrene. Skolerne har selv nogle tilbud, hvor de tager nogle få elever ud af klassen først og sidst på dagen og laver mindfulness.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

De ovennævnte indsatser er for borgere og medarbejdere, der er ramt af stress. Forebyggelse af stress på arbejdspladsen ligger hovedsageligt på de enkelte arbejdspladser. Kommunens egne arbejdspladser har mulighed for at få konsulentsparring fra HR i forhold til at forebygge stress blandt medarbejderne.

Fastholdelseskonsulenterne i jobcentret taler også stressforebyggelse med de enkelte arbejdspladser.  Dette sker dog først i forbindelse med sygemelding af en eller flere medarbejdere med stress, hvor fastholdelseskonsulenterne tager kontakt med virksomheden.

Indstillinger

Voksen- og Sundhedssekretariatet indstiller,

·  at udvalget drøfter udvalgssagen om tilbud til stressramte

·  at udvalget drøfter om fremme af mental sundhed, skal udgøre et centralt punkt ansøgningen til WHO

Beslutning i Sundhedsudvalget den 18-09-2017

Ad 1:  Drøftet. Udvalget ønsker, at der sættes yderligere fokus på stressforebyggelse i 2018. Udvalget ønsker at vide mere om effekterne af de tilbud, der er nævnt i sagsfremstillingen.

Ad 2:  Mental sundhed skal prioriteres i WHO ansøgningen.

Punkt 22 Orientering (Lukket)