Madsbyparken.dk samler alt på ét sted

Tre af Fredericias mest populære kulturtilbud har slået indholdet sammen og kan nu findes på én hjemmeside

 


Madsbyparken, som dækker over Madsby Legepark, Den Historiske Miniby og Fredericia Idrætscenter, lancerede torsdag den 7. juni en ny hjemmeside www.madsbyparken.dk.
 

Sammen med firmaet Bellcom har Madsbyparken udviklet en ny og mobilvenlig hjemmeside, der samler alt indhold på et sted for nemt og hurtigt at give gæsterne et større og bedre overblik. På den nye hjemmeside kan du finde nyttig information om stederne, se aktiviteter og arrangementer og følge med i seneste nyt.

Hjemmesiden er designet af firmaet Skerdil, udviklet af firmaet Bellcom og optimeret i et tæt samarbejde med SEO bureauet Opskud.

Fakta om Madsbyparken

I det vestlige Fredericia ligger et stort grønt område på 80 ha. I det smukke område ligger tre af Fredericias mest populære kulturtilbud for hele familien; Madsby Legepark, Den Historiske Miniby og Fredericia Idrætscenter (FIC).

Madsby Legepark er områdets største familieattraktion, som tiltrækker over 350.000 gæster årligt. I legeparken kan du leje både, klappe dyr og spille minigolf, og så er der en masse aktiviteter og underholdning i løbet af sæsonen (1. april til og med uge 42).

Den Historiske Miniby er en kopi af Fredericia anno 1849 i miniformat. De omkring 750 huse, gader og voldanlægget er genskabt i størrelsesforholdet 1:10. Seniorer fra Danske Seniorer, Fredericia, borgerne fra Pro Aktiv og kommunale kræfter står for drift, vedligehold, reparationer og nybyggerier. Hvert år bygges/renoveres omkring 60 huse.

 

Fredericia Idrætscenter er et af Danmarks største idrætsanlæg under tag. Idrætsanlægget rummer bl.a. et topmoderne træningscenter på 300 m2, nyrenoveret tropisk badeland og bowling- og keglecenter.

Feedback