Røgalarmer skal forebygge brande hos ældre og udsatte borgere

Ældre Sagen i Fredericia har fået 100 gratis røgalarmer ved TrygFonden, som de i samarbejde med kommune og frivilligcenter vil dele ud til ældre og udsatte borgere

Ild i brændeovnen og levende lys hører julemåneden til. Desværre betyder det også en øget brandfare. En ny undersøgelse fra TrygFonden og Beredskabsstyrelsen viser, at flere i dag har røgalarmer i hjemmet, og at antallet af brande er faldet. Alligevel oplever tusindvis af danskere stadig at have brand i eget hjem hver år.

Selvom røgalarmer kan redde liv og minimerer brandskaderne, så er der stadig mange hjem uden en røgalarm. Derfor har Ældre Sagen i Fredericia, Fredericia Kommune og Frivilligcenter Fredericia indgået et samarbejde om at finde frem til de borgere, som har behov for en røgalarm. Ældre Sagen i Fredericia har fået doneret 100 røgalarmer af TrygFonden, som skal uddeles til ensomme, sårbare og demente borgere i kommunen.

”Vi mener, det er vigtigt at få sat fokus på den generelle brandsikkerhed i hjemmet hos vores ældre og udsatte borgere. Derfor er vi også meget glade for, at TrygFonden er gået ind og støtter os med 100 gratis alarmer, som vi kan dele ud til vores borgere”, siger Niels Hother Jakobsen fra Ældre Sagen i Fredericia.

For at sikre, at røgalarmerne ikke ender i skufferne hos borgerne, så har Ældre Sagen lavet et samarbejde med Frivilligcenter Fredericia, hvor de ” Frivilliges Hjælpecentral ” vil sørge for, at røgalarmerne bliver leveret og monteret hos de borgere, som får de gratis røgalarmer.

”Rigtig mange tænker ikke på at brandsikre deres hjem, før de enten selv eller en de kender oplever brand i hjemmet. Vi hjælper gerne til at få brandsikret hjemme hos vores ældre og sårbare borgere”, sige Louis Lindholm, Frivilligcenter Fredericia

Formanden for Social- og Omsorgsudvalget hilser initiativet fra Ældre Sagen og Frivilligcenteret velkomment

”Jeg vil gerne på Social- og Omsorgsudvalgets vegne takke Ældre Sagen i Fredericia og Frivilligcenter Fredericia for det store arbejde, de har gjort for at sikre gratis røgalarmer til vores ensomme og udsatte borgere i kommune”, siger udvalgsformand Henning Due Lorentzen.

Sammen med røgalarmen får borgeren eller den udsatte også en invitation til at tage i mod nogle af de mange tilbud, der er i frivilligt regi i Fredericia til at forebygge og bekæmpe ensomhed.

Kender du en ældre eller udsat borger i Fredericia Kommune, der kunne bruge en røgalarm, så kan du henvende dig til Frivilligcenter Fredericia på 7210 6770 mandag - torsdag mellem klokken 09.00-15.00 og fredag mellem kl. 10.00 -12.00. De vil hjælpe med leveringen og opsætningen af røgalarmerne efter nytår.

 

Feedback