Pårørende til kronisk og alvorligt syge er de syges vigtigste ressource. Det er hjørnestenen i et nyt tilbud fra Selvhjælp Fredericia – Middelfart.
Her får de pårørende mulighed for dele erfaringer med andre i samme situation, blive aflastet i dagligdagen og få relevant viden om sociale forhold og sygdom. Hensigten er at undgå, at de pårørende brænder ud.
Projektet er så godt, at Fredericia Kommune har lavet en samarbejdsaftale med Selvhjælp Fredericia – Middelfart fra 2019-2022.
Det 4-årige udviklingsprojekt sætter fokus på de pårørendes behov i dagligdagen.
Tilbuddet henvender sig til pårørende til kronisk og alvorligt syge så som kræft og hjertesygdomme, samt pårørende til sygdomme, der skaber emotionelle, kognitive og fysiske forandringer så som senhjerneskade, sclerose, parkinson eller anden alvorlig sygdom.
Kontakt Selvhjælp Fredericia – Middelfart, tlf. 7210 6773 eller send en mail til sekretaer@famiselvhjaelp.dk
Læs mere om Selvhjælp Fredericia-Middelfart
Anonymitet og fortrolighed
Det er frivilligt og gratis at deltage i projektet, men borgeren skal selv ønske at modtage hjælp fra projektet. Derfor kan man ikke blive henvist til projektets tilbud.
Alle deltagere, frivillige og ansatte har tavshedspligt om private forhold. Der føres ikke journal, og der videregives ingen oplysninger, med mindre lovgivningen påbyder det.
En erfaringsdelings- eller selvhjælpsgruppe kan være et åndehul for den pårørende. Gruppen tilbyder erfaringsdeling med andre i samme situation. At bringe pårørende sammen med andre pårørende giver frirum, accept og anerkendelse af svære følelser – og det formindsker risikoen for depression og håbløshed.
Støtte i hjemmet – vil blive udviklet efter de pårørendes behov i projektperioden, samt hvad Selvhjælp kan aftale med frivillige om de ønskede opgaver.
Enesamtaler - Erfaringer viser, at enesamtaler med et lyttende og forstående menneske kan være en stor hjælp og være med til at lette de kaotiske tanker og følelser, der følger med at have alvorlig sygdom tæt inde på livet.
Viden - vil basere sig på de aktuelle ønsker og behov i målgruppen og kan iværksættes, som enkelte oplysningsmøder i forhold til specifikke temaer.