Der skal altid laves et sandfang og olieudskiller i forbindelse med afledning af spildevand, der kan indeholde olie eller benzin.
Der skal som udgangspunkt laves olie- og benzinudskiller ved:
- Påfyldningspladser (f.eks. pladser til påfyldning af brændstof)
- Vaskepladser og vaskehaller (koalescensudskiller eller bedre rensning)
- Autoværksteder
- Garageanlæg og parkeringshuse
- Virksomheder, hvor vi vurderer, at der vil være aktiviteter, som kan give risiko for væsentlige olie- eller benzinspild
- Direkte udledning fra større parkeringspladser og befæstede arealer for af- og pålæsning af gods
Hvis olie- og benzinudskilleren skal virke efter hensigten, er det vigtig, at den har den rigtige størrelse. Derfor skal Fredericia Kommune altid godkende olieudskillerens størrelse, og i de fleste tilfælde skal vi også give tilladelse til afledning af spildevand.
I folderen Retningslinjer for indretning og drift af olie- og benzinudskiller samt sandfang finder du informationer om, hvilke krav Fredericia Kommune stiller til olie- og benzinudskillere. Retningslinjerne findes i højre side under "Læs også".
Ansøgning om at lave udskiller
Du skal altid søge om tilladelse hos Fredericia Kommune, når du laver en olie- og benzinudskiller, og du skal lægge kloaktegning for placering, data for sandfang og olie- benzinudskiller, beregning for dimensionering af anlægget ved.
Tømningsordning for olie og benzinudskillere og sandfang
Alle olie- og benzinudskilleranlæg skal være tilmeldt Fredericia Kommunes tømningsordning, som drives af MOTAS. Fredericia Kommune tilmelder automatisk udskilleranlægget i forbindelse med, at det godkendes.
Når en olie- og benzinudskiller er tilmeldt tømningsordningen, kommer MOTAS mindst én gang om året og tømmer og kontrollerer udskilleren. Sandfanget bliver også tømt én gang om året.
Hvis udskilleren har opsamlet 70 % af sin normerede kapacitet, skal du bestille en ekstra tømning. Sandfang skal tømmes, når det er ½ fyldt. En stor del af olien bliver bundet i sandet, og derfor skal sand fra sandfang, der er tilknyttet olieudskillere, normalt behandles som farligt affald.
Du kan bestille ekstra tømninger af udskilleranlæg hos MOTAS på telefon: 7620 1300
Før du tager udskilleren i brug efter en tømning, skal den fyldes med vand. Udskilleren er helt fyldt, når der kommer vand ud af udløbsledningen. Husk at kontroller om det automatiske flydelukke flyder frit.
Fritagelse fra tømningsordning
Det er muligt at søge om fritagelse for at være tilmeldt MOTAS tømningsordning. Men hvis I ønsker at bruge en anden operatør til tømning af jeres udskillere, får I som ejer/bruger af anlægget nogle flere krav pålagt. Dette er især omkring kontrollen og tømning af udskilleranlægget.
I skal derfor i forbindelse med ansøgning om fritagelse, også søge om en spildevandstilladelse. Du finder et ansøgningsskema til ansøgning om fritagelse for tømningsordning og ansøgning om spildevandstilladelse under "Selvbetjening". Ansøgningen om fritagelse fra tømningsordning og ansøgning om spildevandstilladelse skal I sende til kommunen@fredericia.dk.