Nyregistrering af erhvervsejendomme
Ejere og administratorer af erhvervsejendomme får brev fra SKAT
Fra november 2016 til marts 2017 sender SKAT breve til ejere og administratorer af erhvervsejendomme i Syd- og Sønderjylland. Det sker for at indsamle nye og mere detaljerede oplysninger om erhvervsejendommene til Bygnings- og Boligregistret (BBR).
BBR Erhvervsservice
For at hjælpe ejere og administratorer med registreringen af oplysningerne om deres erhvervsejendomme har SKAT etableret BBR Erhvervsservice, der hjælper til med registreringen.
De oplysninger, der bliver registreret i BBR, kan blive brugt som en del af grundlaget for den fremtidige ejendomsvurdering af erhvervsejendomme.
Oplysningerne i BBR bruges både af offentlige myndigheder, forsyningsselskaber og private virksomheder, som fx ejendomsmæglere, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.
SKAT står for kontakten til ejere og administratorer i forbindelse med indsamlingen af de nye og mere detaljerede oplysninger om erhvervsejendomme. Ajourføringen af oplysninger i BBR sker herefter i kommunen, hvor erhvervsejendommen ligger. Når ajourføringen er gennemført får ejer eller administrator en opdateret BBR-meddelelse.
www.skat.dk/bbr