Slå adgang med tegn til/fra

Politik for børn, unge og uddannelse sætter fokus på den gode hverdag

Alle børn og unge fortjener at lykkes mest muligt i livet – det er hovedbudskabet i Fredericia Kommunes nye børn-, unge- og uddannelsespolitik

”Hverdag, venskab og vindstød” hedder den nye politik for børn, unge og uddannelse, og den er unik ved, at den dækker hele 0 – 25 årsområdet. Det er en politik, der skal samle alle, der er omkring alle børn og unge – både fagfolk, forældre, foreninger og erhvervsliv.

I politikken er der beskrevet et børnesyn – nemlig at børn og unge kan mere, end de selv tror, hvis de har de rigtige rammer og de rigtige voksne omkring dem. Derudover er der formuleret en række ambitioner i hverdagen og målsætninger for arbejdet med børn, unge og uddannelse.

Læs politikken her!

Politikken har været i høring, og der kom rigtig mange gode, informative og konstruktive høringssvar. Der er blevet lyttet på tværs af alle svar. Især kommentarerne om, at det er en ambitiøs politik i sparetider.

”Sammen skal vi skabe den gode hverdag. For en god hverdag er svaret på meget – både på trivsel, faglighed og uddannelse. Derfor er det vigtigt at have en ambitiøs politik i sparetider, da den skal guide os i de prioriteringer, der ligger foran os. Men store ambitioner er ikke automatisk ensbetydende med, at vi skal gøre mere – vi skal alle gøre noget andet, og vi skal gøre det sammen.  Som borgere, forældre, fagpersoner og civilsamfund. Og forældrene spiller en særligt vigtig rolle – en rolle vi sammen vil styrke,” siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget. 

Pernelle Jensen, der er formand for Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune siger:

”Vi skal turde have ambitioner på vegne af vores børn og unge – og så skal vi have fokus på trivsel. Vi skal styrke børn og unge til at kunne stå i modvind. Det kan de med de rigtige rammer og voksne omkring sig.

Derfor er jeg glad for, at politikken indeholder konkrete målsætninger, der blandt andet handler om, at alle børn får en tryg start på livet, at alle børn er nogens ven og hver dag har andre børn at lege med, at alle børn glæder sig til at komme i skole og at alle unge skal kunne finde deres egen veje til at lykkes i livet. Målsætningerne kræver, at vi som byråd er ambitiøse, så vi kan skabe gode rammer og dermed nå målsætningerne i politikken, ” siger Pernelle Jensen, formand for Unge og Uddannelsesudvalget.

Den nye politik for Børn, unge og uddannelse ”Hverdag, venskab og vindstød” er netop vedtaget af byrådet, og den bliver fulgt op af fire strategier, der hen over de næste år skal være med til at sikre, at politikken bliver ført ud i livet:

Strategi for en tryg start på livet
En strategi for de første 1000 dage og dagtilbud

Strategi for det specialiserede socialområde
En samlet strategi for småbørn, børn, unge og voksne med særlige behov.

Strategi for undervisning og uddannelse
En samlet strategi for både grundskole og ungdomsuddannelse.

Strategi for fritid
En revidering af den nuværende Fritidspolitik for unge, så den fremadrettet bliver en Fritidsstrategi for børn og unge.