Fortidsmindebeskyttelseslinjen er på 100 m.
Den gælder bl.a. for gravhøje, voldsteder og lignende (f.eks. er Fredericia Voldanlæg omgivet af fortidsmindebeskyttelseslinje).
Linjen gælder dog ikke for fortidsminder, der ikke er synlige i terrænet. Beskyttelseslinjen regnes fra fortidsmindets yderste grænse.
Formålet med beskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, sikre indsyn til og udsyn fra fortidsmindet samt sikre de arkæologiske lag omkring fortidsmindet. Indholdet af bestemmelsen er et forbud mod tilstandsændringer.
Der må således ikke placeres bebyggelse såsom bygninger, skure, campingvogne og master. Der må heller ikke foretages ændringer i terrænet, tilplantning eller hegning. For at hindre at fortidsminderne beskadiges i forbindelse med dyrkning, er der efter museumslovens § 29 f fastlagt en dyrkningsfri bræmme på 2 m omkring fortidsminderne.
Det indebærer, at der på fortidsmindet og inden for en afstand af 2 m ikke må foretages jordbehandling, gødes eller plantes. Der må heller ikke anvendes metaldetektor. Museumsloven administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.
På arealet udenfor 2 m bræmmen er landbrugsmæssig drift tilladt. Tilplantning med juletræer, frugttræer og lignende er dog ikke tilladt.
Lovbestemmelserne om fortidsmindebeskyttelseslinjen findes i naturbeskyttelseslovens § 18. Det er kommunen, der påser, at reglerne om 100 m beskyttelseslinjen omkring fortidsminderne overholdes.
Der kan søges om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen hos kommunen. Bestemmelserne administreres restriktivt, og der gives kun dispensation, hvis der foreligger særlige omstændigheder.