Forsørgelse mellem to uddannelser
Muligheder for forsørgelse for studerende og uddannelsessøgende
Som hovedregel har du som studerende eller uddannelsessøgende ikke ret til at modtage kontanthjælp i ferieperioden mellem to uddannelser. Dette gælder også i sommerferien.
Hvornår betragtes du som studerende eller uddannelsessøgende?
Du betragtes som studerende eller uddannelsessøgende, når du:
-
har afsluttet en grunduddannelse, for eksempel handelsskole eller teknisk skole, og har en læreplads
-
har afsluttet en grunduddannelse, for eksempel handelsskole eller teknisk skole, og har mulighed for at begynde i skolepraktik inden for to til tre måneder, hvis det ikke er lykkedes dig at finde en læreplads forinden
-
var studerende før sommerferien og fortsætter dit studium efter sommerferien
-
var studerende på en adgangsgivende uddannelse, for eksempel gymnasium, og søger om optagelse på en videregående uddannelse med start efter en kortere periode på cirka to måneder. Dette gælder også, selv om du endnu ikke har fået besked om optagelse på den videregående uddannelse
-
har orlov fra din uddannelse
Særlige regler for dig, der er enlig forsørger under 30 år
Hvis du er under 30 år, i gang med en uddannelse og enlig forsørger, har du mulighed for at søge om et behovsbestemt tillæg i form af en enkeltydelse i perioden mellem en uddannelses grundforløb og hovedforløb eller mellem to uddannelser. Det er en betingelse, at du ikke har mulighed for at få uddannelsesstøtte efter loven om Statens Uddannelsesstøtte.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte os på telefon 7210 7000 inden for kommunens almindelige åbningstid eller via Digital Post. (åbner i nyt vindue)