Når svære følelser fører til selvskade

Samtaler og lettere behandling til børn og unge (12-17 år)

Vi tilbyder et STIME-forløb til unge i alderen 12-17 år, der udviser selvskadende adfærd.

Formålet med forløbet er, at den unge lærer at forstå og håndtere sine følelser på nye og mere hensigtsmæssige måder, så selvskaden bliver reduceret.

Forløbet strækker sig over et par måneder og består af cirka otte samtaler med en behandler. Den unge og forældre taler med behandleren sammen og hver for sig. Der går omkring en uge imellem hver samtale, hvor den unge øver sig på det, der er blevet gennemgået.

Det kan undervejs give mening at tale med andre, for eksempel familiens læge, barnets/den unges lærer eller andre relationer, som er vigtige i forhold til trivsel og udvikling. Familien er med til at beslutte, om andre skal inddrages.

Fokus i behandlingen
Barnets/den unges udfordringer og oplevelser er udgangspunktet for samtalerne, der overordnet handler om, at:

  • Familien forstår selvskadens funktion og konsekvenser.
  • Barnet/den unge forstår og bliver mere bevidst om sine følelser.
  • Barnet/den unge lærer at håndtere sine følelser mere hensigtsmæssigt.

Forældrene indgår i behandlingen.