Frihedsprisen 2026

Du kan se og læse de tre vinderbidrag her

Vinder af Arlette Andersens frihedspris 2026

Freja Kjerkegaard Andersen, 19 år, murerlærling

2. prisen

Line Malthe Hartvigsen, 19 år, IBC Fredericia Middelfart

Som Jeg Er

Jeg vil være fri.

Ikke den frihed,

I måler i tal

og tilladelser.

Ikke den frihed,

der gives

mod god opførsel.

Fri mig fra betinget uduelighed.

Fra kravet om at være anvendelig.

Fra algoritmens blik.

Fra følelsen af

kun at være rigtig

når jeg virker.

Ræk mig ikke empati.

Jeg vil lære den langsomt.

Snuble mig frem til den.

Ikke få den udleveret

som manual.

Jeg kræver retten

til at være forkert

uden at være ugyldig.

Retten til at tvivle højt.

Til at skifte mening.

Til at være mindre stærk

end jeg foregiver.

I en konge by står Landsoldaten.

Rank.

Støbt i bronze.

Evigt modig.

Jeg er ikke støbt.

Jeg ryster.

Jeg fortryder.

Jeg bliver bange.

Og alligevel

kræver jeg frihed.

Se mig.

Se mig som jeg er.

Ikke som potentiale.

Ikke som risiko.

Men som menneske.

Jeg beder ikke længere.

Jeg kræver.

3. prisen

Katrine Bonde Bakkensen, 19 år, Fredericia Gymnasium

Friheden vi vokser op i

Jeg lægger først mærke til den råbende stilhed, når jeg tænker over den

når jeg opdager, at der ikke er noget, der forstyrrer mig

ingen lyde der kræver, at jeg reagerer brat

ingen uro der tvinger mig til at være opmærksom på mere end mig selv

som om verden her er skabt til at kunne tænde og slukke når jeg vil.

Og måske er det netop det, der er problemet

at jeg kan sidde her og lade tankerne buldre frit

mens verdens larm eksisterer et andet sted

som noget jeg kan vælge at læse nærmere på eller scrolle videre.

Vi er vokset op med en ideen om, at man kan blive til noget

at man kan finde sig selv, stå ved sig selv, være stolt

som om det største problem er at vælge den rigtige uddannelse eller job

og ikke om man overhovedet har muligheden.

Men det er ikke sådan for alle.

For der er nogen, der vokser op i støj

hvor stilhed ikke er noget der er, men noget man længes efter

hvor lyde ikke bare er lyde, men advarsler

hvor bomber ikke er noget, man ser i nyhederne, men noget der ryster bygninger

og hvor fremtid ikke er noget man planlægger

men noget man håber overhovedet findes.

Og vi har lært at tro på

at mennesket kan være bedre end det værste vi ser

at vi kan vælge ikke at gøre hinanden ondt

som om det bare er sådan mennesker er.

Men verden uden for vores lille land fortæller noget andet.

For selvom vi vokser op i frihed

betyder det ikke, at verden er fri

og heller ikke at vores frihed er uafhængig af den

for vores fremtid formes stadig af beslutninger taget langt væk fra os

af mennesker med magt nok til at ændre retninger, vi ikke selv har valgt

mens trusler, konflikter og usikkerhed hele tiden ligger og trækker i det store glansbillede.

Så hvad betyder det egentlig at være fri

hvis friheden kun gælder her

hvis friheden afhænger af en verden, der ikke hænger sammen?

Måske er frihed ikke bare noget vi har

men noget vi skylder hinanden

noget der kræver, at vi ikke bare lever i stilhed

men også forstår larmen.

For vi er en generation, der får lov til at vokse op i muligheder, i valg, i noget der ligner tryghed

og måske er det først der, det går op for os

at det liv vi kalder normalt

ikke er normalt for særlig mange.