Ny fagchef skal stå i spidsen for Erhverv, Mobilitet og Byudvikling
Erfaren profil med stærkt kendskab til grøn omstilling og lokalområdet bliver ny fagchef for Erhverv, Mobilitet og Byudvikling i Fredericia Kommune.
Fredag den 14. august er første arbejdsdag for Fredericia Kommunes nye fagchef for Erhverv, Mobilitet og Byudvikling Tina Bergholt Pedersen.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at forløse endnu mere af Fredericia Kommunes potentiale. Der er allerede rigtig meget viden om den grønne omstilling i kommunen, og det er noget at det der skal bygges videre på – gerne sammen med nye virksomheder. De kan være med til at skabe flere arbejdspladser og tiltrække nye fredericianere. Lykkes vi med det, kan det være med til at skabe grundlag for vækst og endnu mere udvikling af byen – lige fra natur, kulturlivet og ind i midtbyen,” siger Tina Bergholt Pedersen.
Tina Bergholt Pedersen bor i Fredericia og kommer med erfaring indenfor ledelse og grøn omstilling fra Crossbridge Energy Fredericia og Airco Process Technology A/S – begge lokale virksomheder.
”Jeg ser frem til at få Tina med på holdet, hvor en af de første opgaver bliver at få sat gang i udviklingen af Fredericia Midtby sammen med byens butikker og byens borgere, så vi sikrer en levende by,” siger Morten Christensen der er direktør for Teknik, Klima og Kultur.
Hos Fredericia Shopping glæder man sig også til samarbejdet.
”Det er rigtig vigtigt for os, at den nye fagchef har en stor forståelse for og et kendskab til Fredericia. Det har Tina, ligesom hun også kan bidrage med friske øjne og nye vinkler til udviklingen af midtbyen og Kanalbyen. Kombineret med en høj faglighed er hun det helt rette match,” siger formand for Fredericia Shopping Jesper Gaarsvig, som var en del af ansættelsesudvalget.
Som fagchef for Erhverv, Mobilitet og Byudvikling får Tina Bergholt Pedersen ansvaret for en fagafdeling, der varetager kommunens planlægnings- og udviklingsopgaver inden for erhverv, byudvikling og infrastruktur.
Området spiller en central rolle i at skabe gode rammer for både borgere og virksomheder. Det sker blandt andet gennem kommune- og lokalplanlægning, udvikling af byrum samt indsatser inden for mobilitet, natur og miljø.
Fagafdelingen har desuden ansvar for drift og vedligeholdelse af veje, stier, parker og øvrige fysiske rammer, der er med til at få hverdagen til at fungere for kommunens borgere, virksomheder og besøgende.