Offentlig høring vedr. ansøgning om nedrivning af en bevaringsværdig bygning beliggende Vendersgade 65, 7000 Fredericia
Ejeren af ejendommen matr. 74A, Fredericia Bygrunde beliggende Vendersgade 65, ønsker at nedrive hele ejendommen som er klassificeret som bevaringsværdig.
Bygningen har en bevaringsværdi på 4 i Kulturstyrelsens database for fredede og bevaringsværdige bygninger og er optaget som bevaringsværdig i Fredericia Kommuneplan 2021-2033.
Bygningen er et historicistisk symmetrisk fritliggende byhus med markant frontispice og lodrette piller på facaden mod vejen. Pudset facade og rødt tegltag med halvvalm. På bagsiden er tilføjet en stor utilpasset tilbygning, som har rummet et bowlingcenter.
Ejer ønsker at nedrive og bebygge karreen, som en færdiggørelse af randbebyggelsen i en højde der matcher nabobebyggelsen og kommuneplanens rammer.
Efter bygningsfredningslovens § 18 må en bevaringsværdig bygning ikke nedrives før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort i mindst 4 uger og maksimalt 6 uger, og kommunalbestyrelsen har meddelt ejeren, om den efter planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.
På baggrund af de indkomne bemærkninger vil Fredericia Kommune tage stilling til, om der kan meddeles nedrivningstilladelse til bygningen.
Hvis du har bemærkninger til at bygningen nedrives, bedes du fremsende disse til Fredericia Kommune, Plan & Byudvikling, Rådhuset, Gothersgade 20, 7000 Fredericia, eller pr. mail på kommunen@fredericia.dk senest mandag d. 05/09-2025.