Kom og vær med til byfest d. 15. august – en dag fyldt med fest, fællesskab og historie!
Fredag den 15. august bliver en helt særlig dag i Fredericia. Her fejrer vi ikke bare én, men hele tre store begivenheder, der binder fortid, nutid og fremtid sammen i fæstningsbyen: Indvielsen af byens nye port, afslutningen på projektet Fra Kyst til Kyst og Fredericias 375-års jubilæum.
Dagen begynder i Gammel Havn, hvor fregatten Iver Huitfeldt og tre af forsvarets skibe lægger til kaj, mens Postorkestret spiller. Her kan man komme helt tæt på de imponerende skibe, der til daglig sejler i dansk tjeneste.
På Ravelinen ved Museum Fredericia venter masser af aktiviteter for hele familien. Mød Teater Figulettas figur Jens Landsoldat, leg som i 1800-tallet og prøv soldatertræning anno 1849, alt sammen ledsaget af livemusik fra Jumpin’ Jacks.
Kl. 14.00 begynder den officielle indvielse af Fredericias nye byport med taler, fællessang og kanonsalut. Her afsløres også portens navn, og den nye rute Landsoldatens Rute åbnes. Ved ceremonien deltager Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller Fonden, som har støttet projektet med 35 millioner kroner.
Herefter går turen ad den nye promenade til Landsoldatpladsen, hvor jubilæet fejres med fællessang, kagebord og musik fra både Jumpin’ Jacks og 6. Juli Garden.
Om eftermiddagen fortsætter festlighederne i gågaderne, hvor byens gader fyldes med livemusik, glade gæster og et hyggeligt besøg fra Madsby Legeparks maskot, Madsja.
Her finder du det fulde program for dagen:
Kl.11.00 Fregatten Iver Huitfeldt og tre andre af forsvarets skibe lægger til kaj.
Postorkestret spiller, mens de imponerende krigsskibe lægger til i Gammel Havn.
Kl. 13:00 – 13:45: Arrangement ved Museum Fredericia:
Prøv sjove historiske aktiviteter og bliv klar til fejringen hos Museum Fredericia. På Ravelinen ved Museet Kan du møde Teater Figulettas store figur Jens Landsoldat, hilse på Borger 1849, lege historiske lege og prøve soldatertræning anno 1849. Imens spiller Jumpin’ Jacks op til fest.
Kl. 14:00: Indvielse af port og afsløring af navn:
Det store voldprojekt ”Fra Kyst til Kyst” afsluttes med indvielse og afsløring af navnet på fæstningens nye port og den nye rute ”Landsoldatens Rute” åbnes.
Under indvielsen vil der være taler og fællessang.
Åbningen markeres med kanonsalutering og musik af 6. Juli Garden.
Kl. 14:30 – 15:00: Fællessang og kagebord på Landsoldatpladsen i anledningen af 375-års jubilæum:
Efter indvielsen af den nye port spadseres der på den nye promenade langs Fredericia Vold til Landsoldatpladsen, hvor alle er inviteret til kagebord og fællessang i anledningen af Fredericias 375-års jubilæum.
Der vil være musikalske indslag fra Jumpin’ Jacks og 6. Juli Garden.
Kl. 15:00 – 16:00: 6. juli Garden skaber fæstningsstemning i byens gader.
Kl. 15:00 – 16:30: Jumpin’ Jacks spiller op til fest i gågaderne.
Kl. 15:00 – 17:00: Hils på Madsja, Madsby Legeparks søde maskot, når hun kommer gennem byen.
Den 15. december 1650 grundlagde Hans Majestæt Kong Frederik 3. fæstningsbyen Fredericia.
Byens imponerende voldanlæg blev etableret, og i tiden efter stod fæstningen som et stærkt forsvarsværk mod fjenden, hvor Slaget ved Fredericia d. 6. juli 1849 er et historisk vidnesbyrd om fæstningens styrke.
Gennem de seneste år er det storstilede projekt Fra Kyst til Kyst blevet realiseret, og forbindelsen mellem Fredericias historie og nutidens byliv er blevet styrket.
To nye byporte er nu en del af Fredericia Vold, og de genskaber forbindelsen fra Holstens Bastion i syd til Danmarks Bastion i øst.
I år fejrer vi derfor både Fredericias 375-års byjubilæum og afslutningen af projekt Fra Kyst til Kyst.
Projektet, der er en fornyelse og revitalisering af Fredericia Vold, har til formål at styrke forbindelsen mellem byens historiske struktur og nutidens byliv.
Både den 1,44 kilometer lange promenade langs Fredericia Vold, Landsoldatpladsen, Kongens Port, den nye byport, rydningen af Danmarks Bastion er en del af projektet Fra Kyst til Kyst.
A.P. Møller Fonden har doneret 35 millioner kroner til projektet, som er tegnet af Erik Brandt Arkitekter APS.