I Fredericia findes der ét daghjem, Daghjemmet Oasen, som befinder sig på plejehjemmet Othello.
Daghjemmet Oasen er for ældre og handicappede borgere, som f.eks. har nedsat funktionsevne, har brug for struktur i hverdagen, er ensomme eller har behov for socialt samvær. Daghjemmet kan også være en form for aflastning for ægtefællen.
Det er Visitationsafdelingen, der kan visitere dig til daghjemmet. Du kan blive visiteret til alt fra én hverdag om ugen til alle hverdage. Visitationsafdelingen visiterer dig samtidigt til kørsel til og fra daghjemmet. Kørsel koster 72 kr. om dagen i egenbetaling, som bliver trukket direkte fra din pension.
I Fredericia er Daghjemmet Oasen placeret på plejehjemmet Othello. Daghjemmet er en selvstændig enhed, som låner lokaler på plejehjemmet.
Dagen på daghjemmet foregår nogenlunde på følgende måde:
Du bliver hentet ved dit hjem i bus mellem ca. kl. 8.00-9.45 af en chauffør fra Trekantbrand. Personalet på daghjemmet tager imod dig ved hoveddøren.
Om formiddagen er der fælles eller individuelle aktiviteter. Der er også dejlige otiumstole, hvis du har brug for et hvil. Om eftermiddagen drikker vi kaffe, og du kan deltage aktiviteter og socialt samvær.
Du bliver kørt hjem mellem kl. 15.00-16.00.
Daghjemmet har åbent alle hverdage
Telefonisk fra kl. 8.00-16.00
Besøg fra kl. 9.00-16.00
Der er lukket på daghjemmet i weekenden og på helligdage.
På daghjemmet har du mulighed for at lave en kontrakt på forplejning, som kan indeholde formiddagskaffe, frokost (varm ret eller håndmadder) og eftermiddagskaffe. Dine udgifter til mad på daghjemmet bliver trukket automatisk fra din pension. Du kan også købe en madpakke med hjem.
Du kan også vælge at have madpakke og drikkevarer med hjemmefra.
Hvis du er forhindret i at møde op på daghjemmet, er det vigtigt, at du melder afbud til personalet på daghjemmet dagen før inden kl. 15:30, så du ikke bliver trukket for udgifter til mad og kørsel.