Snaremosen
Velkommen til Børnehaven Snaremosen
Børnehaven Snaremosen er en kommunal flexinstitution, som er normeret til ca. 64 enheder fordelt på ca. 52 børn i alderen 0 – 6 år. De ca. 12 yngste er hos Tumletroldene. De resterende børn er fordelt ved flexgrupperne, som er i alderen 2 ½ - 6 år. Tumletroldene er i deres egen afdeling fra 7.30 – 15.00. Flexgrupperne er i aldersopdelte grupper i tidsrummet 8.00 – 12.00.
Udenfor har vi to legepladser; én som er særlig indrettet til de 0-2-årige, samt én for de større børn.
Derudover har vi en stor indhegnet skrænt med mange træer og buske i forlængelse af vores legeplads. I efteråret 2020 fik vi en stor bålhytte, som vi især bruger om fredagen, hvor alle er på skrænten og hvor vi laver mad på bål.
Snaremosen ligger i et parcelhuskvarter tæt på strand og skovområde, hvor vi ofte går på tur ud i nærområdet.
Snaremosen blev omstruktureret i august 2017, hvor vi bevægede os fra den traditionelle stueopdeling til funktionsopdelte rum, som tilbyder forskelligartede legemiljøer. Rummenes indretning understøtter arbejdet med de 6 læreplanstemaer og skaber en alsidighed i de aktiviteter, som børnene tilbydes, hvor plads til både fordybelse og bevægelse er prioriteret. I 2018 ændrede vi på strukturen, så flexgrupperne er i aldersopdelte grupper fra 8.00-12.00. Grupperne fik nye navne, med et mere børnevenligt præg og sjove figurer til, som er tegnet af en af husets pædagoger.
- 0-2½ år: Tumletroldene
- 2½-3 år: Krudtuglerne
- 4 årige: Spilopperne
- 5 årige: Fiduserne
Når Fiduserne starter i skole, rykker grupperne og de får ny base. Spilopper bliver til Fiduser og den ældste årgang ved Krudtuglerne bliver til Spilopper. Den yngste årgang ved Krudtuglerne får nye medlemmer i løbet af årets gang. Som udgangspunkt følger primærpædagogen børnene, mens de er både Krudtugler, Spilopper og Fiduser.
Fra Tumletrolde til Krudtugler
Oprykning fra Tumletrolde til Krudtugler sker i takt med, at der kommer nye børn hos Tumletroldene og i takt med barnets udvikling. Når jeres barn rykker fra Tumletroldene til Krudtuglerne sker det altid i dialog med jer forældre. Barnet kan være omkring 2,5 til 3 år, når det rykker. I vil blive tilbudt en overleveringssamtale, hvor både den nuværende og den kommende primærpædagog deltager.
Inden første dag
I inviteres til en rundvisning, hvis I ikke har været det i forvejen.
Vi sender informationer til jer på mail umiddelbart efter, at I har sagt ja til pladsen. I vil modtage information om Snaremosen og om gruppen som jeres barn skal starte på. I inviteres til en opstartssamtale med primærpædagogen, hvor der er særlig fokus på vigtig viden om barnet og om at lære hinanden at kende. Her aftales indkøring med mere.
Modtagelse af nye børn og forældre
Hvert barn er tilknyttet en primærpædagog, som vil være særligt opmærksom på jeres barn. Primærpædagogen tilbyder en velkomstsamtale. Den første dag i Snaremosen tager barnets primærpædagog imod jer.