Budget 2022
Fredericia Kommunes vedtagne budget for 2022
Fredericia i balance
Budgetlægning i et valgår er altid helt specielt, og for Fredericia Kommune har budgetlægningen for 2022 været på trods. På trods af gryende valgkamp, overholdelse af de centrale budgetrammer, udskiftning på centrale pladser i administrationen og efterdønningerne fra Corona – alt sammen faktorer, der kunne have været barrierer for en god og konstruktiv dialog om det kommende års budget. Men lige netop i år beviste forligspartierne, at de - på trods af konteksten - kunne lykkes med at holde fokus på målet; at sikre økonomisk sikkerhed og ansvarlighed til gavn for hele Fredericia Kommune og ikke mindst for borgere, virksomheder og medarbejdere.
Pejlemærker i budget 2022
I budget 2022 har forligspartierne arbejdet målrettet for at sikre flere midler til tre hovedområder, som er budgettets pejlemærker:
1. Fredericias fyrtårne og styrkepositioner
Byrådet vil Fredericia og vil fællesskabet. Derfor er der med budget 2022 afsat midler til, at det nye byråd kan udarbejde en ny vision. Bolden ligger klar, og det er op til det nye byråd at kridte banen op og sikre, at vi når i mål med de mange vigtige og helt centrale projekter, som skal sikre et Fredericia i balance med velfærd og vækst for alle.
I det arbejde står forligspartierne bag store investeringer i bosætning, turisme og branding af kommunen. På den måde skal skabes positiv omtale og lyst til at komme til Fredericia - både som gæst, som borger og som virksomhed.
2. Velfærd
I Budget 2022 har fokus også været rettet mod de store velfærdsområder, hvor en sammen-hængende ungeindsats, flere socialrådgivere i familieafdelingen og flere midler til mellem-former i folkeskolen er blandt de mange gode tiltag på børneområdet.
Fredericianere bliver ældre, og flere får derfor brug for pleje og praktisk hjælp i hverdagen til trods for det store arbejde, som vores medarbejdere og borgere lægger i hverdagsrehabiliteringen. Netop den fortsatte stigning i antallet af ældre medborgere gør, at vi lægger op til, at der udarbejdes en samlet plan for området.
3. Klima, erhverv og infrastruktur
Forligspartierne ønsker et Fredericia, der arbejder for begrænsning af klimaforandringer-ne. Derfor er der i budgettet afsat penge til en række tiltag indenfor området; Livet i Lillebælt, emissionsfrie bybusser, klimaplan 2020 m.v.
2022
Tak til forligspartierne for et godt samarbejde i budgetprocessen, som viste, at vi i fællesskab både kan og tør tage ansvar for Fredericia Kommunes fremtid.
Når vi tager hul på 2022, vil det være et nyt byråd, som får ansvaret for implementeringen af dette budget. Og jeg giver med stolthed stafetten videre. For med budget 2022 er grundlaget på plads for de kommende års arbejde til gavn for både borgere, virksomheder og med-arbejdere i Fredericia Kommune.
Steen Wrist
Borgmester