Børne- og Skoleudvalget - 03-02-2021

Referat
Dato:
Onsdag, 3 februar, 2021 - 08:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 29 januar, 2021 - 11:45
Referat publiceret:
Tirsdag, 9 februar, 2021 - 09:17

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

Godkendt.

Punkt 2 Opfølgning på indsatsområder i budget 2021 i Børne- og Skoleudvalget

Sagsresumé

Den 5. oktober 2020 vedtog byrådet budget 2021-2024. Budgettet indeholder en række initiativer og indsatsområder. På mødet er der mulighed for at drøfte den videre implementering heraf.

 

Sagsbeskrivelse:

Partierne har den 14. januar været samlet og drøftet den videre implementering af budget 2021. I forlængelse heraf er der udarbejdet oversigter over alle indsatsområder i budgettet – både dem, som allerede er implementeret og dem, som skal implementere i den kommende tid. I oversigten fremgår det, hvilke indsatsområder udvalget har ansvaret for, og hvornår implementeringen forventes igangsat.

På mødet har udvalget mulighed for at drøfte indhold og særligt politisk fokus samt fremdriften i implementeringen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Se sagsbeskrivelse.

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller

  1. At implementeringen af indsatsområderne drøftes
  2. At tidsplan for implementeringen godkendes.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  1. Drøftet
  2. Godkendt

Punkt 3 Ny budgetmodel på skoleområdet

Sagsresumé

Byrådet har i både Budget 2020 og Budget 2021 ønsket at få et forslag til en ny økonomimodel på skoleområdet. Der foreligger nu et forslag, som Børne- og Skoleudvalget bedes drøfte og videresende til Økonomiudvalget med henblik på efterfølgende offentlig høring.

Sagsbeskrivelse:

Med baggrund i Budget 2020 godkendte Økonomiudvalget den 27. januar 2020 et kommissorium for udarbejdelse af en ny økonomimodel for specialområdet. Arbejdet med at udarbejde modellen blev igangsat (med interviews med medlemmerne af børne- og skoleudvalget, drøftelser med distriktsskolelederne og distriktsinstitutionslederne og handicaprådet), men blev afbrudt af Corona-epidemien, hvilket gav Byrådet mulighed for at uddybe og udvide sine ønsker til oplægget i Budget 2021. Der er nu udarbejdet et forslag til økonomimodel, der, som ønsket, tager udgangspunkt i drøftelser af:

-          Socioøkonomi

-          Incitamentsstrukturer

-          Inklusionsgrad og kriterier

-          Serviceniveau på Frederiksodde Skole

-          Det mellemkommunale område

Modellen gælder for det samlede skoleområde og medfører – med værdierne gennemsigtighed, fælles ansvar og forudsigelighed som baggrundstæppe – en omfordeling af skoleafdelingens budget mellem distriktsskolerne og Frederiksodde Skole. Desuden medfører modellen oprettelsen af en fælles investeringspulje, som giver det politiske niveau og administrationen øget mulighed for strategisk prioritering. Dette ligger i tråd med Budget 2021, hvor det blev præciseret, at modellen bl.a. skal ”tage højde for reservation af midler, så det fremover kan sikres, at der gennemføres kompetenceudvikling, investeres i den nødvendige IT samt sikring af midler til løbende bygningsdrift og vedligehold”. Som supplement hertil vil puljen dog også blive oprettet med det formål at supplere en ny, central pulje til specialundervisning. Puljen vil derved også skulle dække udgiften til evt. stigende henvisning af elever til Frederiksodde Skole. Puljen vil i alt have en værdi af ca. 9. mio. kr., hvoraf knap 4 mio. kr. kommer fra eksisterende fælleskonti (CPU), mens ca. 5 mio. kr. kommer fra midler, der tidligere har været fordelt til skolerne efter de gældende principper.

Modellen, som tager udgangspunkt i metodikken i den nuværende model, består primært i, at en del af budgettet til specialundervisning centraliseres og administreres af et nyt, tværgående visitationsudvalg. Denne model er valgt, fordi en del af kritikken af den nuværende model er, at de nuværende stærke økonomiske incitamenter til inklusion betyder, at ikke alle børn får det rette tilbud. Desuden kritiseres den nuværende model for, at distriktsskolerne skal betale for elever, der bor i distriktet, men som de ikke har haft mulighed for at inkludere, fordi eleverne fx er tilflyttere fra en anden kommune.

Distriktsskolerne skal med den nye model betale 136.000 kr. i fast takst for de elever, der får et specialtilbud, som har gået på distriktsskolen, og som skolen har haft mulighed for at prøve at inkludere. Alle andre elever, der får et specialtilbud, samt resten af taksten op til det eksisterende takstniveau, betales af den centrale pulje. På den måde finansieres Frederiksodde Skole af en betaling pr. elev fra distriktsskolerne suppleret med et beløb fra den centrale pulje.

Som beskrevet er der stærke økonomiske incitamenter til inklusion i den nuværende model. Det kan skabe usikkerhed om, hvorvidt alle børn får det rette tilbud. Det skal dog fremhæves, at Kvalitetsrapporten for 2020 viser, at Fredericia Kommune ift. faglighed og trivsel ligger på niveau med landsgennemsnittet – hvilket kan indikere, at skolerne faktisk lykkes med inklusion, hvorfor der ikke skulle være grund til at segregere flere børn. Det kan dog forudses, at der med det svagere økonomiske incitament vil ske en stigning i antallet af elever, der ønskes visiteret til et segregeret tilbud enten i eller uden for Fredericia Kommune. Det svagere økonomiske incitament forventes at opstå som følge af en lavere takst for distriktsskolerne og oprettelsen af en central visitationspulje. Denne forudsigelse understøttes af en ny undersøgelse fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed (januar 2021), som viser at: ”Kommuner med et centralt betalingsansvar har alt andet lige en signifikant højere segregeringsprocent end kommuner med et fuldt decentralt betalingsansvar, når der er taget højde for forskelle i kommunernes rammevilkår”. Der nedsættes derfor også et nyt visitationsudvalg, som skal sikre såvel fælles økonomisk ansvarlighed som fælles faglig retning for specialundervisning og inklusion.  Visitationsudvalget vil have et incitament i at inkludere flest muligt, fordi evt. overskud fra den centrale pulje vil flyde tilbage til distriktsskolerne.

For at imødekomme en mulig stigning i antal segregerede børn og undgå et stigende udgiftspres, foreslås det også, at der sættes øget fokus på at styrke kvaliteten af mellemtilbuddene på tværs af distrikterne. En analyse af Frederiksodde Skoles serviceniveau indikerer, at skolen vil kunne bidrage med ressourcer hertil og samtidig bibeholde et højere serviceniveau, end man har på landsplan. Frederiksodde Skole foreslås derfor forpligtet til at bidrage med min. 5 % af deres personaleressourcer til mellemtilbuddene. Det anbefales dog, at mellemtilbuddene i forlængelse af den nye budgetmodel analyseres nærmere, herunder også organisering/ledelse, og at dette arbejde udføres af den arbejdsgruppe, der foreslås nedsat til styrkelse af mellemformer (jf. dagsordenspunkt om udvikling af NEST-inspireret skoletilbud).

Med Budget 2021 tilførte Byrådet 13,8 mio. kr. til folkeskolen. Dette løft er med i beregningerne, og dermed fordelt fra og med 1. august 2021. Der skal tages særskilt beslutning om, hvordan midlerne frem mod 1. august 2021 fordeles mellem skolerne. Forvaltningen præsenterer et oplæg herfor på udvalgsmødet.

Den centrale pulje til specialundervisning foreslås lagt sammen med det eksisterende budget til det mellemkommunale område. En analyse af det mellemkommunale område viser, at budgettet for nuværende er passende. Potentialet for at hjemtage herboende børn fra Hældagerskolen i Vejle Kommune vurderes således at være begrænset, ligesom potentialet for at hjemtage anbragte børn fra andre kommuner vil afhænge af muligheden for at finde yderligere plejefamilier i Fredericia Kommune.

I Budget 2021 ytrede Byrådet ønske om, at der skulle nedsættes en taskforce, der skulle hjælpe ledelsen på Kirstinebjergskolen med at udarbejde retvisende budgetter for 2021. Dette arbejde er i gang. Med den foreslåede model fastlægges et fælles fremtidigt serviceniveau for distriktsskolerne samtidig med, at økonomien på alle skoler forbedres. Den giver desuden mulighed for at styrke den strategiske økonomistyring på området. Derfor er forventningen, at Kirstinebjergskolens udfordringer på langt sigt vil være løst med den nye model, mens Task Forcen vil løse udfordringerne på kort sigt.

Økonomiske konsekvenser

Den samlede ramme for skoleafdelingen ændres ikke, idet midler omfordeles mellem de fem skoler.

Vurdering

Skole, Dagtilbud og Fritid samt Budget og Analyse vurderer, at modellen lever op til rammerne i Budget 2020 og Budget 2021, men anbefaler samtidig, at det i 2023 evalueres, om modellens incitamentsstrukturer virker efter hensigten.

Indstillinger

Skole, Dagtilbud og Fritid samt Økonomi og Personale indstiller, at Børne- og Skoleudvalget indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at modellen sendes i høring.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

Børne- og Skoleudvalget indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at modellen sendes i høring med tre præciseringer;

 1) ca. 5 mio. kr. af den centrale investeringspulje finansieres med midler fra det samlede budget, inden det fordeles til skolerne efter principperne i den nye model,

 2) 7/12 af de 13,8 mio. kr. fra Budget 2021 lægges ud til skolerne nu, ved at Kristinebjergskolen får 1 mio. kr. til et musicalsamarbejde, mens resten fordeles efter elevtal til de fire distriktsskoler,

 3) visitationsudvalget skal bidrage til, at alle elever får det rette skoletilbud så tæt på almenområdet som muligt.

 

Punkt 4 Udvikling af et NEST-inspireret skoletilbud i Fredericia

Sagsresumé

Byrådet vedtog med Budget 2020, at der skulle ”udvikles en model for NEST-tilbud i en Fredericia-model i løbet af 2020”, dvs. et NEST-inspireret skoletilbud i Fredericia. Byrådet afsatte 110.000 kr. årligt fra skoleåret 2021/2022 til at igangsætte dette. Målgruppen i et NEST-tilbud er elever med og uden Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). Tilbuddet skal derfor også ses i lyset af forligspartiernes ønske om at ”udvikle flere tilbud og løsninger inden for kommunen, således at flere børn kan få et skoletilbud i Fredericia trods fysiske eller mentale handicap”.

 

En arbejdsgruppe i Børn, Unge og Kultur har sidenhen undersøgt elevgrundlaget i Fredericia Kommune og set på erfaringerne fra Aarhus Kommune, som har egentlige NEST-klasser, men også fra Aalborg Kommune, der har igangsat DELTA-klasser, som er et NEST-inspireret skoletilbud. Endelig har arbejdsgruppen kigget på lokale erfaringer fra udvikling af læringsmiljøet i indskolingen på Kirstinebjergskolen. Det skyldes, at de arbejder med en række tiltag, der også er NEST-inspireret i forhold til det generelle læringsmiljø og børn med særlige behov.

 

Børne- og Skoleudvalget præsenteres for arbejdsgruppens arbejde med henblik på en diskussion af og beslutning om, hvad der kan igangsættes i skoleåret 2021/2022 og i årene frem.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har en betydelig andel af børn/unge i folkeskolen i særlige udfordringer. Det fremgår både af en ”temperaturmåling” på skoleområdet, der blev gennemført i 2019 og af Kvalitetsrapporten for skoleåret 2018/2019. Der ligger derfor en vigtig opgave for folkeskolen i at sikre et trygt og inkluderende læringsmiljø, der skaber de rette betingelser og rammer for, at denne gruppe børn også trives i folkeskolen – både fagligt og socialt.

Byrådet har derfor også, som det fremgår af de seneste budgetter, investeret i det almene skoletilbud med henblik på at understøtte den nationale og lokale målsætning om, at alle børn trives og bliver så dygtige, de kan i folkeskolen – uanset baggrund.

Byrådet vedtog med Budget 2020, at der skulle ”udvikles en model for NEST-tilbud i en Fredericiamodel i løbet af 2020 og afsatte 110.000 kr. årligt fra skoleåret 2021/2022 til at igangsætte dette”. Herudover tildelte Byrådet fx også 4 mio. kr. til mellemtrinnet. Formålet hermed er blandt andet at forbedre læringsmiljøet, så der f.eks. kan arbejdes med to-voksen-ordninger (co-teaching). Dette nævnes, fordi det også er et helt centralt element i NEST-programmet.

NEST er et skoleprogram (klasser på 16 elever), hvor børn med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) undervises sammen med børn uden. Programmet er amerikansk, men Aarhus Kommune etablerede i 2017 to NEST-klasser på Katrinebjergskolen i Aarhus. I hver klasse går 4 elever med ASF og 12 elever uden. Der er altid to lærere i klassen, og en PPR-psykolog er fast tilknyttet hver NEST-klasse.

 

NEST-programmet er således i sin grundform kendetegnet ved følgende:

  • Klassestørrelsen er mindre – omkring 16-18 elever. Klassen består af børn både i og uden særlige udfordringer.
  • Klassens børn i særlige udfordringer har homogene læringsudfordringer (ASF).
  • Der arbejdes med en meget tydelig struktur for hele skoledagen
  • 2 voksne planlægger og gennemfører en betydelig andel af undervisningen (co-teaching-princippet)
  • PPR indgår i et tæt samarbejde med klassens pædagogiske personale
  • De fysiske rammer er tilpasset klassen

En udfordring i forhold til at tilrettelægge et NEST-tilbud fra 0. klasse er, at få børn vil være diagnosticeret med ASF ved skolestart. Til gengæld taler erfaringerne fra Aarhus og Aalborg for at NEST-tilbuddet etableres netop fra skolestart, fordi det har værdi for både børn og voksne at blive bekendt med pædagogikken og metoderne så tidligt som muligt.

PPR har set på årgangen af børn, der skal starte i et kommunalt skoletilbud i 2021. Årgangen tæller i alt 430 skolestartere. Ifølge PPR vil nogle af disse børn have behov for særlig understøttelse, hvis ikke de skal slå sig på skolen. En del af disse børn er helt normalt begavet med styrker og interesser, men de vil kunne opleve at slå sig på skolen, fordi de i dag har særlige udfordringer inde for socialt samspil, forestillingsevne og kommunikation. Med afsæt i undersøgelsen vurderer PPR således, at der blandt de kommende skolestartere er 13 børn i vidtgående pædagogiske vanskeligheder, og som muligvis vil blive visiteret til et specialskoletilbud. Alle 13 børn har i dag en H plads i Stendalen. Udfordringerne indikerer, at det kan blive nødvendigt at gå på kompromis med en elevsammensætning i Fredericia Kommune – på grund af kommunens størrelse – der alene er baseret på ASF, men hvor en bredere forståelse af autismelignende udfordringer er nødvendig.

Børne- og Skoleudvalget præsenteres på udvalgsmødet for arbejdsgruppens arbejde med henblik på en diskussion af og beslutning om, hvad der kan igangsættes i skoleåret 2021/2022 og i årene frem.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 110.000 fra skoleåret 2021/2022 og årene frem til et NEST-tilbud. Øvrig finansiering skal på nuværende tidspunkt afholdes indenfor Skole, Dagtilbud og Fritids egne budgetter.

Etablering af et NEST-tilbud kræver målrettet kompetenceudvikling. Børn, Unge og Kultur vil søge Børne- og Undervisningsministeriet om lov til at anvende nogle af de centralt, tildelte kompetenceudviklingsmidler, idet disse midler også må anvendes til at fremme et inkluderende læringsmiljø i det almene skoletilbud. Midlerne kan dog kun anvendes til selve kursusafgiften og således ikke til vikardækning o.a. Den udgift foreslås finansieret af en ny central investeringspulje, såfremt oplægget til en ny ressourcetildelingsmodel godkendes i foråret 2021.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at det bliver vanskeligt at igangsætte et NEST-inspireret tilbud på en/flere skoler fra skoleåret 2021/2022, men at kompetenceudviklingen, organisering, ledelse og visitation vil kunne igangsættes i skoleåret 2021/2022 med henblik på implementering fra skoleåret 2022/2023.

Børn, Unge og Kultur vurderer, at de pædagogiske principper og metoder i NEST-programmet har en fin kobling til øvrige udviklingstiltag på børne- og ungeområdet, herunder ikke mindst med programmets fokus på mere co-teaching, struktur og en anden fysisk indretning af læringsmiljøet. Børn, Unge og Kultur vurderer på den baggrund også, at tilbuddet skal ses i sammenhæng med de øgede midler til blandt andet at styrke skolernes arbejde med tovoksen-ordninger.

Børn, Unge og Kultur vurderer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse af bl.a. PPR, ressourcecenterledere, distriktsskoleleder m.fl., der undersøger indhold, organisering og ledelse af kommunens mellemformer bredt set, herunder NEST. Arbejdsgruppens arbejde vil skulle drøftes med såvel skolebestyrelserne som med BSU.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller,  

  • at Børne- og Skoleudvalget drøfter arbejdsgruppens arbejde og forslag til NEST-inspireret skoletilbud fra skoleåret 2021/2022.
  • at Børne- og Skoleudvalget vedtager en procesplan for igangsættelse af et NEST-inspireret tilbud i skoleåret 2021/2022 og årene frem.
  • at Børne- og Skoleudvalget godkender etableringen af en tværgående og tværfaglig arbejdsgruppe, der skal undersøge indhold, organisering og finansiering af kommunens mellemtilbud, herunder et NEST-inspireret skoletilbud i skoleåret 2021/2022.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  • Drøftet.
  • Godkendt at Skole, Dagtilbud og Fritid samt Familie og Børnesundhed arbejder videre med at udvikle et NEST-inspireret skoletilbud med inspiration fra DELTA-klasserne i Aalborg Kommune. Der etableres en 0. klasse på én af distriktsskolerne i kommunen, men der vil kunne optages elever fra hele kommunen. Klassen sammensættes af elever både med og uden autisme eller autismelignede forstyrrelser. Planlægning af endelig organisering, indhold, kommunikation til forældre og kompetenceudvikling fortsættes i indeværende skoleår, men grundet Corona situationen vurderes en kvalificeret kompetenceudvikling først at kunne gennemføres i skoleåret 2021/2022. Tilbuddet etableres derfor først fra og med skoleåret 2022/2023.
  • Godkendt.

 

Punkt 5 Revidering af procesplan for udarbejdelse af ny fritidspolitik

Sagsresumé

Forligspartierne besluttede i forbindelse med Budget 2020 at styrke fritidsområdet økonomisk og samle det under en leder af fritid. Økonomiudvalget (ØK) vedtog i januar 2020 en procesplan for effektueringen heraf. Planen blev sidenhen udskudt pga. Covid-19.

ØK vedtog den 18. januar 2021 at overdrage ansvaret for effektueringen af aftalerne fra Budget 2020 og Budget 2021 vedrørende fritidsområdet og fritidspolitikken til Børne- og Skoleudvalget (BSU).

BSU drøfter og afklarer på den baggrund en revideret procesplan for vedtagelsen af en ny fritidspolitik.

 

Sagsbeskrivelse:

Baggrund

Forligspartierne besluttede i forbindelse med Budget 2020 at styrke fritidsområdet økonomisk, at samle området, herunder Ungdommens Hus, Gasværksgrunden samt erstatningen for De Orange Haller (etableres i 2021), under en leder med reference til koncernchefen for Børn og Unge (i dag benævnt koncernchefen for Skole, Dagtilbud og Fritid), at nedlægge Den Matrikelløse Klub i sin nuværende form, men fastholde ressourcerne til området, men også at iværksætte en gentænkning af det samlede fritidsområde i Fredericia. Derudover blev det aftalt at iværksætte en proces, der skulle føre til en ny fritidspolitik for børn og unge, hvor forebyggelse og fællesskaber vægter højt.

ØK vedtog i januar 2020 en procesplan for arbejdet med en ny fritidspolitik, der betød, at fritidslederstillingen først skulle opslås, når en ny fritidspolitik var vedtaget. I første omgang blev den tidligere leder af 10. klasse, Søren Pedersen, derfor konstitueret i stillingen. Han går imidlertid på pension i foråret 2021. Skole, Dagtilbud og Fritid igangsætter derfor en proces, der skal føre til ansættelsen af en fritidsleder i foråret 2021 og effektuering af aftalegrundlaget for fritidsområdet i Budget 2020 og 2021.

Et centralt omdrejningspunkt i arbejdet med fritidspolitikken var en bred inddragelse af aktører. Desværre blev processen ikke igangsat i foråret 2020 grundet coronarestriktioner. Processen blev på den baggrund revideret af ØK i maj 2020 og lagt ind under Budget 2021-forhandlingerne. Siden vedtagelsen af Budget2021 har nye coronarestriktioner i praksis igen gjort det svært at gå i gang med den ønskede proces i forhold til den nye fritidspolitik.

Status

ØK vedtog den 18. januar 2021 at overdrage ansvaret for effektueringen af aftalerne fra Budget 2020 og Budget 2021 vedrørende fritidsområdet og fritidspolitikken til BSU. BSU forpligtes til at sikre, at Kultur- og Idrætsudvalget samt Sundhedsudvalget inddrages i arbejdet med den nye fritidspolitik.

Der er på nuværende tidspunkt stadig ikke igangsat en proces for en ny fritidspolitik. Det skyldes overvejende en stor og vedvarende opgave omkring coronakoordinering i 2020 og fortsatte restriktioner, der har gjort det svært at igangsætte de inddragende møder og aktiviteter i relation til en ny fritidspolitik.

BSU skal på den baggrund diskutere og beslutte, hvordan processen med fritidspolitikken ønskes tilrettelagt herfra.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at der er behov for en inddragende proces, der kan understøtte, at den nye fritidspolitik koordineres med og ses i sammenhæng med øvrige, relevante politikker i kommunen.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget

  • diskuterer og vedtager en procesplan for vedtagelsen af en ny fritidspolitik, der både er inddragende og tager højde for, at der fortsat må forventes visse corona-restriktioner i foråret 2021.
  • videresender beslutningen til orientering i Kultur og Idrætsudvalget og i Sundhedsudvalget.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  • Drøftet og vedtaget, at Skole, Dagtilbud og Fritid i februar 2021 tilrettelægger en inddragende proces frem mod en ny fritidspolitik til vedtagelse senest 1. september 2021. I processen skal både unge, forældre, medarbejdere, foreninger, relevante råd og politiske udvalg (Kultur og Idræt, Sundhed samt Uddannelse) inddrages for idéer til fremtidige fritidsarenaer for børn og unge i Fredericia Kommune.

 

Punkt 6 Nøgletal/Politisk ledelsesinformation i Familie og Børnesundhed

Sagsresumé

Familie og Børnesundhed ønsker, at Børne- og Skoleudvalget drøfter, hvilke nøgletal og politisk ledelsesinformation på området, som udvalget fremadrettet ønsker at blive præsenteret for. Dette med henblik på, at udvalget hele tiden har et indblik i Familie og Børnesundheds områder.

 

Sagsbeskrivelse:

Familie og Børnesundhed har igennem længere tid arbejdet på kunne trække relevante og valide informationer og nøgletal ud af fagsystemerne. Ligeledes er der kigget på muligheder for at finde relevante informationer og nøgletal i andre systemer.

På udvalgsmødet præsenterer forvaltningen udvalget for en række nøgletal. Udvalget bedes drøfte hvilke nøgletal og andet politiske ledelsesinformation som det findes relevant at præsentere for udvalget.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Familie og Børnesundhed indstiller, at Børne- og Skoleudvalget

  1. Drøfter hvilke nøgletal det fremadrettet er relevant at præsentere for udvalget.
  2. Beslutter et årshjul for, hvornår nøgletallene ønskes præsenteret.
  3. Beslutter at afholde et ekstraordinært udvalgsmøde i maj 2021, hvor der gives plads til en uddybende temadrøftelse om Familie og Børnesundheds arbejde.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  1. Drøftet
  2. Besluttet at relevante nøgletal præsenteres for udvalget årligt forud for budgetforhandlinger.
  3. Besluttet – men med afholdelse i marts 2021

Punkt 7 Proces for opførelse af ny daginstitution i 2023

Sagsresumé

Som led i opførelsen af en ny daginstitution i Ullerup Bæk i 2023, er der behov for at udpege en styregruppe og brugergruppe samt få frigjort 1 mio. kr. til udbuds- og projekteringsopgaver.

 

Sagsbeskrivelse:

Byrådet har bevilget anlægsmidler til opførelse af en ny daginstitution i Ullerup Bæk distrikt. Den nye daginstitution skal erstatte en række ældre og ufleksible daginstitutioner i distriktet.

Den nye daginstitution, der skal stå færdig 1. august 2023, skal have udpeget medlemmer til en styregruppe og en brugergruppe, så projektet kan igangsættes i forhold til de indledende opgaver, der skal føre frem til et udbud af byggeprojektet.

Det anbefales, at følgende indgår i henholdsvis styregruppen og brugergruppen:

1. Styregruppens medlemmer

Koncernchef for Skole, Dagtilbud og Fritid Magnus te Pas, leder af dagtilbud John Nyborg, distriktsinstitutionsleder Randi Bode, leder af Ejendomsafdelingen Jacob D. Degn Larsen samt en pædagogisk leder fra Ullerup Bæk. Ole Nørgård fra Ejendomsafdelingen er referent i styregruppen samt projektleder på projektet.

2. Brugergruppens medlemmer

Projektleder Ole Nørgård fra Ejendomsafdelingen, medlemmer af forældrerådet, leder af dagtilbud John Nyborg, distriktsinstitutionsleder Randi Bode, en pædagogisk leder fra Ullerup Bæk samt en arbejdsmiljørepræsentant. Politisk repræsentation afklares med udvalget.

Tids- og procesplan

Der er vedlagt en beskrivelse af tids- og procesplanen som bilag. Bilaget uddyber kort de enkelte faser i planerne.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Der er i 2021 afsat 1 mio. kr. til de indledende opgaver, der forventes gennemført i år.

Beløbet søges bevilget og frigjort til anvendelse i 2021 i henhold til nedenstående.

Beløb i mio.kr.

TB 2021

Anlægsbevilling

Frigivelse

Ny daginstitution (XA-40084-1)

 

1,000

1,000

I alt (- = kasseindlæg / + = kasseudlæg)

 

 

 

 

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Skole, Dagtilbud og Fritid anbefaler Børne- og Skoleudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet indstilles, at:

-          Forslag til styregruppens og arbejdsgruppens sammensætning godkendes.

-          At der meddeles anlægsbevilling til forarbejde i relation til udbud af ny daginstitution i Ullerup Bæk samt frigivelse af det afsatte beløb på 1 mio. kr. (XA-40084).

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

-          Godkendt med ønske om, at dagplejen også inviteres til at deltage i brugergruppen. Udvalget besluttede, at Cecilie Roed Schultz og Pernelle Jensen repræsenterer udvalget i brugergruppen.

-          Bevilliget.

Punkt 8 Status og frigivelse af anlægsmidler til Afdeling Skolesvinget

Sagsresumé

Tidsplanen for renovering af Afdeling Skolesvinget i Ullerup Bæk Skolen forventes overholdt.

Årets bevilling på 18,058 mio. kr. søges frigjort. Der er i alt afsat på 25 mio. kr. til det samlede projekt.

 

Sagsbeskrivelse:

Byrådet har afsat i alt 25 mio. kr. i perioden 2020-2022 med det formål at modernisere de fysiske rammer på Afdeling Skolesvinget og samtidig gøre skolen til en fuldt tosporet skole.

I 2020 blev der afsat 8,6 mio. kr. til projektering. Grundet udsættelse og dermed forskydning i tidsplanen blev 6,1 mio. kr. overført til budget 2021.

Projektet er fortsat i projekteringsfasen, og det forventes at projektet kommer i udbud i marts 2021 med henblik på opstart af byggefasen i april 2021.

Den samlede tidsplan for projektet forventes fortsat overholdt, så skolen i perioden op mod sommerferien 2022 kan gøre lokalerne klar til brug til august 2022.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 18,058 mio. kr. i budget 2021, der søges frigivet.

 

Beløb i mio. kr.

TB 2021

TB 2022

Anlægsbevilling

Frigivelse

Renovering af afdeling Skolesvinget (XA-40077-2)

 

 

18,058

18,058

I alt (- = kasseindlæg / + = kasseudlæg)

 

 

 

 

 

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Skole, Dagtilbud og Fritid anbefaler Børne- og Skoleudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet indstilles, at:

  • Ovenstående status tages til efterretning.
  • Der meddelelse anlægsbevilling samt frigivelse af rådighedsbeløb på 18,058 mio. kr. til Afdeling Skolesvingets renovering (XA-40077-2).

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  • Taget til efterretning
  • Bevilliget

Punkt 9 Opstilling af venskabsskulptur i Kanalbyen

Sagsresumé

Grønlandsudvalget har fremsendt ønske om at købe og opstille skulpturen ”Venskab” i Kanalbyen. Indkøb og opstilling kan finansieres af Grønlandsudvalgets midler til besøg af børn fra Grønland, der grundet COVID-19 blev aflyst i 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2019 var der 50 års jubilæum for Fredericia Kommunens samarbejde med Ilulissat. Byen sender hvert år skolebørn fra deres 5. klasses årgang på besøg i Fredericia i 6 uger.

 I forbindelse med jubilæet fremsendte kunstneren Jens Erik Kjeldsen skulpturen ”Venskab” af grønlandsk granit sammen med et tilbud om, at kommunen kunne købe den, eller at kunstneren selv ville fragte den tilbage til Grønland ved endt venskabsår. Skulpturen befinder sig stadig i Fredericia, og Grønlandsudvalget ønsker at købe og opstille skulpturen i den grønne bypark i Kanalbyen til varig glæde for kommunens borgere, hvilket Kanalbyen også er positivt indstillet overfor.

Indkøb og opsætning af skulpturen i Kanalbyen anslås at koste mellem 95.000 og 120.000 kr. Grønlandsudvalget foreslår, at omkostningerne finansieres af de afsatte midler til besøg af de grønlandske børn, som i 2020 blev aflyst grundet COVID-19.

Økonomiske konsekvenser

Se sagsbeskrivelse.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at der er tilstrækkeligt med midler til finansiering af indkøb og opsætning på Grønlandsudvalgets konto. Det vurderes ydermere, at indkøb og opstilling af skulpturen vil være til stor glæde for kommunens borgere.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget godkender:

  1. At skulpturen ”Venskab” indkøbes og opstilles i Kanalbyen – efter endelig aftale hermed.
  2. At omkostningerne finansieres af midlerne til besøg af de grønlandske børn for 2020.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  1. Godkendt
  2. Godkendt

Punkt 10 Forslag til revidering af vedtægter for Ungebyrådet

Sagsresumé

Der stilles forslag om mindre justeringer i vedtægterne for Ungebyrådet, idet der er foretaget organisatoriske ændringer i kommunen samt truffet beslutning i Børne- og Skoludvalget om at valghandlingen til Ungebyrådet placeres i første kvartal i ulige år. På den måde gennemføres valghandlingen sammen med det landsdækkende skolevalg.

 

Sagsbeskrivelse:

Det foreslås at vedtægterne for Ungebyrådet ændres på følgende punkter:

 

§ 4 stk. 2 Valget af medlemmer skal være gennemført inden 15. november. De lokale valgprocedurer offentliggøres på Ungebyrådets hjemmeside.

Ændres til:

Valget af medlemmer skal være gennemført i første kvartal i valgåret. De lokale valgprocedurer offentliggøres på Ungebyrådets hjemmeside.

 

§ 5 stk.1 Ungebyrådet organiseres under direktøren for Velfærd

Ændres til:

Ungebyrådet organiseres under direktøren for Børn, Unge og Kultur.

 

De reviderede vedtægter er vedlagt som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Skole, Dagtilbud og Fritid vurderer, at vedtægterne bør finjusteres nu for at være retvisende forud for Ungebyrådsvalget i 2021.

Skole, Dagtilbud og Fritid vurderer samtidig, at vedtægterne bør genbesøges sammen med et nyt Ungebyråd, så der bliver en endnu tydeligere kobling mellem Ungebyrådets arbejde og de politiske visioner og strategier for Fredericia Kommune – ikke mindst på børne- og ungeområdet.

Indstillinger

Skole, Dagtilbud og Fritid indstiller, at Børne- og Skoleudvalget godkender revideringen af vedtægterne for Ungebyrådet.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

Godkendt.

Punkt 11 Status på tilbuddet 10E

Sagsresumé

Uddannelsesudvalget og Børne- og Skoleudvalget orienteres om tilrettelæggelsen og erfaringerne med 10E indtil nu samt finansieringen heraf i budgetåret 2021. Derudover fremlægges forslag om at støtte oprettelsen af en arbejdsgruppe, der skal undersøge finansiering og prioritering af Fredericia Kommunes samlede vifte af mellemtilbud frem mod budgetforhandling 2022.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har igennem en årrække oplevet en stigning af elever med forskellige udfordringer og/eller diagnoser, som enten selv tilmelder sig 10. klasse på Frederiksodde Skole eller bliver indstillet til visitation direkte af skolelederne. Denne gruppe af elever har enten været inkluderet på de almindelige folkeskoler eller været på efterskole/specialefterskole frem til udgangen af 9. klasse. 

Vi har samtidig oplevet, at elever som har gået på Frederiksodde Skole i en årrække og har en positiv udvikling, der peger på mere end fx en STU, mangler en træningsbane, som kan understøtte den sidste del af en udvikling, der gør dem klar til at gå videre i en ordinær ungdomsuddannelse eller evt. FGU.

På den baggrund gik Frederiksodde Skole (FOS), 10´ende og UU Fredericia i 2019 sammen om at finde en ny og bedre løsning for denne gruppe af unge mennesker. Resultatet blev 10E, der er en selvstændig klasse på 10´ende. 10E kører som et forsøg i skoleåret 2020/2021.

10E er et tilbud til en gruppe af unge, som kognitivt har et potentiale, som bør gøre dem i stand til på sigt at gennemføre en ungdomsuddannelse eller at komme i arbejde. Det handler primært om unge med autisme eller asbergers, som går på Frederiksodde Skole (FOS), og om unge med angst og skolevægring, som er tildelt støttetimer og tilknyttet et mellemtilbud i folkeskolen. Der er 10 elever i klassen, hvoraf fire elever har autisme og er rekrutteret fra FOS, mens 6 elever har angst og/eller skolevægring og er rekrutteret fra folkeskolen.

Klassen bliver undervist af et team, hvor der både er lærere fra FOS og fra 10´ende. Ligeledes har der været en pædagog fra FOS og en uddannelsesvejleder fra UU Fredericia tilknyttet klassen, som har stået for megen koordinering og ikke mindst samarbejde med forældre og andre kommunale afdelinger. Uddannelsesvejlederen fra UU Fredericia samarbejder med familierne både før, under og efter forløbet i 10E, sådan at der er tryghed og tydelighed hele vejen.

Det er et selvstændigt formål med 10E, at eleverne i løbet af skoleåret har mulighed for at prøve sig selv af i valgfag og almindelige fag på lige fod med de almindelige elever på 10´ende, sådan at 10E bliver en træningsbane for de unge med henblik på, at de fremadrettet kan trives og fastholdes på fx en ungdomsuddannelse eller FGU. Ligeledes har det været planen at praktik, besøg på ungdomsuddannelser og virksomheder skal være en fast del af tilbuddet, men det er kun anvendt i begrænset omfang på grund af Covid-19.

Undervejs i processen har elever, forældre, skolebestyrelsen på Frederiksodde og Handicaprådet været orienteret og hørt, og de udtrykker stor opbakning til konceptet. De involverede ledelser og personale udtrykker et klart ønske om at fortsætte og videreudvikle konceptet i de kommende år.

 

Erfaringer med forsøget frem til nu er følgende:

  • Den personlige og sociale udvikling for stort set alle eleverne har været markant.
  • Det massive fravær, som tidligere har været kendetegnende for eleverne er blevet vendt til stabilt fremmøde og deltagelse.
  • Forældrene oplever at de pludselig har et barn, som glæder sig til at komme i skole.
  • Forældrene er meget fokuserede på den personlige og sociale udvikling hos deres børn.
  • Eleverne oplever (for nogen for første gang) at være en del af et fællesskab, som giver dem glæde og motivation.
  • Antallet af elever, som gradvist er blevet udsluset til de almindelige klasser på 10´ende svarer ikke til det vi havde håbet på ved forsøgets start.
  • Det er en stor gevinst at have et fast professionelt team, hvor der både er personale fra 10´ende, FOS og UU Fredericia omkring elev-  og forældregruppen.
  • Ledelsesmæssigt er der behov for en mere entydig forankring af ledelsesansvaret.
  • De økonomiske forudsætninger for forsøget holder ikke, da alle støttetimer bortfalder i overgangen fra mellemtilbuddene til 10´ende.
  • I alt 40 unge blev vurderet egnet til tilbuddet.

Derudover tilkendegiver både elever, forældre, personale og ledelse, at vi med forsøget, har fat i et koncept, der understøtter, at elever med et kognitivt potentiale fra specialområdet og fra mellemtilbud bliver i stand til at komme godt videre i ungdomsuddannelse eller FGU.

Der er samtidig en vurdering af, at tilbuddet også kunne tilbydes eleverne tidligere. 10E vil fx kunne være et tilbud til elever, der skulle have startet i 9. klasse, men som i stedet tager ét år i 10E og først derefter går ét år i en almindelig 10´ende og fortsætter i ungdomsuddannelse.

Økonomiske konsekvenser

I indeværende skoleår har det været nødvendigt at supplere med et ekstra årsværk til tilbuddet i forhold til det, der var estimeret forud for opstarten. Politik og Kommunikation, der administrerer Uddannelsesudvalgets midler, samt Skole, Dagtilbud og Fritid, der administrerer Børne- og Skoleudvalgets midler, har aftalt at dele denne udgift i budgetåret 2021. Finansieringen findes derfor indenfor nuværende budgetramme.

Forslag til finansiering fra og med budgetåret 2022 ønskes undersøgt af en arbejdsgruppe, der foreslås nedsat ift. at gennemgå kommunens mellemformer. Arbejdsgruppen forventes at kunne bidrage med et finansieringsforslag, der kan indgå i budgetforhandlingerne for 2022.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Politik og Kommunikation samt Skole, Dagtilbud og Fritid indstiller, at Børne- og Skoleudvalget samt Uddannelsesudvalget

  • Tager orienteringen om tilrettelæggelsen og erfaringerne med 10E til efterretning.
  • Tager orienteringen om budgetdelingen i 2021 til efterretning.
  • Støtter oprettelsen af en arbejdsgruppe, der skal bidrage med finansieringsforslag, der kan indgå i budgetforhandlingerne for 2022.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-02-2021

  • Taget til efterretning
  • Taget til efterretning
  • Støttet

Punkt 12 Orientering (Lukket)