Børne- og Uddannelsesudvalget - 13-01-2015

Referat
Dato:
Tirsdag, 13 januar, 2015 - 08:00
Hent som fil:
Lokation:

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Indstillinger

Indstilles til godkendelse


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Godkendt.


Punkt 2 Besøg ved Familie & Ungdomscentret Vejlevej 14

Sagsbeskrivelse

Udvalgsmødet afholdes i Familie & Ungdomscentret, Vejlevej 14 hvor centerleder Jette Lange indleder med en introduktion og afslutter med en rundvisning.


Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Ingen.

Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Orientering taget til efterretning.


Punkt 3 Ændring af skolestyrelsesvedtægt

Sagsbeskrivelse

I forbindelse med indførelse af folkeskolereformen og ny folkeskolelov pr. 1.8. 2014, samt vedtagelse og etablering af nyt kommunalt fritidstilbud for børn og unge i Fredericia Kommune, skal der ske en tilretning af Skolestyrelsesvedtægt for Fredericia Kommunale Skolevæsen.


Økonomiske konsekvenser

Ingen


Vurdering

I forbindelse med indførelse af folkeskolereformen og ny folkeskolelov pr. 1.8. 2014 er der åbnet op for en mulighed til at supplere skolebestyrelserne med indtil 2 ekstra repræsentanter for det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger.


Ifølge det af byrådet den 24. marts 2014 vedtagne ”oplæg til ny organisering af det kommunale fritidstilbud for børn og unge i Fredericia Kommune” skal der etableres fritidsråd, der refererer til skolebestyrelserne. Dette kræver en tilretning af Skolestyrelsesvedtægt for Fredericia Kommunale Skolevæsen.


Som led i gennemførelsen af regelforenklinger med større frihed til kommunerne er det ikke længere lovbestemt, at der dannes pædagogisk råd på skolerne.

Byrådets notat om ”Folkeskolernes ramme for implementering af ny skolereform i Fredericia Kommune” gør det op til skolens ledelse at beslutte, i dialog med skolens ansatte, hvilke former for fora omkring den pædagogiske udvikling, der skal være på skolen.


Derfor foreslås dannelsen af pædagogisk råd skrevet ud af skolernes styrelsesvedtægt.


Ændringerne er indarbejdet i udkast til Skolestyrelsesvedtægt for Fredericia Kommunale Skolevæsen, og tilføjet med rødt i forhold til den eksisterende skolestyrelsesvedtægt.


I henhold til Skolestyrelsesvedtægten kan ændringer af vedtægten kun finde sted efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne.


Udkast til Skolestyrelsesvedtægt for Fredericia Kommunale Skolevæsen har været sendt til høring i skolebestyrelserne i perioden den 30/10 til 19/12 2014.


Der er indkommet 3 høringssvar.


Fjordbakkeskolens skolebestyrelse tager forslaget til efterretning.


Kirstinebjergskolens skolebestyrelse er af den opfattelse, at ”Forældrene i afdelingsrådene er jo også repræsentanter for fritidsområdet, og det er vores opfattelse, at det ikke er godt at tænke skole og fritid adskilt i den nye organisation.”


Derfor mener Kirstinebjergskolens skolebestyrelse, at der ikke skal oprettes fritidsråd.


Erritsø Fællesskole har ingen konkrete kommentarer/ændringer til forslaget, men ”er dog bekymret for, om det er muligt at tiltrække interesserede forældre til det nye fritidsråd.”


Indstillinger

Børn og Unge indstiller at forslag til skolestyrelsesvedtægt godkendes og sendes til endelig godkendelse i byrådet.


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Børne- og Uddannelsesudvalget fremsender med anbefaling Børn og Unges forslag til skolestyrelsesvedtægt til godkendelse i byrådet.

De nyoprettede fritidsråd evalueres primo 2017.


Punkt 4 Ny styrelsesvedtægt Fredericia Ungdomsskole

Sagsbeskrivelse

I forbindelse med Fredericia Kommunes nye organisering af det kommunale fritidstilbud for børn og unge i Fredericia Kommune vil der skulle ske en konsekvenstilretning af styrelsesvedtægten for ungdomsskolebestyrelsen i Fredericia Kommune.

 

Derfor foreslås en ændring af ungdomsskolebestyrelsens sammensætning og en revision af styrelsesvedtægterne for ungdomsskolebestyrelsen.


Børne- og Uddannelsesudvalget har på udvalgsmødet den 28. oktober sendt Børn og Unges forslag til ny styrelsesvedtægt i høring hos de respektive parter.


Børn og Unge har fået 2 høringssvar fra henholdsvis Ungdomsskolebestyrelsen samt fra Fredericia Kommunes Handicapråd.


Økonomiske konsekvenser

Ingen


Vurdering

Børn og Unge har modtaget 2 høringssvar fra henholdsvis ungdomsskolebestyrelsen samt fra Fredericia Kommunes Handicapråd.


Ungdomsskolebestyrelsen foreslår, at ordlyden i § 8, stk. 3, 2. Pkt. ændres som følger:


”Bestyrelsen afgiver indstilling til ungdomsskolelederen om ansættelse og afskedigelse af afdelingsledere, fastansatte lærere og andre fastansatte pædagogiske medarbejdere.”


I det fra Børn og Unge udarbejdede forslag er ordlyden i § 8, stk. 3, 2. Pkt. som følger:

”Bestyrelsen afgiver indstilling til ungdomsskolelederen om ansættelse af afdelingsledere, lærere og andre pædagogiske medarbejdere.”


Børn og Unge vurderer, at det i henhold til ”Bekendtgørelse om lov af ungdomsskoler” (LBK nr. 375 af 04/04 2014)vil være blandt ungdomsskolebestyrelsens opgave at afgive indstilling til ansættelse og afskedigelse af afdelingsledere, lærere og andre pædagogiske medarbejdere.
Børn og Unge vurderer, at ungdomsskolebestyrelsens forslag til § 8, stk. 3, 2. Pkt. erstatter det fra Børn og Unge udarbejdede forslag.


Desuden vil ungdomsskolebestyrelsen, jævnfør LBK nr. 375 af 04/04 2014, være den ansættende og afskedigende myndighed i forhold til timelønnede lærere og andre timelønnede pædagogiske medarbejdere.

Derfor ændres § 8, stk. 4, til ordlyden:

”Ungdomsskolebestyrelsen ansætter og afskediger timelønnede lærere og andre timelønnede pædagogiske medarbejdere.”


I høringssvaret fra Fredericia Kommunes Handicapråd ønsker rådet en tilføjelse til vedtægten. Som ny § 1, stk. 7 ønskes ”Kommunens Handicapråd udpeger en repræsentant til – uden stemmeret – at deltage i bestyrelsens møder.”


Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at


1. ungdomsskolebestyrelsens forslag til § 8, stk. 3, 2. pkt. erstatter det fra Børn og Unge udarbejdede forslag.


2. forslaget til styrelsesvedtægt for Ungdomsskolen tilføjes § 1, stk. 7: ”Kommunens Handicapråd udpeger 1 repræsentant til – uden stemmeret – at deltage i bestyrelsens møder.”


3. det tilrettede forslag sendes til endelig behandling i byrådet.


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Børne- og Uddannelsesudvalget fremsender med anbefaling det tilrettede forslag til styrelsesvedtægt for Ungdomsskolen til endelig behandling i Byrådet.


Punkt 5 Udmøntning af lov om mere pædagogisk personale i dagtilbud

Sagsbeskrivelse

På finansloven for 2015-2018 er der afsat puljemidler til ansættelse af mere pædagogisk personale på dagtilbudsområdet.


Mere pædagogiske personale skal medvirke til at øge kvaliteten på dagtilbudsområdet, hvilket vil bidrage til yderligere at understøtte børnenes trivsel, udvikling og læring ifølge forligsparterne.


Midlerne kan anvendes i daginstitutioner og i dagplejen.


Økonomiske konsekvenser

Af den samlede årlige pulje på 250 mio. kr. på landsplan, skønnes Fredericia Kommune at kunne opnå omkring 2,2 mio. kr. fra puljen.


Puljen løber over 4 år. Det betyder at Fredericia Kommune i alt kan hjemtage omkring 8,8 mio. kr. i perioden.


Der er lovkrav om at kunne dokumentere, at midlerne anvendes til mere pædagogisk personale. Der skal således indsendes revisionspåtegnet regnskab hvert år.


Vurdering

Det skønnes, at puljen giver mulighed for at ansætte omkring 6 heltidsansatte – 4 pædagoger og 2 medhjælpere.

 

Fordeling af midlerne

Midlerne fordeles til områderne på baggrund af deres børnetal opgjort som flekspladser. Fordelingen skønnes at blive som vist i nedenstående tabel.


Distrikt/type

Selvejende

Kommunal

I alt kr.

Erritsø

97.000

296.000

393.000

Fjordbakken

0

351.000

351.000

Kirstinebjerg

165.000

604.000

769.000

Ullerup Bæk

149.000

538.000

687.000

I alt kr.

411.000

1.789.000

2.200.000


Det vurderes, at dagplejen i 2015 har tilstrækkeligt med midler til at gennemføre påtænkte aktiviteter og uddannelse.


Indstillinger

Børn og Unge indstiller til Børne- og Uddannelsesudvalget, at:


  • Der søges om puljemidler til mere pædagogisk personale i dagtilbud.
  • Midlerne fordeles efter børnetal.

Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Børne- og Uddannelsesudvalget tiltræder Børn og Unges indstilling.


Punkt 6 Orientering om Strategi for digital dannelse

Sagsbeskrivelse

Fredericia Kommune udarbejdede i 2012 en strategi for IT i skolen. En række læringsmiljøer og læringsfællesskaber er siden skabt med afsæt i pædagogisk anvendelse af digitale muligheder på skoleområdet. Dagtilbudsområdet har indtil i år ikke været omfattet af kommunens strategi for implementering af pædagogisk IT. Strategien for 2014 -16 udgør en samlet helhed for det pædagogiske arbejde i dagtilbud og skoler.


De sidste to års arbejde med implementering af pædagogisk IT og medier i dagtilbud og skoler er i en meget positiv udvikling - og interessen og engagementet er stort hos børn, unge og medarbejdere. Alle aktører udnytter i stor grad de muligheder, som indkøb og installering af hardware og software har givet, - ligesom nye læreprocesser og samarbejdsprocesser for alle aktører er blevet muliggjort. Udbygningen af en platform til forældresamarbejdet på dagtilbudsområdet er i sin tidlige start. Børns og unges læreprocesser undergår i disse år en forandring, deres rolle skifter fra at være konsumenter af viden til at være producenter af viden.


Digital dannelse er valgt som et centralt begreb for strategien 2014 -16. Hensigten er

·  at fastholde den positive udvikling, som allerede er i gang

·  at sikre at børn og unge i dagtilbud og folkeskole fortsat møder et læringsmiljø, hvor digitale læremidler bidrager til deres læring og dannelse.


Strategien for 2014 -16 rummer fortsat følgende fire fokuspunkter, som gælder for både dagtilbud og folkeskole:

1) Implementeringen af hardware og software

2) Kompetenceudvikling af og samarbejde mellem pædagogiske medarbejdere

3) Udvikling af nye rammer for læreprocesser for børn og unge

4) Forældresamarbejde understøttet af digitale løsninger.


Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Børn og Unge vurderer, at strategien understøtter Fredericia Kommunes Børne- og ungepolitik og vil bidrage til at sikre en fortsat gunstig udvikling på området.


Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Uddannelsesudvalget tager strategi for digital dannelse til efterretning.


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Børne- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.


Punkt 7 Orientering om udvidelse af normering i Skansevejens Børnehave

Sagsbeskrivelse

Skansevejens Børnehave har fået godkendt en fritstående pavillonbygning af By og Erhverv med det formål at udvide optaget af børn.


Godkendelsen har virkning fra 1. januar 2015.


Pavillonbygningen kan rumme 19 børn i alderen 3-6 år.


I dag har børnehaven 46 flekspladser, og i fremtiden 65 flekspladser. Det svarer til en mellemstor børnehave i Fredericia Kommune.


Private børnehaver har ret til at tilpasse udbuddet af pladser, under hensyntagen til, at bygningerne overholder gældende lovgivning.


Økonomiske konsekvenser

I det omfang udvidelsesmuligheden udnyttes, vil de kommunale institutioner skulle tilpasse antallet af pladser.


Vurdering

I år 2019 er der ifølge den langsigtede befolkningsprognose behov for flere dagtilbudspladser i Kirstinebjerg distrikt end der findes i dag. Med godkendelsen af pladser i Skansevejens Børnehave, dækkes en mindre del af dette behov.


Med udvidelsen udskydes udfordringen med manglende pladser med et år. Det betyder, at omkring år 2020 vil der være mangel på pladser i distriktet.


Behovet for pladser i Kirstinebjerg distrikt frem mod 2025 ses af nedenstående oversigt.


Behov for pladser i Kirstinebjerg. År

2015

2016

2017

2018

2019

2020

2021

2022

2023

2024

2025

Behov, institutionspladser

1.216

1.219

1.227

1.260

1.297

1.325

1.352

1.376

1.395

1.409

1.421

Ubenyttede institutionspladser (før)

67

64

56

23

-14

-42

-69

-93

-112

-126

-138

19 nye pladser

19

19

19

19

19

19

19

19

19

19

19

Ubenyttede pladser (efter)

86

83

75

42

5

-23

-50

-74

-93

-107

-119


 Bemærk: (+ = ledige pladser, mens (-) betyder at der er mangel på pladser.


Indstillinger

Børn og Unge indstiller til Børne- og Uddannelsesudvalget, at:


  • Sagen tages til efterretning.

Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Børne- og Uddannelsesudvalget tager sagen til efterretning.


Punkt 8 Orientering om SFI-rapport

Sagsbeskrivelse

Børn og Unge følger nøje den seneste forskning på dagtilbudsområdet. Senest har SFI udgivet rapporten Daginstitutionens betydning for børns udvikling, der opsamler nationale og internationale forskningsresultater om effekterne af daginstitutionens betydning for børns udvikling.


Oversigten viser bl.a. at følgende parametre har betydning:

- Normering

- Gruppestørrelser

- Uddannet personale

- Legeaktiviteter, der udvikler sociale, følelsesmæssige, kognitive og kreative færdigheder.


Rapporten konkluderer blandt andet, at børn der har gået i vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, klarer sig bedre i skolen og får bedre uddannelse og job samt ender i mindre grad på overførselsindkomst og i kriminalitet. Forskningen viser også, at det især er sårbare eller socialt udsatte børn, der har størst gavn af daginstitutionen.


Rapportens væsentligste indhold vil blive gennemgået på mødet. Ønskes yderligere information kan hele rapporten hentes her: http://www.sfi.dk/resultater-4726.aspx?Action=1&NewsId=4459&PID=9422


Økonomiske konsekvenser

Ingen


Vurdering

Børn og Unge vurderer, at rapportens konklusioner bør indgå som pejlemærker for det fortsatte arbejde med at udvikle kvaliteten af Fredericia Kommunes dagtilbud.


Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Uddannelsesudvalget tager rapportens konklusioner til efterretning.


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015


Børne- og Uddannelsesudvalget har drøftet rapporten og tager deres konklusioner til efterretning.


Punkt 9 Orientering om dysleksi

Sagsbeskrivelse

Dysleksi/ordblindhed er en hyppig indlæringsvanskelighed. Det anslås, at ca. 5 % af alle børn har dyslektiske vanskeligheder, og derfor er det et meget væsentligt indsatsområde. I Fredericia Kommune arbejdes der både med forebyggende indsatser samt med undervisning af elever med dyslektiske vanskeligheder.


De forebyggende indsatser omfatter bl.a.:

- Alle 3-årige tilbydes en sprogvurdering og der udarbejdes en handleplan for de børn, der kræver en særlig indsats

- I starten af 0. klasse sprogvurderes alle børn, og vurderingen bruges til at sikre, at alle børn får den rette undervisning

- I slutningen af 2. klasse screenes alle børn for dyslektiske vanskeligheder

- På 2., 4., 6. og 8. årgang gennemføres nationale test, som kan give et fingerpeg om dyslektiske vanskeligheder.


I forhold til undervisning af elever med dyslektiske vanskeligheder gælder det, at:

- Alle får udleveret en læse-iPad

- Børnene i perioder kan modtage supplerende undervisning af skolens ressourcecenter

- Lærerne kan blive vejledt af skolens læringsvejledere, herunder læsevejleder og IT-vejleder

- Forældre til børn, der har fået udleveret læse-iPad, tilbydes kurser i brug af de mest anvendte apps på området.


På mødet vil Børn og Unges læsekonsulent uddybe kommunens indsatser på området.


Økonomiske konsekvenser

Ingen


Vurdering

Børn og Unge vurderer, at der er gode procedurer i forhold til arbejdet med børn med dysleksi, men at der behov for at PUC´s læsekonsulent støtter skolerne med at etablere en mere systematisk praksis, hvor IT er en væsentlig del af indsatsen.


Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.


Beslutning i Børne- og Uddannelsesudvalget den 13-01-2015

Orienteringen taget til efterretning.


Punkt 10 Orientering (Lukket)