Byrådet - 14-03-2016

Dagsorden
Udvalg:
Dato:
Mandag, 14 marts, 2016 - 17:00
Hent som fil:
Lokation:

Punkt 17 Godkendelse af dagsorden

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016


Godkendt.

Punkt 18 Budgetprocedure for budget 2017-2020

Sagsbeskrivelse


Den økonomiske situation

Byrådet har gennem mange år arbejdet systematisk på at forbedre kommunens økonomi. Byrådet vedtog sidste år et budget i balance, hvor der samtidig var plads til investeringer i vækst og velfærd. Budgettet arbejder ikke med usikre indtægter, og der er afsat en buffer til uforudsete udgifter. Prognoserne for regnskab 2015 er et resultat bedre end budgetlagt. Det systematiske arbejde med økonomien har med andre ord båret frugt, og med en robust økonomi står kommunen godt rustet til at imødegå kommende års udfordringer.


Genopretning af dansk økonomi er bl.a. sket gennem stram styring af kommunernes økonomi. Omprioriteringsbidraget er blot nyeste eksempel herpå. Kommuneaftale, flygtningesituationen, kommende reformer m.m. kan være kommende eksempler, som sætter kommunens økonomi under pres. KL vurderer, at der ikke er udsigt til nye penge til kommunerne. Det er derfor af afgørende betydning for Fredericia, at der sker en løbende tilpasning til de ændrede vilkår, og at organisationen formår at forny den kommunale opgaveløsning. Strategien ”Fredericia på forkant” er et nøgleelement heri.


Overordnede mål i budgetlægningen

Byrådet har i vision 2020 udstukket ambitiøse mål for de kommende år. Vækst og velfærd er afgørende for kommunens fremtidige succes. Byrådet vil i budgetlægningen prioritere investeringer, som understøtter realiseringen af visionen og inden for rammerne af kommunens økonomiske politik.


Nye initiativer og investeringer skal finansieres af ekstraordinære indtægter og ikke gennem besparelser og reduktioner i serviceniveauet. Som følge af den stramme styring af kommunernes økonomi må det forventes, at kommunen selv i stort omfang skal skabe råderummet til investeringer.


Tidsplan

Forslag til tidsplan for årets budgetlægning er vedlagt som bilag på sagen. Helt overordnet er målet med processen, at borgmesteren til byrådets 1. behandling i august kan fremlægge et budgetforslag, som kan danne grundlag for de videre forhandlinger.


Hovedelementer i processen er som følger:


Udvalgenes rolle:

Udvalgenes økonomiske rammer skal som udgangspunkt overholdes i den kommende budgetlægning. Udvalgene får derfor til opgave på deres møder i foråret at drøfte mulige løsninger på evt. økonomiske udfordringer samt finansieringen af evt. ønsker. Ønskerne kan være anlægsønsker, som fører til sparede driftsudgifter eller øgede indtægter og på den måde tjener sig selv hjem over en periode. Udvalgene kan endvidere i løbet af foråret gå i dialog med relevante interessenter med henblik på at sikre samskabelse i budgetprocessen.


Temamøde og budgetseminar:

Der afholdes et temamøde i juni, hvor kommuneaftalen med særlig fokus på konsekvenserne for Fredericia gennemgås. På seminaret i august gennemgås basisbudgettet og borgmesterens budgetforslag til de videre forhandlinger.


Medinddragelse:

I tidsplanen er der indarbejdet en kort høringsperiode en uge efter 1. behandlingen i Økonomiudvalget. Borger- og Demokratiudvalget har endvidere til opgave at fremlægge plan for medinddragelse.


Forhandlinger:

Det foreslås, at borgmesteren gennemfører individuelle forhandlinger i slutningen af august og fælles forhandlinger i starten af september.

 

Kommunikation

Med henblik på at sikre transparens vil budgetprocessen blive understøttet af kommunikation i alle faser med henblik på information om kommunens økonomiske situation og byrådets intentioner med budgettet.


Behovet for kommunikation indarbejdes i Økonomiudvalgets kommunikationsplan.


Basisbudgettet – teknisk budgetoplæg til budgetlægningen

Økonomi udarbejder i lighed med tidligere år et teknisk budgetoplæg – det såkaldte basisbudget – som danner grundlag for budgetlægningen. Basisbudgettet udarbejdes med udgangspunkt i sidste års budget med korrektioner efter politisk godkendte spilleregler. Overslagsåret 2020 laves som en kopi af året før.


Økonomi foreslår følgende spilleregler:

·  Nye pris- og lønskøn fra KL

·  Uændret skatteprocent og valg af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag

·  Virkninger af ny lovgivning (DUT), dog efter konkret vurdering i direktionen og maksimalt et beløb svarende til reguleringen af bloktilskuddet

·  Nye byrådsbeslutninger (BÅT)

·  Mængderegulering på dagtilbud og skoler

·  Regulering af overførselsudgifter som følge af ændret efterspørgsel i takt med landsudvikling

·  Fuld udnyttelse af lånemuligheder

·  Fejl og mangler 


For de brugerfinansierede områder udarbejder udvalget et budgetoplæg med tilhørende budgetforudsætninger, som indarbejdes i basisbudgettet.


Økonomiske konsekvenser

Ingen.


Vurdering

Se sagsbeskrivelse.


Indstillinger

Borgmesteren indstiller

  1. at tidsplan og procedure for budgetlægningen godkendes
  2. at budgetlægningen tager udgangspunkt i et teknisk udarbejdet basisbudget

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 19 Oplæg til fremtidige rammer for placering af overskydende likvide midler

Sagsbeskrivelse

Byrådet behandlede på møde den 1. februar 2016 sag om afinvestering i sort energi med udgangspunkt i Carbon Underground 200-listen (CU-200), der rangerer de 200 største firmaer indenfor olie, gas og kul, baseret på deres kendte reserver, og Byrådet bestilte i den forbindelse et oplæg til Fredericia Kommunes fremtidige investeringsprofil, herunder forholdet omring investering i aktier og erhvervsobligationer i forhold til CU-200 listen.


Den aktuelle finansielle strategi slår fast, at placering af overskydende likvide midler skal ske som følger: 

  • Der må maksimalt placeres for hvad der svarer til den gennemsnitlige kassebeholdning
  • Investering i danske realkredit- og statsobligationer
  • Investering af maksimalt 10 % af den gennemsnitlige kassebeholdning i erhvervsobligationer og aktier og kun via investeringsforeninger
  • Risikoen skal være lav
  • Internationale normer vedrørende etiske kriterier skal overholdes
  • Valutaeksponering ønskes kun i DKK og EURO
  • Kun placering af midler i banker som Erhvervs- og Vækstministeriet har udpeget som vigtige for dansk økonomi
  • Afrapportering sker to gange årligt

Økonomichef og finansmedarbejder er bemyndiget til at placere overskudskapital indenfor de beskrevne rammer samt at indgå aftaler med kapitalforvaltere, således at der ikke i hvert enkelt tilfælde skal ske en politisk behandling.


Der indhentes altid tilbud fra mindst to finansielle institutioner.

Økonomiske konsekvenser

Formålet er samlet set at opnå en øget forrentning, men størrelsen på en rentegevinst er forbundet med en vis usikkerhed.


Midler bundet i aftaler med kapitalforvaltere kan frigøres med få dages varsel, såfremt kommunen skulle få behov for likvide midler.


Vurdering

Den finansielle situation har ændret sig markant de senere år, hvor indeståender i pengeinstitut ikke længere giver nogen forrentning tværtimod er situationen i øjeblikket, at kommunen vil komme til at betale for at have midler stående på kontoen. Derfor kan kommunen med fordel investere overskydende likviditet og dermed opnå et bedre afkast. Gevinsterne er dog relativt beskedne.


Det er i dag ikke muligt at investere i investeringsforeninger på en sådan måde, at investeringer i CU-200 virksomheder helt undgås.

Indstillinger

Økonomichefen indstiller, at økonomiudvalget vælger et af følgende alternativer


  1. fortsætter den nuværende investeringsstrategi
  2. kommunen alene placerer overskydende midler i danske stats- og realkreditobligationer

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Et flertal i økonomiudvalget, bestående af A og F indstiller model 2 til godkendelse.

V og C stemte i mod og indstillede i stedet model 1.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016


Et flertal i byrådet, bestående af A, F og Ø, stemte for model 2.


V, C og O stemte for model 1.


Punkt 20 Gang i byen - udvikling af Gothersgade

Sagsbeskrivelse

By- og Teknikudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget havde den 29. oktober 2015 et fælles temamøde om indholdet af fase 2 ”Gang i byen” og om processen for arbejdet med disponering af de 5 millioner, der er afsat til formålet i Byrådets budget for 2016.


På det ordinære udvalgsmøde i By- og Teknikudvalget den 17. november 2015 blev der frigivet 500.000 kr. til opstart af fase 2 af ”Gang i byen. Opstartsfasen består af nærmere undersøgelser af løsningsmuligheder for at forbedre fodgængerforbindelser i Gothersgade ved krydsning af Sjællandsgade og Oldenborggade, samt igangsætte projektering af anlægsprojekt på den del af Gothersgade, der ligger syd for Oldenborggade i forhold til færdiggørelse af gaden op mod klimasikringsanlægget ved Gl. Havn.


Den 24. november havde de to udvalg et fælles temamøde med interessenter fra Gothersgade området i Det Bruunske Pakhus, hvor udvikling af området blev diskuteret.


På baggrund af alle bidragene fra de politiske møder og møder med interessenterne, er der arbejdet videre med en plan for fase 2 af ”Gang i byen” med fokus på udvikling af Gothersgade syd for Sjællandsgade.

 

I arbejdet med planen har der været dialog med gadelauget i Gothersgade (interessenter, der meldte sig til at arbejde med planen ved mødet den 24. november 2015) Seniorrådet og Handikaprådet, Shopping, Business Fredericia og FredericiaC om planen. Bemærkningerne vil blive præsenteret på mødet.


Planen

Planen disponerer det beløb, der er afsat i budgettet for udvikling i 2016 og giver også et bud på, hvordan området kan udvikles i fremtiden.


Fokus i planen er at skabe et samlet løft af Gothersgade og sammenbinding af bymidte og havneområdet, ved dels styrke fodgængerflowet mellem gågaderne og Gl. Havn, og dels at understøtte de udadvendte aktiviteter og erhverv, der er i området i forvejen. Det gøres ved at skabe bedre muligheder for flere aktiviteter og erhvervstyper, der skaber oplevelser og byliv i området, og generelt højne kvaliteten af byrum og inventar.


Med flytningen af Det Bruunske Pakhus ned i Tøjhuset bliver der betydelig mere aktivitet i området, og planen arbejder også med at udnytte det potentiale for mere byliv mest muligt.


For Gl. Havn udarbejdes der efterfølgende en plan for brug af havnebassinet og området (klimasikringsanlægget) lige rundt om til aktiviteter og udendørsservering.


Planens elementer er i hovedtræk:


Gothersgade

  • Kørsel i gaden uændret ned til Oldenborggade. Gothersgade syd for Oldenborggade ændrer status til gågade.
  • Bedre fodgængerkrydsninger af Sjællandsgade, Fynsgade og Oldenborggade.
  • Anlægsprojekt med ny belægning på Gothersgade syd for Oldenborggade – færdiggørelse af gade profilet op mod klimasikringen ved Gl. Havn.
  • Fleksible byrumsmøbler, der kan omdanne parkeringspladser til brug for udendørsservering ud for caféer.
  • Opholdsmiljøer i Gothersgade ved eksisterende træer.
  • Aktiviteter, der i samarbejde med områdets brugere, kan medvirke til at løfte kvaliteten i byrummene omkring Tøjhuset og i gaden generelt.

Området ved Tøjhuset

  • Belægning i gårdrum foran Tøjhuset forbedres så adgangen til Tøjhuset bliver bedre, og der etableres mulighed for ophold og udendørs servering.
  • Fleksibel scene til udendørs musik, der kan flyttes og bruges andre steder i området (f.eks. J.B. Nielsens Plads) og i byen.
  • Bedre belysning langs sti fra Gothersgade til Norgesgade, så Tøjhusets gæster får bedre adgang til p-pladser, og der generelt bliver en bedre genvej til parkeringspladsen fra Gothersgade
  • Der er behov for renovering af muren ud mod Gothersgade. Dette er et projekt for sig, hvorfor der anbefales at der på senere tidspunkt tages stillingen til denne problematik.

J.B. Nielsens Plads

  • Grønt bånd langs tidligere jernbanespor, der opdeler pladsen, giver nogle opholdssteder skærmet for blæst på pladsen og leder gående ned til fodgængerkrydsningen ved Prinsessegade/Gl. Havn.
  • Fleksibilitet – pladsen skal både kunne bruges til ophold og større arrangementer. Efterhånden som Gl. Havn og FredericiaC udvikles er der potentiale til at bruge pladsen mere intensivt til nye fynktioner.

Nye elementer udføres i et højt kvalitetsniveau. Parklets og opholdsområderne ved træerne udføres i materialer og en form, som er genkendelig i gågaderne og klimasikringen ved Gl. Havn og det nye anlæg på Gothersgade syd for Oldenborggade, så der skabes sammenhæng langs Gothersgade.


Samtidig vil den eksisterende gadebelægning fra Sjællandsgade til Oldenborggade blive udbedret, hvor der er behov for det. Der bliver suppleret med nye skraldespande, svarende til dem der er brugt i bymidten i forvejen.


Der arbejdes med et samlet løft af gaden skal ske i samarbejde med ejerne af ejendommene i området om udvikling af en forretningsplan for gadens fremtid, hvor der arbejdes med tiltrækning af netbutikker til at etablere en fysisk butik eller et showroom.

 

Planen bliver præsenteret for udvalgene på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat i alt afsat 5 millioner kroner i Byrådets budget for 2016 til udvikling af Gothersgade. Heraf er der frigivet 0,5 millioner kroner på mødet den 17. november 2015 til undersøgelser og projektering.


Med henblik på at realisere planen foreslås frigivet 4,5 millioner kr. samt at der afsættes de nødvendige midler 2017 til afledt drift.


 

 

 

Tekst
(beløb i mio. kr.)

TB 2016

TB 2017

TB 2018

TB 2019

TB 2020

Anlægs-
bevilling

Fri-
givelse

 Pulje til Gang i byen, By- og Teknikudvalget (xa-50209)

 

 

 

 

 

4,500 

4,500

Veje & Parker

0,085

0,085

0,085

0,085

Julebelysning (xg-50073-2)

0,035

0,035

0,035

0,035

I alt (- = kasseindlæg/
+ = kasseudlæg)

0,000

0,120

0,120

0,120

0,120

 

 

Vurdering

Af Byrådets budget 2016 fremgår det, at man ønsker der skabes liv i Gothersgade fra Ryes Plads ned til det nye Sønder Voldgade Kvarter og Gl. Havn. Gaden skal løftes så specialbutikker og caféer etablerer sig og der kommer mere liv i gaden.


Et fokusområde i Gothersgade er også Tøjhuset, hvor det Bruunske Pakhus flytter ind, samt området omkring, og hvordan det kan fungere i sammenhæng med Gothersgade.


Overgangene ved Sjællandsgade og Oldenborggade og afslutningen ved Gl. Havn er særligt vigtige i forhold til at skabe sammenhæng fra bymidten til vandet og FredericiaC.


Kultur- og Fritid og Strategisk Planlægning vurderer, at kommunen med planen skaber fleksible muligheder, for at forskellige aktører bedre kan bruge byrummene i området (Gl. Havn, Gothersgade, J.B. Nielsens Plads) til deres aktiviteter. Det kan både være til glæde for deres egen virksomhed/funktion og for deres kunder/brugere. Samtidig bliver der bedre mulighed for at bruge byrummene til ophold i stedet for blot at passere forbi/igennem.


Med de tekniske løsninger ved krydsningerne af Gothersgade (Sjællandsgade, Fynsgade, Oldenborggade) bliver det nemmere at være fodgænger på strækningen mellem havnen og gågaderne via Gothersgade og omvendt, så der skabes et bedre fodgængerflow.


Tøjhuset bliver et centralt tyngdepunkt i området med sin nye funktion som spillested, og denne funktion understøttes med planens elementer for udvikling af gårdrummet foran Tøjhuset, så det både kan bruges til udendørs musik og servering for Tøjhuset men også til et nærrekreativt område for kvarteret.


Sammenlagt vurderes det, at planen kan realisere målsætningen i Byrådets budget og i stor træk imødekommer de ønsker der er fremkommet på mødet med områdets brugere den 24. november 2015.

Indstillinger

Kultur- og Fritid og Strategisk Planlægning indstiller,

  1. at planen vedtages med de på mødet faldne bemærkninger
  1. at budget og bevilling tilrettes med de i afsnittet økonomiske konsekvenser anviste ændringer
  1. at der holdes et møde den 16. marts 2016 med områdets interes-senter om planens indhold, med henblik på at samarbejde om om-rådets fortsatte udvikling fremtiden.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 24-02-2016

  1. Planen blev vedtaget med en række bemærkninger
  2. Godkendt
  3. Godkendt

Beslutning i By- og Planudvalget den 24-02-2016

  1. Planen blev vedtaget med en række bemærkninger
  2. Godkendt
  3. Godkendt

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

  1. Anbefales
  2. Anbefales
  3. Anbefales

Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

1. Godkendt.

2. Godkendt.

3. Godkendt.


Punkt 21 Byfornyelse 2016

Sagsbeskrivelse

Orientering om områdefornyelse


Fredericia Kommune har ansøgt om reservation af udgiftsramme til områdefornyelse. Svar på ansøgningen kan forventes i april 2016. Der er ansøgt om 1 mio. kr., hvilket betyder at kommunen skal bidrage med 2 mio. kr.

 

De tre mio. kr. skal anvendes til forbedring af veje, pladser og grønne arealer inden for det udvalgte område, som omfatter seks karréer mellem Jyllandsgade og Fynsgade og området ved Depotgården og Falstersgade.


Bliver ansøgningen imødekommet, skal der udarbejdes program med inddragelse af områdets borgere i sommeren 2016.

Området i den sydlige bydel er valgt på baggrund af en særlig høj koncentration af boligsociale udfordringer inden for området.


Bliver ansøgningen imødekommet, er det ligeledes muligt at få del i den ekstraordinære ramme til bygningsfornyelse inden for området. Bygningsfornyelsen og omsætningen af områdefornyelsen vil kunne ske fra 2017-2021.


Fredericia Kommunes ordinære pulje til bygningsfornyelse.


Fredericia Kommune har tradition for at yde støtte til bygningsfornyelse af bevaringsværdige ejendomme uden for voldene og til ejendomme i bymidten, der opfylder kriterierne i byfornyelsesloven, men ikke kan få støtte fra Bevaringsfonden.


Der er i det kommunale budget til byfornyelse 2016 afsat 0.485 mio. kr. til nye projekter. Der kan således anvendes ca. 0.97 – 1.2 mio. kr. til nye projekter, da der gives 50-60 % refusion fra staten.


I 2015 var det muligt at få støtte til udvendige arbejder på alle bevaringsværdige bygninger uden for voldene og til bygninger, der er ældre end 1960 inden for voldene, såfremt der opnås en synlig forskønnelse af gadebilledet.


Teknik & Miljø anbefaler at kriterierne for bygninger uden for voldene strammes i 2016, så alene boliger med høj bevaringsværdi, samt boliger af bindingsværk og med stråtage kan opnå støtte.


Teknik & Miljø anbefaler, at den ordinære pulje til bygningsfornyelse i 2016 anvendes til:

  • Istandsættelse af facader på ejerboliger og udlejningsboliger inden for voldene. Bygningerne skal være ældre end 1960 og skal ikke kunne modtage støtte fra Bevaringsfonden. Istandsættelsen skal bevirke en væsentlig forskønnelse af gadebilledet.
  • Udvendig istandsættelse af ejerboliger med høj bevaringsværdi 1-3, som er beliggende uden for voldene, i landsbyer og i det åbne land.
  • Istandsættelse af bevaringsværdige bygninger 1-4 af bindingsværk, fornyelse af stråtage samt restaurering af originale vinduer.

Der foreligger allerede nu flere forespørgsler vedr. ejendomme i bymidten og forespørgsler om støtte til bindingsværksreparation, istandsættelse af oprindelige vinduer og nyt stråtag.

 

Ansøgningsfrist foreslås i starten af april og at anbefaling om støttens størrelse træffes på By- og Planudvalgets møde den 25. maj med efterfølgende beslutning i byrådet den 13. juni, hvorefter der meddeles tilsagn.

 

I henhold til Byfornyelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 31.08. 2015 kan der til ejerboliger ydes støtte med op til 50 % af den støtteberettigede udgift og op til 75 % af den støtteberettigede udgift, såfremt ejerboligerne er bevaringsværdige eller fredede. Staten yder refusion på 50 %, i det åbne land dog 60 %.


Fredericia Kommunes nye pulje til byfornyelse inden for voldene

Der er i det kommunale budget for 2016 afsat 5 mio. kr. til byfornyelse inden for voldene med det formål at løfte boligkvaliteten i den eksisterende boligmasse.


Teknik & Miljø foreslår, at der i 2016 arbejdes med pilotprojekter, for at afprøve forskellige muligheder og er i dialog om tre meget forskellige projekter. Alle tre projekter ligger inden for området, der er udvalgt til områdefornyelse.


På baggrund af områdefornyelsen forventes det, at Fredericia Kommune vil få del i den ekstraordinære statslige ramme til bygningsfornyelse inden for området fra 2017. 


De tre pilotprojekter er:


Dalegade 91

Byejendom fra ca. 1877 på hjørnet af Dalegade og Sjællandsgade, som rummer 6 lejligheder mellem 48 og 131 m2. Lejlighederne trænger til gennemgribende istandsættelse og ny og bedre disponering af lejlighederne. Der er flere kondemnable forhold i ejendommen. De forventede samlede udgifter er ca. 5 mio. kr. I alt er boligarealet 497 m2.  

Der er stor solrig gårdhave med beplantning.

En lokal tømrer har skønnet den samlede renoveringsudgift til ca. 5 mio. kr. Det forudsættes at ejendommen disponeres på ny indvendigt, så der fremover vil være ca. 5 større lejligheder.


Bjergegade 54

Projektet er begrænset til tagetagen på en større byejendom, der er opført i 1897, hvor der er restauration i stueetagen og kontorlokaler på 1.sal. Der er 11 klubværelser i tagetagen med fælles bademulighed på gangen. Der er 329 m2 boligareal i alt. I hvert værelse er der et højtsiddende ovenlysvindue, der ikke gør det muligt at se ud/udsyn på gade. Der er en meget smal fordelingsgang.

En lokal arkitekt er i gang med at skitsere en planløsning med fem mindre lejligheder og vil udarbejde prisoverslag.


Falstersgade 9

Byejendom fra ca. 1916 på Falstersgades sydside. Ejendommen er en del af en bevaringsværdig helhed og rummer i alt 8 små lejligheder mellem 38 - 54 m2, de to 1 værelses lejligheder under taget er nyere, de øvrige 6 står næsten uforandrede siden opførelsen med toilet uden håndvask i lejligheden og med senere bruse hjørne i soveværelset.

Administrator er ved at undersøge muligheden for sammenlægning af lejlighederne til større andelsboliger eller udlejningsboliger.

Dette projekt vil kunne være eksempel for de øvrige boliger i Falstersgade og for mange boliger i bymidten, da grundplanen for de små toværelses lejligheder som udgangspunkt er meget ens.


Økonomiske konsekvenser

Områdefornyelse vil gøre det muligt at få del i ekstraordinær ramme fra staten til bygningsfornyelse af ejendomme inden for området.


Disponeringen af den statslige restramme på de tre pilotprojekter har ingen økonomiske konsekvenser for det kommunale budget for byfornyelse.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at der fortsat er behov for den ordinære byfornyelsespulje uden for voldene. Der foreligger allerede nu flere forespørgsler fra ejere af bevaringsværdige bygninger. Dog foreslås kriterierne strammet som beskrevet under sagsfremstilling. Uden støttemuligheden fra byfornyelsen, ville det f.eks. ikke have været muligt at bevare stuehuset på Tvedgaard.


Teknik & Miljø vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at arbejde med pilotprojekter forud for en større bygningsfornyelsesindsats i forbindelse med områdefornyelsen.


Fredericia Kommune har fået tilført statslig restramme fra 2015 fra andre kommuner og ansøgt om yderligere restramme. Efter den 15. februar vil Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet meddele om Fredericia Kommune har fået tildelt yderligere restramme.


Den tilførte udgiftsramme skal tildeles konkrete projekter og sidste dag, hvor kommunen kan indberette beslutninger og dermed hjemtage midler fra rammen, er den 22. februar 2016. Det er derfor vigtigt, at der allerede nu er konkrete projekter, som rammen kan indberettes på, da den ellers går tabt. 

Teknik & Miljø vil disponere den tildelte restramme på de tre pilotprojekter og ansøge andre kommuner om ramme for 2016, for at kunne udnytte støttemuligheden fra staten fuldt ud.


Der skal arbejdes videre med de tre pilotprojekter og indhentes tilbud, idet arbejderne udbydes efter gældende lovgivning. På den baggrund vil Teknik & Miljø indstille den endelige støttes størrelse til projekterne på By- og Planudvalgets møde den 25. maj med efterfølgende beslutning i byrådet den 13. juni, hvorefter der meddeles tilsagn.

 

I henhold til Byfornyelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr.1041 af 31.08. 2015 kan der til ejerboliger ydes støtte med op til 50 % af den støtteberettigede udgift og op til 75 % af den støtteberettigede udgift, såfremt ejerboligerne er bevaringsværdige eller fredede. Staten yder refusion på 50 %.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,

  1. at den ordinære pulje til bygningsfornyelse i 2016 anvendes med kriterier som beskrevet i sagsfremstilling
  2. at Teknik & Miljø disponerer statslig restramme på ejendommene: Dalegade 91, Bjergegade 54 og Falstersgade 9

Beslutning i By- og Planudvalget den 24-02-2016

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 22 Byfornyelse 2016 - støtte til nedrivning

Sagsbeskrivelse

Der er i det kommunale budget for 2016 afsat 1.7 mio. kr. til nedrivningsprojekter.


I henhold til Byfornyelsesloven kan der ydes støtte op til 100 % af den støtteberettigede udgift til opkøb og nedrivning af erhvervsbygninger, hvor erhvervet er nedlagt, såfremt bygningerne er beliggende i det åbne land eller i byer med færre end 3.000 indbyggere. Staten yder refusion på 60 %.


Fredericia Kommune har den 11. februar 2016 opkøbt den tidligere købmandsbutik i landsbyen Pjedsted med henblik på nedrivning. Der er ved at blive indhentet priser på nedrivningsudgiften. Der er i indstillingen anført en estimeret pris.


Endvidere har Fredericia Kommune på et tidligere tidspunkt opkøbt to nedlagte gårde i det åbne land med henblik på nedrivning. Der foreligger tilbud på nedrivning.

 

Fredericia Kommune har i januar 2016 fået overdraget tildelt uforbrugt statslig udgiftsramme fra andre kommuner, hvoraf en del er reserveret til de tre projekter.

Økonomiske konsekvenser

Den statslige refusion på 60 % bevirker, at Fredericia Kommunes pulje til nedrivning alene belastes med 40 % af udgiften.

Vurdering


Det anbefales, at der gives tilskud til opkøb og nedrivning af følgende nedlagte erhvervsejendom i Pjedsted:


Stationsvej 1
Tidligere købmandsforretning som har stået tom i en årrække.

Fredericia Kommune har den 11. februar 2016 købt ejendommen på tvangsauktion til 300.000 kr.


Der er ved at blive indhentet tilbud til nedrivningen, som forventes at koste ca. 250.000 kr. 


Foreslået støttebeløb 100 %    550.000 kr.

40 % fra nedrivningspuljen   220.000 kr.

60 % fra staten    330.000 kr.

 

 

Det anbefales, at der gives tilskud til nedrivning af følgende nedlagte landbrugsbygninger i det åbne land:

 

Gl. Ribevej 29


Foreslået støttebeløb 100 %, afrundet til    250.000 kr.

40 % fra nedrivningspuljen   100.000 kr.

60 % fra staten     150.000 kr.

 

Gl. Ribevej 37


Foreslået støttebeløb 100 %, afrundet til    550.000 kr.

40 % fra nedrivningspuljen     220.000 kr.

60 % fra staten       330.000 kr.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,

 

1. at der træffes byfornyelsesbeslutning for: Stationsvej 1, Gl. Ribevej 29, og Gl. Ribevej 37


2. at byfornyelsesbeslutningen gennemføres i henhold til de enkelte ejendomssagsbeskrivelser ved træk på Fredericia Kommunes tilførte restramme fra andre kommuner


3. at der udbetales støtte på i alt 1.350.000 kr. til projekterne, idet Fredericia Kommune herefter modtager 60% refusion fra staten, og nettoudgiften på 540.000 kr. finansieres af puljen til nedrivning 2016


Beslutning i By- og Planudvalget den 24-02-2016

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Økonomiudvalget giver mandat til Demokrati- og Borgerudvalget om at beslutte, hvorvidt Stationsvej 2 skal nedrives. Dette skal ske i samråd med beboerforeningen i Bredsted-Pjedsted.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 23 Endelig godkendelse af tillæg nr. 1 til Fredericia Kommunes Spildevandsplan - Regnvandsbassin ved Skovhavebækken

Sagsbeskrivelse

Forslag til tillæg nr. 1 til Fredericia Kommunes Spildevandsplan 2013-2017 – Regnvandsbassin ved Skovhavebækken, der blev vedtaget af Byrådet den 7. september 2015, har været i offentlig høring i 8 uger.

 

Skovhavebækken er hydraulisk overbelastet ved regnvejr på grund af de mange udledninger af regnvand. I Spildevandsplanen for Fredericia Kommune 2013-2017 er det beskrevet, at miljøtilstanden for Skovhavebækken skal forbedres. Der er udarbejdet en mulig løsning længst opstrøms i Skovhavebækken for at neddrosle vandmængderne ved udløbet samt for at sikre mulighed for tilbageholdelse af sand og miljøfremmede stoffer, der stammer fra de bagvedliggende arealer.

 

Etablering af regnvandsbassinet vil have en positiv virkning på Skovhavebækken. Projektet vil medvirke til at forbedre miljøtilstanden i Skovhavebækken samt sikre bedre levevilkår for både vandløbsinsekter og fiskeyngel.  Projektområdets længde er 165 m i Skovhavebækken.

 

Anlægsprojektet består af følgende: 

  • Det eksisterende indløbsbygværk anvendes til opstuvning
  • Der udgraves/opdæmmes et forbassin på 370 m3 med sandfang og olieudskiller
  • Der ombygges eksisterende ca. 100 m vandløbsstrækning til sekundært opstuvningsbassin (gennemløbsbassin) med opstuvningsvolumen på 2250 m3
  • Dæmning anlægges med en faunapassabel regulator

Kommunen har ikke modtaget indsigelser/bemærkninger til tillægget i høringsperioden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen, idet projektet finansieres af Fredericia Spildevand og Energi A/S.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at realisering af tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2013-2017 vil give et væsentligt bidrag til forbedring af tilstanden i vandmiljøet.


Da der ikke er indkommet bemærkninger i høringsperioden, anbefaler Teknik & Miljø, at tillægget til spildevandsplanen vedtages endeligt uden ændringer.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles over for Økonomiudvalget og Byrådet, at forslaget til Tillæg nr. 1 til spildevandsplan vedtages endeligt.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 23-02-2016

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 24 Endelig godkendelse af tillæg nr. 2 til Fredericia Kommunes Spildevandsplan - Regnvandsbassin ved Fårbækken

Sagsbeskrivelse

Forslag til tillæg nr. 2 til Fredericia Kommunes Spildevandsplan 2013-2017 – Regnvandsbassin ved Fårbækken, der blev vedtaget af Byrådet den 5. oktober 2015, har været i offentlig høring i 8 uger.

 

Fårbækken er hydraulisk overbelastet ved nedbørshændelser og aflastning fra regnvandsbassinet syd for Ydre Ringvej. Både Fårbækkens øvre løb og regnvandsbassinet viser tegn på forurening fra bagvedliggende industriarealer, når der sker kraftig afstrømning fra oplandet. I Spildevandsplan for Fredericia Kommune 2013-2017 er det beskrevet, at miljøtilstanden for Fårbækken skal forbedres. Der er derfor udarbejdet en bedre udnyttelsesløsning af eksisterende regnvandsbassiner ved Fårbækken for at neddrosle vandmængderne ved udløbet svarende til naturlig afstrømning og for at sikre mulighed for tilbageholdelse af sand, tungmetaller og organiske miljøfremmede stoffer, der stammer fra regnbetingede udledninger fra bagvedliggende industriområde. 

 

Bedre udnyttelse og opgradering af eksisterende regnvandsbassiner vil have en positiv påvirkning af vandmiljøet og medvirke til at forbedre miljøtilstanden i Fårbækken.

 

Anlægsprojektet består af følgende: 

  • Eksisterende regnvandsbassinets volumen syd for Ydre Ringvej øges med ekstra 3.000 m3
  • Der etableres slambarriere i bassinet for tilbageholdelse af slam og sand
  • Eksisterende bygværker med sandfang, olieudskiller og regulator opgraderes
  • Der skal etableres ny regulator og afspærringsventil på eksisterende overløb

Kommunen har ikke modtaget indsigelser/bemærkninger i høringsperioden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen, idet projektet finansieres af Fredericia Spildevand og Energi A/S.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at realisering af tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2013-2017 vil give et væsentligt bidrag til forbedring af tilstanden i vandmiljøet.


Da der ikke er indkommet bemærkninger i høringsperioden, anbefaler Teknik & Miljø, at tillægget til spildevandsplanen vedtages endeligt uden ændringer.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles over for Økonomiudvalget og Byrådet, at forslaget til Tillæg nr. 2 til spildevandsplan vedtages endeligt.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 23-02-2016

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 25 Vedtagelse af forslag til Lokalplan 334 - Boligområde ved Skullebjergvej i Østerby - Vastu Haven

Sagsbeskrivelse

By- og Teknikudvalget besluttede på sit møde den 17. februar 2015 at igangsætte udarbejdelsen af et lokalplanforslag for et nyt boligområde på Skullebjergvej, Østerby.


Teknik & Miljø har følgende udarbejdet et forslag til en lokalplan som muliggør opførelse af op til 28 boliger med tilhørende bebyggelse til fælles faciliteter. Lokalplanområdet er ca. 3,1 hektar.


Lokalplanens indhold

Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre bebyggelse som åben-lav i op til 2 etager med tilhørende fælles fri- og opholdsarealer, et servicehus med tilhørende bygninger/annekser til fælles faciliteter, parkeringsarealer, intern fordelingsvej samt de nødvendige tekniske anlæg til forsyning af området. Lokalplanforslaget er vedlagt som bilag 1.


Som det fremgår af illustrationsplanen i lokalplanforslaget, er det muligt at indrette bebyggelsen, så den disponeres helt efter et kvadrat. Centralt i området kan der opføres bebyggelse til fælles formål. 28 grunde planlægges udstykket til selvstændige grunde på hver 700 m2, hvorpå der kan opføres ét hus til beboelse med et areal på op til 170 m2 i op til to etager.


Bebyggelsen planlægges opført som 0-energihuse. En del af bebyggelsens energiforsyning forventes at ville kunne ske ved solanlæg, jordvarme, varmepumper o.l.


Lokalplanområdet udgør i dag en svagt skrånende flade, der falder fra vest mod øst fra kote ca. 35 til kote ca. 28. Lokalplanen giver mulighed for at etablere bebyggelsen på et udjævnet terræn beliggende i kote 34,5 – 29,5. En sådan terrænregulering vil være relativt omfattende i den østlige del af lokalplanområdet. Omfanget af terrænreguleringen og dens påvirkning af omgivelserne er nærmere behandlet i lokalplanforslaget og den ledsagende miljørapport.


Kommuneplanen

Anmodning om igangsætning af lokalplanarbejdet for opførelse af boliger på matr. nr. 8bo Trelde, Fredericia Jorder, er i overensstemmelse med rammebestemmelserne for kommuneplanens lokalplanramme T.B.8B. Lokalplanforslaget er således i overensstemmelse med Kommuneplan 2013 – 2025 for Fredericia Kommune.


Miljøvurdering

Som følge af Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal planer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, miljøvurderes.


På baggrund af en screening af lokalplanforslaget efter lovens § 3, stk. 1, nr. 3 er det vurderet, at de miljømæssige konsekvenser som følge af lokalplanens gennemførelse skal belyses nærmere i en miljøvurdering.


Der er gennemført en miljøvurdering af følgende parametre: 

  • Forholdet mellem størrelse og synlighed af det nye boligområde på forskellige afstande
  • Terrænreguleringens påvirkning af landskabet
  • Visuel påvirkning og reflekser af solcelleanlæg hos nærmeste naboer
  • Eventuel påvirkning af beskyttede naturtyper i tilknytning til området
  • Visuel påvirkning af omgivelserne

Miljøvurderingen fremgår af miljørapporten, der ledsager lokalplanen. Miljørapporten er vedlagt som bilag 2. Lokalplanforslaget indeholder et resumé af vurderinger af miljøpåvirkningerne.

Økonomiske konsekvenser

Teknik & Miljø har tidligere oplyst, at der må påregnes udgifter til en udbygning af Skullebjergvej, når lokalplanområdet udbygges. Udgifterne forventes at beløbe sig til ca. 1 mio. kr.


Det vurderes, at de afledte økonomiske konsekvenser ved realiseringen af de byggeprojekter, som lokalplanforslaget giver mulighed for, vil være af positiv betydning for Fredericia Kommunes fortsatte udvikling.

Vurdering

Lokalplanen giver mulighed for at indrette en åben-lav bebyggelse i henhold til en række nøje fastlagte principper, der definerer, hvordan husene placeres og opføres. Derudover lægges der op til at boligerne indrettes som 0-energihuse, hvor områdets bebyggelse opvarmes og forsynes med energi fra solanlæg, varmepumper m.m. Lokalplanen muliggør således opførelse af en alternativ bebyggelse, der tager vide hensyn til bæredygtighed.


Teknik & Miljøs samlede vurdering er, at lokalplanforslaget giver mulighed for at etablere et interessant og anderledes projekt af en karakter, der endnu ikke er set i Danmark. Dette giver øgede valgmuligheder mht. boformer i Fredericia Kommune, hvilket vil kunne bidrage positivt til kommunens udvikling.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles overfor Økonomiudvalget og Byrådet,


-  at forslag til lokalplan 334 med den ledsagende miljørapport vedtages og udsendes i offentlig høring i 8 uger, og

 

-  at Teknik & Miljø bemyndiges til at foretage mindre redaktionelle rettelser inden offentliggørelse af planforslaget og miljørapporten


Beslutning i By- og Planudvalget den 24-02-2016

Et flertal bestående af Jean Brahe, Steen Wrist Ørts, Lars Ejby Pedersen og Nikolaj Wyke besluttede at tiltræde indstillingen.


Jan Schrøder stemte imod med henvisning til, at der i forvejen er en betydelig restrummelighed i området.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Et flertal i byrådet, bestående af A, V, C, SF og Ø stemte for indstillingen.


DF stemte imod.


Bente Ankersen undlod at stemme.


Punkt 26 Placering af nye indvindingsboringer ved Kongsted Vandværk, TREFOR VAND A/S

Sagsbeskrivelse

Etablering af nye indvindingsboringer på ekspropriationslignende vilkår.


TREFOR VAND A/S har rettet henvendelse til Fredericia Kommune, da der er behov for indvinding af mere drikkevand ved Kongsted Vandværk.


Forud for henvendelsen har TREFOR VAND A/S gennemført eftersyn af vandværkets indvindingsboringer. Herved er det blevet konstateret, at flere boringer ikke kan forventes at være en del af den fremtidige vandforsyning – dels pga. forurening og dels pga. dårlig ydelse.


Da behovet for vand er uændret, ønsker TREFOR VAND A/S derfor at etablere en række nye indvindingsboringer omkring Kongsted for at sikre vandkvaliteten og af hensyn til forsyningssikkerheden.


På baggrund af detaljerede undersøgelser af undergrunden har TREFOR VAND A/S fundet et antal mulige boringsplaceringer, hvor der ønskes etableret 2-4 nye indvindingsboringer. Det endelige antal afhænger af, hvor velydende de nye boringer vil være. Som minimum er der behov etablering af 2 nye boringer med tilhørende råvandsstationer og ledningsføring.


TREFOR VAND A/S har forsøgt at indgå frivillige aftaler med de relevante lodsejere, men det har ikke været muligt.


TREFOR VAND A/S ønsker derfor, at Fredericia Kommune træffer beslutning om at tilkendegive ekspropriationsvilje til nødvendigt servitutpålæg. På baggrund heraf vil TREFOR VAND A/S kunne indgå aftaler med lodsejere på ekspropriationslignende vilkår.  

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at TREFOR VAND A/S har redegjort fyldestgørende for behovet for etablering af nye indvindingsboringer. Det fremgår af Bilag 1, at de mulige boringsplaceringer er fremkommet på grundlag af detaljerede undersøgelser af jordlag og grundvandsstrømningen.


Det er som nævnt forsøgt at indgå frivillige aftaler med de relevante lodsejere, men uden resultat. Teknik & Miljø vurderer på den baggrund, at Fredericia Kommune bør tilkendegive ekspropriationsvilje for at fremme mulighederne for etablering af de fornødne nye boringer.


Det skal bemærkes, at det er Teknik & Miljøs vurdering, at de opstillede muligheder i Bilag 1 ikke er mere vidtgående end højst nødvendigt. TREFOR VAND A/S har for nylig gennemført yderligere detaljerede undersøgelser af mængden af grundvand på de mulige placeringer (endelig rapport vedlægges som Bilag 2, når den modtages). På den baggrund har man fundet, at mulighederne for at finde egnet grundvand er størst ved Alternativ 2 og Alternativ 3 på Bilag 1. Såfremt boringer på disse placeringer yder tilstrækkeligt med grundvand, vil der ikke være behov for at etablere yderligere boringer.


Da forsyning med rent og rigeligt drikkevand generelt er højt prioriteret i samfundet, er ekspropriation og aftaler på ekspropriationslignende vilkår mulige indgreb, som finder hjemmel i Vandforsyningslovens § 37.


Beslutningen om ekspropriationsvilje forudsætter, at der kan gives de nødvendige myndighedstilladelser projektet. Dette vurderes at være tilfældet.


Fredericia Kommunes nye skovområde ved Kongsted ligger indenfor oplandet til de eventuelle boringer på begge egnede placeringer og vil således bidrage til den fremtidige beskyttelse af indvindingsinteresserne.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,


-  at Fredericia Kommune tilkendegiver vilje til med hjemmel i vandforsyningslovens § 37 at træffe beslutning om ekspropriation til servitutpålæg vedrørende etablering af indvindingsboringer m.m. på ejendommene svarende til Alternativ 2 og Alternativ 3.

 

-  at Fredericia Kommune – under forudsætning af, at der meddeles de nødvendige myndighedstilladelser – igangsætter ekspropriationssag i medfør af vandforsyningslovens § 37, i det omfang den pågældende lodsejer ikke frivilligt tiltræder nødvendig servitut.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 23-02-2016

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 27 Udkast til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv.

Sagsbeskrivelse

I 1998 indgik Staten, KL, Amtsrådsforeningen mfl. en aftale, baseret på frivillighed, om at afvikle brugen af plantebeskyttelsesmidler på offentlige arealer. Formålet med aftalen, der i 2007 som konsekvens af kommunalreformen blev fornyet af miljøministeren, Danske Regioner og KL, var at begrænse risikoen for grundvandsforurening, beskytte natur og begrænse risikoen for negativ påvirkning af menneskers sundhed.


På den baggrund vedtog Fredericia Byråd i 2004, at der på kommunalt ejede arealer ikke længere måtte anvendes pesticider, medmindre der forinden var blevet meddelt dispensation af Miljøudvalget.


Hidtil er der årligt blevet ansøgt om 1-2 dispensationer, der alle har været igennem en politisk behandling og godkendelse i Miljøudvalget. I forbindelse med Fredericia Golf Clubs ansøgning om dispensation i foråret 2015 drøftede Miljø- og Energiudvalget mulighederne for at lempe behandlingen af sådanne dispensationsansøgninger. Udvalget pegede på muligheden for at bemyndige administrationen til at træffe afgørelser inden for nærmere fastlagte rammer.


På den baggrund har administrationen udarbejdet et udkast til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv., herunder mht. anvendelse af pesticider.


Udkastet til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. omfatter følgende kategorier af områder:


·  Fodboldbaner inkl. randområder

·  Grønne områder

·  Fastbelægninger

·  Invasive arter

.  Golfbaner


Den eksisterende pesticidhandlingsplan har generelle dispensationsmuligheder. I udkastet til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. er der lagt op til, at der tages et større hensyn, hvor dette er relevant. Således lægges der op til, at kommunen ikke anvender pesticider indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) samt indvindingsoplande til vandværker – altså hvor det nuværende og fremtidens drikkevand findes. Derudover skal der tages hensyn til beskyttet natur. Endelig kan pesticider kun udbringes af personer med sprøjtemiddelcertifikat.


Udkastet til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. lægger op til, at administrationen har bemyndigelsen til at meddele dispensationer til anvendelse af pesticider inden for de fastlagte rammer. I praksis vil opgaven med at tage stilling til dispensationsansøgninger ligge i Miljø.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at det udarbejdede udkast til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. tager hensyn til miljøet og natur i forhold til, at der kun gives dispensation til brug af pesticider i de områder, hvor dette ikke påvirker drikkevandet samt vandløb mv.


Mht. Fredericia Golf Club lægges der op til, at brugen af pesticider sker indenfor rammerne af Golfbanebekendtgørelsen, ligesom det er sket i de seneste to dispensationer til klubben. Klubben har som nævnt gennem mange år brugt et minimum af pesticider og forsøgt at mindske brugen af disse. Derfor har klubben ingen problemer med at overholde kravene i Golfbanebekendtgørelsen. Såfremt Fredericia Golf Club i fremtiden udelukkende skal overholde kravene i bekendtgørelsen, vil forbruget af pesticider formentlig ikke mindskes. Derfor lægges der op til, at klubben stadigvæk skal søge om dispensation hos kommunen. Dette vil sikre en fortsat dialog mellem klub og kommune om at nedbringe pesticidforbruget mest muligt på længere sigt.


Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,


- at Miljø- og Energiudvalget drøfter udkastet til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. og afgiver sine bemærkninger til dette, idet et endeligt udkast med de evt. fornødne justeringer efterfølgende forelægges for udvalget med henblik på udvalgets indstilling til Økonomiudvalget og Byrådet.


Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 23-02-2016

Miljø- og Teknikudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Byrådet,

 

1.  At det foreliggende udkast til overordnede principper for driften af kommunale arealer mv. tiltrædes.

 

2.  At Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at foretage eventuelt fornødne fremtidige justeringer af de overordnede principper for driften af kommunale arealer mv.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Et flertal i Økonomiudvalget bestående af A, V, C stemte for at anbefale indstillingen.


F stemte imod.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016


Et flertal i byrådet bestående af A, V, O, C stemte for indstillingen.


F og Ø stemte imod.


Punkt 28 Frigivelse af anlægsmidler til skoler og daginstitutioner

Sagsbeskrivelse

Budget 2016 indeholder midler til anlægsopgaver, der skal planlægges og igangsættes snarest således, at projekterne kan nå at blive gennemført i 2016.


Før budgetterne kan bruges, skal de frigives.


Nedenfor gennemgås de forskellige puljer, der søges frigivet:


Legepladser og aktivitetsrum (2,0 mio. kr.)

Formålet med puljen på 2 mio. kr. ses af budgetforliget for 2016-2019:

Vores børn skal have mulighed for at svinge og gynge. De skal have frisk luft, sug i maven og mulighed for at blive rundtossede. De skal udfordre deres balance, løbe langt og hoppe højt. Alt sammen for at sikre en god motorisk udvikling. Det er vigtigt for, at vores børn kan koncentrere sig og modtage læring.

 

Vores ældste elever skal også opleve gode ungemiljøer på skolerne, og det skal være muligt for elevrådene at være med til at imødekomme elevernes ønsker.

Forligspartierne afsætter derfor 2 mio. kr. til at udvikle legepladser og aktivitetsrum ude som inde. Børne- og Uddannelsesudvalget prioriterer arbejdet i løbet af førstehalvår 2016 i tæt dialog med elevrådene på skolerne.”

 

Status på processen  

Skolerne har indsendt forslag til projekter i relation til legepladser og aktivitetsrum. Forslagene vil blive præsenteret på mødet.


Ungebyrådet har følgende bemærkninger i relation til udearealer:

”Det er Ungebyrådets indtryk, at der er stor forskel på, hvordan det står til på de forskellige skoler. Vi anbefaler derfor, at man inddrager skolerne og eleverne i en proces, på de skoler, hvor udearealer trænger mest til at blive alderssvarende og indbydende til bevægelse.”


Bedre toiletter på skoler og i daginstitutioner (1,5 mio. kr.)

Der er afsat 1 mio. kr. til renovering af toiletforhold på skolerne og 0,5 mio. kr. til daginstitutioner.


Formålet med anlægspuljen er at løse nogle af de fordøjelses- og trivselsproblemer, der opstår i relation til dårlige toiletforhold.


Byrådet har ønsket at inddrage elevrådene og Ungebyrådet i processen. Elevråd og ungebyrådet har således allerede afgivet skriftligt høringssvar og har medsendt videoer, som bidrag til sagen.


Ungebyrådet og elevrådene har følgende bemærkninger:

  • De ældste, mest slidte toiletter renoveres først.
  • Der skal laves mere private, lukkede toiletfaciliteter, gerne kønsopdelte.
  • Der bruges penge på energisparende tiltag, som også er med til at holde det mere rent: Sæbeautomater, der kun giver sæbe, når man har hænderne under – vandkhaner og lys med sensor – solide toiletpapirholdere.
  • Opdragelse i at holde toiletterne pæne. Gerne med ”konsekvenser”, hvis man ikke kan finde ud af det.

Ungebyrådet anbefaler endvidere, at elevrådenes input prioriteres, og at skolernes bestyrelser inddrages i ansvaret for det.


It (2 mio. kr.)

IT indgår som et vigtigt element i læring og undervisning i både dagtilbud og skoler. Midlerne skal i den sammenhæng:

  • Understøtte arbejdet med at nå en 1-1 løsning på skolerne (dvs. én digital enhed pr. elev) samt
  • Udskiftning af gamle maskiner i både dagtilbud og skole.
  • Midlerne skal bidrage til, at der er de fornødne elektroniske værktøjer til rådighed i forhold til at understøtte de politiske mål for digital dannelse, naturfag og innovation.
  • Der skal fortsat arbejdes med kompetenceudvikling af det pædagogiske personale i både dagtilbud og skole.

Forbedring af trafiksikkerhed ved Stendalen/Frederiksodde Skolen (2 mio. kr.)

Byrådet ønsker at skabe de bedste betingelser for børnenes trivsel og læring. Det betyder samtidig, at det skal være trygt, sundt og udviklende at gå i dagtilbud og skole i Fredericia. Byrådet har derfor afsat midler til konkrete forbedringer af trafiksikkerheden omkring Frederiksodde Skole og Stendalen.


Opgaven har højeste prioritet, og der er nedsat en arbejdsgruppe, der planlægger, hvorledes trafiksikkerheden kan forbedres.


Endvidere er der afsat yderligere 2 mio. kr. til sikring af skoleveje. Dette projekt styres af Teknik og Miljø, som står for opgaven.


3 renoveringsprojekter på skoleområdet

3 skoler har fået bevilling til målrettede projekter. Projekterne er påbegyndt, og der er således nedsat arbejdsgrupper, hvor Ejendomsafdelingen er inddraget. De tre projekter omhandler:


  • Renovering af Afdeling Bygaden – fokus på bevægelse og innovation (4,5 mio. kr.)

Afdeling Bygaden huser de unge fra 7.-9. klasse, hvor målet med renoveringen er, at faciliteterne skal indbyde til mere bevægelse, flere eksperimenter og innovation. Projektet omfatter også akustik, indeklima og lysindfald.


  • Modernisering af Afdeling Skærbæk – fokus på leg og læringsmiljø (2,5 mio. kr.)

Afdeling Skærbæk huser børn fra 0.-6.klasse. De skal sammen med de voksne have bedre muligheder for at tilrettelægge leg og læring i et tidssvarende, energibesparende og sjovt miljø, hvor der er arbejdet med lysindfald og bedre akustik.


  • Renovering af Afdeling Nørre Alle og Frederiksodde Skolen – fokus på trivsel og læringsmiljø (2,5 mio. kr.)

Bevillingen skal fremme trivsel og et godt tidssvarende læringsmiljø. Det skal ske ved at få færdiggjort renoveringen af lokaler og gangarealer på afdeling Nørre Allé og Frederiksodde Skolen.


Renoveringen har samtidig fokus på at forbedre indeklimaet, lysindfald og akustik, og aktivere de kvadratmeter, der findes i gangarealerne.


Legepladspuljen 2016

Puljen på 0,757 mio. kr. afsættes årligt til renovering af samtlige legepladser under Børn og Unge – i alt 44 skoler og daginstitutioner.


Daginstitutionerne har afleveret, deres ønsker til legepladser. En arbejdsgruppe har i samarbejde med Ejendomsafdelingen foretaget en vurdering af de indkomne forslag til legepladspuljen. Der foreligger således et forslag til fordeling af disse midler, som præsenteres på mødet.


Da der i 2016 er afsat ekstraordinære midler til skolerne, er puljen fortrinsvis anvendt på dagtilbudsområdet.

Økonomiske konsekvenser

Samlet udgør bevillingen til de forskellige projekter 17,757 mio. kr.


Følgende projekter søges frigivet, således at projekterne kan igangsættes:


  Beløb i mio. kr.

 TB 2016

 Anlægsbevilling

 Frigivelse

Legepladser (XA-40009)


 0,757

 0,757

 Renovering og forskønnelse af skoler og daginstitutioner (XA-40053)


 17,000

17,000

 I alt (- = kasseindlæg / + = kasseudlæg)


 17,757

 17,757


Vurdering

Alle anlægsprojekter kræver et forarbejde i forhold til projektbeskrivelser, godkendelser, udbud og byggefase.


Børn og unge har tilrettelagt processen, således at det forventes at projekterne kan gennemføres i 2016.


Ombygning af skolerne

Når der foreligger en projektbeskrivelse for ombygning af hver af de 3 afdelinger, vil projekterne blive forelagt for Børne- og Uddannelsesudvalget til endelige godkendelse, før projekterne igangsættes.

Indstillinger

Børn og Unge indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at det overfor Byrådet og Økonomiudvalget anbefales, at


  • Der gives anlægsbevilling på 0,757 mio. kr. til renovering af legepladser, og frigivelse af bevillingen (XA-40009)
  • Der gives anlægsbevilling på 17 mio. kr. til renovering og forskønnelse af skoler og daginstitutioner, og frigivelse af bevillingen (XA-40053).

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 23-02-2016

Børne- og Skoleudvalget følger Børn og Unges indstilling.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 29 Ansøgning fra EGIF om tilskud til multiarena

Sagsbeskrivelse

EGIF Fodbold ansøger Kultur- og Idrætsudvalget om tilskud til anlæggelse af en multiarena.


Arenaen består af to baner på henholdsvis 111x80 meter (11 mands bane) og 32x18 meter (8 mands bane), begge med kunstgræsbelægning, dog af to forskellige typer.


EGIF Fodbold arbejder med to placeringer af multiarenaen. Ved placering 1 lægges begge baner ved den gamle grusbane på den anden side af jernbanen. Ved placering 2 lægges 11 mands banen stadig ved den gamle grusbane, mens 8 mands banen lægges ved Erritsø Fællesskole, afd. Krogsager – se bilag 2.


Afhængig af placeringen søges henholdsvis støtte på 1.700.000 (placering 1) og 2.000.000 kr. (placering 2). Planen for finansieringen ved placering 1 er:


Tilskud fra kommunen    1.700.000 kr.

EGIF Fodbold       500.000 kr.

Indsamling via fonde og medlemmer  1.500.000 kr.

I alt 3.700.000 kr.


EGIF Fodbold råder i dag over en jordbane og en grusbane, som ikke er velegnede til vinterbrug. Det er disse baner man ønsker erstattede af en multibane.


EGIF Fodbold oplyser at Erritsø Fællesskole, EGIF Hovedbestyrelse og EGIF Rugby har vist interesse for projektet.


Repræsentanter for EGIF Fodbold vil præsentere projektet på mødet. 


I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2016 blev der i investeringsoversigten afsat en samlet tilskudspulje på 3,5 mio. kr. til kunstgræsbaner. Der er tidligere bevilget 1,4 mio. kr. til Fredericia KFUM og 1,4 mio. kr. til TSIF Fodbold. Der er således 700.000 kr. tilbage. I bevillingen af de to tidligere tilskud, er der lagt vægt på, at antallet af haltimer til fodboldklubberne reduceres efterfølgende.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at etableringen af en multiarena i Erritsø vil kunne aflaste presset på haltimerne, således at flere timer kan forbeholdes indendørs idræt.


Kultur & Idræt vurderer, at placering 2 vil være den mest optimale, fordi 8 mands banen herved vil være tættere på EGIF Fodbolds nye klublokaler i hallen. Samtidig vil det øge skolens mulighed for at bruge banen betydeligt. Denne placering vil dog fordyre projektet med 300.000 kr., fordi der vil skulle etableres et nyt lysanlæg.


Kultur & Idræt kan ikke anvise finansiering af det fulde beløb.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at


·  placering 2 vælges

·  finansieringen drøftes

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 24-02-2016

Kultur- og Idrætsudvalget anbefaler placering 2 og arbejder videre med sagen med henblik på at undersøge en mulig finansiering i indeværende år.

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016


Økonomiudvalget anbefaler, at byrådet godkender en tillægsbevilling på 1,3 mio. kr. fra investeringspuljen.  


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 30 Kulturaftale 2016-2019 mellem Trekantområdet og Kulturministeriet

Sagsbeskrivelse

Resumé

Kulturaftalen for Kulturregion Trekantområdet udløber pr. 31.12.2015. Der er i dialog med Kulturministeriet formuleret en ny kulturaftale for perioden 2016-2019. Kulturaftalen bygger på Kulturmetropolstrategien, der blev vedtaget i byrådene i 2014.

Udkastet til kulturaftalen skal behandles og godkendes i alle syv byråd i Trekantområdet, hvorefter aftalen godkendes af Kulturministeren.


Sag

Kulturaftalen for Kulturregion Trekantområdet danner rammen om samarbejdet mellem de syv kommuner på kulturområdet. Kulturaftalen er en frivillig aftale mellem en gruppe af kommuner og Kulturministeriet. Formålet med aftalen er at fremme det tværgående samarbejde og sikre gode kulturtilbud til hele landet.


Aftalen er bygget op om tre indsatsområder:


En kulturmetropol på vej

Trekantområdet skal opleves som en samlet kulturmetropol med en mangfoldighed af kulturtilbud – og de aktive kulturbrugere skal i højere grad bevæge sig henover kommunegrænserne.


Metropolens forbindelser

Vi skal aktivere mange flere kulturelle aktører i at udvikle vores samlede kulturliv gennem netværk, udviklingsprocesser og samarbejdsprojekter.


Metropolens næste generation

Vi skal fremme kulturelt entreprenørskab blandt børn og unge og sikre gode udviklingsmuligheder for unge talenter.


Kulturregion Trekantområdets politiske styregruppe har i udarbejdelsen af en ny kulturaftale lagt vægt på, at alle kulturlivets aktører har mulighed for at søge om projektstøtte, og at de støttede projekter rummer tydelige udviklingsperspektiver for Trekantområdet.


Kulturregion Trekantområdet prioriterer Trekantområdets Festuge som en central del af kulturaftalen. Trekantområdets Festuge skal derfor have et tydeligt fokus på udvikling og på at skabe værdi for kulturlivet i Trekantområdet hele året.


Den samlede økonomi i aftalen er på 4,1 mio.kr. i 2016, 4,4 mio. kr. pr. år i 2017-2019. Heraf er 2 mio. kr. finansieret af Trekantområdet Danmark og 2,1-2,4 er finansieret af staten.


Kulturaftalen er vedhæftet som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget godkender kulturaftalen 2016-2019 med henblik på Byrådets endelige godkendelse.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 24-02-2016

Godkendt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 07-03-2016

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 31 Udpegning til Beboerklagenævnet

Sagsbeskrivelse

Formålet med Beboerklagenævnet
Formålet med Beboerklagenævnet i Fredericia er at træffe afgørelse i tvister mellem lejere og udlejere i almene boliger reguleret af almenlejeloven.

Organisering af Beboerklagenævnet
Beboerklagenævnet består af tre medlemmer, herunder en formand og to øvrige medlemmer. Formanden skal være jurist og udpeges af Statsforvaltningen. De to øvrige medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis de almene boligorganisationer, der har afdeling i kommunen, og de større lejerforeninger i kommunen.
I visse sager af social karakter, deltager en socialt sagkyndig, som dog ikke har stemmeret.

Der vælges tillige en suppleant for hvert af medlemmerne. Med henblik på at undgå habilitetsproblemer, skal der så vidt muligt vælges suppleanter fra et andet boligselskab end medlemmerne.  


Da Peer Maarfelt (suppleant og lejerrepræsentant) har valgt at udtræde af beboerklagenævnet, indstiller Lejernes Landsorganisation i stedet følgende som suppleant:


Torben Justesen

Smedekrogen 32, 3.

5550 Langeskov


Lejernes Landsorganisation anfører i indstillingen, at Torben Justesen sidder i bestyrelsen på Fyn og har erfaring som afdelingsformand i en almen afdeling. Han opfylder dermed kravene i henhold til almenlejeloven.

De øvrige medlemmer er beboerklagenævnet er følgende (udpeget iht. 13/9962):

Formand: Leif Guldhammer.

Lejerrepræsentant: Kim Nielsen.

Udlejerrepræsentanter: Annie Kristensen og Steffen Møller Borgbjerg.


Økonomiske konsekvenser

Ingen.


Vurdering

Ingen.


Indstillinger

Fællessekretariatet indstiller til Byrådet at udpege Torben Justesen som ny suppleant og lejerrepræsentant til Beboerklagenævnet i Fredericia.


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016

Godkendt.


Punkt 32 Borgervejlederen i Fredericia. Årsberetning 2015

Sagsbeskrivelse


Fredericia Byråd besluttede i september 2013 med budgetvedtagelsen 2014-2017, at oprette en ny funktion som borgervejleder. Borgervejlederen har fungeret som institution i Fredericia Kommune siden d. 1.1.2015.


På baggrund af borgernes henvendelser afgiver Borgervejlederen en årlig beretning.  Beretningen giver en samlet status på borgervejlederens virke, en præcisering af tendenser i henvendelserne og anbefalinger til et fremadrettet fokus.


Tendenserne i borgernes henvendelser i 2015 giver anledning til at rette et generelt fokus på organisationen / Fredericia Kommune, mere end et fokus i forhold til specifikke afdelinger.


Der efterspørges en enkel og tydelig skriftlig og mundtlig kommunikation. En højere grad af anerkendelse og imødekommenhed i dialog og korrespondance, og prioritering af det personlige møde mellem borger og afdeling.


Der er et udtalt ønske om hurtigere sagsbehandlingstid. En stor gruppe borgere beskriver manglende svar på skriftlige og telefoniske henvendelser, og en følelse af at være til ulejlighed, hvis de selv tager initiativ til at kontakte afdelingen med spørgsmål om hvad der sker i en given sag.


Der efterspørges vejledning i forhold til ansøgning om aktindsigt og smidigere sagsbehandling. Der udtrykkes frustration i forhold til langsommelig sagsbehandling, og manglende viden i forhold til at kunne specificere sin ansøgning på konkrete akter.


Der efterspørges større grad af kommunikation og koordinering internt mellem afdelingerne. Det fremhæves at være forbundet med store vanskeligheder, at navigere mellem de forskellige afdelinger. Når en afgørelse er truffet opleves ikke en umiddelbar opfølgning, som fastholder en kontinuerlig proces i forhold til en egentlig plan. Borgerne udtrykker bekymring for, om vigtige oplysninger kan gå tabt ved manglende koordinering i mellem afdelingerne. 


Økonomiske konsekvenser

Ingen.


Vurdering

Ingen.


Indstillinger

På baggrund af borgernes henvendelser i 2015 anbefaler borgervejlederen at følgende gives et særligt opmærksomhedsfokus i 2016:


1.  Skriftlig og mundtlig kommunikation, herunder mødet med en afdeling

2.  Sagsbehandlingstid

3.  Procedure i forhold til ansøgning om aktindsigt

4.  Større grad af og koordineret samarbejde internt mellem afdelingerne


Beslutning i Byrådet den 14-03-2016


Orienteringen vedrørende Årsberetning 2015 taget til efterretning.

 

Byrådet anmoder Direktionen om at vurdere og udarbejde forslag til implementering af Borgervejlederens anbefalinger.