Kultur- og Idrætsudvalget - 31-05-2017

Referat
Dato:
Onsdag, 31 maj, 2017 - 15:30
Hent som fil:
Lokation:

Punkt 21 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

Sagsbeskrivelse:

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 22 Besøg i Den Historiske Miniby

Sagsresumé

Sagsbeskrivelse:

Mødet holdes i Den Historiske Miniby, hvor Bent Bjerre Jørgensen vil give en status på drift og udvikling af Minibyen. 

Indstillinger

Ingen

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Taget til efterretning.

Punkt 23 1. Budgetopfølgning 2017 - Kultur og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Hvert år udarbejder fagafdelingerne tre overordnede budgetopfølgninger. Budgetopfølgningen indeholder de budgetændringer, som udvalget søger om denne gang og udvalgets forventede regnskabsresultat. Budgetopfølgningen skal sendes videre til godkendelse i byrådet.

 

Der bliver samlet søgt om 0,710 mio.kr. i tillægsbevilling, og det forventede regnskabsresultat viser herefter et samlet overskud på udvalgets ramme på 4,400 mio. kr., primært på grund af anlæg der løber over årene. 

 

Sagsbeskrivelse:

Ved de tre årlige budgetopfølgninger kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme.

 

Udvalgets økonomi fra korrigeret budget til forventet regnskab er vist i tabellen her under:

 

Mio. kr., netto

Korrigeret budget

1. budget-opfølgning

Forventning spar/lån

Forventet regnskab

Kultur og Idræt:

 

 

 

 

Serviceudgifter

 

 

 

 

Drift

  97.614

410

-400

97.624 

 

 

 

 

 

Anlæg i alt

33.332 

300

-4.000

29.632 

 

 

 

 

 

Total

130.946 

710 

-4,400

127.256

+ = udgift / lån af næste år (underskud)

 - = indtægt / opsparing (overskud)

 

 

Korrigeret budget

Det korrigerede budget omfatter vedtaget budget, spar/lån-overførsler fra 2016 og godkendte budgetændringer.

 

1. budgetopfølgning

1. budgetopfølgning viser de budgetændringer, som udvalget ansøger om i denne sag, og som sendes videre til godkendelse i byrådet. Alle sager fremgår af bilag ”1.budgetopfølgning 2017 – specifikation”, men de væsentligste sager er kort beskrevet her:

Kultur- og Idrætsudvalget søger om godkendelse af disse tillægsbevillinger:

Museernes underskud fra 2016 afvikles over en 2-årig periode hvorfor der overføres 0,397 til 2018. Depotgårdens opsparing af driftsmidler til café overføres til anlæg, i alt 0,300 mio. kr. Tøjhusets underskud fra 2016 udlignes fra en central pulje med 0,180 mio. kr. Challenge flyttes fra Politik & Kommunikation til Kultur & Idræt fra årsskiftet 2017, i alt 0,650 mio. kr.

 

 

Der er i budgettet afsat rådighedsbeløb til en række anlægsprojekter, der frigives iht. bilag ”Ansøgning om anlægsbevilling”.

 

 

 

Forventning spar/lån

Forventet spar/lån viser den forventede opsparing eller lån af næste års budget.

 

Kultur- og Idrætsudvalget forventer på nuværende tidspunkt, at spar/lån bliver 4,400 mio.kr.

Resultatet af spar/lån er primært anlæg der løber over årene.

Spar/lån behandles og godkendes ved regnskabsafslutningen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt forventer overordnet at overholde budgetrammen med et mindre overskud på driften. Sammenlagt forventes kultur- og idrætsinstitutionerne at overholde budgetrammen. Budgetteret tilskud til egnsteatret Fredericia Teater, vil give et underskud, i år på 1,300 mio. kr. mod 1,000 mio. kr. i 2016.

Tilskudspuljer til kultur- og idrætsaktiviteter er mere presset en tidligere år, men der forventes et mindre overskud på folkeoplysning og fritidsaktiviteter, og diverse puljer.

Tøjhusets budget er ikke tilrettet efter flytning og der forventes et underskud på omkring 0,500 mio. kr. blandt andet på grund af øgede udgifter til ejendomsudgifter.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller:

1.  at budgetopfølgningen godkendes og videresendes til Økonomiudvalget og Byrådet

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 24 Fredericia Teater - regnskab 2016

Sagsresumé

I henhold til gældende regler skal det godkendte regnskab for Fredericia Teater være indsendt til Slots og Kulturstyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning. Regnskabet forelægges hermed til godkendelse. Revisor og administrationen har ingen bemærkninger til det opstillede regnskab.

 

Sagsbeskrivelse:

I henhold til egnsteateraftalen skal Fredericia Teater hvert år inden 1. april fremsende revideret regnskab, årsberetning og revisionsprotokollat efter godkendelse i bestyrelsen. Årsregnskabet skal følge den til enhver tid gældende kommunale regnskabsinstruks, samt være revideret af en registreret eller statsautoriseret revisor.

 

Regnskabet skal efter godkendelse i kommunen indsendes til Kunststyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning.

 

Der pågår p.t. en politisk debat om teatrenes skatteforhold og skattepligt. Ledelsen har valgt at registrere Fredericia Teater som skattepligtigt hos SKAT i henhold til nugældende skattelovgivning. Der er derfor i årsregnskabet for 2016 indregnet skat og udskudt skat.

 

Årets regnskabsresultat efter skat udviser et overskud på 15,5 mio. kr., som overføres til forbedring af egenkapitalen, som herefter i konsekvens af det gode resultat, nu er positiv på 2,7 mio. kr.

 

Regnskabet er godkendt uden bemærkninger på møde i Fredericia Teaters bestyrelse den 24. marts 2017.

 

Regnskabet er revideret af BDO efter internationale standarder om revision, yderligere krav i henhold til dansk lovgivning og god offentlig revisionsskik. Revisor har ikke taget nogen forbehold og konklusionen er, at årsregnskabet giver et retvisende billede af institutionens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2016 samt at resultatet af institutionens aktiviteter og pengestrømme for regnskabsåret er i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

 

Fredericia Teaters bestyrelse betegner resultatet som særdeles tilfredsstillende. En væsentlig del af overskuddet er foranlediget at tekniske forhold, så som eftergivelse af gæld, samt ekstraordinært tilskud. Den almindelige teaterdrift har alene givet et overskud på 8,0 mio. kr.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Der er i budgettet for 2016 indregnet opsætning af 4 forestillinger:

 

-  Klokkeren fra Notre Dame – The Musical

-  A Midsummer Night`s STEAM

-  Lizzie

-  Shu-bi-dua - The Musical (København og Århus)

 

Det vurderes at målet om 3 årlige forestillinger i henhold til egnsteateraftalen kan betragtes som opfyldt, selvom forestillingen ”Lizzie” blev udsat og er gennemført primo 2017.

 

Det oprindelige budget for 2016 udviste et forventet overskud på 1,1 mio. kr. Årets resultat med et overskud på 15,5 mio. kr. betyder at Fredericia Teater har fortsat den positive tendens fra 2015. Resultatet overføres til egenkapitalen hvilket betyder at denne er positiv med 2,7 mio. kr. mod en negativ korrigeret egenkapital ultimo 2015 på 12,8 mio. kr.

 

Det skal bemærkes, at årets resultat og dermed den positive udvikling af egenkapitalen er påvirket af Byrådets beslutning om eftergivelse af gæld og ekstra tilskud i 2016.

 

Fredericia Teater har i regnskabsåret afdraget på gælden med 0,5 mio. kr., gælden udgør herefter aktuelt 8,6 mio. kr.

 

Det fremsendte regnskab med ledelsesberetning og revisionspåtegning giver ikke anledning til kommentarer fra Budget & Analyse.

 

Det skal bemærkes, at ledelsen sammen med revisor, har valgt at registrere Fredericia Teater som skattepligtigt hos SKAT i henhold til nugældende skattelovgivning. Der er derfor i årsregnskabet for 2016 indregnet skat og udskudt skat.

Indstillinger

Kultur og idræt indstiller

  1. at Fredericia Teaters regnskab for 2016 godkendes

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 25 Fredericia Teater - Budgetopfølgning 1. kvartal 2017

Sagsresumé

Fredericia Teater har fremsendt budgetopfølgning pr. 1. kvartal 2017 til behandling i Kultur- og Idrætsudvalget. Resultatet udviser et underskud på 5,109 mio. kr. mod et forventet underskud på 3,261 mio. kr.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Fredericia Teater har fremsendt budgetopfølgning pr. 1. kvartal 2017 til behandling i Kultur og Idrætsudvalget. Resultatet udviser et underskud på 5,109 mio. kr. mod et forventet underskud på 3,261 mio. kr.

 

Budgetafvigelsen på 1,848 mio. kr. skyldes:

 

  1. Billetsalget til Lizzie i Fredericia og London levede ikke op til forventningerne.
  2. Der er foretaget en række indkøb i 1. kvartal, som først var budgetteret til senere på året.

 

Samlet set forventes der ikke væsentlige afvigelser til det budgetterede årsresultat på 0,395 mio. kr. Dels vil de fremrykkede indkøb ikke belaste resultatet i de kommende kvartaler og et godt forsalg til forestillingerne ”Klokkeren fra Notre Dame” i København og ”Seebach” giver forventninger om positive budgetafvigelser.

 

Budgetterede ekstraordinære poster er Fredericia Teaters andel af programmeringen af NYT FREDEREICA TEATER. De faktiske afholdte udgifter hertil er inkluderet i administrationsomkostninger og personaleomkostningerne.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Budget & Analyse tager det fremsendte budgetopfølgningsmateriale samt forventninger til årets resultat fra Fredericia Teaters bestyrelse til efterretning. På baggrund af resultatet bedes Kultur- og Idrætsudvalget vurdere om sagen, i henhold til den vedtagne procedure for Teatrets budgetopfølgninger, skal videresendes til Økonomiudvalget.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

1.  at Kultur- og Idrætsudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning, og vurderer om sagen, i henhold til den vedtagne procedure for

Teatrets budgetopfølgninger, skal videresendes til Økonomiudvalget.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Taget til efterretning og videresendes til Økonomiudvalget.

Punkt 26 Foreningen Det Bruunske Pakhus - Regnskab 2016

Sagsresumé

Foreningen Det Bruunske Pakhus har afholdt generalforsamling, hvor man har behandlet årsregnskab 2016 og vedtægtsændringer, der indstilles til godkendelse:

 

Sagsbeskrivelse:

 

Foreningen Det Bruunske Pakhus har afholdt generalforsamling og behandlet følgende:

 

1)  Årsregnskab 2016

2)  Vedtægtsændringer

3)  Driftsaftale

 

Ad 1) Regnskab for 2016 viser et overskud på kr. 21.809.

En stadig stor interesse fra publikum og sponsorer giver en sund økonomi og et budget i balance. Trods et underskud på sommerarrangementet i forbindelse med ankomst af Krydstogtsskib, ender 2016 med et positivt resultat. Regnskabet er revideret af Revisionskontoret Fredericia-Vejle.

Der er aflagt rapport til Kulturstyrelsen over de bevilgede tilskud i henhold til regnskabsinstruks.

 

Ad 2) I forbindelse med flytningen af spillestedet fra det Bruunske Pakhus til Tøjhuset har foreningen Det Bruunske Pakhus besluttet at ændre sine vedtægter, så blandt andet navnet ændres.

 

Ad 3) Ifølge delegationsplanen for Kultur & Idræt godkendes driftsaftalen administrativt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

 

  • at regnskabet for 2016 tages til efterretning
  • at vedtægtsændringerne tages til efterretning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Taget til efterretning.

Punkt 27 Fredericia Kunstforening - ansøgning om tilskud til Per Kirkeby-udstilling 2018

Sagsresumé

Fredericia Kunstforening ansøger om tilskud til Per Kirkeby-udstilling i 2018. Det indstilles, at udvalget bevilger op til 20.000 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Fredericia Kunstforening har fået mulighed for at udstille raderinger mm. af kunstneren Per Kirkeby. Udstillingen, der er et samarbejde med Jorn Museet i Silkeborg, vises i foråret 2018, hvor Per Kirkeby kan fejre 80-års-fødselsdag.

Fredericia Kunstforening har et udstillingsbudget på 50.000, hvoraf foreningen selv kan finansiere de 20.000 kr. Man søger – foruden Kultur- og Idrætsudvalget – tilskud fra fonde.

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudskonto.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Fredericia Kunstforening har i de senere år anlagt en mere ambitiøs og kunstnerisk stærkere profil og vil med en Per Kirkeby-udstilling understrege et kunstnerisk ambitionsniveau, som vil vække opmærksomhed udenfor Fredericias grænser.

 

Udstillingen vil således medvirke til at opfylde kultur- og idræts- og fritidspolitikkens mål om et attraktivt byliv og vil også invitere de kreative vækstmiljøer i byen til et møde med en af Danmarks mest anerkendte, nulevende kunstnere.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller,

  • at udvalget bevilger op til 20.000 kr.
  • at finansiering sker af udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 28 Fredericia KFUM boldklub - ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af varmeanlæg

Sagsresumé

Fredericia KFUM Boldklub søger om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af varmeanlægget i deres klubhus.

Sagen indstilles til godkendelse efter gældende praksis inden for ekstraordinære lokaletilskud, hvilket giver et tilskud på 45.928 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia KFUM Boldklub søger om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af varmeanlægget i deres klubhus på Randalsvej 29 (se bilag 1). Udskiftningen af varmeanlægget er anbefalet af Fredericia Fjernvarme, der har påpeget at klubbens fjernvarmeanlæg ikke fungerer optimalt fordi returvandet er for varmt (se bilag 2). Hvis anlægget udskiftes (herunder varmestyring og radiatorer) forventer klubben at kunne spare minimum 1.000 kr. pr. måned.

 

Fredericia KFUM Boldklub har indhentet to tilbud på udskiftningen af varmeanlægget. Tilbud 1 er på 83.618,75 kr. (se bilag 3). Tilbud 2 er på 95.237,50 kr. inkl. moms (se bilag 5).

 

Fredericia KFUM Boldklub modtager lokaletilskud til deres lokaler. I 2016 modtog de 374.000 kr. i ordinært lokaletilskud.

 

Fredericia KFUM Boldklub havde i 2016 637 medlemmer, hvoraf 99 var over 25 år og ikke i bestyrelsen eller trænere. Det svarer til at 15,5 % var over 25 år.

 

Foreningen havde et overskud på 1.275 kr. i 2016. Foreningens egenkapital er på 283.433 kr. (se bilag 4).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til Fredericia KFUM Boldklub til udskiftning af deres varmeanlæg. En udskiftning af varmeanlægget vil reducere klubbens varmeudgifter, og dermed også det lokaletilskud de modtager til deres klubhus. Tilskuddet kan være på op til 65 % af det billigste tilbud på 83.618,75 kr., svarende 54.352 kr. Der er præcedens for, at tilskuddet reduceres med antallet af medlemmer over 25 år (som ved ordinært lokaletilskud). Det svarer til en reduktion på 15,5 % og efterfølgende 65 % af dette beløb. Det giver et tilskud på 45.928 kr.

 

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. resterer 269.000 kr.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  • Fredericia KFUM Boldklub bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 45.928 kr. til udskiftning af deres varmeanlæg.
  • Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud. 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 03-05-2017

Anbefales.

Punkt 29 FDF Fredericia 2 Chr. Sogn - ansøgning om ekstraordninært lokaletilskud til isolering af loft

Sagsresumé

FDF Fredericia 2. Chr. Sogn søger om et ekstraordinært lokaletilskud til isolering af loftet i deres spejderhytte.

Sagen indstilles til godkendelse efter gældende praksis inden for ekstraordinære lokaletilskud, hvilket giver et tilskud på 10.090 kr. 

 

Sagsbeskrivelse:

FDF Fredericia 2. Chr. Sogn søger om et ekstraordinært lokaletilskud til isolering af loftet i deres spejderhytte på Randalsvej 6 (se bilag 1).

 

Foreningen har indhentet to tilbud på efterisoleringen. Tilbud 1 er på 22.876,14 kr. (se bilag 2) og tilbud 2 er på 17.287 kr. (se bilag 3). Foreningen forventer en besparelse på 10-20 % i varmeregningen efter isoleringen, hvilket svarer til 3.500-7.000 kr. årligt. Foreningen modtager lokaletilskud, og isoleringen vil derfor også betyde en mindre udgift til lokaletilskud til foreningen for Fredericia Kommune. FDF Fredericia 2. Chr. Sogn modtog i 2016 ordinært lokaletilskud på 83.945 kr.

 

FDF Fredericia 2. Chr. Sogn havde i 2016 59 aktive medlemmer, hvoraf 37 var under 25 år, og yderligere 16 var medlem af bestyrelsen eller ledere. Det svarer til at 10,2 % af medlemmerne var over 25 år og ikke i bestyrelsen eller ledere.

 

FDF Fredericia 2. Chr. Sogn havde i 2016 et underskud på 13.559,71 kr. (bilag 4).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at FDF Fredericia 2. Chr. Sogn kan modtage ekstraordinært lokaletilskud til isoleringen af deres spejderhytte. En isolering af loftet vil reducere foreningens varmeudgifter til hytten, og dermed også det lokaletilskud de modtager til hytten.

 

Et ekstraordinært lokaletilskud til FDF Fredericia 2. Chr. Sogn kan være på op til 65 % af det billigste tilbud på 17.287 kr., svarende til 11.237 kr. Der er præcedens for, at tilskuddet reduceres med antallet af medlemmer over 25 år (som ved ordinært lokaletilskud). Det svarer til en reduktion på 10,2 % og efterfølgende 65 % af dette beløb. Det giver et tilskud på 10.090 kr.

 

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. resterer 269.000 kr.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  • FDF Fredericia 2. Chr. Sogn bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 10.090 kr. 
  • Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud. 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 03-05-2017

Anbefales.

Punkt 30 Dykkerklubben Aktiv ansøgning om støtte til tilslutningsafgifter

Sagsresumé

Dykkerklubben Aktiv søger Fredericia Kommune om økonomisk støtte til finansiering af tilslutningsafgifter ved etablering af bådskur på Vesterballevej i Fredericia. Klubben søger om 2/3 dele af udgifterne, hvilket svarer til 73.971 kr.

Ansøgningen indstilles til godkendelse med et tilskud på 65 % af udgifterne, hvilket svarer til 72.122 kr.

 

Sagsfremstilling:

Dykkerklubben Aktiv søger om økonomisk støtte til finansiering af tilslutningsafgifter ved etablering af bådskur på Vesterballevej i Fredericia (se bilag 1). Tilslutningsafgifterne beløber sig til i alt 110.957 kr. Der er tale om el- tilslutning på 16.938 kr., vandtilslutning på 32.625 kr. samt kloaktilslutning på 61.394 kr. Grunden er kommunal, og der er udarbejdet en lejekontrakt for grunden.

 

Dykkerklubben Aktiv ser sig i stand til at medfinansiere udgifterne med en tredjedel af de samlede udgifter – i alt 36.985,33 kr. Det ansøgte beløb udgør således 73.971 kr. Der er almindelig praksis for at der tildeles 65% af udgifterne, hvilket svarer til 72.122 kr.

 

Dykkerklubben Aktiv havde i 2016 248 medlemmer hvoraf de 111 var under 25 år, hvilket svarer til at 44,8 % var under 25 år.

 

Dykkerklubben Aktivs seneste godkendte årsregnskab er vedlagt som bilag (se bilag 2).

Dykkerklubben Aktiv modtager lokaletilskud til deres klubhus. I 2016 modtog de ca. 15.500 kr. i ordinært lokaletilskud.

 

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af området Tilskud udendørs idrætsanlæg, hvor der pt. står 65.656 kr.

 

Baggrund
Det er Dykkerklubben Aktivs plan at opføre en rundbuehal på 8 x12,5 meter, der skal huse klubbens to dykkerbåde, som anvendes i forbindelse med dykning. Tilkøbet af båd nummer to skyldes at foreningen er vokset markant fra de oprindelige 50 medlemmer til 248 medlemmer i 2016. Men i forhold til at have to både og have plads til alle medlemmer så rummer de eksisterende faciliteter på Lyngsoddevej, hvor klubben holder til, ikke mulighed herfor. Derfor vil klubben opføre et bådskur til de to dykkerbåde i umiddelbar nærhed af klubfaciliteterne.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at Dykkerklubben Aktiv kan modtage et tilskud til tilslutningsafgifterne til deres nye bådhus. Klubben har længe haft behov for et sted at opbevare bådene for at få mere plads i deres klubhus.

 

Dykkerklubben Aktiv har selv været i stand til at spare en del midler op med det formål at bygge et nyt bådehus. Samtidig har de også hensat midler til udskiftning af deres kompressor, som er 15 år gammel. De forventer at denne skal udskiftes i løbet af et par år. En ny kompressor koster omkring 300.000 kr.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at

 

  1. Dykkerklubben Aktiv bevilges et tilskud til tilslutningsafgifterne på 65 % af det samlede beløb på 110.957 kr., hvilket svarer til 72.122 kr.
  2. Tilskuddet finansieres via området Tilskud udendørs anlæg, samt inden for lokaletilskudsområdet.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 31 Fredericia Bueskytteklub - ansøgning om tilskud til DM i 3D skydning 2017

Sagsresumé

Fredericia Bueskytteklub søger om et tilskud på 30.000 kr. og en underskudsgaranti på 20.000 kr. til afholdelse af DM i 3D skydning i september 2017. I 2014 modtog klubben 20.000 kr. til indkøb af 3D dyr til et lignende DM stævne.

Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på 20.000 kr. til indkøb af 3D figurer. Beløbet kan finansieres af Kultur- og Idrætsudvalgets tilskudskonto.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Bueskytteklub skal afholde DM i 3D bueskydning i september, hvor målene er dyr i 3D. I forbindelse med afholdelsen af dette DM søger klubben om et tilskud på 30.000 kr. til stævnet og 20.000 kr. i underskudsgaranti (bilag 1). Til stævnet har klubben behov for at indkøbe nye 3D dyr for ca. 40.000 kr. Derudover budgetterer de med forskellige andre udgifter på samlet set 13.000 kr. Klubben forventer, at der vil komme mellem 250-280 deltagere. Klubben har også vedlagt to mere udførlige budgetter med flere udgifter, hvoraf det fremgår, at de kan opnå et mindre overskud, hvis der kommer 250 deltagere, mens 200 deltagere giver et mindre underskud (bilag 2).

 

Fredericia Bueskytteklub søger også om støtte fra Samvirkende Idrætsklubber i Fredericia (SIF) og et par fonde. De har endnu ikke fået svar vedrørende deres ansøgninger.

 

I 2016 havde Fredericia Bueskytteklub 18 medlemmer under 25 år og i alt 41 medlemmer. Deres årsregnskab for 2016 er vedlagt som bilag (bilag 3).

 

Et tilskud til klubben kan finansieres via Kultur- og Idrætsudvalgets tilskudskonto, hvor der pt. resterer 450.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

I 2014 modtog Fredericia Bueskytteklub 20.000 kr. til et lignende DM stævne, som dengang gav et overskud på ca. 38.000 kr. Tilskuddet var beregnet til indkøb af 3D dyr.

 

Kultur & Idræt vurderer, at et tilskud på 20.000 kr. til indkøb af 3D dyr til stævnet vil være passende. Samtidig vil et tilskud være med til at understøtte kultur-, idræts- og fritidspolitikkens ambition om at støtte foreningslivet og deres egne initiativer. Et initiativ som foreningen selv forsøger at finde ekstern støtte til. Det vil også støtte de fællesskaber, der opstår omkring et sådant arrangement.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at

 

  1. Fredericia Bueskytteklub bevilges et tilskud på 20.000 kr. til indkøb af 3D dyr til DM i 3D Bueskydning i september 2017.
  2. Tilskuddet gives under forudsætning af, at stævnet gennemføres.
  3. Tilskuddet finansieres via Kultur- og Idrætsudvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 32 Fredericia Bueskytteklub - ansøgning om støtte til skydeskur

Sagsresumé

Fredericia Bueskytteklub ansøger om 15.000 - 20.000 kr. til etablering af udendørs skydeskur. Ansøgningen indstilles til godkendelse.

 

Sagsfremstilling:

Fredericia Bueskytteklub ansøger om 15.000 - 20.000 kr. til indkøb og etablering af skydeskur ved klubbens mobile pavillon på Idrætsvej nr. 7.

 

Der er tale om et udendørs skur, hvor skytterne kan stå i læ for vind og regn i forbindelse med afvikling af klubbens aktiviteter i udendørs sæsonen fra april til september.

Skydeskuret ønskes etableret som en tilbygning til pavillonen.

 

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af anlægspulje til idrætslivet, hvor der resterer 35.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Klubbens mobile pavillon (klubhuset på Idrætsvej 7 – placeret bag ved Monjasa Park) er omfattet af en midlertidig godkendelse med udløb 31. december 2017.

 

Fredericia Bueskytteklubs ansøgning om etablering af et skydeskur i tilknytning til pavillonen, er en del af en større ansøgning, der også omfatter ønsker til sanitære forhold, så som adgang til toiletforhold, dernæst etablering af elektricitet i klubhuset, så der kan brygges kaffe/the.

 

Klubben har på et møde med Fredericia Idrætscenter 6. april 2017 tilkendegivet, at klubbens specifikke ønsker til toiletforhold samt elektricitet godt kan afvente en helhedsløsning i MadsbyParken for både cykelklub og bueskytteforening, som idrætscentret har givet udtryk for vil være en fordel (bilag 2).

 

Fredericia Bueskytteklub er i en positiv udvikling og oplever en tilgang i medlemmer fra både voksne og børn.

 

Fredericia Bueskytteklub er på et møde 6. april med Fredericia Idrætscenter orienteret om, at klubbens indendørs faciliteter i Fredericia Idrætscenter (de arealer, hvor bueskydningen finder sted) vil være omfattet af den udvidelse, der skal finde sted, hvorfor klubben mister adgang hertil.


Klubben ønsker dog fortsat at have et tilhørsforhold til Idrætscenteret i vintermånederne og har skriftligt 2. maj måned 2017 rettet henvendelse til Idrætscenteret om alternative muligheder for placering af klubbens indendørs aktiviteter i vintersæsonen.


Situationen er dog uafklaret. Der er således ikke fundet en endelig løsning på udfordringen endnu. Alternativt vil Fredericia Kommune arbejde på at kunne hjælpe klubben med at finde alternative lokaler til klubben i vinterhalvåret.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

 

  • at udvalget imødekommer ansøgningen med op til 15.000 kr.
  • at finansiering sker af puljen anlægspulje til idrætslivet, hvor der resterer 35.000 kr.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 33 Klimaskærm tilskud 2017

Sagsresumé

Uddeling af puljen til klimaskærm idrætsfaciliteter indstilles til godkendelse. Endvidere indstilles, at der bruges 125.000 kr. af næste års pulje for at imødekomme dette års ansøgninger.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har i 2013 oprettet en pulje til vedligehold af idrætsfaciliteters klimaskærme. Der er afsat ca. 1 mio. kr. årligt. Uddelingen sker på baggrund af en årlig ansøgningsrunde i marts-april, hvor foreninger og haller indsender ansøgninger til Kultur & Idræt i henhold til gældende vedligeholdelsesplaner.

 

Puljen er oprettet for perioden 2014-2023.

 

I 2017 er der afsat 1, 112.000 kr. til formålet.
Imidlertid er der ansøgt for i alt 1,235.368 kr. til vedligehold af klimaskærm fordelt på i alt 19 idrætsfaciliteter.
Alle ansøgninger er lavet med udgangspunkt i eksisterende vedligeholdelsesplaner for de respektive idrætsfaciliteter.

 

Der er således i år et behov for at tilføre puljen klimaskærm yderligere 125.000 kr. i 2017, såfremt foreningernes og hallernes behov kan/skal imødekommes.

 

Ønsker udvalget at udvide dette års ramme kan finansiering ske af puljebeløbet for 2018.

 

Oversigt over ansøgningerne er vedlagt i bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

 

  • at tildelingen af midler til klimaskærm godkendes
  • at dette års pulje udvides med 125.000 kr.
  • at finansiering af udvidelsen sker af beløbet til klimaskærm idrætsfaciliteter 2018.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 34 Egum Rideklub - ansøgning om tilskud til renovering af udendørs ridebane

Sagsresumé

Egum Rideklub søger om tilskud til renovering af deres udendørs dressurridebane. Renoveringen vil koste omkring 250.000 kr. og klubben søger om 100.000 kr.

Sagen indstilles til afslag, fordi forvaltningen ikke kan anvise finansiering.

 

Sagsbeskrivelse:

Egum Rideklub søger om et tilskud på 100.000 kr. til renovering af deres udendørs dressurridebane (bilag 1). Banen er 30 år gammel, og pt. benyttes den kun til at skridte på, da den er i for dårlig stand til at ride dressur på. Rideklubben har for nyligt renoveret den udendørs springbane samt ridebanerne i alle tre indendørs ridehaller uden tilskud. Egum Rideklub ejer ikke selv ridebanerne eller ridehallerne, men lejer sig ind hos en privat udlejer.

 

Egum Rideklub har undersøgt forskellige muligheder for renovering af den udendørs dressurbane og ønsker en løsning med måtter og toplag. Klubben har indhentet tre tilbud. Tilbud 1 er på 366.538 kr. (bilag 2), tilbud 2 er på 423.850 kr. (bilag 3) og tilbud 3 er på 303.850 kr. (bilag 4) men dette tilbud kommer ifølge Egum Rideklub ned på 250.000 kr., da klubben ikke har brug for hele tilbuddet. Alle tilbud er inkl. moms.

 

Egum Rideklub havde i 2016 189 medlemmer, hvoraf 148 var under 25 år.

 

Egum Rideklub modtager årligt lokaletilskud til ridehallerne, men ikke til de udendørs ridebaner, fordi de ikke betragtes som lokaler. I 2016 modtog Egum Rideklub 278.424 kr. i ordinært lokaletilskud.

 

Egum Rideklubs seneste godkendte årsregnskab er vedlagt som bilag (bilag 5).

 

Kultur & Idræt kan ikke anvise finansiering af et tilskud til Egum Rideklub idet puljen til udendørs idrætsanlæg er opbrugt for 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der er behov for renovering af dressurridebanen. Egum Rideklub modtager ikke lokaletilskud til deres udendørs ridebaner, fordi de ikke betragtes som lokaler. Et tilskud til ridebanen ville derfor skulle finansieres af puljen til udendørs idrætsfaciliteter, der er opbrugt for 2017. Det skal bemærkes, at der ansøges om opgradering af lejede faciliteter.

 

Hvis man følger den gængse beregning af tilskud til udendørs idrætsfaciliteter er der præcedens for at anbefale tilskud på maksimalt 65 % af den samlede renoveringsudgift. I dette tilfælde er beregningsgrundlaget 250.000 kr., hvilket svarer til 162.500 kr. i beregnet tilskud. Egum Rideklub søger om 100.000 kr.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

 

  • At ansøgningen gives afslag, idet der ikke kan anvises en finansiering.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Punkt 35 Veteraner som ressource i fællesskabet - Tillæg til byfornyelsesprogram for Øgadekvarteret

Sagsresumé

I sommeren 2017 starter projektet ”Veteraner som ressource i fællesskabet”. Formålet er at bringe veteranerne og Depotgården sammen i et nyt fællesskab, der danner grundlag for nye mødesteder, netværk og samvær blandt veteranerne og Depotgårdens brugere.

 

Projektet er ét ud af fire, som Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har sat i gang i hhv. Skive, Thisted, Faaborg-Midtfyn og Fredericia for at få mere viden og erfaring på området.

 

Projektet er planlagt gennemført i løbet af de kommende to år. Budgettet er på 1,2 mio. kr. Forsøget er udgiftsneutralt for kommunen, da det støttes med 100 % statsrefusion.

 

Projektet er tværsektorielt og udføres i et samarbejde mellem Kultur & Idræt og Plan & arkitektur. Sagen forelægges enslydende for By- og Planudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget.

 

Programmet er en del af områdefornyelsen i Øgadekvarteret og et tillæg til det eksisterende byfornyelsesprogram for Øgadekvarteret. De to sager – Øgadekvarteret og veteranprojektet - kører parallelt i de kommende to år.

Programmet skal være ministeriet i hænde senest 21. juni 2017 med forventet godkendelse 1. juli.

 

 

Sagsbeskrivelse:

I december 2016 modtog Fredericia Kommune tilsagn til områdefornyelsesforsøget ”Veteraner som ressource i fællesskabet”.

 

Projektet er et forsøgsprojekt jf. byfornyelseslovens § 97, stk. 1-5. Projektet har til formål at bygge bro mellem to felter, der ikke tidligere har været i berøring med hinanden – tilbud til veteraner og områdefornyelser.

 

Fredericia er en garnisonsby med stolte traditioner. Lige siden byen blev grundlagt i 1650, har den været hjemsted for de danske soldater. Derfor har byen også et særligt ansvar for at tage sig godt af de soldater, der har tjent Danmark i konflikter ude i verden – også dem der kommer hjem med ar på krop og sjæl. Hjemkomsten fra krig og konflikt til livet herhjemme er ikke altid let. Netværket omkring veteranerne spiller derfor en vigtig rolle i processen med at vende tilbage til hverdagen.

 

Projektet tilfører samtidig nyt engagement og nye aktiviteter til Depotgården. Derved bliver Depotgården et endnu mere interessant og aktivt tilbud til alle fredericianere.

 

Plan & Arkitektur har sammen med Depotgården og konsulentfirmaet Kuben Management opstillet en række målbare succeskriterier, der ved projektets slutning danner baggrund for firmaets evalueringen af processen og erfaringerne.

Økonomiske konsekvenser

Projektets økonomi udgør 1,2 mio. kr. fordelt på fem indsatser.

 

Projektet støttes med 100 % statsrefusion og er dermed udgiftsneutralt for kommunen.

Vurdering

 

Veteranprojektet er modtaget positivt hos de lokale aktører i Øgadekvarteret, ligesom der er opbakning fra både Depotgårdens bestyrelse og daglige ledelse, Veteranhjemmet, KFUM’s soldaterhjem, Ryes Kaserne og Veterancentret. Fra Ryes Kaserne har ledelsen tilbudt at deltage i styregruppen med en person.

 

Projektet er udviklet af og ledes fra Teknik & Miljø, men gennemføres som et tværsektorielt projekt mellem Plan & Arkitektur og Kultur & Idræt. Projektet er forankret på Depotgården og indeholder bl.a. en deltidsansættelse af en ”veterantovholder” med arbejdsplads på Depotgården. Tovholderen ansættes i Kultur & Idræt.

 

Sagen forelægges enslydende for By- og Planudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget med anbefaling af, at programmet tiltrædes og sendes til godkendelse i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet senest den 21. juni 2017.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet, at programmet godkendes med henblik på indsendelse til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet senest den 21. juni 2017.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Anbefales.

Beslutning i By- og Planudvalget den 31-05-2017

Anbefales.

Punkt 36 Helhedsplan for Madsby Parken

Sagsresumé

 

Forslag til helhedsplan for Madsby Parken indstilles til godkendelse og til udsendelse i høring.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Efter politiske drøftelser og prioriteringer og efter dialogmøde med interessenter i og omkring Madsby Parken foreligger nu i bilag forslag til helhedsplan.

Planen, der hviler på planforslaget fra 2007, er et resultat af de førte drøftelser i 2017. Den indeholder således en række konkrete forslag og anbefalinger.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at det foreliggende forslag til helhedsplan for Madsby Parken giver et fyldestgørende og retvisende billede af de ønsker og forslag, der er fremsat under de nyligt afholdte drøftelser.

 

En ny heldhedsplan vil i høj grad understøtte de seks indsatser i kultur-, idræts- og fritidspolitikken, nemlig bedre fysiske faciliteter, det attraktive byliv, talentudvikling og kreative vækstmiljøer, øget fællesskab og frivillighed, udvikling af klub- og foreningsliv og selvorganiserede idrætsmiljøer samt sundhed som forudsætning for det gode liv.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

 

  • at udvalget godkender den reviderede helhedsplan foreløbig
  • at planen sendes i høring i en periode på fire uger fra 6. juni til 3. juli 2017
  • at høringsmaterialet herefter forelægges udvalget
  • at der udarbejdes et endeligt forslag til helhedsplan
  • at det endelige forslag forelægges Byrådet til beslutning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Kultur- og Idrætsudvalget sender en redigeret version i høring.

Udvalget godkender høringsperioden, at høringsmaterialet herefter forelægges udvalget samt at der udarbejdes et endeligt forslag, der forelægges Byrådet til beslutning.

Punkt 37 Det Bruunske Pakhus - status på den foreløbige anvendelse som kulturelt forsamlingshus

Sagsresumé

Kultur- og Idrætsudvalget har ønsket en status på brugen af Det Bruunske Pakhus som kulturelt forsamlingshus. Orientering herom indstilles til godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Kultur- og Idrætsudvalget besluttede i efteråret 2016, at det Bruunske Pakhus skulle tages i brug som kulturelt forsamlingshus, når flytningen af spillestedsfunktionen til Tøjhuset var gennemført. I beslutningen ligger, at 2017 er et prøveår, hvor forskellige muligheder og behov afdækkes.

Kultur- og Idrætsudvalget har ønsket en status på funktionen som kulturelt forsamlingshus. Det vedhæftede bilag giver en oversigt herover.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at status tages til efterretning.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Taget til efterretning.

Punkt 38 Diæter til medlemmerne af Folkeoplysningsrådet

Sagsresumé

Folkeoplysningsrådets medlemmer ønsker at ligestilles med medlemmerne af Handicaprådet og Seniorrådet i forhold til at få diæter for møder.

Sagen indstilles til godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Medlemmerne af Handicaprådet og Seniorrådet modtager diæter for deres deltagelse i møder jf. gældende lovgivning inden for deres områder. Det er et lovkrav, at der udbetales diæter til de to råd. Folkeoplysningsrådet ønsker at ligestilles med de to andre råd i forhold til at få diæter for møderne. De tre råd er sammenlignelige, og der er i Folkeoplysningsloven § 40, stk. 2 hjemmel til at der kan gives mødediæter til medlemmer af Folkeoplysningsrådet. 

 

Medlemmerne af Handicaprådet og Seniorrådet modtager følgende mødediæter:

 

Mødediæt for møde indtil 4 timer:  415 kr.

Mødediæt for møder over 4 timer:  830 kr.

 

Mødediæterne beskattes som A-indkomst.

 

I januar 1992 ændrede Byrådet reglerne for mødediæter for alle råd og nævn nedsat af Fredericia Kommune, for at opnå en rammebesparelse på 500.000 kr.

 

Formanden for Folkeoplysningsudvalget har dog modtaget et årligt honorar. I forbindelse med en ændring af Folkeoplysningsloven blev Folkeoplysningsudvalget ændret til et Folkeoplysningsråd, og honoraret blev i stedet en del af en indsatspulje under Folkeoplysningsrådet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives diæter til medlemmerne af Folkeoplysningsrådet på samme vilkår som for Handicaprådet og Seniorrådet. Der gives ikke diæter til Folkeoplysningsrådets medlemmer for deltagelse i kurser og konferencer, men deltagergebyret betales af Folkeoplysningsrådets mødekonto.

 

Folkeoplysningsrådet har ca. 10 årlige møder og dertil op til 20 tilsynsbesøg hos de folkeoplysende foreninger. På disse møder deltager to medlemmer af Folkeoplysningsrådet og en person fra Kultur & Idræt.

 

Med de samme mødediæter som for Handicaprådet og Seniorrådet forventes diæterne for Folkeoplysningsrådet årligt at ville beløbe sig til 10 møder for 7 medlemmer a 415 kr. (29.050 kr.) og op til 20 tilsynsbesøg for 2 medlemmer a 415 kr. (16.600 kr.) – i alt 45.650 kr. Beløbet kan finansieres via Folkeoplysningsrådets egen mødekonto samt en mindre del inden for folkeoplysningsområdet.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at:

 

  1. Der gives diæter til medlemmerne af Folkeoplysningsrådet til deres møder og tilsynsbesøg på samme vilkår som for Handicaprådet og Seniorrådet.
  2. Finansieringen sker via Folkeoplysningsrådets egen mødekonto og under Folkeoplysningsområdet i øvrigt.
  3. Udbetalingen af diæter træder i kraft med virkning fra d. 1.1.2017.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 31-05-2017

Godkendt.

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 03-05-2017

Anbefales.

Punkt 39 Orientering (Lukket)