Miljø- og Teknikudvalget - 25-11-2020

Referat
Dato:
Onsdag, 25 november, 2020 - 12:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 20 november, 2020 - 10:34
Referat publiceret:
Tirsdag, 1 december, 2020 - 12:38

Punkt 62 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Godkendt.

Punkt 63 3. budgetopfølgning 2020 for Miljø- og Teknikudvalget

Sagsresumé

Ved 3. budgetopfølgning 2020 er der på de ordinære serviceudgifter tæt på balance.

 

Hertil kommer COVID-relaterede udgifter modregnet sparede driftsudgifter ifm. med COVID-19 nedlukning med et forventet nettoresultat på -0,160 mio. kr.

 

Budgettet til anlæg søges justeret med budgetjusteringer og justering af anlægsbevillinger som beskrevet i sagen.  Forventet behov for overførsel af anlægsmidler til 2021 er opgjort til -0,500 mio. kr. og er specificeret i bilag.

 

Der vurderes ikke behov for justering af budgettet på brugerfinansieret område.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncernchefen økonomien for de respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og udvalgets anlægsramme overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af service- og anlægsrammen samt det forventede regnskab ved 3. budgetopfølgning. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller luft på rammen.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

55,231

55,403

COVID-19

-

-0,160

Bruttoanlægsudgifter

*

65,470

* Anlægsloftet for 2020 er jævnfør aftale mellem KL og regeringen ophævet.

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 3. budgetopfølgning.

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Miljø- og Teknikudvalget

96,092

178,889

180,021

Serviceudgifter

56,333

55,371

55,403

COVID-19

0

-0,160

-0,160

Anlæg

26,950

63,030

64,130

Brugerfinansieret område

12,809

60,648

60,648

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved 3. budgetopfølgning -0,962 mio. kr. Forskellen vedrører

  • Udmøntning af puljer på administrationen med -0,151 mio. kr.
  • Reduceret pris og lønskøn for 2020 med -1,273 mio. kr.
  • Godkendt overførsel af opsparede midler vedrørende landsbypuljer 0,322 mio. kr. og drift af klimaprojekter med i alt 0,140 mio. kr., som ikke er indenfor udvalgets andel af servicerammen.

 

 

Byrådet vedtog på mødet den 27. april 2020 en række principper for håndtering af konsekvenserne af COVID-19. Hovedprincippet er, at udgifterne afholdes inden for egen budgetramme. Der kan dog være situationer, hvor merudgifter ikke undgås.

Med henblik på at håndtere udfordringen med udgifter til COVID-19, er budgettet justeret med -0,160 mio. kr. på baggrund af forventningerne til COVID-19.

 

Konsekvenserne af COVID-19 følges fortsat nøje. Fredericia Kommune registrerer fortsat udgifter, som er relateret til håndtering af COVID-19 særskilt, så det vil være muligt at følge op på udgifterne hertil.

 

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på anlæg og brugerfinansieret område skyldes, at budgettet er korrigeret med spar/lån fra 2019, fremrykning af anlæg samt nye anlæg vedtaget af Byrådet.

 

På serviceudgifter søges budgettet i 3. budgetopfølgning tilrettet med 0,032 mio. kr. i konsekvens af lov- og cirkulæreprogrammet. Udvalgets andel af servicerammen tilrettes efterfølgende tilsvarende herfor.

 

På anlægssiden søges i 3. budgetopfølgning om budgettilpasninger for i alt 1,600 mio. kr. og tilsvarende justering af anlægsbevillinger

  • Entreprenørgården, indkøb af maskiner 0,500 mio. kr.   -  finansieres på sigt ved tilsvarende nedskrivning af anlægsbudget i 2022
  • Bundgårdsvej, oprydning efter brand 1,100 mio. kr.  -  eventuel erstatning fra forsikring lægges efterfølgende i kassen.
  • Forbedring af slæbested Lyngsoddevej 0,100 mio. kr.
  • Udviklingspulje Teknik og Miljø -0,100 mio. kr.

 

Ovennævnte tillægsbevillinger vil betyde finansiering fra kommunens kasse på 0,331 mio. kr. mens den resterende del finansieres af tilsvarende reduktioner på andre anlægsprojekter i kommunens samlede anlægsportefølje. Kasseforbruget finansieres på sigt ved nedskrivningen på 0,500 mio. kr. på Entreprenørgårdens indkøb af maskiner i 2022.

 

 

Vurdering

Koncernområdet har ved 3. budgetopfølgning en forventning tæt på balance i forhold til servicerammen.

 

Der vurderes ikke behov for budgetjusteringer på de ordinære serviceudgifter i forbindelse med 3. budgetopfølgning.

 

 

ANLÆG

Der forventes ved 3. budgetopfølgning et behov for at overføre -0,500 mio. kr. på udvalgets anlægsbudget til 2021. Specifikation er vedlagt i bilag.

 

Der er tale om forskydning på projekter, hvor det primært pga. leveringstid og kapacitet i markedet ikke er muligt at gennemføre aktiviteten i indeværende år og gennemførelse forventes skudt til 2021. Der vil være indgået kontrakter på alle arbejder og lånedispensationen vil derfor tilsvarende kunne overføres til 2021. Endelig opgørelse af behov for at overføre midler til 2021 sker i forbindelse med regnskabsafslutningen.

 

BRUGERFINANSIERET OMRÅDE

Der vurderes ikke på nuværende tidspunkt at være behov for justeringer på driftsbudgettet.

 

 

RETVISENDE BUDGETTER

Som led i arbejdet med retvisende budgetter i Fredericia Kommune, blev der i budget 2020 tilført 0,400 mio. kr. til Miljø- og Teknikudvalget.

 

Midlerne blev tildelt for at skabe balance i budgettet til P-vagter i forbindelse med ny lovgivning for afregning til staten. Midlerne anvendes i 2020 til finansiering af manglende p-indtægter i 2020 på grund af COVID-19. Budgettet til afregning er fra 2021 overført til skatter og tilskud under Økonomiudvalget, hvor afregningen i forbindelse med p-vagter fremadrettet foretages.

 

Indstillinger

Økonomi og Personale og Teknik og Miljø indstiller

  1. at 3. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalg og byråd

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 64 DK2020: Klimaplan (udkast) for Fredericia Kommune 2020

Sagsresumé

De danske kommuner fik i starten af 2019 mulighed for at søge om deltagelse i Realdanias klimaprojekt DK2020, hvor 20 kommuner skulle udvælges til at udvikle ambitiøse Paris-kompatible klimaplaner indenfor klimaforebyggelse og klimatilpasning. De 20 udvalgte pionérkommuner skulle arbejde med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40. Med DK2020 er det første gang, C40’s internationale standard ’The Climate Action Planning Framework’ (CAPF) er blevet brugt og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner.

 

Teknik & Miljø indstillede i april 2019 til Økonomiudvalget, at Fredericia Kommune skulle ansøge om at deltage, og indstillingen blev godkendt i Økonomiudvalget 8. april 2019. Ansøgningen blev herefter udarbejdet og indsendt til Realdania, og i maj 2019 blev Fredericia Kommune udvalgt til at deltage i projektet sammen med 19 andre danske kommuner.

 

Sagsbeskrivelse:

Arbejdet med at udarbejde en klimaplan for CO2-reduktion ligger godt i tråd med ambitionerne og målsætninger på klimaområdet i kommunens strategi for bæredygtig udvikling ’Fredericia For Verdensmålene’. Særligt i fokus er verdensmålene 7 ’Bæredygtig Energi’, 13 ’Klimaindsats’ og 17 ’Partnerskaber for handling’ samt også 11 ’Bæredygtige Byer og Lokalsamfund’.

 

Siden DK2020-projektets start har projektgruppen, som er forankret i Teknik & Miljø, arbejdet på at udforme en klimaplan for CO2-reduktion med input fra både vores borgere, virksomheder, samarbejdspartnere i Trekantområdet og i Region Syddanmark, de andre DK2020-kommuner, kollegerne intern i kommunen samt ikke mindst vores politikere i byrådet.

 

Fredericias deltagelse i DK2020-projektet og herunder arbejdet med at udarbejde en klimaplan er forankret i Miljø- og Teknikudvalget. MTU har fået orientering om og har drøftet input til klimaplanen på udvalgsmøder den 18. september 2019, 27. maj 2020 og 16. september 2020. Derudover er der gennemført en workshop med drøftelse af indsatser til den kommende klimaplan for CO2-reduktion for byrådet den 31. august 2020.

 

Der har gennem hele projektforløbet fra foråret 2019 og frem til nu fortløbende været en dialog med CONCITO om klimaplanens udformning, således at den lever op til C40-kravene og dermed kan godkendes som en ambitiøs og Paris-kompatibel klimaplan. Dialogen med CONCITO har omfattet løbende afleveringer, hvortil der er kommet feedback fra CONCITO med krav om justeringer og uddybning af flere af klimaplanens afsnit, eksempelvis hvordan vi vil gøre brug af ejerstrategier ift. grøn omstilling, hvilke alternativer til diesel der er mest sandsynlige for den tunge transport, hvordan vi ser vejen frem mod klimaneutralitet fra 2030 til 2050 mv.

 

Arbejdet med at tilvejebringe en plan for klimaforebyggelse er nu tilendebragt, og der foreligger et udkast til en klimaplan (vedhæftet) med 53 klimaindsatser, som anviser vejen til at nedbringe CO2-udslippet i kommunen med 70% i 2030 og klimaneutralitet i 2050 for Fredericia Kommune som geografisk område. Samtidig er de 53 klimaindsatser også en konkret udmøntning af flere af de handlinger, der er vedtaget i Fredericia For Verdensmålene og som nu løftes og implementeres i regi af DK2020-klimaplanen. Der er vedhæftet en oversigt, som viser de klimaplanens 53 klimaindsatsers ophæng i Fredericia For Verdensmålene.

 

Udkast til klimaplanen sendes nu til politisk behandling i Miljø- og Teknikudvalget, dernæst i Økonomiudvalget og slutteligt i Byrådet med henblik på en godkendelse af klimaplanen.

 

Forud for præsentationen af klimaplanen i udvalgene og den endelige godkendelse af klimaplanen i byrådet i december 2020 vil der foreligge en forhåndsgodkendelse af klimaplanen fra CONCITO.

 

Vedr. klimatilpasning: Udarbejdelse af en ny plan for klimatilpasning er grundet datamangel udskudt til 2021.

Økonomiske konsekvenser

 

For at kunne gennemføre klimaplanens mange indsatser kræver det, at der løbende gennem klimaplanens implementering afsættes ressourcer. I klimaplanen er der lavet en oversigt med overslag ud fra bedste bud på nuværende tidspunkt over hvilke økonomiske midler, der kræves for at bringe indsatserne et skridt videre deres gennemførelse.

 

Der er afsat midler til en del af indsatserne, som allerede er igangsat. For de nye indsatser vil det blive konkretiseret nærmere, når de skal igangsættes fra 2021 og frem.

 

Derudover vil muligheden for diverse regionale og nationale fondsmidler samt EU-midler blive afsøgt.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at Fredericia Kommune med klimaplanen har lagt grunden til at opfylde de ambitiøse målsætninger gennem følgende mål:

Mål

Transport

?       20% af bilerne kører på el eller anden vedvarende energi i 2030 - 100 % i 2050.

?       Bilejerskabet i 2030 er på samme niveau som i 2017
Det skal nås gennem flg. delmål:

  • Andelen af rejser foretaget med cykel, gang og kollektiv transport er 50 % i kommunen i 2030
  • Andelen af rejser foretaget med cykel, gang og kollektiv transport er 60 % i bymidten i 2030
  • Andelen af rejser i kommunen, der foregår på cykel, er 20% i 2030
  • Andelen af pendlerrejser foretaget med kollektiv trafik er 5 % i 2030
  • 10 % af alle pendlerrejser i bil i kommunen foretages ved samkørsel inden 2030.
  • Delebil tilgængelig indenfor 500 meter i alle byområder med etageboliger.

Varme- og elforsyning

?       Udfasning af det resterende forbrug af fossile brændsler i TVIS-varmen (dog eksklusiv bidraget fra affaldsforbrænding) i 2030.

?       50% reduktion af udledningen af CO2 fra affaldsforbrændingen i 2030 (i forhold til 2017), 100 % reduktion i 2050

?       Alle oliefyr er udfaset i 2030

?       Husholdningerne varmeforbrug reduceres med 10% i 2030, og 30% i 2050 (i forhold til 2017)

Virksomheder

?       Understøttelse af en 30% reduktion af CO2-udledningen fra kommunens energitunge virksomheder (i forhold til 2017).

?       Understøttelse af en 85% reduktion i brugen af fossile brændstoffer til proces hos de resterende virksomheder og 100% reduktion i 2050.

?       Etablering af PtX anlæg og CO2-fangst på Skærbækværket (Carbon Capture and Utilization)

?       40% af lastbiler og busser kører på brint, el eller anden vedvarende energi i 2030 – 100% i 2050

Fredericia Kommune som koncern

?       CO2-neutral i 2030

 

Der er vedhæftet en tidsplan, som illustrerer de 53 klimaindsatsers udviklingsforløb i perioderne 2021-2025, 2026-2030 og efter 2030 frem mod 2050, hvor 3 ekstra indsatser er sat på, samt de skridt der skal til for at bringe indsatserne nærmere implementeringen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at Miljø- og Teknikudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Byrådet, at de oplistede mål og klimaplanen godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 65 Ny klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening

Sagsresumé

I juni 2009 indgik Fredericia Kommune en klimaaftale med Danmarks Naturfredningsforening. Med aftalen forpligtede vi os til at nedbringe CO2-udslippet fra kommunen som koncern med 2 % årligt, og hvert år skal kommunen opgøre CO2-udledningen, som indberettes til Danmarks Naturfredningsforening sammen med en beskrivelse af det kommende års initiativer til yderligere reduktion af CO2-udledningen.

 

Sagsbeskrivelse:

Til årsskiftet udløber Fredericia Kommunes nuværende aftale. Der skal derfor træffes beslutning, om aftalen skal forlænges, og i givet fald hvilket reduktionsmål for CO2-udledningen, man skal lægge sig fast på, og hvor længe aftalen skal løbe. Klimakommunerne skal som minimum forpligte sig til en 2 % årlig reduktion, hvilket også er det mål, langt de fleste klimakommuner har valgt. Pr. oktober 2020 har 70 af landets 98 kommuner indgået en klimakommuneaftale. Heraf har i alt ni kommuner øget reduktionsmålet til en 3 % årlig reduktion.

 

Som det fremgår af det grønne regnskab for Fredericia Kommune, 2019, er der sket et markant fald i den totale CO2-udledning i perioden 2008 til 2019, da der i 2019 kun blev udledt cirka en tredjedel af udledningen i 2008. Fredericia Kommune har således mere end indfriet målet om en årlig reduktion på 2 % i perioden 2008 til 2019.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Med udviklingen af Fredericia Kommunes DK2020 klimaplan og -indsatser er Fredericia Kommune med til at tage ansvar for klimaet og til at begrænse verdens udledning af drivhusgasser. Samtidig sætter strategien for bæredygtig udvikling, ”Fredericia for Verdensmålene”, retning og ambitionsniveau for udviklingen af Fredericia Kommune de kommende år. Og endelig fremgår det af Byrådets vision for Fredericia, 2020, at koncernen Fredericia Kommune skal være CO2-neutral i 2030. Så arbejdet med at mindske energiforbrug og CO2-udledning er ikke en ekstra opgave. Heller ikke den årlige indrapportering til Danmarks Naturfredningsforening af CO2-opgørelsen er forbundet med ekstra arbejdsbyrder, da vi i forbindelse med den årlige udarbejdelse af et grønt regnskab for Fredericia Kommune også laver en CO2-opgørelse for driften af Fredericia Kommune.

 

Natur & Miljø vurderer, at indgåelse af en ny klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening vil være med til at skabe synlighed om kommunens arbejde med at mindske CO2-udledningen fra driften af Fredericia Kommune.

 

Ligeledes vurderes det, at det årlige reduktionsmål i en ny 5-årig aftale, der løber til udgangen af 2025, vil kunne skærpes fra en 2 % til en 3 % årlig reduktion af CO2-udledningen. Kommunen vil herved være blandt de 10 kommuner med et ambitionsniveau, der ligger højere end minimumskravet på 2 %. Med en fortsættelse af de nuværende indsatser i forhold til en grønnere kommunal transport og et lavere energiforbrug i kommunale bygninger og gadebelysning, vurderes det således, at kommunen kan reducere den samlede udledning med 3 % om året.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,

 

  1. at Fredericia Kommune indgår en ny klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening
  2. at aftalen løber frem til udgangen af 2025
  3. at Fredericia Kommune forpligter sig til en årlig reduktion i CO2-udledningen fra kommunen som koncern på 3 % frem for de hidtidige 2 %.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Godkendt.

Punkt 66 Fastlæggelse af principper for åbningstider på genbrugspladserne i Fredericia Kommune

Sagsresumé

Den nye genbrugsplads på Nordre Kobbelvej omfatter etablering af en haveaffaldsplads, der kan være døgnåben og ubemandet. I den forbindelse skal der tages stilling til åbningstiderne på genbrugspladserne.

 

Sagsbeskrivelse:

På Miljø- og Teknikudvalgets møde den 30. maj 2018 blev det besluttet at igangsætte en detailprojektering af ny genbrugsplads og genbrugscenter på Nordre Kobbelvej. Med den nye placering på Nordre Kobbelvej blev der givet mulighed for at indrette og tilbyde en ”ny døgnåben borgerservice” ved at opdele genbrugspladsen i en genbrugs-/ressourcedel og en derfra adskilt plads til aflevering af haveaffald mv. Det nye anlæg omfatter således etablering af haveaffaldsplads på ca. 8.000 m², der kan være ubemandet og døgnåbent.

 

De nuværende åbningstider på genbrugspladserne på Industrivej 28 og Bundgårdsvej 2 er i sommerhalvåret, april-september, kl. 10-21 på hverdage og kl. 10-18 i weekender, og dermed en ugentlig åbningstid på 71 timer. I vinterhalvåret er åbningstiden kl. 10–18 alle ugens dage. Baggrunden for den længere åbningstid i sommerhalvåret er bl.a., at her er der plantevækst-sæson, og dermed også mere haveaffald. Besøgstallet fra kl. 18-21 udgør omkring 6 % af det samlede besøgstal i sommerhalvåret.

 

Dansk Affaldsforening har fået udført en kortlægning for 2019 af samtlige 374 genbrugspladser i Danmark. Ifølge analysen er den hyppigste åbningstid for genbrugspladser, med udelukkende bemandet åbningstid, 30-40 timer pr. uge. I analysen er brugt data fra sommerhalvåret, hvor åbningstiden typisk er længst. Ifølge analysen har 47 af genbrugspladserne både bemandet og ubemandet åbningstid. Her er den hyppigst bemandede åbningstid 50-60 timer pr. uge og den hyppigst ubemandede åbningstid 110-120 timer pr. uge.

 

Med baggrund heri vil det være muligt at optimere åbningstiderne på den nye genbrugsplads, når pladsen idriftsættes i april 2021, med bemandet åbningstid kl. 10-18 alle dage, dog lukket den 24., 25. og 31. december og 1. januar, og grundlovsdag fra kl. 12, og ubemandet åbningstid det øvrige tidsrum. Genbrugspladsen på Bundgårdsvej har arealmæssigt mulighed for et tilsvarende areal til haveaffald, som kan holde døgnåbent, og dermed samme åbningstider.

 

Som borger vil man skulle tilmelde sig ordningen med at bruge den døgnåbne plads, så man derved får mulighed for at åbne indgangen efter kl. 18. På pladsen vil der være et overvågnings-system, som gør det muligt at gennemgå eventuelle fejlsorteringer den følgende dag.

 

Virksomheder har, udover de to genbrugspladser, også mulighed for at benytte erhvervsgenbrugspladsen ved deponiet, Vejlbyvej 40. Her er åbningstiderne hverdage, kl. 7-15 mandag-torsdag og kl. 7-14.30 fredag. Betalings-modellen for virksomhedernes benyttelse af genbrugspladserne vil indgå i den nye tilmelde-ordning.

 

Økonomiske konsekvenser

Optimeringen af åbningstiderne, som skitseret, forventes at have positive økonomiske konsekvenser i form af omlægninger af driften.

Vurdering

Med nye åbningstider på genbrugspladserne på Nordre Kobbelvej og Bundgårdsvej, som skitseret, vurderes der at kunne ske en optimering af driften af pladserne, samtidig med at borgerne får lettere ved at komme på genbrugspladsen med haveaffald.

 

Indstillinger

Teknik & Miljø, Affald & Genbrug indstiller,

  1. At åbningstiderne på genbrugspladserne på Nordre Kobbelvej og Bundgårdsvej - ved opstart af de døgnåbne pladser - fastsættes til kl. 10-18 alle dage med bemanding til stede.
  2. At pladserne har ubemandet åbningstid i det øvrige tidsrum.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Godkendt.

Punkt 67 Fastlæggelse af principper for funktionalitet og æstetiske hensyn ved etablering af nedgravede affaldsbeholdere i Fredericia Kommune

Sagsresumé

 

I lyset af mange nybyggerier kan Fredericia se frem til, at der sker en stigning i antallet af nedgravede affaldsløsninger. Derfor ønskes en fastlæggelse af grundlæggende principper for især funktionalitet og æstetik for disse løsninger. Principperne skal bruges til at støtte det mest hensigtsmæssige valg ved etablering af nedgravede affaldsbeholdere ved private og offentlige større byggerier. De vil ligeledes indgå som væsentlige kriterier i forbindelse med eventuelt udbud på levering af nedgravede affaldsløsninger til byggerier med kommunal deltagelse, eller som skal ligge på kommunale arealer i kommunen.

 

Sagsbeskrivelse:

Gennem de senere år har Fredericia Kommune fået opført mange nye byggerier, og dele af den eksisterende og historiske byggemasse i midtbyen er blevet moderniseret, bl.a. med støtte fra Bevaringsfonden for fæstningsbyen Fredericia m.fl. Det har flere steder også omfattet en nyordning af affaldshåndteringen. Løse spande og containere i forskellige størrelser er blevet afløst af nedgravede affaldsløsninger, der således er blevet fælles for beboerne i et givent område eller i en konkret bebyggelse.

 

Miljø og Teknikudvalget blev senest på sit møde den 17. januar 2019 orienteret om arbejdet med at udbrede nedgravede affaldsløsninger til flere dele af kommunen.

 

Der er flere fordele ved nedgravede affaldsløsninger:

•                                          De nedkøler affaldet og reducerer gener med lugt og eventuelle skadedyr

•                                          De kan rumme store mængder affald og skal derfor ikke tømmes så hyppigt, hvilket reducerer kørselsbehov og C02 udledning

•                                          De skaber bedre arbejdsmiljø for servicefolk og renovationsarbejdere

•                                          De kan benyttet rigtigt også medvirke til at skabe stærkere miljøbevidsthed hos beboere

•                                          De tager ikke pladsen op i grønne områder og baggårde og øger derfor anvendeligheden af omgivelserne omkring et givent boligkompleks eller i et gadeforløb.

I forbindelse med etablering af flere nedgravede affaldsløsninger skal der helt principielt sondres mellem private byggeprojekter, herunder projekter under lokale boligselskaber, og projekter med offentlig deltagelse eller, hvor affaldsløsningen placeres på kommunale arealer.

 

Offentlige versus private løsninger

Alle nye nedgravede affaldsløsninger skal godkendes af Fredericia Kommune, Affald & Genbrug. Til brug for behandlingen af ansøgninger fra private er udarbejdet ”Retningslinjer for etablering af nedgravede eller delvist nedgravede beholdere på privat grund”, jf. bilag.

 

I princippet kan den private bygherre selv vælge affaldsløsning, forudsat at ovennævnte retningslinjer følges. I praksis tilstræbes en dialog om forskellige muligheder, der kan tilgodese både funktionelle og praktiske men også æstetiske hensyn. Det er kommunen, der har ansvaret for tømningen uanset placering og karakter af den enkelte affaldsløsning.

 

Disse retningslinjer er således Affald & Genbrugs styringsredskab for at sikre en effektiv affaldshåndtering gennem en vis ensartethed i valg af løsninger.

 

Allerede i dag er der mange steder i Fredericia både i privat og offentligt regi etableret nedgravede affaldsbeholdere. De eksisterende og kommende løsninger er i færd med at blive registreret i det geografiske informationssystem GIS.

 

Særlige udfordringer

Visse steder, f.eks. i tilknytning til Kanalbyen og aktuelt i Oldenborggade kan der være særlige tekniske udfordringer ved at etablere nedgravede affaldsløsninger.  De kan f eks. skyldes et højt grundvandsniveau eller komplicerede ledningsføringer m.m. Byrådet har allerede gennem en årrække via budgetlægningen gjort det muligt for Affald & Genbrug at afsætte ressourcer til at løfte sådanne typer opgaver og lægge grunden til en fortsat udbygning. Det er sket uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller æstetik.

 

Det vil imidlertid være nødvendigt fortsat at have opmærksomhed på at sikre den fornødne økonomi til en fortsat udbygning og tage højde for, at der enkelte steder ikke mindst i den gamle bydel og i havneområdet kan opstå særlige udfordringer ved etablering, som vil være vanskelige at forudse.

 

Krav til fremtidig håndtering af affald nationalt og lokalt

Med regeringens aftale fra 16. juni i år om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” er der nationalt lagt op til en markant udvidelse og strømlining af kildesorteringen fra alle husstande i 10 fraktioner og dermed også til skærpede krav til kommuner og affaldsbehandlere.

 

Lokalt ser Fredericia derudover i retning af en række nye store byggerier, der naturligt vil stille krav til en affaldshåndtering på en effektiv og så vidt mulig fremtidssikret måde. Nye kollektive affaldsløsninger skal endvidere kunne imødekomme høje krav til funktionalitet, udseende og æstetik.

 

Der er i dag en vifte af forskellige affaldsløsninger på markedet, når det gælder nedgravede affaldsbeholdere.

 

Affald og Genbrug har allerede ud fra de seneste års arbejde med nedgravede affaldsbeholdere gjort en række erfaringer, som kan indgå i det videre arbejde med at udvide antallet af disse affaldsløsninger.

Økonomiske konsekvenser

 

Der er i det eksisterende driftsbudget taget højde for investeringer i nedgravede affaldsløsninger. Budgettet vil løbende blive justeret i forhold til hastigheden samt de kommende øgede nationale krav til sortering i 10 fraktioner.

Vurdering

Der er ved den nuværende hastighed på nedgravede løsninger en god mulighed for driftsbesparelser, der generelt vil kunne afspejles i fastholdelse eller mulige besparelser af renovationstakster på tømninger.

Indstillinger

Teknik & Miljø, Affald & Genbrug indstiller,

  1. At Affald & Genbrug bemyndiges til at udarbejde retningslinjer for etablering af nedgravede affaldsløsninger på kommunale arealer. Retningslinjerne skal i hovedtræk følge retningslinjerne for nedgravede beholdere på privat grund. De skal præcisere krav og anbefalinger til høj funktionalitet og imødekomme særlige hensyn til æstetiske kvaliteter.

 

  1. At retningslinjerne indgår som grundlag i et senere udbudsmateriale for nedgravede affaldsløsninger med det formål at skabe ensartede løsninger.

 

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Godkendt.

Punkt 68 Optagelse af Ekkodalens stamvej som offentlig vej

Sagsresumé

Fredericia Kommune har modtaget ansøgning om optagelse af den private fællesvej, Ekkodalens stamvej, som offentlig vej. Det anbefales, at vejen optages som offentlig vej.

 

Sagsbeskrivelse:

Teknik og Miljø har modtaget ansøgning om optagelse af den private fællesvej, Ekkodalens stamvej, som offentlig vej. Ekkodalens stamvej strækker sig fra Kystvejen mod øst ned til vandet. Stamvejen er 390 meter lang og kørebanen er anlagt i varierende bredde fra 5-6 meter. På den første del af vejen, er der fortov på begge sider, dette indskrænkes til fortov i den ene side og sidst på vejen, er der ingen fortov. Stamvejen afsluttes med en lille parkeringsplads.

 

Ekkodalens stamvej har 3 sidevænger, hvor 2 af dem er private fællesvej og den sidste er offentlig vej. Sidevængerne har færdselsret, men kan ikke pålægges at yde bidrag til vedligeholdelse af stamvejen. Det er dermed kun de tilgrænsende grundejer til stamvejen som har forpligtigelsen til at vedligeholde vejen.

 

Stamvejen på Ekkodalen er eneste adgangsvej til den offentlige tilgængelige strandareal, som benyttes af offentligheden som turister, autocampere, dykkere, kanosejlere, hundeluftere og badende.

Økonomiske konsekvenser

Såfremt Ekkodalens stamvej overtages som offentlig vej, vil kommunen skulle stå for den fremtidige drift og vedligeholdelse. 

 

Den afledte årlige omkostning ved at overtage vejen som offentlig vurderes, at beløbe sig til ca. 40.000 kr./år.

 

Med vejens nuværende stand, forventes der at skulle afholdes en udgift på ca. 0,6 mio. kr. til istandsættelse af fortov, kørebane og afvanding indenfor en kortere årrække. Disse udgifter samt de løbende udgifter vil skulle afholdes indenfor den allerede afsatte ramme til vejdrift.

Vurdering

Det er Teknik og Miljøs vurdering, at Ekkodalens stamvej burde optages som offentlig vej pga. af dens anvendelse som adgangsvej til stranden. Ligeledes er fordelingen af udgifterne til vejen ikke fair, da det kun er de tilgrænsende der er forpligtiget til at vedligeholde vejen.

 

En vejplanlægning hvor en privat fællesvej er adgangsvej til en offentlig vej (vænget 2-40) er ej heller optimalt.

 

I de nye udstykninger som laves i dag, anvendes en vejplanlægning ud fra, at stamvejene er offentlige veje og de blinde boligveje er private fællesveje. Dette for at lette den administrative praksis på vejene, og for at give en mere fair fordeling af udgifterne til vejene. 

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller, at det anbefales over for Økonomiudvalget og Byrådet, at Ekkodalens stamvej optages som offentlig vej. Det indstilles, at vejen overtages som offentlig den 1. januar 2021.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 69 Torvegade - ændring til gågade med kørsel og parkering tilladt

Sagsresumé

Torvegade er i dag skiltet gågade, og det er derfor ikke tilladt at køre eller parkere i gaden. Det foreslås, at skiltningen ændres således at det fremover er tilladt at køre samt parkere i Torvegade.

 

Sagsbeskrivelse:

Torvegade ønskes ændret fra ”Gågade” til ”Gågade – kørsel tilladt”. Med ændringen bliver det muligt at parkere i Torvegade. Det foreslås at der indføres parkeringsrestriktioner tilsvarende Købmagergade, med 2 times parkering på hverdage mellem 9-17 og 2 timers parkering på lørdag mellem 9-13.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik og Miljø vurderer, at en ændring af skiltningen af Torvegade vil være hensigtsmæssig, og understøtte behovet for gadeparkering omkring Axeltorv. Det vurderes hensigtsmæssigt, at det kun er tilladt at køre ind fra Købmagergade.

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller at, Torvegade ændres til gågade med kørsel tilladt, hvor der samtidig bliver mulighed for parkering. Indkørsel kan ske fra Købmagergade, og parkeringsrestriktionerne ensartes med gadeparkeringen i Købmagergade.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Godkendt – idet Enhedslisten stemmer imod.

Punkt 70 Endelig godkendelse af Spildevandsplan 2020

Sagsresumé

Forslag til Fredericia Kommunes Spildevandsplan 2020, der blev vedtaget af Byrådet den 31. august 2020, har været i offentlig høring i 8 uger i perioden den 1. september 2020 til 27. oktober 2020. Spildevandsplanen 2020 fremlægges med henblik på byrådets endelige vedtagelse.

Der er i høringsperioden modtaget et høringssvar fra Vejle-Fredericia Landboforening.

 

Sagsbeskrivelse:

Forslag til Fredericia Kommunes Spildevandsplan 2020, der blev vedtaget af Byrådet den 31. august 2020, har været i offentlig høring i 8 uger i perioden den 1. september 2020 til 27. oktober 2020. 

 

Spildevandsplan 2020 skal udgøre Fredericia Kommunes retlige grundlag for administration af spildevandsområdet i de kommende år. Den beskriver forhold til anden lovgivning og planlægning, vandområder (recipienter), miljømål, status og plan for kloak- og renseanlæg, samt 10-års aktivitetsplan for fornyelse af Fredericia Spildevand og Energi A/S’ kloaksystem. Spildevandsplan 2020 skal medvirke til at opfylde miljøkvalitetsmål såvel som serviceniveau over for borgerne mht. afledning af regn- og spildevand.

 

Spildevandsplan 2020 har udover de 3 helt overordnede fokusområder (natur- og miljøhensyn, forsyningssikkerhed og klimatilpasning) også 3 faglige fokuspunkter: Vandområder (recipienter), regnvandsbassiner og overløb fra fællessystemet. Når der skal planlægges og gennemføres forskellige indsatser som led i realiseringen af spildevandsplanen, skal de tre fokuspunkter derfor alle også tænkes ind. Det betyder også, at der bliver fokus på mulighederne for at opnå positive sidegevinster og synergi ved de enkelte indsatser.

 

Endelig indeholder forslaget til Spildevandsplan 2020 en revideret version af kommunens administrationsgrundlag på spildevandsområdet, herunder også en revision af retningslinjerne i ”Vejledning til etablering og renovering af regnvandsbassiner i Fredericia Kommune”. For borgere og virksomheder vil spildevandsplanen også være en forhåndsorientering om de kommende års initiativer på spildevandsområdet.

 

I høringsperioden er indkommet 1 høringssvar fra Vejle-Fredericia Landboforening.
Vejle-Fredericia Landboforening mener, at Fredericia Kommunes forslag til Spildevandsplan 2020 er uambitiøst, da der ikke er større fokus på nedbringelse af overløb.

 

Desuden stiller Vejle-Fredericia Landboforening spørgsmål ved semiseparering, og spørger til hvordan kommunen vil sikre, at vand med algebekæmpende kemikalier til rens af fliser samt tage, overskudsvand fra bilvask osv. ikke ender i de nærliggende vandløb. 

I bilagene til sagen kan ses høringsbrevet fra Vejle-Fredericia Landboforening og Teknik & Miljøs svar på høringsbrevet fra Vejle-Fredericia Landboforening.

 

Høringen har ikke givet anledning til ændringer af spildevandsplanen.

 

Spildevandsplanen er som kommunens øvrige planer digital, og kan ses på:  

 

Fredericia Kommunes Spildevandsplan 2020

 

 

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Natur & Miljø vurderer, at spildevandsplanen tager højde for de opmærksomhedspunkter, der fremgår af høringsbrevet fra Vejle Landboforening.

Natur & Miljø anbefaler, at der ikke sker ændringer af planen, men at Vejle-Fredericia Landboforening får fremsendt et uddybende og fyldestgørende svar på det fremsendte høringsbrev.  

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller, at det anbefales til Økonomiudvalget og Byrådet, 
 

  1. at Spildevandsplan 2020 vedtages endeligt 

 

  1. at administration bemyndiges til at færdigredigere spildevandsplanen forud for offentliggørelsen af denne.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 71 Fredericia Spildevand og Energi A/S - godkendelse af prisliste 2021

Sagsresumé

Fredericia Spildevand og Energi A/S (FRSE) har fremsendt budgetforslag og prisliste for afgifter og gebyrer for 2021 for spildevand mm. Prislisten skal godkendes af byrådet, der skal påse, at taksterne overholder den økonomiske ramme, som Forsyningssekretariatet har fastsat.

 

Teknik & Miljø vurderer, at FRSE` prisliste for 2021 er i overensstemmelse med den udmeldte 4 årige økonomiske ramme for perioden 2018-2021, som Forsyningssekretariatet har udmeldt den 21. august 2018.

 

Sagsbeskrivelse:

I henhold til § 3 i betalingsloven skal den af et spildevandsforsyningsselskab fastsatte kubikmetertakst og bidrag godkendes af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at taksterne overholder den økonomiske ramme (tidligere betegnet ”prisloft”, og som betyder maksimum årlig indtægt), som Forsyningssekretariatet, der er myndighed for spildevandsselskaberne, har fastsat for det pågældende spildevandsforsyningsselskab i henhold til § 6 i vandsektorloven.

 

På den baggrund har FRSE med henblik på Fredericia Kommunes godkendelse fremsendt prisliste for afgifter og gebyrer for 2021 for spildevand, samt budgetforslag.

 

FRSE har i budget for 2021 beregnet en basispris på 29,00 kr. pr. m3 ekskl. moms afledt spildevand (stigning på 0,25 kr. i forhold til 2020).

 

Trappemodellen (indført på landsplan i 2014), som giver rabat til de store spildevandsforbrugere er fuldt ud implementeret. Det betyder, at der i 2020 gives 20% rabat på mængder mellem 500 og 20.000 m3 og 60% på mængder over 20.000 m³.

 

Gennemsnitsprisen er for 2021 beregnet til 19,96 kr. pr. m³ ekskl. moms afledt spildevand.

 

FRSE har i sin prisliste et fast bidrag pr. stik i afregningen med kunderne. I år 2021 sættes dette til 0 kr. årligt ekskl. moms. (FRSE ønsker at give en bonus til byens borgere, som følge af et godt regnskabsresultat for 2019 og samtidig medvirker dette til at FRSE budgetmæssigt kan holde sig indenfor den økonomiske ramme som er tildelt fra forsyningssekretariatet (dvs. fast bidrag indføres igen fra 2022 med 350,00 kr. årligt. Det er kun i år 2021 prisen er 0 kr.).

 


 

FRSE prisliste for 2021 er sammensat således:

 

 

2019

Pris ekskl. moms

2020

Pris ekskl. moms

2021

Pris ekskl. moms

Vandafledningsbidrag pr. m³

28,75 kr.

28,75 kr.

29,00 kr.

Fast bidrag, pr. stikledning 

350,00 kr.

350,00 kr.

0,00 kr.

Tilslutningsbidrag – både regn- og spildevand til afløbssystemet pr. boligenhed

51.606,51 kr.

51.965,83 kr.

51.750,24 kr.

Tilslutningsbidrag – ej tilsluttet tag- og overfladevand pr. boligenhed

30.963,91 kr.

31.179,50 kr.

31.050,14 kr.

 

Forsyningssekretariatet har udmeldt en 4 -årig økonomisk ramme (2018-2021) til Fredericia Spildevand og Energi A/S  og samtidig indgår rammen for 2017 også i den periode.

 

Fredericia Spildevand og Energi A/S` økonomiske rammer ser således ud:

 

Tal i mio. kr.

 

2017

2018

2019

2020

2021

Fastsat økonomisk ramme fra Forsyningssekretariatet:

 

129,7

138,0

122,5

123,9

124,9

FRSE`s indtægts- budget

117,6

144,4

147,0

116,7

108,1

Over/    underskud

12,1

-6,4

-24,5

7,2

16,2

Akk.

 

12,1

5,7

-18,8

-11,6

4,6

(-=Underskud / +=overskud i forhold til rammen)

 

FRSE holder sig i perioden 2017-2021 indenfor den samlede økonomiske ramme, som er udmeldt af Forsyningssekretariatet.

 

 

FRSE` prisliste for 2020 ligger i den lave ende sammenlignet med andre kommuner, herunder de øvrige kommuner i Trekantområdet. 

 

Priser på vandafledningsbidrag i 2020 for en husstand (ved forbrug på 84 m³ pr. år) i udvalgte kommuner (inkl. moms):

 

 

København

         1.699 kr.

Århus

2.980 kr.

Ålborg

3.205 kr.

Esbjerg                        

3.303 kr.

Fredericia

3.456 kr.

Horsens

3.664 kr.

Odense

3.848 kr.

Vejle

4.159 kr.

Kolding

4.210 kr.

Billund

4.459 kr.

Middelfart

4.845 kr.

Haderslev

5.177 kr.

Aabenraa

5.220 kr.

Ærø

6.836 kr.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

På grundlag af FRSE prisliste budgetforslag for 2021 er det Teknik & Miljø  vurdering, at FRSE vil kunne overholde den økonomiske ramme, som Forsyningssekretariatet har udmeldt for perioden 2018-2021.

 

Indstillinger

Teknik &  Miljø indstiller, at det anbefales til Økonomiudvalget og Byrådet, at Fredericia Spildevand og Energi A/S´s prisliste for 2021 godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 72 MOTAS I/S - godkendelse af takster for 2021

Sagsresumé

Modtagestation Syddanmark MOTAS I/S, har fremsendt takster og gebyrer for 2021 til godkendelse, vedlagt bestyrelsens beretning, årsregnskabet for 2019 samt budgettet for 2021. Teknik & Miljø anbefaler, at taksterne godkendes.

 

Sagsbeskrivelse:

MOTAS I/S har fremsendt takster for 2021 til godkendelse.

 

Af vedtægterne fremgår følgende: ”De af repræsentantskabets indstillede gebyrer jf. 8.2 fremsendes til kommunernes godkendelse vedlagt bestyrelsens beretning og årsregnskabet for det forløbne regnskabsår samt budget for det kommende regnskabsår”.

 

Selskabets udgifter til drift, administration og anlægsaktiviteter dækkes af selskabets gebyrer efter hvile-i-sig-selv-princippet.

 

For 2021 budgetteres der med samme affaldsmængder som budgetteret for 2020, hvilket er lidt lavere end realiseret for 2019. Dette ud fra, at MOTAS i 2019 afhentede større mængder affald fra en brand.

 

Regnskabet for 2019 viser, at MOTAS I/S har en likvid beholdning på ca. 6 mio. kr. Opførsel af ny overdækket lagerareal til 3,5-4 mio. kr., som blev besluttet i 2019, finansieres af de likvide midler.

 

Der er i 2021 budgetteret med mindre stigninger i nogen af taksterne, som MOTAS I/S opkræver hos kunderne, jf. vedlagte bilag. Stigningerne skyldes almindelige tilpasninger af omkostningsniveauet.

 

Repræsentantskabet har den 3. september 2020 godkendt årsregnskabet for 2019, budget for 2021 samt forslag til takster/gebyrer for 2021.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Årsberetning og regnskab for 2019 for MOTAS I/S er gennemgået, og det giver ikke anledning til bemærkninger. Det anbefales derfor, at takster og gebyrer for MOTAS I/S godkendes.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at de af MOTAS I/S fremsendte takster og gebyrer for 2021 godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Anbefales.

Punkt 73 Orientering om godkendelse af varmeprojekt

Sagsresumé

Fredericia Kommune har den 26. august 2020 godkendt projektforslag fra Fredericia Fjernvarme om fjernvarmeforsyning af nye ejendomme i Kanalbyen, Carolinelund, fase 1.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Fjernvarme sendte den 9. juli 2020 projektforslag for etablering af fjernvarmeforsyning til det nye kvarter, Carolinelund, fase 1, ”Kolonihaven” og ”Frugtplantagen”. Området er beskrevet i udkast til lokalplan 372, Blandet bolig og erhverv ved Sophie Amalies Kanal, en del af Carolinelunden.

 

Projektet omfatter forsyning af ny bebyggelse i området med et anslået samlet etageareal på 12. 420 m2 samt etablering af ledning for tilslutning til det bestående fjernvarmenet. Anlægget er dimensioneret efter et årligt nettovarmebehov på 442 MWh.

 

Projektforslaget viser, at etablering af etablering af fjernvarmeforsyning i området samfundsøkonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper.

 

Natur og Miljø har vurderet og godkendt projektet i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen. Der er ikke modtaget klager over afgørelsen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Projektet gør det muligt at realisere kollektiv varmeforsyning af området, som forudset helt tilbage i den oprindelige varmeplan – og understøtter hensigten om, at flest mulige boliger i Fredericia skal tilsluttes fjernvarme. Den fortsatte udvikling af fjernvarmesystemet er i overensstemmelse med intensionerne i Fredericia for Verdensmålene.

 

Natur og Miljø har på ovenstående baggrund vurderet, at projektet er i overensstemmelse med Byrådets målsætning og at projektforslaget kan godkendes efter varmeforsyningsloven.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Taget til efterretning.

Punkt 74 Orientering om miljøgodkendelse på Follerupgaard

Sagsresumé

Orientering om, at der er meddelt tillæg til miljøgodkendelsen af husdyrbruget beliggende Follerupvej 42 (Follerupgaard).

 

Sagsbeskrivelse:

Den gældende miljøgodkendelse på Follerupgaard er meddelt til Krings Trading A/S 26. august 2019. Fredericia Kommune har den 21. august 2020 meddelt et tillæg til miljøgodkendelsen. Det eneste der ændres er anvendelsen af de eksisterende stalde. Der bliver et mindre areal med polte og smågrise, og et større areal med søer. Det samlede produktionsareal i stalde er uændret, og der opføres ingen nye anlæg. Den beregnede udledning af lugt og ammoniak falder med ændringen.

 

I høringsfasen har 1 nabo givet høringssvar vedr. gener fra tung trafik og ønske om en ny adgangsvej til Follerupgaard (således at trafikken ikke skal køre igennem Follerup landsby). Fredericia Kommune har belyst dette spørgsmål grundigt ved behandlingen af miljøgodkendelsen i 2019, og har vurderet at kommunen ikke har hjemmel til at kræve, at husdyrbruget etablerer en ny adgangsvej, samt at gener fra trafik på den offentlige vej ikke kan reguleres i en miljøgodkendelse.

 

Afgørelsen er ikke blevet påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hverken af den pågældende nabo eller andre.

 

Sagsbehandlingstiden var 63 dage inkl. høringsperiode, og overholder dermed servicemålet på 180 dage for denne type afgørelse.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Se sagsbeskrivelse.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 25-11-2020

Taget til efterretning.

Punkt 75 Orientering (Lukket)