By- og Planudvalget - 13-01-2015

Referat
Dato:
Tirsdag, 13 januar, 2015 - 08:00
Hent som fil:

Punkt 3 Godkendelse af dagsorden

Sagsbeskrivelse




Sagsbeskrivelse:




Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Godkendt.


Punkt 4 Risikostyringsplan

Sagsbeskrivelse

Naturstyrelsen og Kystdirektoratet skal sammen med kommunerne implementere EU’s oversvømmelsesdirektiv. Formålet er, at alle medlemslande skal lave planer til forebyggelse og håndtering af ekstreme oversvømmelser, som kan medføre negative følger for sundhed, miljø, kulturarv eller økonomi. I Danmark er direktivet implementeret i ”Lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer” og ”Bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelse fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet”.

 

I henhold til disse regler skal kommuner, der rummer risikoområder, udarbejde en risikostyringsplan, som omfatter alle aspekter af risikostyring, dvs. forebyggelse, sikring og beredskab.

 

Processen er, at der først skal vedtages et forslag til risikostyringsplan. Dette skal fremlægges i offentlig høring i mindst 6 måneder. Herefter skal risikostyringsplanen vedtages endeligt.

 

Fredericia Kommune er en af de 10 danske kommuner, der rummer risikoområder. De øvrige udpegede områder ligger i Holstebro, Randers, Juelsminde, Vejle, Odense, Korsør og Køge kommuner.

 

Risikoområderne i Fredericia Kommune er Fredericia indre by, de havnenære arealer, Erritsø og Ullerup bækkes ådale samt Skærbækværket.

 

Efter en høringsfase hos kommunerne har Kystdirektoratet udført en detaljeret kortlægning, som omfatter oversvømmelseskort, farekort og risikokort. Denne kortlægning er overdraget til kommunerne, herunder Fredericia Kommune, til brug for udarbejdelse af en lokal risikostyringsplan.

 

Fredericia Kommune har allerede ved udarbejdelsen af Kommuneplan 2013-2025 og Klimatilpasningsplan 2014 taget højde for den kommende risikostyringsplan. Der er indbygget krav om, at kommuneplanen ikke må være i strid med den kommunale risikostyringsplan.

 

Det udarbejdede udkast til forslag til risikostyringsplan indeholder dels en kortlægning af oversvømmelsesomfang, hyppighed og risiko og dels en konkret handleplan for den 6-årige planperiode (2015-2021).

 

Der er med risikostyringsplanen: 

  • Fastlagt initiativer for denne planperiode (2015-2021)
  • Implementeret oversvømmelsesrisiko som tema i kommunens sagsbehandling
  • Indledt dialog med relevante aktører
  • Integreret de igangværende projekter fra klimatilpasningsplanen
  • Igangsat en ajourføring af beredskabsplanlægningen ift. oversvømmelsesrisiko og havstigning.  

Håndteringen af risiko for stormflod og oversvømmelser i de ovennævnte risikoområder i Fredericia Kommune skal ske ved forebyggelse af oversvømmelsesskader, sikring af udvalgte arealer og værdier samt opdatering af de kommunale beredskabsplaner.


Dette skal gennemføres med tre igangværende projekter, som udspringer af klimatilpasningsplanen – hhv. klimaprojektet for Erritsø Bæk, klimaprojekt for Ullerup Bæk og klimatilpasningsprojektet for FredericiaC. Derudover vil vi i dialog med relevante aktører undersøge risici ved oversvømmelse af havnearealerne og mulighederne for at afværge og forbygge disse. Aktørerne er: 

  • Associated Danish Ports A/S (ADP), der ejer og driver Fredericia Havn
  • Relevante virksomheder, der har lejet sig ind på Fredericia Havn, herunder Samtank og Espersen (risikovirksomheder)
  • Shell, der driver havneterminalen på Skanseodde (risikovirksomhed)
  • Fredericia Spildevand og Energi A/S, der driver Fredericia Centralrenseanlæg
  • DONG Energy, der driver Skærbækværket (risikovirksomhed) 

Risikostyringsplanen er vedlagt som et pdf-bilag. Den endelige version vil være digital. Den foreliggende pdf-version er forberedt til at blive læst digitalt. Tekstdelene i pdf-versionen vil indgå i en mere overskuelig orden i den digitale version. Dette bedes læseren have for øje.

 

Sagen forelægges til orientering for Miljø- og Energiudvalget og til beslutning i By- og Teknikudvalget.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Det er Teknik og Miljøs og Brand & Rednings vurdering, at det foreliggende udkast til forslag til risikostyringsplan lever op til intentionerne i ovennævnte lovgivning.


Risikostyringsplanen fastsætter sammen med klimatilpasningsplanen rammen for det videre arbejde, hvor vi i forskellige arbejdsgrupper og med forskellige samarbejdspartnere tager hul på en fastlæggelse af de praktiske opgaver med at sikre de områder, der kan være berørt i forbindelse med fremtidige stormflodshændelser.

Indstillinger

Teknik og Miljø samt Brand & Redning indstiller,


at det anbefales overfor Byrådet, at det foreliggende udkast til forslag til risikostyringsplan tiltrædes og fremlægges i offentlig høring i 6 måneder.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 27-01-2015

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 02-02-2015

Godkendt som indstillet.


Punkt 5 Kommunale ejendomme - frigivelse af midler til planlagt periodisk vedligehold og genopretning af kommunens ejendomsporteføjle

Sagsbeskrivelse

Ved budgetvedtagelsen for 2015 besluttede Økonomiudvalget, at rådighedsbeløb til udvendig bygningsvedligehold henover året skal søges frigivet ved fremsendelse af bevillingsansøgning til fagudvalg til videre behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.


Der er i budget 2015 afsat midler på følgende område:

Område XA-0000050035

Mio. kr.

Udvendig bygningsvedligehold - pulje

30,431

I alt

30,431


Af de 30,431 mio. anvendes 14,8 mio. på planlagt periodisk vedligehold. De resterende 15,631 mio. anvendes til genopretning for at reducere efterslæbet fra tidligere tiders mangelfulde vedligeholdelse af bygningsporteføljen. Der er afholdt møder med fagområderne i relation til prioritering af midlerne til genopretningsprojekter.

 

Planlagt periodisk vedligehold 14,8 mio. kr.

Omfatter løbende vedligeholdelse for at sikre, at der ikke ophobes yderligere behov for genopretning. Beløbet på de 14,8 mio. kr. er baseret på et nøgletal på omkring 50 kr. per kvadratmeter jf. en undersøgelse omfattende 20 kommuners forbrug af midler på planlagt periodisk vedligehold. Typisk mindre opgaver på 5,000 kr. op til 25,000 kr., eksempelvis:

  • Mindre tagreparationer
  • Udskiftning af tagrender og ander blikkenslagerarbejder
  • Omfugning af murværk og mindre murreparationer
  • Udskiftning af stern og vindskeder
  • Diverse malerarbejder
  • Rensning af tagbrønde og kloaker

Genopretning af bygningsdele 15,631 mio. kr.

Der er et stort behov for genopretning af forsømte bygninger med henblik på at reducere efterslæbet og sikre bevarelse af bygningsporteføljens værdi. Derfor anvendes 15,631 mio. kr. til genopretningsopgaver. Højeste prioritering har udbedring af bygningsdele, hvor der er en sikkerhedsrisiko i forbindelse med fare for sammenstyrtning.  Endvidere er der særlig fokus på udbedringer med henblik på at fjerne årsager til skimmelsvamp og andre sundheds skadelige påvirkninger. Baseret på input fra fagområder, samt Ejendomsafdelingens prioritering ud fra de bygningstekniske forhold, fordeles midlerne overordnet som følger:

  • Skoler og daginstitutioner, ca.  6,5 mio. kr.
  • Kongensgade 111, nyt tag, ca.  4,0 mio. kr.
  • St. Joseph, 1. fase muropretning, ca.  2,5 mio. kr.
  • Rådhuset, tag renovering, ca.  1,5 mio. kr.
  • Øvrig genopretning, samt buffer, ca.  1,0 mio. kr.

Disponeringen af midler afhænger dog af beslutning om salget af I. P. Schmidts Gård, Ved Landsoldaten. Konstateret mangelfuld brandsikring mellem lejlighederne og i etageadskillelser skal udbedres hurtigt. Kombineret med at der er begrænset restlevetid på rørinstallationer skal der afsættes i størrelsesorden 3-5 millioner kr. til akut genopretning på I. P Schmidts Gård, såfremt det besluttes at beholde den samlede bebyggelse.


Økonomiske konsekvenser

Tekst
(beløb i mio. kr.)

TB 2015

TB 2016

TB 2017

TB 2018

TB 2019

Anlægs-
bevilling

Fri-
givelse


 

 

 

 

 

 

 

Udvendig bygningsvedligeholdelse (XA-50035)

 

 

 

 

 

30,431

30,431


 

 

 

 

 

 

 

I alt (- = kasseindlæg/
+ = kasseudlæg)

0,000

0,000

0,000

0,000

0,000

 

 


Økonomiske konsekvenser: de budgetterede anlægsmidler til udvendig bygningsvedligehold og genopretning frigives.


Vurdering

Ejendomsafdelingen vurderer, at midlerne bør anvendes som foreslået og ud fra den prioritering, der er foretaget i samarbejde med fagområderne.


Indstillinger

Ejendomsafdelingen indstiller:

  1. At anlægsmidlerne i budget 2015 på 30,431 mio. kr. til udvendig bygningsvedligeholdelse og genopretning frigives
  2. At indstillingen videre sendes til endelig godkendelse i Byrådet

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

By- og Teknikudvalget indstiller til Økonomiudvalget,


at der frigives 25,0 mio. kr. af anlægsmidlerne i budget 2015 til generel periodisk udvendig bygningsvedligeholdelse og til igangsætning af genopretning af skolebyggerier og Kongensgade 111


at der efter det anlægsseminar, der planlægges afholdt for Byrådet i marts, tages stilling til, hvorledes yderligere midler til genopretning af bygninger skal prioriteres


Beslutning i Økonomiudvalget den 27-01-2015

Anbefales som indstillet af By- og Teknikudvalget, idet det bemærkes at tidspunktet for anlægsseminariet endnu ikke er fastlagt.


Beslutning i Byrådet den 02-02-2015

Godkendt som indstillet af By- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget.


Punkt 6 Betalingsparkering

Sagsbeskrivelse

Betalingsparkering 

Pr. 1. januar 2012 blev der indført betalt parkering på udvalgte p-pladser i Fredericia bymidte og ved Madsbyparken. Hensigten var at opnå en adfærdsregulering, således at parkeringen i bymidten i højere grad tilgodeser bilister, der ønsker at handle, mens pendlere motiveres til at holde længere væk og eventuelt vælge andre transportformer.


Adfærdsreguleringen ser ud til at være opnået. Betalingspladserne inde i byen er sjældent fyldte. Derfor blev det ved budgetvedtagelse for 2015 besluttet at fastholde timeprisen på 8 kr. Til gengæld nedsættes månedskortene til 500 kr./md. Nedsættelsen af månedskortprisen sker for at få flere langtidsparkeringer på betalingsparkeringspladserne.


P-pladserne ved Madsby Legepark er jævnligt fyldte i højsæsonen (perioden maj-august). For at få lokalt besøgende mere over på den kollektive trafik eller på cyklen, blev det ligeledes ved vedtagelsen af Budget 2015 besluttet, at timeprisen ved Madsby hæves fra 10 kr. til 12 kr. fra 1. januar 2015. Dette skulle gerne give flere pladser til turister og besøgende udefra.


Tidsbegrænset parkering

P-vagten oplever tit, at der holder biler med en beboerlicens parkeret hele dagen på steder med 15 og 30 minutters tidsbegrænsning. Korttidsparkeringspladserne er beregnet til handlende og andre, der har enkelte ærinder.


Arrangementer

I forbindelse med arrangementer specielt i gågaderne har bl.a. Fredericia Shopping ønsket, at arrangørerne kan holde gratis på enkelte betalingspladser.

Økonomiske konsekvenser

Ingen. De allerede vedtagne ændringer er medtaget i Budget 2015.

Vurdering

Betalingsparkering 

Teknik og Miljø vurderer, at ændringerne i taksterne for betalingsparkeringen vil have en positiv indvirkning på trafikafviklingen.

  

Tidsbegrænset parkering

Teknik og Miljø vurderer, at de forretningsdrivende vil sætte pris på, at korttidsparkeringspladserne friholdes til handlende.

 

Arrangementer 

Teknik og Miljø vurderer, at friholdelse af enkelte pladser til arrangører ikke vil få nævneværdige negative økonomiske konsekvenser. Til gengæld vil det gøre det lettere for Shopping at tiltrække arrangementer til byen.

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller,


1. at bilister med beboerlicenser fremover ikke må bruge korttidsparkeringspladser (15 og 30 min) til langtidsparkering


2. at Teknik og Miljø bemyndiges til at dispensere fra betalingsparkering i forbindelse med afholdelse af arrangementer

 


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 7 "Gang i byen" - indhold i planen

Sagsbeskrivelse

Siden september 2014 har der været gang i en proces med analyser, interviews og aktiviteter med det formål at få undersøgt, hvordan Fredericia kan blive en mere attraktiv handelsby, og hvordan bymidten i Fredericia kan gøres levende og spændende gennem oplevelser for alle – kort sagt: Hvordan der kommer mere ”Gang i byen”?


By- og Teknikudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget har på deres fælles temamøde den 6. januar 2015 drøftet indholdet af analyserne og idéerne fra idéfasen.


I bilag 1, der blev udsendt på mail til temamødet, er der en beskrivelse af de væsentlige pointer.


I notat vedhæftet sagen, er der en opsamling på drøftelserne i udvalgenes temamøde den 6. januar 2015.


På temamødet den 6. januar 2015 fik udvalgene følgende præsenteret som baggrund for deres drøftelser: 


Analyser 

Der er udført nogle uddybende analyser, der belyser muligheder for udvikling:

  • Udvikling af området ved Fredericia Vest contra bymidten
  • Placering af ny dagligvarebutik i bymidten
  • Trafikbetjening af Fredericia bymidte
  • Kultur og offentlige funktioner, der kan skabe liv i bymidten
  • Interviewundersøgelser

Analyserne indeholder anbefalinger til muligheder, der kan udvikle Fredericia bymidte og Fredericia Vest. Der er anbefalinger til tidspunkt og placering af en ny dagligvarebutik i bymidten. Der er anbefalinger til, hvordan trafik og parkering kan struktureres, så bymidten bliver mere tilgængelig og nemmere at orientere sig i. Der er anbefalinger til, hvordan bymidtens funktioner kan udvikles med mere kultur og flere offentlige funktioner. Interviews belyser kundernes synspunkter på udvalgte emner især om bymidten, og har også dannet grundlag for indholdet i de øvrige analyser.


Analyserne er beskrevet i resumé i bilag 2, der blev udsendt på mail til temamødet.


Idéer

Interessenter og borgere har i forskellige sammenhænge givet deres idéer til, hvad de ser bymidten kan udvikles med for at blive endnu mere attraktiv. Nogle af forslagene går igen flere gange og viser dermed en bred opbakning til lige netop de emner.


Forslagene indeholder stor idérigdom og en bred vifte af muligheder, som kommunen, Shopping og Erhvervsforeningen i samarbejde kan arbejde videre med at realisere. Idéerne viser sammen med analyserne mulighed for, hvad indholdet kan være i en plan for ”Gang i byen”. En plan, der udvikler synergi og dynamik mellem handelslivet og alle de aktiviteter, der allerede er i byen, samt nye initiativer, der kan understøtte og udvikle byen.


Der er gennemført møder og processer med:

  • Fredericia Shopping
  • Fredericia Erhvervsforening
  • FredericiaC
  • Ejere og butiksdrivende omkring Vejlevej
  • Axeltorv lauget
  • Folkeskoler
  • Ungdomsuddannelser
  • Handicapråd
  • Seniorråd

 - samt kunder og brugere af byen i almindelighed gennem en idékonkurrence med postkort i hele bymidten, samt mulighed for at skrive idéer på facebook.


Alle input er opsamlet og opdelt efter emner i bilag 3, der blev udsendt på mail til temamødet.

Økonomiske konsekvenser

Der kan være økonomiske konsekvenser på sigt fra de indsatsområder, som det vælges at arbejde videre med i en plan for ”Gang i byen”.


Særligt vurderes det, at der kan være udgifter til ændringer i trafik- og parkeringsstrukturen, skiltning, ændringer med opholdsmiljøer og byrumsinventar i gågader, beplantning mv., afhængig af hvilke forslag, der vælges at arbejde videre med i projekter.


På sigt, efterhånden som planen realiseres, vurderes det, at den vil medføre en positiv økonomisk påvirkning på investeringer og omsætning i butikker og andre erhverv, kultur mv.

Vurdering

I arbejdet med ”Gang i byen” viser uddybende analyser og processen med interessenter og forskellige brugergrupper, at der er en række muligheder for at styrke bymidten og aflastningsområdet ved Fredericia Vest i en klar rollefordeling med hvert deres tema. Bymidten kan desuden styrkes som destination for byrelaterede oplevelser som handel, kultur og fritid. Der peges også på forskellige muligheder for at binde bymidten sammen med FredericiaC.


Det vurderes, at der i analyser og indkomne idéer er materiale, der kan arbejdes videre med i planen for ”Gang i byen”, så den kommer til at opfylde formålet beskrevet i kommissorium for planen.


Fra drøftelserne på temamødet den 6. januar 2015 er der kommet klare retningslinjer for, hvad man politisk ønsker skal være indholdet i planen for ”Gang i byen”.

Indstillinger

Kultur, Idræt & Turisme, Strategisk Planlægning og Teknik & Miljø anbefaler,


- At By- og Teknikudvalget på baggrund af drøftelserne og udvælgelsen på temamødet den 6. januar 2015 beslutter, hvilke temaer og evt. projekter der skal arbejdes videre med i planen for ”Gang i byen”.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Udsat.


Punkt 8 Vedtagelse af planstrategi 2015 for Trekantområdet og Fredericia Kommune

Sagsbeskrivelse

Ifølge planloven skal Byrådet inden udgangen af første halvdel af valgpe-rioden vedtage en planstrategi, som skal danne baggrund for en eventuel revision af kommuneplanen. Planstrategien skal udpege, hvilken overordnet retning Byrådet ønsker, at kommunen skal udvikle sig i. Planstrategien danner grundlag for den kommende revision af kommuneplanen, dvs. for indholdet af den kommende Kommuneplan 2017–2025.


Kommunerne i Trekantområdet (Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle) samarbejder om planstrategi og kommuneplan. Hver af de 6 kommuner har desuden mulighed for at tilføje lokale emner til planstrategien og uddybe dele af de fælles emner, så planstrategien kommer til at omhandle netop det, der er vigtigst for den enkelte kommune. Det betyder, at planstrategien for Fredericia Kommune reelt bliver to strategier i ét dokument; En fælles del som gælder for hele Trekantområdet og en lokal del som alene gælder for Fredericia Kommune.


Indholdet af den lokale del af planstrategien (Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune) er tidligere drøftet i By- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet i juni og august 2014. Senest præsenterede By- og Erhverv et udkast til den lokale del på Byrådets temamøde den 15. december 2014.


Den fælles del af planstrategien (Trekantområdets Planstrategi 2015 - ”Metropol på vej”) fastlægger en samlet strategi for kommunerne i Trekantområdet. Den fælles planstrategi tager afsæt i Trekantområdets Vækststrategi, som blev vedtaget i 2013 af de 6 byråd, og den efterfølgende Strategisk Handlingsplan (som er præsenteret for byrådet på et temamøde i maj 2014) som er vedtaget i 2014. Den fælles planstrategi disponeres ud fra tre fortællinger fra den strategiske handlingsplan: ”Danmarks produktionscentrum”, ”Danmarks entreprenante centrum” og ”Kulturmetropolen”. Derudover er der identificeret en række strategiske temaer, som den kommende fælles kommuneplan skal revideres ud fra. Den fælles planstrategi er vedtaget af Trekantområdets bestyrelse den 5. december 2014.


Den lokale del af strategien er bygget op omkring Byrådets konstitueringsaftale, Plan- og Bæredygtighedsstrategi 2011 og Kommuneplan 2013 -  2025.


Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune tager afsæt i fire temaer. Temaerne handler om udvikling af bymidten, bosætning, erhverv – viden og arbejdspladser samt natur- og landskabsværdier.


Hvert tema behandles med udgangspunkt i en beskrivelse af status, dernæst beskrives potentialerne, og hvilke mål vi gerne vil arbejde hen imod. Afslutningsvist følger på punktform, hvorledes vi forventer kommuneplanen revideret.


Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune og Trekantområdet lægger op til en delvis revision af Kommuneplan 2013-2025. Der skal tages højde for de statslige krav til kommuneplanlægningen, som vi endnu ikke kender indholdet af. Endelig indeholder planstrategien for såvel den fælles som den lokale del en oversigt over den planlægning, der er gennemført siden sidst.


Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune og Trekantområdet er vedlagt som bilag. Siden udkastet til planstrategi for Fredericia Kommune blev præsenteret for Byrådet på temamødet i december, er der foretaget en række tekst- og layoutmæssige justeringer. Derudover er der som følge af salget af erhvervsjord i DanmarkC foretaget en tekstmæssig justering af afsnittet om infrastrukturanlæg i afsnittet om erhverv – viden og arbejdspladser. Endelig er sætningen ”Skal vi som noget nyt prøve at genopfinde ”Fristaden” i den fysiske planlægning hvor vi på udvalgte lokaliteter, minimerer reguleringen mest muligt, og dermed frigiver området til en mangfoldighed af forskellige boliger og bomiljøer?” taget ud, som følge af en tilbagemelding fra Byrådet efter præsentationen på temamødet den 15. december.


Layoutet forventes tilpasset yderligere, der vil være mindre tekstmæssige justeringer, og enkelte fotos bliver udskiftet efter vedtagelsen. Strategien forventes offentliggjort i løbet af marts måned, når samtlige kommuner i Trekantområdet har vedtaget hver deres planstrategi.


Afslutningsvist skal det nævnes, at der ikke er udarbejdet en miljøvurdering af Planstrategi 2015, idet strategien ikke fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser og således ikke er omfattet af loven om miljøvurdering (miljøvurderingsloven).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik og Miljø vurderer, at planstrategien giver gode muligheder for at understøtte kommunens fysiske og strategiske udvikling i de næste fire år. Strategien giver os mulighed for at identificere styrkerne og få det optimale ud af de muligheder, vi har lige nu.


Teknik og Miljø vurderer, at Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune og Trekantområdet vil fremme udviklingen i Fredericia Kommune og i Trekantområdet.


Det vurderes, at den samlede planstrategi vil danne et godt grundlag for en delvis revision af Kommuneplan 2013-2025.

Indstillinger

Strategisk Planlægning og Teknik og Miljø indstiller til By- og Teknikudvalget, at det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet,


  1. at Planstrategi 2015 for Fredericia Kommune og Trekantområdet vedtages og offentliggøres i 8 uger, og

 

  1. at administrationen bemyndiges til at færdigredigere strategien, før den offentliggøres.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Indstillingen blev tiltrådt med den bemærkning, at udvalget anbefaler følgende justeringer: 

  • Det bør anføres i planstrategien, at principperne for Masterplanen for DanmarkC videreudvikles (i stedet for videreføres)
  • Det bør i planstrategien anføres, at der skal analyseres på den trafikmæssige sammenhæng mellem Fredericia Havn og transportcenteret i Taulov med henblik på at fremtidssikre logistikken (vej, bane, havn og lufthavn) 
  • Det bør i planstrategien anføres, at principperne for masterplanen for Madsbyområdet skal implementeres i den nye kommuneplan 
  • Det bør indarbejdes i planstrategien, at kommuneplanrevisionen skal omfatte mulighederne for videreudvikling af erhvervsturisme 
  • Det bør anføres i planstrategien, at restrummeligheden til boligformål i den nuværende kommuneplan generelt fastholdes, men at der skal være mulighed for at omfordele eksisterende arealudlæg og at ændre på de eksisterende rækkefølgebestemmelser for at understøtte udvikling i hele kommunen 

Beslutning i Økonomiudvalget den 27-01-2015

Økonomiudvalget anbefaler sagen som indstillet af By- og Teknikudvalget. Økonomiudvalget besluttede at give SF mulighed for at få tilføjet en mindretals udtalelse, selv om der ikke stemmes imod.

SF tilkendegav, at de er imod en broløsning over Lillebælt, samt at SF er imod en samlet plan for etablering af en afgiftsfrizone for alle kommunerne i takt med hinanden.


Beslutning i Byrådet den 02-02-2015

Godkendt som indstillet af By- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget. Byrådet besluttede at give adgang til at SF og Enhedslisten kunne tilføje den mindretalsudtalelse som fremgår af referatet fra Økonomiudvalget, selv om de ikke stemte imod.


Punkt 9 Støttesag - Fælleshus, afd. 603, Boligkontoret Fredericia

Sagsbeskrivelse


Boligselskabet Boligkontoret har fremsendt en helhedsplan samt skema A til fælleshus, Købmagergade Skole.


Der er fremsendt skitser til bebyggelse af arealet.


Bygningerne skal totalrenoveres gennemgribende, og bygningerne skal fremover anvendes som fælleshuse for eksisterende afdelinger, afdeling 318 og afdeling 502. Det er dog tanken, at andre af boligselskabets afdelinger som ligger inden for voldene skal tilbydes deltagelse i projektet.


Det er tanken i helhedsplanen, at boligselskabet med aktivitetshuset vil styrke indsatsen og tilbuddene til boligselskabets afdelinger inden for voldene


Landsbyggefonden har optaget renoveringen som en renoveringsstøttesag jf. almenboliglovens § 91 og har givet tilsagn om støtte til lån på kr. 10.000.000.


Aktivitetshuset etableres som en selvstændig afdeling under Boligkontoret Fredericia, der har selvstændigt skøde på ejendommen. Pt. er aktivitetshuset knyttet til afdeling 603 i en renoveringsstøttesag. Dette er godkendt af afdelingen og Landsbyggefonden.


Den samlede udgift til finansiering er opgjort således:


Finansiering - Garanti 

Kreditforening – støttet lån

10.000.000. kr.

Kreditforening – ustøttet lån

10.000.000 kr.

Ialt

20.000.000 kr.


Det følger af almenboliglovens § 91, stk. 6, at det er en forudsætning for støtte til projektet, at kommunen garanterer for de optagne støttede lån, dog med en regaranti fra Landsbyggefonden for halvdelen af kommunens eventuelle tab.


Kommunen sig en kommunal garanti for den del af lånet, som ligger ud over 60 % af ejendommens værdi. Jf. almenboliglovens § 127, 2. pkt.


De ustøttede lån finansieres jf. almenboliglovens § 98. Efter almenboliglovens § 98 kan kommunen dog yde garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder. Begrebet ekstraordinære renoveringsarbejder er ikke fastlagt i lovens forarbejder eller i vejledning om drift af almene boliger. Socialministeriet har i en vejledende udtalelse i maj 2010 udtalt, at det er almindeligt antaget, at det er kommunerne, der beslutter, hvilke arbejder der kan betragtes om ekstraordinære renoveringsarbejder, og at der er et vist rum for fortolkning.


Lånene vil ikke påvirke kommunens låneramme.


Vurdering

Byråds- og Ledelsessekretariatet vurderer, at helhedsplanen giver mulighed for at boligkontorets boliger også i fremtiden fortsat vil være attraktive og styrke beboersammensætningen gennem aktiviteter og netværk. Det tænkes også at aktivitetshuset kan bidrage til en kobling til det etablerede foreningsliv og skabe aktiviteter i byen inden for voldene.


Gennemførelsen helhedsplan en anbefales.

Indstillinger

Byråds- og Ledelsessekretariatet indstiller


  1. at der meddeles tilsagn til renovering, skema A.
  2. at Byrådet godkender, at der kan optages lån til de støttede arbejder og til ustøttet forbedrings lån på 10.000.000 (anskaffelsessum) til støttet lån og 10.000.000 kr. til ustøttede lån. 
  3. at godkende, at kommunen påtager sig de oplyste garantier, dog med regaranti fra Landsbyggefonden for så vidt angår de af fonden støttede lån. Garantien omfatter den del af lånet, som på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 60 pct. af ejendommens værdi. Landsbyggefonden påtager sig forpligtelse til at godtgøre kommunen halvdelen af dens eventuelle tab som følge af garantiforpligtelsen. 

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Økonomiudvalget den 27-01-2015

Anbefales


Beslutning i Byrådet den 02-02-2015

Godkendt som indstillet


Punkt 10 Samarbejdet om det Syddanske Kinaprojekt i 2015

Sagsbeskrivelse

Det daværende Erhvervs-, Innovations- & Strategiudvalg (EIS) godkendte i 2010 at indgå et tværkommunalt samarbejde om et fælles Syddansk Kinakontor. Indtil da havde det fælles Syddanske Kinakontor været organisatorisk integreret i det fælles regionale EU-kontor i Brussel. Med baggrund i sparehensyn blev de to kontorer i 2011 splittet op, sådan at det fælles kinakontor nu finansieres af kommunerne i fællesskab uden regional medfinansiering nu adskilt EU-kontoret. 


Esbjerg initierede projektet i 2010 og betaler halvdelen af aftalens årlige udgifter.


I 2014 har Esbjerg Kommune sammen med 9 kommuner samarbejdet om Sydjysk Kina-projekt. Samarbejdet består primært i, at der er indgået en aftale med det Suzhou baserede danske konsulentfirma Asia Base om at yde kommunerne støtte i forhold til deres engagement i Kina samt være en indgangsport for kommunernes virksomheder til Kina.


Esbjerg Kommune har fremsendt forslag til de deltagende kommuner om at videreføre ordningen. Ordningen udbydes til samarbejdskommunerne med en række basisydelser og mulighed for at man kan tilkøbe diverse ydelser hos konsulentvirksomheden efter behov. Basisydelserne omfatter deltagelse ved et muligt halvdagsseminar i Fredericia, bistand i Kina til delegationsbesøg til Suzchouområdet, rådgivning og første kontakt til etablering på det kinesiske marked, herunder afklarende møde. Der ydes 15 % rabat på supplerende ydelser hos konsulentvirksomheden.


Fredericia Kommune eller virksomhederne i Fredericia har ikke i større omfang gjort brug af samarbejdsordningen. Fredericia Kommune har dog også kun i begrænset omfang reklameret for tilbuddet.


Fredericia Kommune har mulighed for at træde ud af ordningen. Såfremt dette ønskes, skal der fremsendes besked herom per e-mail til Kommunaldirektør Otto Jespersen, Esbjerg Kommune, i starten af januar måned 2015.


Økonomiske konsekvenser

Basisydelsen er beregnet med grundlag i en model, hvor Esbjerg Kommune betaler halvdelen, mens de øvrige kommuner deles om resten efter befolkningstal. Omkostningen for Fredericia Kommune i 2015 under forudsætning af fuld deltagelse vil være 14.699 kr.


Vurdering

Det vurderes, at Fredericia Kommune ikke får udnyttet samarbejdsordningen i et omfang, der står mål med kommunens udgift.


Indstillinger

Strategisk Planlægning indstiller, at Fredericia Kommune udmeldes af samarbejdet om det Syddanske Kinaprojekt.


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 13-01-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 11 Orientering (Lukket)