By- og Planudvalget - 15-12-2015

Referat
Dato:
Tirsdag, 15 december, 2015 - 08:00
Hent som fil:

Punkt 148 Godkendelse af dagsorden

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Godkendt.


Punkt 149 Forslag til lokalplan 321, Erhverv nordvest for Indre Ringvej/Vesterbrogade

Sagsbeskrivelse

På baggrund af en ansøgning herom besluttede By- og Teknikudvalget på sit møde den 13. maj 2015 at åbne mulighed for at etablere et supermarked på Indre Ringvej 25 tæt på Fredericia Banegård, forudsat at de trafikale udfordringer imødegås. Plan & Byg har derfor udarbejdet et udkast til forslag til Lokalplan 321 at tilvejebringe et lokalplangrundlag herfor.


Indre Ringvej 25 ligger nord for krydset Vesterbrogade/Indre Ringvej i et industriområde. På den modsatte side af Indre Ringvej ligger en eksisterende Nettobutik samt boliger. På den modsatte side af Vesterbrogade ligger der boliger, butikker mv.


Kommuneplan 2013-25

Lokalplanområdet reguleres af kommuneplanramme N.C.1.

Rammeområdet er i Kommuneplan 2013-25 udlagt til bydelscenter med mulighed for etablering af butikker, offentlig og privat service og virksomheder i miljøklasse 1-2, som kun giver ringe påvirkning af omgivelserne.


Områdets anvendelse fastlægges til dagligvarebutikker, offentlig og privat service og virksomheder i miljøklasse 1-2.


Gang i byen

Gang i byen-strategien, oprindeligt detailhandelsplanen, peger på, at Byrådet med fordel kan arbejde for at koncentrere butikkerne i bymidten af hensyn til byens nuværende størrelse og købekraft, for ikke at udvande oplevelsen af butiksudbuddet.


Lokalplan 321

Udkastet til lokalplanforslaget fastlægger områdets anvendelse til erhverv med mulighed for opførelse af højst én dagligvarebutik eller offentlig og privat service. Planen muliggør ikke etablering af udvalgsvarebutikker og boliger.


Grunden disponeres med en zone friholdt for bebyggelse langs Indre Ringvej og i øvrigt et rummeligt byggefelt for at imødekomme det aktuelle eller alternative byggeprojekter.


Planen giver mulighed for etablering af to overkørsler til lokalplanområdet fra den øst-vest gående sidevej til Indre Ringvej nord for lokalplanområdet. Derved muliggøres ensretning af kørsel med varetransport, hvorved bakkemanøvrer, i eksempelvis kundeparkeringsområder, undgås.


Ansøger har den 25. november 2015 udtrykt ønske om mulighed for at opføre mere end én dagligvarebutik i lokalplanområdet, eller senere have muligheden for at opdele byggeriet i flere dagligvarebutikker. Dette ønskes for at skabe fleksibilitet.


Støjforhold

I nærheden af lokalplanområdet ligger boliger: Mod øst i 50 m afstand og mod syd i 70 m afstand. Da det konkrete projekt, som er årsag til udarbejdelsen af lokalplanen, omfatter etablering af en dagligvarebutik, er udvikleren blevet bedt om at udarbejde en støjredegørelse. Den er ikke modtaget endnu, men vil ligge klar ved By- og Teknikudvalgets møde.


Eventuelle mindre væsentlige forhold, som afdækkes i forbindelse med støjredegørelsen, vil kunne indarbejdes i lokalplanforslaget, inden dette offentliggøres.


Miljøvurdering

Det er ved en screening af planen vurderet, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at det foreliggende lokalplanudkast lever op til By- og Tekniudvalgets forudsætning om at de trafikale udfordringer imødegås, hvis der skal åbnes mulighed for et supermarked på Indre Ringvej 25.


Teknik & Miljø finder det desuden i overensstemmelse med Gang i byen-strategien at fastlægge, at der ikke kan etableres udvalgsvarebutikker indenfor lokalplanområdet.


Teknik & Miljø vurderer, at muligheden for indretning af mere end en dag-ligvarebutik kan risikere at modarbejde Gang i byen-strategien ved even-tuel yderligere centerdannelse udenfor bymidten. Muligheden for indretning af flere end en dagligvarebutik anbefales derfor ikke.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles over for Økonomiudvalget og Byrådet,

  1. at forslag til lokalplan 321 vedtages,
  2. at lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i 8 uger,
  3. at der ikke gives mulighed for etablering af mere end én dagligvarebutik,
  4. at Teknik & Miljø bemyndiges til at færdigredigere planforslaget, herunder tilføjelse af bemærkninger om støjredegørelsens resultat, inden det sendes i høring.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 150 Ny køreplan kollektiv trafik fra sommer 2016

Sagsbeskrivelse

Med udgangspunkt i de principper for en ny køreplan for den kollektive trafik, som By- og Teknikudvalget godkendte på sit møde den 18. august 2015, har Teknik & Miljø udarbejdet et forslag til ændringer af buslinjerne.


Ændringerne tager udgangspunkt i den nuværende køreplan og det nuværende budget.


Ændringer i buslinjerne


Buslinje 1: Buslinjen ændres til at kører via Fælledvej i stedet for Kaltoftevej. I myldretiden vil frekvensen ændres fra 20 minutters drift til 30 minutters drift. Linjen betjenes i begge retninger med en frekvens på 30 minutter.


Buslinje 2: Buslinjen gøres uafhængig af buslinje 3 og får i stedet sin egen rute. Der er tale om en ringlinje, som kører forbi banegården, gymnasiet, 3 af skolerne i Kirstinebjerg Distriktet samt Fredericia Idrætscenter, Messe C og Madsby Parken. Linjen betjenes i én retning med en frekvens på 30 minutter.


Buslinje 3: Der køres via Strandvejen/Snoghøj Landevej frem til butikstorvet på Erritsø Bygade. Der vil ikke længere være betjening af Sandal. Buslinjen ændres til at køre ringlinje i Erritsø og Snoghøj for en bedre betjening af Snoghøj. Bussen kører fra banegården i retningen mod midtbyen og derefter til uddannelsesinstitutionerne i Erritsø via Erritsø Bygade og Gl. Landevej. Det vil blive hurtigere at komme til og fra uddannelsesinstitutionerne i Erritsø end i dag. Linjen betjenes i begge retninger med en frekvens på 30 minutter.


Buslinje 4: Buslinjen forbliver som i den nuværende køreplan. Der vil kunne forekomme ændringer i minuttiderne. Linjen betjenes i begge retninger med en frekvens på 60 minutter.


Buslinje 5: Buslinjen forbliver som i den nuværende køreplan. Der vil kunne forekomme ændringer i minuttiderne. Linjen betjenes i begge retninger med en frekvens på 60 minutter.


Buslinje 6: Buslinjen ændres til at betjene skolerne på Indre Ringvej og Treldevej i Kirstinebjerg Distriktet samt gymnasiet. Linjen betjenes i begge retninger med en frekvens på 60 minutter. Skolebuslinje 6a fortsætter uændret om morgenen.


Buslinje 7: Buslinjen er en nyoprettet ringlinje mellem vestbyen og midtbyen. Den betjener bl.a. Venusvej, Korskærparken, skolen på Skjoldborgvej og dele af midtbyen. Bussen kører fra banegården i retningen mod midtbyen og derefter ud til vestbyen. Linje 7 skal køre i tidsrummet 6-18. Linjen betjenes i én retning med en frekvens på 30 minutter. 


For alle buslinjer gælder, at der i aftentimerne vil være 1 times drift, som i den nuværende køreplan.


I sommerferien køres der med sommerkøreplan som tidligere.


Stoppesteder


Nye stoppesteder vil blive prioriteret ud fra en vurdering af køretid, behov, afstand til stoppestederne samt populære og vigtige rejsemål.

Placering af stoppesteder skal efterfølgende i høring hos Seniorrådet.

Økonomiske konsekvenser

Ændringerne vil være udgiftsneutrale for Fredericia Kommune. De ekstra køreplanstimer til oprettelse af en ny buslinje modsvares af ændringerne af frekvensen på linje 1, 2 og 3 fra 20 minutters drift til 30 minutters drift i myldretiden.


Flytning, etablering og ændring af stoppesteder vil medføre økonomiske konsekvenser. Ligeledes vil der være behov for etablering af buslommer på Vestre Ringvej, samt andre mindre ændringer på vejnettet. Når dette er nærmere belyst fremlægges dette for Miljø- og Teknikudvalget.  

Vurdering

Der forventes, at der vil komme henvendelser fra de borgere, som berøres af ændringer i de enkelte buslinjer.


Det vurderes, at en adskillelse af buslinje 2 og 3 vil sikre at evt. forsinkelser på buslinje 3 ikke påvirker kørslen på buslinje 2.


Buslinje 2 vil styrke busbetjeningen af særligt Messe C og Fredericia Idrætscenter, hvor frekvensen øges fra 1 times drift til 30 minutters drift.


Det vurderes, at buslinje 3 vil blive mere attraktiv for studerende, da der opnås en bedre busbetjening af uddannelsesinstitutionerne.


Linje 6 vil skabe en bedre busbetjening for de mange skolebørn fra Trelde, Bøgeskov og Egeskov, som skal til distriktsskolerne i nordbyen samt til gymnasiet.


Buslinje 7 vurderes at skabe en bedre busbetjening af området og derved en mulighed for at kunne øge passagerantallet.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller at forslaget til ændringer af ruter godkendes samt at Sydtrafik anmodes om at udarbejder en ny køreplan i samarbejde med Teknik & Miljø.


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 151 Godkendelse af vedtægtsændring for Fredericia Taxa

Sagsbeskrivelse

På en generalforsamling i Taxa Syd A.M.B.A. den 9. december 2014 blev det besluttet, at der fremover skal betales et depositum på 3 måneders driftsbidrag pr. vogn (dog minimum 15.000 kr.) ved tilslutning til et bestillingskontor. Dette medfører, at vedtægterne for de tilknyttede bestillingskontorer skal ændres.

 

Taxa Syd A.M.B.A. driver en række bestillingskontorer i driftsfællesskabet Taxa Fyn, herunder Fredericia Taxa.

 

Focus Advokater P/S har på vegne af Taxa Syd A.M.B.A. fremsendt udkast til ny vedtægt for bestillingskontoret Fredericia Taxa.

 

I henhold til den gældende vedtægt for Fredericia Taxa skal der på nuværende tidspunkt ikke ske betaling af depositum. Godkendelse af vedtægtsændringen vil derfor betyde, at der indføres et nyt krav om depositum.

 

Både medlemmer og ikke-medlemmer af Taxa Syd A.M.B.A. skal betale 3 måneders driftsbidrag pr. vogn (dog minimum 15.000 kr.) for at blive tilsluttet bestillingskontoret. Driftsbidraget udgør dags dato 8.500 kr. pr. md. Depositummet skal tjene som sikkerhed for bevillingshaverens økonomiske forpligtelser overfor bestillingskontoret.


En vedtægtsændring skal godkendes af byrådet, jf. taxibekendtgørelsen § 18, stk. 6. Denne kompetence er tillagt By- og Teknikudvalget, jf. delegationsplanen.


Odense og Assens kommuner har godkendt den nye vedtægt.

 

Ændringen fremgår af det vedlagte udkast. Se vedtægtens punkt 6 (side 3).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Byråds- og Ledelsessekretariatet indstiller til, at vedtægtsændringen godkendes.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 152 Øget service og lavere gebyrer på byggesagsområdet

Sagsbeskrivelse

Byrådet har afsat 2 mio. kr. i budget 2016-19 til at forbedre vilkår og service på byggesagsområdet og reducere omkostningerne ved at søge byggetilladelse.


For at få størst værdi af de afsatte midler foreslås

  1. øget gebyrfri service.
  2. øget dialog og rådgivning i forbindelse med forberedelse og kvalificering af byggeansøgningen.
  3. at gebyret i mindre byggesager reduceres og gøres uafhængig af forbrugt tid.

I dag afregnes service, rådgivning og hjælp med en fast timepris.


I små ukomplicerede byggesager efterspørges typisk lavere gebyrer samt praktisk hjælp til at få lavet en ansøgning. I større sager efterspørges snarere dialog, rådgivning og hurtig fleksibel sagsbehandling. Sagsbehandlingens effektivitet og kvalitet har langt større betydning for den samlede økonomi i støtte projekter, men reducerer også det antal timer, der afregnes.

Økonomiske konsekvenser

De 2 mio. kr. fordeles således:

 

1 mio. kr.: Gebyret for ansøgninger om småbygninger (garager, carporte, drivhuse, skure og lignende) fastsættes til 1.445 kroner, hvilket gennemsnitligt indebærer en halvering i forhold til nuværende niveau.

 

1 mio. kr.: To nye medarbejdere skal sikre imødekommende gebyrfri dialog i forberedelsesfasen, sikre effektiv sagsbehandling ved behov for dispensationer samt ved klagesager.

Vurdering

Den professionelle entreprenør og håndværker vil opleve hurtigere og mere dialogorienteret sagsbehandling (særligt i forbindelse med dispensations- og andre komplicerede sager), et lavere timeforbrug og dermed færre omkostninger og bedre projekter.

 

Husejeren og den professionelleentreprenør og håndværker vil i små byggesager opleve, at byggesagsgebyret har et mere rimeligt niveau i forhold til byggeprojektets omfang, og at der er sikkerhed for gebyrets størrelse uanset hvor meget rådgivning, der er behov for.

 

Andet

Det timebaserede gebyr fastholdes i større byggesager, men flere timer i den indledende dialog vil være gebyrfri og det samlede antal timer reduceres.


Løsningen er lavet i samspil med Business Fredericia.

Indstillinger

Direktøren for Vækst indstiller at


- gebyret på småbygninger fastsættes til 1.445 kroner uafhængigt af timeforbrug

 

- at der ansættes to medarbejdere til de beskrevne formål med henblik på at øge service og reducere de samlede omkostninger ved at søge byggesager


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Punkt 153 Orientering: Orientering om DanmarkC som transport- og logistikcentrum

Sagsbeskrivelse

Der gives en orientering om fremdriften af projektet om DanmarkC som transport- og logistikcentrum:

  • Opfølgning på topmødet
  • Organisering
  • Tiltag på den korte bane
  • Tiltag på længere sigt

Bilag: Notat om status på DanmarkC – transport og logistik.


Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Strategisk Planlægning indstiller, at

  1. By- og Teknikudvalget og Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning. 
  1. By- og Teknikudvalget og Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget sender orienteringen videre til Økonomiudvalget med anbefaling om, at orienteringen tages til efterretning. 

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.


Beslutning i Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget den 15-12-2015

Taget til efterretning.

Punkt 154 Orientering: Gang i byen - fase 2 - opfølgning på mødet den 24. november

Sagsbeskrivelse

Efter mødet den 24. november 2015 i Det Bruunske Pakhus om udvikling af Gothersgade, er der udarbejdet en opsamling på mødet.


I alt deltog ca. 70 personer: beboere, ejere, boligselskaber, ejendomsadministratorer, butiksdrivende og liberale erhverv smat de to politiske udvalg og administrationen fra kommunen.


Der var god aktivitet og stort engagement fra de fremmødte under aftenens workshop og mange bød ind med gode idéer og observationer til udvikling af området.


Alle de indkomne ideer fra mødet er samlet op i hovedpunkter herunder, fordelt på emnerne for de fire workshops.


A – Gothersgade – aktiviteter i gaden


I stedet for at tænke på at byen skal bevæge sig ned til havnen – tænke at havnen skal bevæge sig op i byen.


Gaden er så småt ved at have en identitet med noget kulinarisk og lidt kreativt – kan understøttes med noget kunstnerisk byinventar.


Der er fortsat behov for at kunne køre med biler og parkering – men man kan evt. se mere detaljeret på de forskellige dele af gaden, så der bliver bedre plads til udendørsservering og udstilling i dele af gaden.


Gaden kan gøres til en sivegade på fodgængernes præmisser, hvor der fortsat er mulighed for kørsel og parkering.


Brug for bedre krydsningsmuligheder af særligt Oldenborggade for fodgængere, men også Sjællandsgade og Fynsgade.


Der blev efterlyst et bedre driftsniveau i gaden – bedene under træerne mv.


Facaderne på bygningerne kunne godt blive pænere – særligt i stueetagen.


Der er brug for at kigge på, hvordan man kan skabe en bedre forbindelse ml. Gothersgade og gården ved Tøjhuset.


Der var forskellige forslag om at gøre gaden til en temagade: fæstningsbyen, musik mv.


B – Området ved Tøjhuset


Tøjhuset skal være meget mere aktivt og tilgængeligt end det er i dag, f.eks. med funktioner som galleri i en del af det


Der er en rigtig god hyggeligt og vindstille gård bag Tøjhuset som kan bruges til et grønt område, aktiviteter, ophold og leg.


En scene ved Tøjhuset, der placeres i gården og bruger muren som bagvæg kan bruges til musik og ophold hvor man kan komme op og sidde og kigge ud over muren.


Skinnerne bagom Tøjhuset fjernes, så der bliver en bedre forbindelse til gården bag Tøjhuset og Norgesgade videre til Ungdommens Hus og volden – gerne forlænget til banegården.


Skinnerne kan omdannes til et rekreativt strøg med træer og lys. Skulpturer langs sporene – ”Railway to the sky”.


Der er projektører til oplysning af Tøjhuset, men de bliver ikke brugt. Bedre lys der synliggør bygningen og oplyser området vil gøre det mere rart og trygt.


Der er potentiale for at skabe sydens stemning i området med musik, café, spændende restauranter etc.


Man kan bruge muren aktivt til noget, der signalerer Fredericia’s identitet.


Den tidligere biografbygning er i dårlig stand hvor en del af de andre bygninger nu er blevet flot istandsat.


 

C - J. B. Nielsens Plads

 

Der sker for lidt på pladsen, og der kom en række forslag til at skabe aktivitet på pladsen:

opføre torvehaller som dem på Israels Plads i Kbh., trille en togvogn ud på pladsen til en workshop, italiensk marked – men i en Fredericia version med lokale producenter, flytte torvedagene fra Axeltorv til J.B. Nielsens Plads, Smagens Dag med et mad-marked med de lokale restauranter og lignende.


Pladsens inventar bør genovervejes: båd springvandet og granitfirkanterne. Lyset under pladsen virker ikke, folk falder over granitfirkanterne, vande fra springvandet blæser over på folk der sidder udenfor ved Efes.


Bedre muligheder for at opholde sig på pladsen og mere grønt.


Pladsen skal være fleksibel og kunne bruge til flere forskellige ting, f.eks. kan etableres huller til parasoller/markiser der kan bruges ved arrangementer.


Pladsen kan bruges mere aktivt i forhold til turister, krydstogtgæster, gæstesejlere med f.eks. turistinformation.  


Café Efes vil gerne bruge mere af pladsen til udeservering, sætte faste markiser op og afskærme området for vinden med gennemsigtige skærme.


Pladsen er vigtig som en ankomst til bymidten, også i forhold til at der vokser et nyt bykvarter frem på FredericiaC.

 

 

D- Forbindelse til Gl. Havn og eks. bymidte


Der skal være en rød tråd ml. Ryes Plads og Gl. Havn med funktioner som musik, kunst, cafeer, spændende butikker etc. - et Nyhavns miljø i Gothersgade for at trække folk ned i området.


Gothersgade bliver opdelt af de tværgående gader – Sjællandsgade og Oldenborggade – det skal være synligt at gaden fortsætter ned til havnen.


Ny gadebelægning i den sydlige del af Gothersgade.


Gl. Havn til gæstesejlere – der skal arbejdes mere for at det bliver kendt i sejlerkredse, at man kan lægge til midt i Fredericia.


Gl. Havn har potentiale til at tiltrække flere gæstesejlere fra nabobyerne, hvor nogen allerede nu sejler til byen og lægger til for at gå i byen og spise, shoppe mv.


Havnen skal forbedres med bølgebrydere ved indsejlingen, for at gøre vandet mere roligt i havnebassinet.


P-pladsen i gården ved Sjællandsgade har altid mange ledige pladser. Hvis det var mere attraktivt at parkere der, kunne det skabe et større fodgængerflow i den sydlige del af Gothersgade.


Istandsættelsen af facaderne i bymidten blev rost – det begynder virkelig at blive synligt nu.


Næste møde

Næste møde holdes i februar 2016, hvor den samme kreds inviteres til præsentation af en plan for udvikling af Gothersgade. Her vil man også få mulighed for at deltage i implementeringen.


En plan for udvikling af Gothersgade tager udgangspunkt i de idéer og forslag, der er indkommet på mødet den 24. november samt drøftelserne på de to udvalgs temamøde den 29. oktober.


Frem til næste møde indkaldes formandskabet i de to udvalg til møder med administrationen, hvor indholdet i planen drøftes og justeres undervejs.


Fire af mødedeltagerne meldte sig til en arbejdsgruppe, der deltager i arbejdet med en plan for udviklingen af Gothersgade.


Samarbejdet om planen med interessenter i området, vil løbende søges udvidet i forhold til de emner, der arbejdes videre med i planen.


Efter mødet i februar, fremligges planen til politisk behandling.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Strategisk Planlægning indstiller, at sagen tages til efterretning


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 15-12-2015

Indstillingen blev tiltrådt.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 16-12-2015

Sagen tages til efterretning.


Punkt 155 Orientering (Lukket)