By- og Planudvalget - 23-09-2014

Referat
Dato:
Tirsdag, 23 september, 2014 - 08:00
Hent som fil:

Punkt 105 Godkendelse af dagsorden

Sagsbeskrivelse




Sagsbeskrivelse:




Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Godkendt.


Punkt 106 Orientering: Skiltning i byen og i det åbne land

Sagsbeskrivelse

Natur & Miljø og By & Erhverv vil på hhv. By- og Teknikudvalgsmødet og Miljø- og Energiudvalgsmødet orientere nærmere om regler for skiltning i byen og i det åbne land samt præsentere forskellige eksempler på lovlig og ulovlig reklameskiltning mv.


Skiltning i byområder

I bymæssig bebyggelse skal der søges byggetilladelse til opsætning af skilte. Byområder er som udgangspunkt reguleret af lokalplaner, hvori der generelt er redegjort for størrelse, udformning og farvesætning af skiltning. Det er således den enkelte lokalplan, der fastsætter, hvad der er tilladt.  


I ældre lokalplaner findes der ofte ukonkrete, uspecifikke formuleringer om, at ”skiltning må ske i sædvanlig omfang”, mens der i nyere lokalplaner er fastsat konkrete bestemmelser om højder, antal og placering på facader og mod vej.


For at sikre ensretning af sagsbehandlingen for skiltning, tages der, i lokalplaner uden konkrete bestemmelser, udgangspunkt i vedhæftede bilag, som er generelle retningslinjer for opsætning af skilte. Retningslinjerne er som udgangspunkt indarbejdet i nyere lokalplaner. Af retningslinjerne fremgår det, at lokalplanerne ikke tillader egentlige reklameskilte eller løse bannere.


Administrationen har i øjeblikket en række forespørgsler og ansøgninger på LED reklameskilte med skiftende billeder eller film. LED skærme  fremstår markant anderledes end traditionel skiltning, og der er således behov for en principiel vurdering af, hvorvidt denne type skiltning kan tillades i Fredericia Kommune. I den forbindelse skal det bemærkes, at forvaltningslovens lighedsprincip betyder, at det i tilfælde, hvor der gives tilladelse til en sådan skiltetypologi på én placering, vil være vanskeligt at give afslag på placering af samme type et andet sted.


Skiltning i det åbne land 

Det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 21, at der i det åbne land ikke må anbringes plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed.”Det åbne land” skal i denne sammenhæng tolkes meget bredt og omfatter mere end en landzone. Der er tale om ”åbent land”, når skiltet kan ses af forbipasserende på en baggrund af ubebygget område/natur. Grønne kiler i byområder er således omfattet af bestemmelserne.

 

Der er en række undtagelser fra forbuddet: 

  • Mindre oplysningsskilte på egen grund ved indkørslen til ejendommen (krav til størrelse, farve og placering)
  • Skilte i ubebyggede områder, der ved lokalplan er udlagt til erhvervsområde (krav til størrelse, farve og placering)
  • Ikke dominerende virksomhedsreklamer i direkte tilknytning til virksomheden (krav til placering og synlighed på afstand)

Der gælder særlige regler for opsætning af trafikpropaganda, valgplakater samt skilte på idrætsanlæg, herunder golfbaner.

 

Kommunen kan ikke dispensere fra reklameforbuddet, bortset fra reklamer på idrætsanlæg og golfbaner.

 

Der opstår ofte sager om skiltning, der er i strid med naturbeskyttelseslovens § 21.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Natur & Miljø og By & Erhverv indstiller,


at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Orienteringen blev taget til efterretning. 


Beslutning i Miljø- og Energiudvalget den 23-09-2014

Orienteringen blev taget til efterretning.


Punkt 107 Detailhandelsplanen - kommissorium

Sagsbeskrivelse

By- og Teknikudvalget har på temamødet om detailhandel den 2. september 2014, drøftet hvilke mål man ønsker skal indgå i detailhandelsplanen, samt processen for udarbejdelsen af detailhandelsplanen.


Målene for detailhandelsplanen er gengivet herunder.


Detailhandelsplanen skal:

  • Vise hvordan Fredericia skal som handelsby udvikles med fokus på, at det er en by der tilbyder noget særligt, der adskiller sig fra de konkurrerende handelsbyer
  • Satse på bymidten – særligt her skal detailhandel udvikles sam-men med de andre aktiviteter, der kan skabe byliv
  • Tydeliggøre rollefordelingen mellem bymidten og aflastningscenteret ved Vejlevej
  • Fokusere på, at bymidten udvikles i retning mod FredericiaC, så bymidten og FredericiaC kobles sammen
  • Have som mål, at omsætningen i kommunens butikker skal øges - dækningsgraden for kommunen skal op på 100.

By- & Erhverv har udarbejdet et udkast til et kommissorium for detailhandelsplanen, der på baggrund af input fra temamødet beskriver indhold i detailhandelsplanen i følgende punkter:

  • Motivation/baggrund,
  • Formål
  • Produkter
  • Succeskriterier
  • Projektets organisering
  • Tidsramme
  • Økonomi/ressourcer
  • Evaluering af projektet

Kommissoriet er vedhæftet som bilag: ”Kommissorium for detailhandelsplan 2015 - Fredericia Kommune”.

 

Tidsplanen for udarbejdelsen af detailhandelsplanen er beskrevet herunder (tidsplanen fremgår også af kommissoriet).

 

På temamødet den 2. september blev der besluttet ændringer i processen for detailhandelsplanen, herunder at detailhandelsplanen også skal drøftes på møder i andre politiske udvalg, og der undervejs holdes temamøder med Kultur- og Idrætsudvalget. Tidsplanen er derfor ændret, og detailhandelsplanen forventes færdig i april 2015.

 

Undervejs i processen holdes der løbende møder mellem formandskabet i By- og Teknikudvalget og By & Erhverv, med henblik på at afstemme forventninger til indhold i detailhandelsplanen.


Tidsplan - møder:


Dato

Formål med mødet

Deltagere

23. september 2014

Godkendelse af kommissorium.

By- og Teknikudvalget

29. oktober 2014

Godkendelse af kommissorium.

Kultur- og Idrætsudvalget

10. november 2014

Orientering om detailhandelsanalysen og proces for detailhandelsplan.

Byrådet

18. november 2014

Belyse hvordan kulturaktiviteter kan medvirke til at styrke bymidtens detailhandel.

By- og Teknikudvalget,

Kultur- og Idrætsudvalget

8. – 10. januar

Studietur kombineret med udvalgsmøde - Udkast til indhold i detailhandelsplanen

By- og Teknikudvalget

Kultur- og Idrætsudvalget

13. januar 2015

Drøftelse af udkast til detailhandelsplanen.

By- og Teknikudvalget,

Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening, FredericiaC

13. januar 2015

Beslutningsmøde: Beslutning om indhold i detailhandelsplan.

By- og Teknikudvalget

27. januar 2015

Udkast til indhold i detailhandelsplan.

Økonomiudvalget

5. marts

Præsentation af detailhandelsplanen

By- og Teknikudvalget

Kultur- og Idrætsudvalget

10. marts 2015

Godkendelse af færdig detailhandelsplan.


By- og Teknikudvalget

11. marts 2015

Godkendelse af færdig detailhandelsplan.

Kultur- og Idrætsudvalget

24. marts 2015

Godkendelse af færdig detailhandelsplan

Økonomiudvalget

13. april 2015

Godkendelse af færdig detailhandelsplan

Byrådet

15. april 2015

Informationsmøde om færdig detailhandelsplan.

Alle kommunens butiksdrivende og ejere af ejendomme med butikker, By- og Teknikudvalget,

Kultur- og Idrætsudvalget, Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening, FredericiaC


Af kommissoriet fremgår foruden tidsplanen for møder, som vist herover, også en tidsplan for indhold i processen.


Økonomiske konsekvenser

En detailhandelsplan der medvirker til at styrke Fredericia som handelsby kan øge omsætningen i byens butikker og øvrige serviceerhverv. Over tid kan det bidrage til at løfte kommunens økonomi.

Vurdering

By- & Erhverv vurderer, at der vil være brug for supplerende konsulentanalyser til følgende:


  • En analyse af optimal placering og tidspunkt i forhold til markedsgrundlag af en dagligvarebutik i bymidten. 
  • Interviewundersøgelser, der belyser muligheder for udvikling af Fredericia som handelsby. 
  • Vejlevej contra bymidten – udvikling af begge områder, uden at de konkurrerer. 
  • Tilgængelighedsanalyse – trafik, parkering, ankomstpunkter til bymidten.

Indstillinger

By- & Erhverv indstiller,


-  At kommissorium for udarbejdelse af detailhandelsplanen godkendes, herunder formål, tidsplan samt udarbejdelse af supplerende konsulentanalyser.

-  At opstart af idéfasen med aktiviteter, der skaber input til detailhandelsplanen godkendes.

-  At kommissorium videresendes til Kultur- og Idrætsudvalget med anbefaling om godkendelse

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Godkendt som indstillet.


Nye oplysninger

På By- og Teknikudvalgets møde den 23. september 2014 blev der drøftet nogle ændringer af kommissorium og tidsplan, som ønsket indarbejdet.


Følgende ændringer indarbejdes i kommissorium og tidsplan:

  • Studieturen rykkes en uge, da den falder sammen med andre møder, og hele tidsplanen rykkes tilsvarende
  • Formuleringen ”Gang i byen” skal indgå i teksten i kommissoriet.

 


Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-10-2014

Godkendt som indstillet.


Punkt 108 Forslag til Lokalplan 329 Vestcentret, Center- og erhvervsområde ved Vejlevej

Sagsbeskrivelse

By & Erhverv har i samarbejde med Årstiderne Arkitekter og Rune Kjæld-gaard, NorCap udarbejdet forslag til ”Lokalplan 329 Vestcentret, Center- og erhvervsområde ved Vejlevej”.


Lokalplanens indhold

Lokalplanområdet omfatter ejendommen hvor det tidligere Vestcenter lå, samt de omkringliggende ejendomme og afgrænses af Vejlevej, Jupitervej, Venusvej og Teglværksvej. Ejendommene er aktuelt omfattet af ”Lokalplan nr. 127" som med denne lokalplan aflyses for det pågældende område.


Med lokalplanen åbnes mulighed for at opføre et nyt center, samt at gennemføre en samlet planlægning af centerområdet ved Vejlevej, så det kommer til at leve op til nuværende og fremtidige behov for detailhandel.


Med lokalplanen er der mulighed for at opføre ny bebyggelse til eksempelvis butikker, servicevirksomheder, kontorer og lignende.


Lokalplanen opstiller krav til butiksstørrelser og planlægges således området kommer til at indeholde dagligvarebutikker samt store udvalgsvarebutikker.


Lokalplanen har desuden til formål at fastlægge bestemmelser for placering og udformning af ny bebyggelse, sikre hensigtsmæssige adgangs- og parkeringsarealer til områdets funktioner samt bevare områdets beplantningsstruktur.


Miljøvurdering

Det er ved en screening af planen vurderet, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering.


Rambøll Danmark A/S har udarbejdet støjberegninger, som redegør for de støjmæssige udfordringer ved varelevering fra Venusvej. Konklusionen af støjberegningen viser, at støjen fra varelevering i dagstimerne kan overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj i dagtimer forudsat, at der etableres en støjskærm mellem Venusvej og butikkerne. Derudover viser beregningerne, at det ikke er muligt at overholde Miljøstyrelsens vejledende grænser for støj i tidsrummet 22-07, hvorfor det ikke vil være muligt at få varer leveret i natteperioden.


 

Økonomiske konsekvenser:

Ingen.


Vurdering:

By & Erhverv vurderer, at der med lokalplan 329 skabes det nødvendige plangrundlag, som sikrer områdets fremtidige anvendelse som en del af et attraktivt aflastningsområde i forhold til Fredericia bymidte.


Området vil komme til at indeholde dagligvare- og store udvalgsvarebutikker – det vil sige den type udvalgsvarebutikker, som på grund af butikskoncept, størrelse og varesortiment normalt ikke placerer sig i bymidterne. Lokalplanen fastlægger en minimumsstørrelse for butikkerne på 500 m2. Dette stemmer overens med retningslinjen for detailhandel i Kommuneplan 2013 – 2015, hvor der står, at ”For at fastholde og styrke bymidten inkl. FredericiaC vil det blive prioriteret, at der ikke sker udbygning af detailhandlen med mindre udvalgsvarebutikker i andre områder end i bymidten”, og at der i vestbyen prioriteres butikker over 500 m2 (hovedstrukturens afsnit 2.4).  


Retningslinjen har til formål at sikre, at små ”strøgbutikker” placerer sig i bymidten og herved undgå uhensigtsmæssig konkurrence med butikkerne i Fredericia midtby som kommunens handelscentrum. Den har baggrund i undersøgelser, som COWI lavede i forbindelse med kommuneplanlægningen i 2012.


Der har i forbindelse med lokalplanens udarbejdelse været fremsat ønske om muligheden for at etablere tre butikker uden minimumsstørrelse.


Derudover har By & Erhverv været i dialog med de eksisterende butiksejere i området.  Generelt ønsker de ikke en minimumsstørrelse på butikker, da det vil begrænse deres fremtidige muligheder for en fleksibel anvendelse af butiksarealerne.


Fredericia Kommune har igangsat en detailhandelsanalyse, hvorfra de første resultater tyder på, at bymidten er sårbar overfor konkurrence fra Vestbyen. På baggrund af resultatet af detailhandelsanalysen anbefaler By & Erhverv derfor fortsat, at Fredericia Vest forbeholdes til butikker, der har behov for større lokaler, og at minimumsstørrelsen for butikker på 500 m2 fastholdes i lokalplanen.


Realiseringen af butikscenteret har ingen betydning for den i planloven fastlagte kvote for nybyggeri af butikker i Fredericia Vest, da der opføres præcis det samme etageareal, som de eksisterende, samt netop nedrevne bygninger rummede i alt.


Indstillinger:

By & Erhverv indstiller,


- at By- & Teknikudvalget drøfter spørgsmålet om minimumsstørrelser på butikker til udvalgsvarer.

 


og at det indstilles overfor Økonomiudvalget og Byrådet,

 

- at Forslag til Lokalplan 329 Vestcentret, Center- og erhvervsområde ved Vejlevej vedtages som forslag, og


- at lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i 8 uger.


 

Bilag:

Åben - Lokalplanforslag 329 Vestcentret Center- og erhvervsområde ved Vejlevej.pdf


Beslutning i By- og Teknikudvalget den 26-08-2014:

Udvalget anbefaler, at forslag til lokalplan 329 Vestcentret, Center- og erhvervsområde ved Vejlevej vedtages som forslag og sendes i offentlig høring i 8 uger.


Fraværende: Turan Savas, Nicolaj Wyke


Beslutning i Økonomiudvalget den 03-09-2014:

Tilbagesendes til By- og Teknikudvalget. 


Fraværende: Henning Due Lorentzen

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ny behandling


Økonomiudvalget har bedt By & Erhverv undersøge, muligheden for, at tillade bestemte typer butikker (ex. køkkenbutikker) under 500 m2 i forhold til bestemmelserne i lokalplanforslaget.


By & Erhverv har i den forbindelse været i dialog med Naturstyrelsen for at afsøge muligheden for dette.


Det er By & Erhvervs vurdering, at det ikke er muligt med lokalplanforslaget, at tillade butikker under 500m2 begrænset til nogle bestemte udvalgte varegrupper.


By & Erhverv vurderer fortsat, at det er afgørende for bylivet og handelslivet i kommunen, at der sikres en god og klar arbejdsdeling mellem bymidten og vestbyen som beskrevet i ”Detailhandelsanalysen for Fredericia Kommune 2014”: ”Arbejdsdelingen mellem bymidten og aflastningsområdet i Fredericia vest kan gøres tydeligere, så de to områder supplerer hinanden frem for at konkurrere. Konkurrence mellem de to områder skaber en situation med to indkøbsområder med mindre udbud og dermed lavere attraktivitet end to indkøbsområder med et stort udbud inden for hvert sit segment af butikker. Aflastningsområdet kan fremover målrettes butikker inden for ”bil og bolig” og forbeholdes butikker, der har behov for større lokaler.”

 

By & Erhverv vurderer, at den bedste model for at understøtte arbejdsdelingen mellem bymidten og vestbyen, vil være at fastholde en minimumsbutiksstørrelse på 500 m2


Indstillinger

By & Erhverv indstiller, at det anbefales over for overfor Økonomiudvalget og Byrådet,


-  at lokalplanen vedtages som forslag, inkl. bestemmelsen om en minimumsbutiksstørrelse på 500 m2, med følgende indskrevet i redegørelsen:

 

-  at lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i 8 uger.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Anbefales.


Beslutning i Økonomiudvalget den 30-09-2014

Anbefales.


Beslutning i Byrådet den 06-10-2014

Godkendt som indstillet.


Punkt 109 Forbud mod opdeling i to beboelseslejligheder på ejendommen beliggende Jens Kromans vej 12 efter planlovens §14

Sagsbeskrivelse

Ejerne af Jens Kromanns Vej 12 har ansøgt om byggetilladelse til at opdele ejendommen i to boliger.


Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt nr. 1 fra 1948 for et område af den tidligere Erritsø Kommune.

 

Efter byplanvedtægtens § 2, må der på de enkelte ejendomme opføres bebyggelsesbygninger, som højst må være i én etage med udnyttet tagetage, samt nødvendige udhuse.

Der er ikke i byplanvedtægten fastsat bestemmelse om det maksimalt tilladte antal boliger pr. ejendom.

 

Ejer ansøgte i 2012 kommunen om at måtte opføre en tilbygning til et eksisterende énfamiliehus, hvortil kommunen den 11. december 2012 meddelte dispensation fra byplanvedtægtens § 4 som bl.a. fastlægger, at bebyggelsen skal holdes i en afstand på mindst 10 m fra vejmidte. Vurderingen var, at det svarede til det sædvanlige i området, hvor der tidligere var givet tilsvarende dispensationer. Flere naboer indgav negative høringssvar i forbindelse med naboorienteringen af dispensationsansøgningen.

 

Ejer ansøgte efterfølgende den 14. maj 2013 kommunen om tilladelse til at opdele enfamiliehuset i 2 beboelseslejligheder.

By & Erhverv var herefter i dialog med ejer/rådgiver, hvorefter der den 3. april 2014 blev meddelt afslag til det ansøgte.

 

By & Erhverv har vurderet, at en opdeling i 2 beboelseslejligheder ikke svarer til det sædvanlige i området. Derudover har By & Erhverv holdt det ansøgte op imod kommuneplanens rammebestemmelse E.B.08, som har et mål om, at områdets struktur og bebyggelsestæthed ønskes fastholdt.

På den baggrund er det vurderet at der ikke bør udstykkes nye grunde til selvstændig bebyggelse, samt at der kun kan være én bolig pr. grund.

 

Der er endvidere ikke meddelt tilsvarende tilladelser til byggeri af 2 beboelseslejligheder i nyere tid, idet det hidtil har været By & Erhvervs vurdering, at et tofamilieshus med vandret lejlighedsskel ikke var i overensstemmelse med plangrundlaget.

 

Ejer har påklaget afgørelsen til Natur og Miljøklagenævnet som giver ejeren medhold med baggrund i, at det alene er bestemmelserne i byplanvedtægten, der har skullet lægges til grund for kommunens afgørelser, idet en kommuneplan – i modsætning til en lokalplan eller en byplanvedtægt – ikke er direkte bindende for borgere/bygherrer, men alene skal danne grundlag for den efterfølgende lokalplanlægning.

 

Fastholdelse af området som et attraktivt område med mulighed for store velbeliggende boliger kræver at der nedlægges et § 14 forbud efter planloven, hvorefter der skal udarbejdes en lokalplan som fastsætter bestemmelser for områdets udnyttelse og bebyggelse.

§ 14 forbuddet har været varslet til ejerne af ejendommen Jens Kromanns Vej 12, som den 22. august 2014 har fremsendt indsigelse mod forbuddet.

I indsigelsen anfører ejerne, at de opfatter nedlæggelse af et § 14 forbud som en ekspropriation, og de vil påberåbe sig erstatning, idet de har betalt ejendomsskat af deres grund i forhold til, at den var stor nok til at kunne udstykkes i to grunde.

Ejerne giver udtryk for, at de ikke forstår kommunens hensigt med at ønske at forhindre deres ønskede byggeri, og de føler sig frustrerede og udsat for magtfordrejning.

Ejerne har tidligere ønsket at udstykke grunden, og har i 2010 fået positiv tilkendegivelse fra Fredericia Kommune til udstykning. Men pga. modstand fra nabo, der også er vejejer, har det af privatretlige årsager ikke kunne lade sig gøre. Derfor opfordrer de som et kompromis i sagen Fredericia Kommune til at ekspropriere retten til at de må bruge Jens Kromanns Vej som adgang til deres grund, som de så ønsker at udstykke i to. De vurderer, at det er erstatningsfrit for kommunen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

By & Erhverv vurderer, at der bør træffes beslutning om nedlæggelse af § 14 forbud mod den ansøgte opdeling, hvorefter der skal udarbejdes lokalplan, der forhindrer det ansøgte og fastsætter retningslinjer for områdets fremtidige udnyttelse og bebyggelse, inden for et år.

Indstillinger

By & Erhverv indstiller, at der nedlægges § 14 forbud mod opdeling af boligen.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Godkendt som indstillet.


Punkt 110 Ansøgning om graffitimaleri i teatersmøgen

Sagsbeskrivelse

 

Ejendomsafdelingen har modtaget en forespørgsel fra Fredericia Teater om tilladelse til at skabe et street art kunstværk i teatersmøgen mellem Prinsessegade 29 og 31.

Teatret vil samarbejde med Ungdommens Hus omkring at få fyldt smøgen med graffiti. Væggene skal fremstå som ”et stort kunstværk, fyldt med farver og indtryk, frem for hvad det er nu – en kedelig gang, hvor der allerede er malet lidt graffiti.”

Teatret argumenterer videre for, at det er "et win-win-projekt, der kan aktivere noget af den kunstneriske undergrund, og skabe et flot, indtryksfuldt område med street art, som vedligeholder sig selv.”

Ansøger oplyser om ”at der findes et form for kodeks blandt street art kunstnere, hvor man ikke maler andres værker over, medmindre man kan lave noget der er bedre. Der er selvfølgeligt ingen garantier, men det er sandsynligt, at det kun vil blive pænere og pænere, og at der vil være en god udskiftning af værker, så området vil formentligt hele tiden fremstå som ”nyt”.

Ansøger har vedhæftet visualiseringer af Teatersmøgen før og efter en evt. bemaling med graffiti.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Facademaleriet kræver godkendelse i henhold til gældende lokalplan nr. 164 Facader og Skilte i Fredericia Bymidte.

Af lokalplanens § 3.1 fremgår at:

”Ny bebyggelse og om - og tilbygninger skal i sine væsentlige træk have en sådan udformning og fremtræden, herunder farveholdning, at der i forbindelse med den øvrige bebyggelse på stedet kan opnås en god arkitektonisk helhedsvirkning.

Ny arkitektur, som i form, farver og materialer tilføjer gadebilledet nye værdier med respekt for den ældre bebyggelse kan dog tillades.”

By & Erhverv vurderer, at Teatersmøgen i dag fremstår som en lidt ydmyg passage mellem Prinsessegade og Købmagergade, men harmonisk, idet både teaterbygningen og muren overfor begge er opført i blank mur med gule sten.

By & Erhverv vurderer endvidere, at den foreslåede graffiti bemaling ikke tilfører gadebilledet nye værdier med respekt for den ældre bebyggelse, og at der er risiko for, at en tilladelse til graffiti i Teatersmøgen vil medføre og tiltrække graffitimalere til bydelen, med det resultat at der males på andre bygninger i nærheden.

Indstillinger

By & Erhverv indstiller, at der meddeles afslag til forespørgselen.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Et flertal bestående af (A) og (V) stemte for at imødekomme det ansøgte da det sker i.f.m en kulturinstitution. Et mindretal bestående af (O) og (C) stemte for indstillingen.


Punkt 111 Genforhandling - Reklamefinancieret byudstyr - koncessionsaftale (Lukket)

Punkt 112 Orientering - Fredericia Cykelby - etablering af cykelparkering ved stationen

Sagsbeskrivelse

Fredericia Station er et af landets vigtigste knudepunkter for kombination af togrejser og bus, cykel, gang og bil. Imidlertid er stationsområdet hverken visuelt eller funktionelt optimalt. Derfor har Fredericia Kommune og DSB i 2010 i fællesskab udarbejdet "Helhedsplan for Fredericia Stationsområde". Behandlet den 24. august 2010 i Tekniskudvalg.

I forbindelse med Fredericia Cykelby projektet har kommunen forpligtet sig til at etablere og forbedre cykelparkeringen i byen. Med udgangspunkt i helhedsplanen, planlægges en realisering af delelementer omhandlende etablering af overdækket cykelparkering i to etager. Fredericia Kommune har modtaget tilsagn fra DSB om, at de vil bidrage økonomisk til etablering af cykelparkering med 50% af udgifterne, dog maksimalt 0,7 mio. kr. ekskl. moms. DSB’s tilsagn bortfalder såfremt projektet ikke er realiseret senest ved udgangen af 2014.


Intentionerne i helhedsplanen er at etablere langt flere cykelparkeringspladser i umiddelbar nærhed af stationens hovedindgang. Vej og park har foreslået DSB, at den nævnte cykelparkering i to etager, med op til 208 pladser, etableres på arealet, hvor der i dag er skråparkering med tidsbegrænsning på 1 time. Ved den tilbageværende skråparkering tænkes tidsbegrænsningen ændret til 30 min.


Vej og park har foretaget tællinger der viser, at den omtalte skråparkering er meget lidt benyttet, og at der samtidig er uudnyttet kapacitet på de øvrige parkeringsarealer. Samtidig viser tællingerne, at der er en præference for at benytte de uaflåste overdækkede cykelparkeringspladser tæt på stationsbygningen. Der er således talt en belægningsgrad på hhv. 111% på østsiden og 113% på vestsiden med løst henstillede cykler til følge. Vej og park mener derfor, at forslaget til cykelparkeringen understøtter brugernes ønsker.


I Fredericia Cykelby projektet har vi i overfor vejdirektoratet forpligtet os til at etablere cykelparkering i byen. Budgettet er på 2.000.000 kroner. Heraf er der forbrugt 1.600.000,- kroner. De resterende midler forventes anvendt til cykelparkering ved banegården. Vi holder os således indenfor det eksisterende budget.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser.

Vurdering

Vej og park vurderer, at forpligtelserne i Fredericia Cykelby om at forbedre cykelparkeringsforholdene i byen, stemmer godt overens med intentionerne i helhedsplanen for stationsområdet.

Indstillinger

Vej og park indstiller, at orienteringspunktet tages til efterretning.

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Orienteringen blev taget til efterretning.


Punkt 113 Orienteringssag vedr afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet

Sagsbeskrivelse

Firmaet LIVESIGNMEDIA ansøgte den 4. april 2013 om dispensation til opsætning af et 7,6 m2 stort LED skilt til fremvisning af skiftende billede reklamer på ejendommen Vejlevej 34. Begrundelsen var, at der flere andre steder var opført tilsvarende skiltning.

By & Erhverv meddelte den 5. april 2013 afslag til dispensation fra lokalplanen nr. 214, § 8.6.

Begrundelsen for afslaget var, at det ansøgte skilt med en bredde på 3,80 m, mod det tilladte på 1,5 meter, ville fremstå meget markant. Det blev samtidigt understreget, at det ansøgte måtte betragtes som et reklameskilt og ikke som et henvisningsskilt.

 

Fredericia Kommunes afgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet via kommunen. Det blev i klagen anført, at kommunen var bekendt med, at der længere henne af Vejlevej var placeret et reklameskilt med mål, der stort set var identiske med det ansøgte.

By & Erhverv videresendte klagen til nævnet, men kommenterede ikke klagers påstand i klagen.

Natur- og Miljøklagenævnet traf den 2. august 2013 afgørelse i klagesagen. Da Fredericia Kommune ikke havde forholdt sig til det af klager - såvel i ansøgningen som i klagen - rejste spørgsmål om lighedsgrundsætningen, ophævede nævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til kommunens fornyede behandling og afgørelse. Som anført i afgørelsen måtte kommunen i den forbindelse forholde sig til det af klager anførte.

 

By & Erhverv har herefter, som følge af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, foretaget fornyet behandling af sagen og truffet ny afgørelse den 11. september 2013.

By & Erhverv har meddelt afslag til det ansøgte, idet kommunen ikke har ønsket at dispensere fra lokalplanens § 8.6, som det ansøgte er i strid med. By & Erhverv har i den forbindelse anført, at der ikke er praksis for at tillade skiltning, der ikke vedrører egen virksomhed.

By & Erhverv har omkring det rejste spørgsmål vedrørende lighedsgrundsætningen anført, at det af klager omtalte reklameskilt andetsteds på Vejlevej er fjernet efter påbud herom fra By & Erhverv. By & Erhverv har endvidere anført, at kommunen har opstillet informationstavler ved byens indfaldsveje, hvorpå der også er opsat reklamer. Der er ligeledes opsat reklamer på kommunale busskure.

Denne afgørelse blev påklaget den 24. november 2013. Den 10. juli 2014 træf Natur og Miljøklagenævnet afgørelse om at nævnet ikke giver klager medhold i klagen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

By & Erhverv indstiller, at By- og Teknikudvalget tager orienteringen til efterretning

Beslutning i By- og Teknikudvalget den 23-09-2014

Orienteringen blev taget til efterretning.


Punkt 114 Orientering: Salg af ejendom (Lukket)

Punkt 115 Orientering (Lukket)