Sundhedsudvalget - 23-11-2020

Referat
Dato:
Mandag, 23 november, 2020 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 19 november, 2020 - 16:00
Referat publiceret:
Onsdag, 25 november, 2020 - 16:01

Punkt 52 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Godkendt.

Punkt 53 Status på Fredericia Sundhedshus

Sagsresumé

Fast statuspunkt omkring etableringen og udviklingen af Fredericia Sundhedshus.

 

Sagsbeskrivelse:

Der gives, på sundhedsudvalgsmødet, en status på igangværende og kommende ombygninger på Fredericia Sundhedshus. Desuden gives en orientering om udviklingen omkring og på sundhedshuset.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Taget til efterretning.

 

Punkt 54 3. budgetopfølgning 2020 for Sundhedsudvalget

Sagsresumé

3. budgetopfølgning viser overholdelse af budgettet.

 

Der er på de ordinære serviceudgifter et forventet mindreforbrug på i alt -1,814 mio. kr. i forhold til udvalgets andel af servicerammen. En væsentlig forklaring er, at den betingede pulje ikke forventes anvendt i 2020, -1,342 mio. kr.

 

Hertil kommer forventede mindreudgifter pga. COVID-19 på -1,578 mio. kr., som hovedsageligt vedrører sparede udgifter på vederlagsfri fysioterapi som følge af nedlukning.

 

Medfinansieringsudgifterne i 2020 forventes at være 1,700 mio. kr. højere end budgetteret.

 

Der søges om en række tillægsbevillinger, som er beskrevet i sagen.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger stabschefen økonomien for området.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og udvalgets anlægsbudget overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af service- og anlægsrammen samt det forventede regnskab ved 3. budgetopfølgning. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller luft på rammen.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet Regnskab

Serviceudgifter

79,034

77,220

COVID-19

0

-1,578

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 3. budgetopfølgning.

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Sundhedsudvalget

301,768

299,366

297,759

Serviceudgifter

79,351

79,034

77,220

COVID-19

0

-0,085

-1,578

Medfinansiering

222,417

220,417

222,117

 

Forskellen på vedtaget budget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved 3. budgetopfølgning i alt -0,317 mio. kr. Forskellen vedrører:

  • Udmøntning af puljer på administrationen, -0,182 mio. kr.
  • Overførsel af samarbejdsaftalen vedr. Foreningen Korskær fra Sundhedsudvalget til Økonomiudvalget, -0,076 mio. kr.
  • Overførsel af midler fra Social- og Beskæftigelsesudvalget vedrører en DUT-sag ift. tilskud til psykolog i praksissektoren, 0,075 mio. kr.
  • Flytning af lønbudget fra konto 4 til konto 6 (Økonomiudvalget), -0,300 mio. kr.
  • Husleje andel Viaduktvej flyttet fra Træning og Forebyggelse til Hannerup Pleje og Rehabilitering, -0,157 mio. kr.
  • Overførsel af midler fra Genoptræningscenter under Økonomiudvalget til sundhedshuset, 0,300 mio. kr.
  • Frigivelse af spar/lån overført fra 2019 til 2020 vedrørende eksternt projekt, -0,106 mio. kr.
  • Justeret spar/lån 2018-2019-2020, 0,431 mio. kr.
  • Reduceret pris- og lønskøn, jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 15/06-2020, -0,302 mio. kr.

 

Byrådet vedtog på mødet den 27. april 2020 en række principper for håndtering af konsekvenserne af COVID-19. Hovedprincippet er, at udgifterne afholdes inden for egen budgetramme. Der kan dog være situationer, hvor merudgifter ikke kan undgås.

 

Med henblik på at håndtere udfordringen med udgifter til COVID-19, er budgettet justeret med -1,578 mio. kr. til udvalgets budget på baggrund af forventningerne til COVID-19.

 

Konsekvenserne af COVID-19 følges fortsat nøje. Fredericia Kommune registrerer fortsat udgifter, som er relateret til håndtering af COVID-19 særskilt, så det vil være muligt at følge op på udgifterne hertil.

 

Det indstilles til udvalget, at der i 3. budgetopfølgning søges om tilretning af budgetterne på serviceudgifterne med følgende poster:

  • Fra Økonomiudvalget: DUT-sag socialtandpleje, vederlagsfri tandpleje, 0,378 mio. kr.

 

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

Koncernområderne har ved 3. budgetopfølgning samlet et forventet mindreforbrug på -1,814 mio. kr. i forhold til udvalgets andel af servicerammen. Mindreforbruget netto kan forklares ud fra følgende punkter:

 

  • Stigning i voksnes behov for specialtandpleje, 0,400 mio. kr.
  • Færre lønudgifter primært pga. barsler,  -0,400 mio. kr.
  • Manglende budget til blodprøvetagning i eget hjem, 0,300 mio. kr.
  • Forventning om mindre udgifter vederlagsfri fysioterapi, -0,750 mio. kr.
  • Forventning om lidt færre færdigbehandlede patienter samt specialiseret genoptræning, -0,400 mio. kr.
  • DUT-sag socialtandpleje, vederlagsfri tandpleje, 0,378 mio. kr.
  • Mindreforbrug på den betingede pulje, -1,342 mio. kr.

 

MEDFINANSIERING 

Betalingerne til den aktivitetsbestemte medfinansiering er fastfrosset i 2020, hvilket betyder, at kommunen ikke på nuværende tidspunkt har mulighed for at påvirke beløbets størrelse. Regionen har udmeldt et beløb til afregning, som er 1,700 mio. kr. større end det aktuelle budget.

 

RETVISENDE BUDGETTER

Som led i arbejdet med retvisende budgetter i Fredericia Kommune, blev der i Budget 2020 tilført 5,600 mio. kr. til Sundhedsudvalget. Midlerne blev tildelt for at skabe balance på budgetterne til genoptræning (1,000 mio. kr.), vederlagsfri fysioterapi (0,300 mio. kr.) samt drift af sundhedshuset (4,300 mio. kr.).

 

Der forventes pt. balance på disse budgetter jf. dog tidligere nævnte forventninger til udviklingen for vederlagsfri fysioterapi. Der vil blive fulgt op på området ved det kommende budgetopfølgninger.

Indstillinger

Økonomi og Personale, Sundhed og Velfærdsinnovation, Senior og Handicap, Børn og Unge samt Teknik og Miljø indstiller:

  1. At 3. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet

 

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Godkendt.

 

Punkt 55 Social Sundhed

Sagsresumé

Social Sundhed, som er frivillige brobyggere i sundhedsvæsenet, deltager på udvalgsmødet for at fortælle om deres arbejde og erfaringer i Fredericia.

 

Sagsbeskrivelse:

Social Sundhed er en uafhængig frivillig social forening, der arbejder med brobyggere til sundhedsvæsenet med det for øje at øge den sociale lighed i sundhed.

 

De frivillige brobyggere ledsager og støtter borgere, der på hver deres måde har svært ved at benytte sundhedsvæsenet. Både hvis der er behov for ledsagelse til en allerede fastlagt aftale, eller hvis man har behov for en indledende snak inden påbegyndelse af et længere forløb i sundhedsvæsenet.

 

Alle brobyggere tilegner sig erfaringer med at kommunikere og være sammen med sårbare og udsatte mennesker. Viden som de kan tage med i deres fremtidige arbejde.


Repræsentanter fra Social Sundheds bestyrelse i Fredericia deltager på udvalgsmødet for at fortælle om deres arbejde og erfaringer.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det vurderes, at Social Sundheds arbejde har stor betydning for de borgere, der ledsages og støttes i deres kontakt med sundhedsvæsenet.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.  

 

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Taget til efterretning.

 

Punkt 56 Status på udarbejdelsen af Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021

Sagsresumé

Udarbejdelsen af Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 er i gang. Corona-restriktionerne har dog medført, at det har været nødvendigt at nytænke inddragelsesprocessen af flere omgange og dermed indsamlingen af input.  

 

Sagsbeskrivelse:

Udarbejdelsen af den kommende sundhedspolitik for Fredericia Kommune er i gang.

 

Den planlagte inddragelsesproces fra september til november er dog i høj grad blevet påvirket af de nationale corona-restriktioner. Eftersom fysiske arrangementer og møder flere gange har måtte aflyses, så er der blevet tænkt i nye baner i forhold til indsamlingen af input blandt andet i forhold til sociale medier og online møder. Det gælder eksempelvis opslag på facebook og et online netværksmøde med Fredericia Sund By mikro-partnere.

 

Som resultat heraf er der således allerede indsamlet flere input til sundhedspolitikken, men det har også bevirket, at inddragelsesprocessen har trukket ud, og at forvaltningen dermed stadig er i gang med at indsamle input fra relevante interessenter.

 

Strategisk sundhedskonsulent Michela Jørgensen og chefkonsulent Malene Grindsted deltager under dette punkt for at give en status på indsamlingen af input til sundhedspolitikken, præsentere de foreløbige resultater, samt for at klarlægge eventuelle rettelser til tids- og procesplanen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det vurderes, at på trods af ændringer i inddragelsesprocessen, så er det muligt, at indsamle relevante input til sundhedspolitikken.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Taget til efterretning.

 

Punkt 57 Etablering af Social Tandpleje

Sagsresumé

I sundhedsloven er der pr. 01.07.20 indført et obligatorisk tilbud om social tandpleje, til borgere med særlige sociale problemer. Der redegøres i sagen for, hvordan social tandpleje tænkes implementeret som en del af den kommunale tandplejes aktiviteter.

 

Sagsbeskrivelse:

I Fredericia kommune har vi de senere år kørt med ” De skæve tænder”. Det er et samarbejde med private tandlæger, der på frivillig basis hjælper udsatte borger med smertelindring. Dette tilbud er stoppet med udgangen af august måned, som en konsekvens af, at der pr. 1. juli lovmæssigt skal tilbydes social tandpleje i kommunalt regi.

 

Lov om Social tandpleje fremgår af Sundhedslovens § 134a. Af loven fremgår:

Stk. 1

Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, herunder forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, til borgere med særlige sociale problemer i form af gadehjemløse og borgere, der kan benytte herberger, varmestuer, væresteder på grund af hjemløshed, herunder borgere, som ikke kan opholde sig i egen bolig, jf. §§ 104 og 110 i lov om social service, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.

 

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan ud fra en konkret vurdering tilbyde vederlagsfri akut smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, herunder forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, til udsatte borgere, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud grundet særlige sociale problemer.

 

I bekendtgørelsen om tandpleje, fremgår af §19 om social tandpleje:

Socialtandplejen i henhold til § 17 omfatter:

Stk. 1.

1) Akut smertelindrende behandling, hvorved forstås behandling, som afhjælper smerte, infektion, hævelse, skade eller anden akut tilstand.

 

2) Funktionsopbyggende tandbehandling, herunder forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, hvorved forstås behandling af oral funktionsnedsættelse til borgere, der f.eks. har nedsat tyggefunktion, eller hvor tab af tænder i fortands regionen er vansirende. Ved forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen forstås information og instruktion i tandpleje og behandling af eksisterende sygdom og forebyggelse af ny sygdom.

 

Stk. 2.

Kommunen kan på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte borgeres tandsundhed og evne til at indgå i et længere behandlingsforløb, vælge at tilbyde borgeren yderligere forebyggende behandling eller funktionsopbyggende behandling, eksempelvis genopbygning af hele tandsæt eller proteser, hvis dette konkret vurderes at være relevant.

 

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen har pligt til at færdiggøre påbegyndte behandlinger. I tilfælde af flytning mellem kommuner, påhviler det alene den nye bopælskommune at færdiggøre påbegyndte behandlinger for så vidt angår patienter omfattet af § 17, stk. 1, med mindre denne kommune har besluttet ligeledes at tilbyde socialtandpleje til borgere omfattet af § 17, stk. 2.

 

Ovenstående betyder, at det er en kommunal opgave at tilbyde både smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje, vederlagsfrit til særligt udsatte borgere.

Økonomiske konsekvenser

Med finansloven for 2020 er kommunerne som helhed blevet kompenseret for denne udvidede opgave. Kompensationen er givet via bloktilskuddet og udgør, for kommuner som helhed, 40 mio. kr. i 2020 og 60 mio. kr. fra 2021 og fremefter. Fredericia Kommunes andel af bloktilskuddet udgør 378.000 kr. i 2020 og 576.000 kr. fra år 2021 og fremefter.

Vurdering

På kort sigt er der en opgave der skal løses her og nu – etablering af social tandpleje til borgere med særlige sociale problemer.

På lang sigt vil det være naturligt at kigge på om social tandpleje skal indgå som en del af en samlet voksentandplejen med klinikfaciliteter i Sundhedshuset.

 

Vores nabokommuner har forskellige bud på løsninger, men fælles for de fleste er, at man begynder med SKAL opgaven, jf. sundhedslovens §134a stk.1 og følger op efter et par år, hvordan det forløber og om man skal udvide med KAN opgaven, jf. §134a, stk.2.

 

Det foreslås derfor, at fokus i første omgang er SKAL opgaven, jf. Sundhedslovens §134a, stk. 1, dvs. borgere med særlige sociale problemer. Målgruppen opsøges og visiteres i samarbejde med aktører i det sociale arbejde. Disse kan også hjælpe med at ledsage borgerne til tandpleje.

 

Da vi har en formodning om at målgruppen er koncentreret omkring midtbyen, foreslås det at den sociale tandpleje på kort sigt placeres i Centralklinikken i Jyllandsgade. Der vil være åbent en eftermiddag hver anden uge efter lukketid. Som udgangspunkt vil der være 2 tandlæger og 2 klinikassistenter tilstede. Dette skal dog aftales nærmere med de faglige organisationer.

 

Det forventes at der i opstarten vil være ca. 40 borgere der benytter tilbuddet. Erfaringen fra de skæve tænder viste at der var omkring 10-12 borgere pr. gang, der benyttede tilbuddet. Iflg. Sundhedsstyrelsen vil en kommune af Fredericias størrelse med tiden forvente omkring 200 – 220 bruger af social tandpleje.

 

Der skal udarbejdes materiale til information og der oplyses i f.eks. varmestuer og herberg.

Der indgås en aftale med Regionen mht. tilbud om behandling i narkose, såfremt dette bliver nødvendigt.

Indstillinger

Familie og Børnesundhed indstiller

-          At der hurtigst muligt etableres social tandpleje til borgere med særlige sociale problemer, jf. sundhedslovens §134a, stk. 1

-          At den sociale tandpleje i opstartsfasen placeres i centralklinikken i Jyllandsgade, men at det på sigt vurderes om social tandpleje skal indgå som en del af en samlet voksentandpleje som forventes at blive placeret i Sundhedshuset

-          At både opstartsomkostninger og drift af social tandpleje med nuværende forventede aktivitet, finansieres ved at den kommunale tandpleje tilføres det tildelte bloktilskud til social tandpleje

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Godkendt.

 

Punkt 58 Flytning af Børne- og Ungetandplejen til Sundhedshuset

Sagsresumé

Som en del af budgetforliget for år 2021, er det blevet prioriteret at samle tandplejen i Sundhedshuset. Denne sag omhandler alene Børne- og Ungetandplejen.

 

Sagsbeskrivelse:

Ved samling af Børne- og Ungetandplejens aktiviteter i Sundhedshuset, vil det stadig være en fordel at bevare en række klinikker på nogle af skolerne til undersøgelser, forebyggelse og røntgen. Klinikkerne vil have et langt mindre pladsbehov samt mindre aktivitet, da selve behandlingen vil blive foretaget på sundhedshuset. I forhold til i dag, foreslås flg. Fremtidige enheder.

 

Klinik

Forslag

Aktiviteter

Centralklinikken, Domus Axel

Lukkes

Nuværende aktiviteter flyttes til Sundhedshuset

Klinikken Erritsø Centralklinik, Klinikken på Fjordbakkeskolen, Klinikken på Nørre Alle, Klinikken på Indre Ringvej

Klinikken på Skjoldborgvejen

Flg. bevares i hver klinik:
1-2 klinikrum og personalerum.
Øvrige kvadratmeter kan udnyttes af skolerne.

 

Undersøgelse af skolebørn, Forebyggelse,
 

Centralklink på Sundhedshuset

Ny klinik.

Undersøgelser af midtbyens skolebørn samt børn tilhørende Kirstinebjerg distriktet.

Behandling af alle børn.

 

Som det fremgår anbefales det at beholde 5 klinikker til undersøgelser, røntgen og forebyggende tiltag. Det foreslås af lave en evaluering efter 2 år.

Tandplejens personale skal have fast udgangspunkt i Sundhedshuset og tager ud på de enkelte undersøgelses- og forebyggelsesklinikker på udvalgte ugedage efter behov. Denne metode er almindelig anvendt i mange tandplejer landet over.

Med samling af hovedparten af tandplejens aktiviteter i Sundhedshuset, vil der også blive kigget på ændrede åbningstider til gavn for forældrene. Her tænkes specielt på længere åbningstider i en eller flere af ugens hverdage.

Økonomiske konsekvenser

På nuværende tidspunkt vurderes udgifterne til flytning af etablering af Børne- og Ungetandplejen i sundhedshuset til at være 1,7 mio. kr.

 

Tandplejen har fra tidligere år bevidst opsparet midler i driften til en flytning til Sundhedshuset. Der er opsparet 480.000, som endnu ikke er frigivet i Spar/Lån, og derfor kan være med til at finansiere flytte- og etableringsudgifterne. Resterende midler til flytning og etablering skal findes inden for anlægsrammen til Sundhedshuset.

Vurdering

Samling af størstedelen af børne- og ungetandplejens aktiviteter i Sundhedshuset er en stor gevinst, både fagligt, personalemæssigt og rekrutteringsmæssigt.

Samlingen forventes dog først at kunne effektueres i 2022. 

Indstillinger

Familie og Børnesundhed indstiller at:

-          Den nuværende centralklinik i Domus Axel flytter til en placering i Sundhedshuset. Flytte- og etableringsudgifter betales af opsparede Spar/Lån midler samt anlægsrammen i Sundhedshuset.

-          Der bevares 5 skoleklinikker, der nedjusteres i størrelse og åbningstid. Klinikkerne anvendes hovedsageligt til undersøgelser og forebyggelse af skolebørn. Der følges op på behovet for skoleklinikkerne med en evaluering efter 2 år.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 23-11-2020

Godkendt.

 

Punkt 59 Flytning af Klinik for Tandregulering til Sundhedshuset (Lukket)

Punkt 60 Orientering (Lukket)