Salg af parcelhusgrunde på Flintemarken
Få svar på dine spørgsmål - her kan du læse om kommunens generelle principper for salg af parcelhusgrunde
Hovedprincipper
Fredericia Kommunes salg af fast ejendom sker i henhold til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 799 af 24. juni 2011 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme. Henvisning til bekendtgørelse findes her på siden.
Første gang en parcelhusgrund sættes til salg udbydes den til højeste købstilbud over mindsteprisen. Mindsteprisen for den enkelte grund på Flintemarken fremgår af bilaget "Salgsmateriale Flintemarken".
Kommunen er ikke forpligtet til at sælge til den udbudte mindstepris. Sælger kan frit vælge mellem alle de indkomne bud, og kan eventuelt helt undlade at sælge ejendommen til en af de bydende.
Der fastsættes en frist - svarende til mindst 14 dage efter annoncering af udbuddet – indenfor hvilken kommunen skal have modtaget tilbuddet.
Alle grunde skal annonceres og udbydes min. 1 gang årligt i budrunde.
Grunde, der ikke er solgt i udbudsrunden, sælges efterfølgende til mindsteprisen. Salget heraf sker efter "først-til-mølle"-princippet.
En husstand kan alene købe én grund. En husstand omfatter alle personer og virksomheder tilknyttet husstanden.
Da køb af fast ejendom for de fleste indebærer en stor og langsigtet investering, kan det være en fordel, at gennemgå sagen med en rådgiver, som kan vejlede om både økonomi, jordbundsundersøgelser, ting-lysning m.m. inden afgivelse af købstilbud. En eventuel udgift hertil afholdes af den enkelte.
Indsendte bud er gældende i 3 uger fra modtagelsen.
Mindstepris
Fredericia Kommune foretager inden udbud af et område til parcelhusgrunde en beregning over udgifterne ved jordkøb og byggemodning.
På baggrund af beregningen samt en vurdering af herlighedsværdi, beliggenhed m.v. fastsætter Fredericia Kommune en mindstepris for hver grund.
For at fastlægge markedsværdien kan der inddrages vurdering fra en ejendomsmægler.
Hvis du vil byde på en parcelhusgrund på Flintemarken
Købstilbud skal afgives på en særlig udformet købsaftale som et fast beløb, i danske kroner. Købsaftale til udfyldelse findes under bilag her på hjemmesiden.
Købstilbud under den fastsatte mindstepris kommer ikke i betragtning.
Tilbudsgiver er ikke afskåret fra at give et højere købstilbud end den fastsatte mindstepris. Buddet kan ikke betinges af, eller på anden måde gøres afhængig af størrelsen på andre bud. Buddet kan ikke betinges af godkendelse af købers advokat eller anden rådgiver.
Købsaftalen udfyldes, underskrives og mailes til: Fredericia Kommune, Vækst, Teknik & Klima, lene.dalgaard-lassen@fredericia.dk og mailen skal mærkes: "Købstilbud Flintemarken".
Ved afgivelse af bud erklærer køber:
• at have besigtiget og godkendt grunden,
• at have læst og accepteret disse principper for salg af parcelhusgrunde samt vilkår for køb, som fremgår af købsaftalen.
Hvis du byder på en grund, er du forpligtet til at købe den, hvis Fredericia Kommune accepterer dit bud. Ønsker du at fortryde dit køb efter kommunens accept kan du gøre dette indtil 6 hverdage efter, at kommunen har accepteret dit tilbud om køb. Det koster 1% af grundens pris at fortryde. De nærmere regler om fortrydelsesretten findes i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom samt bekendtgørelse om oplysning om fortrydelsesret ved erhvervelse af fast ejendom. Nærmere omkring dette kan ses under bilag ”Oplysning om fortrydelsesret”.
Særlige regler for købstilbud afgivet under udbudsrunden (udbudsrunden er afviklet - læs videre under Salg af resterende grunde)
Under udbudsrunden kan hver husstand byde på op til tre grunde. Dette gøres via udfyldelse af en købsaftale for hver grund, som man ønsker at afgive et bud på. Prioriteringsrækkefølgen skal fremgå tydeligt af mailen med de vedhæftede tilbud.
Et købstilbud på en grund er bindende i 3 uger regnet fra fristen for indgivelse af bud, medmindre buddet tilbagekaldes af budgiver indenfor budfristen, ikke accepteres af sælger eller bortfalder.
Tilbuddet bortfalder kun, såfremt grunden sælges til anden side, eller der købes en anden grund i samme udstykning.
Budgiver har ret til at tilbagekalde sit bud og eventuelt fremsætte et nyt tilbud, som er højere eller lavere end det oprindelige bud, forudsat at tilbagekaldelsen og/eller det nye bud når frem inden udløbet af bud-fristen.
Fredericia Kommune registrerer alle indkomne købstilbud og sender en bekræftelse på modtagelse ud løbende.
Umiddelbart efter udløbet af fristen starter salget af grundene. Hvis der ikke er oplyst en mailadresse, skal det være muligt for kommunen at komme i telefonisk kontakt med tilbudsgiver fra dette tidspunkt.
Accept af købstilbud sendes via mail.
Er der blandt flere tilbudsgivere afgivet samme højeste bud over mindsteprisen på samme grund, vil disse tilbudsgivere få mulighed for at fremkomme med et nyt bud, der størrelsesmæssigt mindst skal lyde på det oprindelige købstilbud. Meddelelse herom vil blive givet pr. tlf. og mail.
Fristen for det nye bud er 3 arbejdsdage fra modtagelse. Er der herefter flere med samme højeste bud, foretages lodtrækning.
Vinder budgiveren udbuddet for mere end én grund ved afgivelse af bud på 1., 2. og 3. prioritet, er det grunden med højeste prioritet, der tilfalder budgiver.
Er der ikke oplyst en prioritering, foretager kommunen prioriteringen, så højeste bud får 1. prioritet. Er buddene enslydende får den grund, hvor prisen pr. kvadratmeter er højest, 1. prioritet.
Salg af resterende grunde
Grunde, der ikke er solgt i udbudsrunden, sættes på salgslisten på Fredericia Kommunes hjemmeside og sælges til mindsteprisen. Salget heraf sker efter "først-til-mølle"-princippet.
Ønsker du at købe en af de resterende grunde, skal der udfyldes et købstilbud til kommunen. Dette sker via udfyldelse af en købsaftale for den pågældende grund. Købsaftale til udfyldelse findes her på hjemmesiden. Efter udfyldelse og underskrift af købsaftalen sendes denne på mail til: lene.dalgaard-lassen@fredericia.dk
Handlen er først endelig, når kommunen har accepteret købstilbuddet.
Modtager kommunen flere tilbud på samme grund på den samme arbejdsdag, eller indenfor den efterfølgende arbejdsdag, vil disse tilbudsgivere få mulighed for at fremkomme med et nyt tilbud over mindsteprisen. Meddelelse herom vil blive givet pr. mail (alternativt telefonisk).
Fristen for det nye bud er 3 arbejdsdage fra modtagelse. Er der herefter flere med samme højeste bud, foretages lodtrækning.
Det er ikke muligt at reservere en grund.
Vejledning i udfyldelse af tilbud på grund Flintemarken via købsaftale
På Fredericia Kommunes hjemmeside findes information og materiale omkring grundene på Flintemarken
• Købsaftale/købstilbud til udfyldelse findes under ”bilag”
• Klik på filen ”Købsaftale” og print aftalen ud
• Udfyld alle punkter markeret med gult
• Underskriv aftalen på sidste side
• Scan alle sider i den udfyldte og underskrevne købsaftale (købstilbud)
• Mail tilbuddet/tilbuddene til lene.dalgaard-lassen@fredericia.dk mærk mailen: "Købstilbud Flintemarken"
• Hver husstand kan alene købe 1 grund
• Handlen er først gældende når og hvis Fredericia Kommune accepterer tilbuddet
• Vi anbefaler, at I læser alle dokumenter på hjemmesiden vedr. udstykningen, før indsendelse af bud:
Betaling
Fredericia Kommunes byggegrunde sælges kun mod kontant betaling.
Senest på overtagelsesdagen betaler køber til kommunen købesummen. Faktura på købesum sendes til købes digitale postkasse ca. 2 uger før aftalt overtagelse.
Såfremt købesummen ikke er betalt senest på overtagelsesdagen, forrentes købesummen efter bestemmelserne i rentelovens § 5 herom med den til enhver tid gældende officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. d. 1. januar og d. 1. juli det pågældende år med et tillæg på 5 %.
Overtagelse
Overtagelsesdagen fastsættes til senest 12 måneder efter Fredericia Kommunes accept af købstilbuddet. Overtagelse kan ske til enten den 1. eller 15. i måneden.