Billede af volden hvor Sjællandsgade, Vester Voldgade og Prangervej mødes.

Navngivning af Broerne ved Sjællandsgade og Vester Voldgade

Tak fordi du har valgt at vise interesse for Projektet ”Kyst til Kyst” og for navngivningen af det sted, hvor Sjællandsgade, Vester Voldgade og Prangervej mødes, og hvor den oprindelige forbindelse på voldkronen nu genskabes efter gennembruddet i voldens kurtine for over 100 år siden.
Om kort tid afsluttes det sidste af anlægsprojekterne i ”Helhedsplan for Volden” i denne omgang, nemlig broerne over Sjællandsgade, der muliggør gående færdsel på voldkronen helt fra Danmarks Bastion i øst til Holstens Bastion i syd.
Med broforbindelsen visualiseres også de markante profilsnit i kurtinen med rustrøde stålplader, der markerer hvor kurtinen i 1918 blev bortgravet for at gøre plads til den øgede trafik ind og ud af byen.  

Kommunen indbyder hermed til at komme med forslag til navngivning af dette sted.

Nedenfor kan du læse mere om stedet, og volden generelt, inden du afgiver dit forslag til navngivning. Dit forslag skal opfølges med en begrundelse for netop det navn, som du forslår. Du må gerne komme med flere forslag, men de skal afgives og begrundes separat i forbindelse med indvielsen.

Den 4. april 2025 er sidste chance for at komme med forslag til navngivning. Herefter vil en komite bestående af politikere fra Fredericia Byråd og fagpersoner udvælge det navn, som vurderes bedst at passe til stedet.

Navnet vil blive offentliggjort til den store åbning. Datoen er under afklaring med A.P. Møller Fonden.