Danmark får national beredskabsuge – er du forberedt?

I uge 19 lancerer Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab en ny national beredskabsuge med overskriften “Vi er der for Danmark”.

Formålet er at styrke danskernes viden om beredskab og gøre os alle bedre rustet til at håndtere kriser – både som samfund og som enkeltpersoner.

Beredskabsugen falder sammen med den årlige sirenevarslingstest og sætter fokus på det samlede danske beredskab – også kaldet totalberedskabet. Det handler om, at myndigheder, organisationer, virksomheder og borgere står sammen og tager ansvar, når noget uventet sker.

Hvad betyder det for dig?
Som borger spiller du en vigtig rolle i Danmarks beredskab. Ved at være forberedt kan du klare dig selv og dine nærmeste i en krisesituation – og samtidig aflaste myndighederne, så de kan hjælpe dem, der har mest brug for det.

Beredskabsugen er derfor en oplagt anledning til at tage stilling til spørgsmål som:

  • Har du nok vand, mad og nødvendige forsyninger til flere dage?
  • Ved du, hvad du skal gøre, hvis strømmen går, eller nettet er nede?
  • Har du talt med din familie om, hvordan I kontakter hinanden i en krise?

Små forberedelser kan gøre en stor forskel.

En fælles indsats
Ambitionen med beredskabsugen er at skabe en stærkere beredskabskultur i Danmark, hvor vi alle er bevidste om vores rolle i fællesskabet. Når flere er forberedte, står vi stærkere – både hver for sig og sammen.

Beredskab handler ikke kun om myndigheder – det handler også om dig, og hvad du selv kan gøre.

Du kan læse mere om, hvordan du forbereder dig på kriser her:

Er du forberedt på kriser?