Fredericia blandt landets bedste til genanvendelse af affald
Fredericia har allerede nået EU-målene for genanvendelse af affald på 60 % for 2030. Vi ligger dermed i toppen blandt landets kommuner.
Fredericia Kommune har i 2024 opnået flotte resultater inden for affaldssortering og genanvendelse og placerer sig dermed solidt blandt Danmarks førende kommuner på området. Med en genanvendelsesprocent på 61,8 % målt efter EU’s metode, overhaler kommunen allerede nu EU’s 2030-mål med 1,8 % – fem år før tid.
Efter den danske beregningsmetode, hvor haveaffald ikke indgår, ligger Fredericia med 56,4 % over det nationale mål for 2030 på 55 %.
”Det er stærke resultater, som vi er meget stolte af. Vi arbejder målrettet med visionen om at være grønne i verdensklasse – og det kræver både ambitiøse mål og handling,” siger formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget Tommy Rachlitz.
Sammenlagt – når alle affaldstyper medregnes – havde Fredericia i 2024 en samlet genanvendelsesprocent på 76,7 %.
Direkte genbrug vokser markant
Fredericia Kommune satser ikke kun på genanvendelse – også direkte genbrug har høj prioritet. I kommunens genbrugsbutik bliver udvalgte effekter doneret eller solgt videre til borgere, skoler, institutioner og frivillige foreninger. Mængden af direkte genbrug er næsten tredoblet siden 2022 og nåede i 2024 op på 560 tons.
”Direkte genbrug er en af grundstenene i den cirkulære økonomi. Det handler ikke kun om at håndtere og genanvende affald, men om at tænke i både genbrug, forebyggelse, reparation og deling, så vi bruger færre ressourcer og skaber mere værdi i et lokalt kredsløb,” udtaler næstformand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Vibe Dyhrberg.
Genbrugsindsatsen skaber samtidig lokale grønne arbejdspladser og understøtter social inklusion. Kommunens genbrugsbutik beskæftiger bl.a. flexjobbere, unge i fritidsjob med særlige behov og praktikanter, og flere faste medarbejdere, som er kommet til via jobcenteret.
Fakta
- Den hhv. europæiske og danske måde at beregne genanvendelsesprocenter, som landene og kommunerne måles på, tager afsæt i de mest gængse affaldstyper (glas, metal, pap, papir, plast, restaffald, madaffald m.fl.). Den eneste forskel mellem de to beregninger, er at haveaffald medregnes i EU-beregningen, men ikke i den danske.
- EU har målsætning om 55 %, 60 % og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i hhv. 2025, 2030 og 2035.
- I den danske beregning er der nationale målsætninger om 50 %, 55 % og 60 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i hhv. 2025, 2030 og 2035.
- I 2023 (2024-data endnu ikke tilgængelig) lå den gennemsnitlige danske kommune på en genanvendelsesprocent på 46,7 %.