Gardehusarregimentets hesteskadron

Gardehusarregimentets Hesteskadron vender tilbage til Fredericia: Deltager i 6. Juli-Dagene for andet år i træk

Når Fredericia i anledningen af 6. Juli-Dagene trækker i rødt og hvidt, bliver det endnu engang med deltagelse fra Gardehusarregimentets Hesteskadron.

For andet år i træk kan Fredericias borgere og byens gæster se frem til at opleve Gardehusarregimentets Hesteskadron i forbindelse med 6. Juli-Dagene.

Eskadronen vender nemlig tilbage til fæstningsbyen for at være en del programmet omkring den traditionsrige markering af Slaget ved Fredericia i 1849, hvor danske soldater natten mellem den 5. og 6. juli for 176 år siden besejrede fjenden.

Og det er noget, der vækker glæde hos Susanne Eilersen, der er formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

”6. Juli-Dagene har en helt særlig status i Fredericia. Det er her, vi samles for at markere byens unikke historie, og hvor vi understreger vigtigheden af de historiske begivenheder, der fandt sted omkring Slaget ved Fredericia 1849. Derfor glæder det mig, at Gardehusarregimentets Hesteskadron for andet år i træk deltager i 6. Juli-Dagene. De er nemlig med til at kaste et særligt skær over begivenhederne. Vi har tidligere oplevet, hvordan både fredericianere og byens gæster kommer for at opleve de imponerende heste – både ved åben stald og i forbindelse med deres tilstedeværelse i byens gader. Det er dejligt, at vi igen i år kan give byens borgere og gæster denne helt særlige oplevelse i forbindelse med 6. Juli-Dagene,” siger Susanne Eilersen, der er formand for Fredericia Kommunes Bosætnings- og Turismeudvalg.

Besøget understreger byens status som garnisons- og kongeby

Nyheden om det fornemme besøg modtages med stor glæde hos 6. Julikomiteen, der sammen med Fredericia Kommune og en række frivillige foreninger står for at arrangere de traditionsrige 6. Juli-Dage.

”I 6. Julikomiteen er vi meget glade og taknemmelige for, at Gardehusarregimentets Hesteskadron endnu en gang besøger Fredericia i forbindelse med 6. Juli-Dagene. Hestene og gardehusarerne er et meget imponerende syn, og deres deltagelse vil uden tvivl løfte de historiske dage. Derudover er besøget med til at understrege Fredericias status som garnisons- og kongeby. Det er en stor ære, at Gardehusarregimentets Hesteskadron igen har valgt at være en del af vores bys festligheder,” siger Hans Henrik Hansen, der er formand for 6. Julikomiteen.

Gardehusarregimentets Hesteskadron kommer blandt andet til at invitere til åben stald, ligesom der bliver rig mulighed for at opleve de imponerende heste, der patruljerer i byens gader i løbet af både den 5. juli og 6. juli.

Det er forligskredsen bag Budget 2024 og Vision 2033, der med midler fra Puljen for Unikke Oplevelser gør det muligt at byde velkommen til Gardehusarregimentets Hesteskadron i forbindelse med 6. Juli-Dagene.