Nye bakker skal skåne miljøet
Elbokøkkenet prøver i en periode at indføre mere miljøvenlige bakker af genbrugsplast og uden tilsat farve
Fredericia Kommune har med Vision 2033 valgt at stille sig i spidsen for en omstilling til nye, grønne og bæredygtige principper. Det gælder også i forhold til genanvendelighed og affaldssortering.
Hos Elbokøkkenet har de valgt at se nærmere på deres bakker, som maden bliver leveret i, i forhold til en grønnere og mere miljøvenlig udgave.
”Der bliver brugt ca. 500.000 bakker hos Elbokøkkenet om året, så det giver rigtig god mening at kigge på, om der var en mere miljøvenlig bakke, vi kunne bruge i stedet for og dermed skåne miljøet både i produktionen og i affaldssorteringen. Alene selve muligheden for at sortere plasten bedre ved genanvendelse, hvor maskinen har lettere ved at sortere farverne fra, taler for at gå over til de nye bakker”, siger Cecilie Roed Schultz, formand for Elbokøkkenet.
De bakker, som Elbokøkkenet bruger i dag, er sorte og hvide og tilsat farve, der belaster miljøet. De nye bakker er ikke tilsat farve og produceret af 80% genbrugsplast. Derfor kan man ikke bestille en bestem farve på dem, men får dagens farve.
Da kunderne har været meget glade for de hvide bakker, så bliver de nye bakker taget i brug i en prøveperiode, der indtil april næste år. Det er for at give kunderne mulighed for at vænne sig til de nye bakker.
”Der sker rigtig meget på området, og med de nye bakker kan vi helt klart skåne miljøet, men vi forsøger også at være ny-skabene og give kunderne lidt nyt at kigge på i køleskabet samtidigt med, at vi skåner miljøet”, siger Heidi Persson Schmølz, leder af Elbokøkkenet.
Ulempen ved de nye farver på bakkerne er, at maden ikke altid vil præsentere sig bedst muligt.
”Vi kommer ikke udenom, at vi også spiser med øjnene. Vi skal ikke ud i en situation, hvor borgerne spiser mindre. Seniorrådet pegede på i deres høringssvar, at bakkefarverne måske kan fører til, at flere vælger at anrette deres mad på deres eget service, i stedet for at spise af bakken, så det kunne man jo håbe”, siger Cecilie Roes Schultz.