Visions-pulje sender 2,5 millioner kroner til nye grønne projekter
Forligspartierne bag Vision2033 og Budget2024 har netop godkendt, hvordan resten af Pulje til Grøn Omstilling skal bruges. Der uddeles 2,5 million kroner til grønne indsatser i Fredericia Kommune, der alle bakker op om de grønne ambitioner i Vision2033
Grøn omstilling er et af tre fokusområder i byrådets Vision2033. Det betyder, at Fredericia Kommune har en ambition om at være med i front, når det handler om omstilling til nye, grønne og bæredygtige principper.
For at nå i mål med ambitionerne om at være grøn i verdensklasse har forligspartierne bag Vision2033 og Budget2024 afsat 4 mio. kr. til Pulje til Grøn Omstilling, som skal være med til at realisere de grønne ambitioner. Tidligere i år blev der uddelt 1,5 mio. kr., og nu er de sidste 2,5 mio.kr. fordelt.
”Jeg er rigtig glad for, at vi med visions-midlerne til den grønne omstilling, både kan sætte skub i helt konkrete projekter til stor glæde for borgerne, og at midlerne også kan være med til at give flyvehøjde til langsigtede og strategiske projekter. Jeg vil gerne sige tak til forligspartierne for et godt samarbejde, der er til gavn for et endnu grønnere Fredericia,” siger Tommy Rachlitz Nielsen (K) på vegne af forligspartierne bag Budget2024 og Vision2033.
Sådan fordeles midlerne fra Pulje til Grøn Omstilling
- Der afsættes 1.450.000 kr. til eventuelt opkøb af areal til skov, natur og oplevelser
- Der afsættes 150.000 kr. til formidling af naturprojekter og vådområdeprojekter
- Der afsættes 200.000 kr. årligt fra 1. januar 2025 til 1. januar 2028 til projektet Grønne fællesskaber og borgerinddragelse om grøn omstilling
- Der afsættes 300.000 kr. til afdækning af kommunes eventuelle rolle i eventuelt nyt selskab, der skal håndtere teknisk vand
- Der afsættes 200.000 kr. til udarbejdelse af helhedsplan for området ved Ullerupbæk og Thygesminde
- Der afsættes 200.000 kr. til Blå-Grønne helhedsplaner for Golfbanen, Madsby og området ved Fag & Firma (Hannerupanlægget)
- I april 2024 blev det godkendt at afsætte 1,5 mio. kr. til et kommunalt forankret rådgivende organ
Det er Økonomi- og Erhvervsudvalget, der skal godkende udmøntningen af midlerne i Pulje for Grøn Omstilling. Det sker på næste møde i udvalget den 9. december 2024.
Citater fra forligspartierne
”Jeg glæder mig over, at forligspartierne med fordelingen af de grønne visions-midler kan være med til at skabe grundlag for det videre udviklingsarbejde med de Blå-Grønne helhedsplaner for områderne omkring Golfbanen, Madsby og Hannerupanlægget,” siger John Nyborg (A)
”Jeg er meget tilfreds med, at vi i forligspartierne er lykkes med at fordele visions-midlerne i Pulje for Grøn Omstilling, så der både bliver fokus på at skabe øget biodiversitet med nye naturområder, fremme borgerinddragelsen og sikre udvikling af blandt andet Hannerupanlægget og Ullerupbæk.” siger Ole Olsen (udpeget af F)
”Det er helt afgørende at styrke vores lokalmiljøer, når vi taler om den grønne omstilling. Derfor glæder det mig, at vi i forligspartierne over de næste tre år afsætter visions-midler fra Pulje til Grøn Omstilling til projektet omkring grønne fællesskaber og borgerinddragelse,” Kenny Bruun Olsen (V)
”Det er altid positivt, når vi kan være med til at etablere ny skov, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi i forligspartierne har øremærket en stor del af midlerne fra Pulje til Grøn Omstilling til opkøb af areal, så vi kan plante ny skov og skabe nye muligheder for naturoplevelser for borgerne,” siger Cecilie Roed Schultz (Ø)