Budget 2021

Fredericia Kommunes vedtagne budget for 2021

Budget i coronaens tegn

Coronaen har sat sit præg på danskernes hverdag, hvor vi alle har skulle vænne os til nye måder at omgås på, ændrede hygiejneregler og diverse restriktioner fra sundhedsmyndighedernes side. Coronaen har også sat sit præg på årets budgetforhandlinger. Først og fremmest fordi pandemien har sendt den danske økonomi på krisekurs som følge at en stærkt stigende ledighed. Men også fordi den forandrer den kommunale opgaveløsning – både i positiv og i negativ retning. Byrådet har derfor været stærkt optaget af at lægge et budget, hvor vi imødegår de uheldige bivirkninger ved coronaen samt udnytter de nye muligheder, der opstår.

Byrådet har siden marts stået sammen om nye initiativer, som skal holde gang i den lokale vækst. Der er arbejdet med diverse lokale hjælpepakker i form af omfattende anlægsinvesteringer, understøtning af handelslivet, styrkelse af den lokale turisme m.m. I budgettet er byrådet endvidere blevet enige om store investeringer i infrastrukturen, som sikrer bedre forhold for det lokale erhvervsliv, samt en jobpakke, som skal hjælpe borgerne tilbage på arbejdsmarkedet – både dem der lige er blevet ledige, og dem som er lidt længere væk fra arbejdsmarkedet.

Og de politiske initiativer virker! Økonomiske kriser rammer ofte hårdere i Fredericia end gennemsnittet af landets kommuner. Sådan er det ikke gået denne gang. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra erhvervslivet om, at vi som lokalsamfund har formået at stå sammen om at sikre vækst i en vanskelig tid.

Det økonomiske udgangspunkt

Fredericia Kommune har en sund økonomi, som er resultatet af mange års målrettet økonomistyring og politiske prioriteringer. Årets udgangspunkt var tilmed forbedret som følge af en ny udligningsreform, hvor Fredericia Kommune har fået en gevinst i størrelsesordenen 60 mio. kr. årligt. Den stærke økonomi har muliggjort en række investeringer, som vil komme fredericianerne til glæde i de kommende år.

Investeringer i børnene

Byrådet har gennem flere år investeret massivt i skolerne med målet om at gøre folkeskolen til det naturlige førstevalg. Investeringerne fortsætter i dette års budget, hvor folkeskolen over de næste 4 år bliver løftet med 100 mio. kr. I budgettet er der endvidere afsat 340 mio. kr. over de næste 5 år til bedre fysiske rammer, herunder moderne læringsmiljøer, forbedring af indeklima samt opgradering af bygningsmassen til nutidens standarder.

På dagtilbud er det som et af landets første kommuner lykkedes for byrådets partier at finde penge til at indføre minimumsnormeringer på institutionsniveau.

Investeringer i velfærden

Ikke kun børnene kan se frem til bedre service i de kommende år. Byrådet har i årets budget også fundet plads til store investeringer på ældreområdet samt vores udsatte og handicappede medborgere. I det hele taget er budgettet gennemsyret af velfærdsinvesteringer i kerneopgaven helt tæt på borgerne.

Investeringer i Fredericia

2020 har været præget af et rekordstort anlægsbudget, og investeringerne fortsætter i de kommende år. Byrådet har for første gang i årets budgetlægning blevet enige om et 4-årigt anlægsprogram, hvor der udover skolerne investeres i grøn omstilling, kommunens sundhedshus, byggemodning, infrastruktur, nye cykelstier m.m.

2021

Vi står på kanten af et udfordrende nyt år, hvor både corona og mange nye initiativer vil sætte sit præg på Fredericia Kommune. Vi har stået sammen indtil nu og har klaret os flot gennem krisen. Tak for jeres store indsats. Hvis vi fortsætter sådan i 2021, går vi et stort år i møde.

Jacob Bjerregaard

Borgmester

Du kan finde hele budgettet samt takstoversigten for 2021 under "Læs også" samt via link her nedenfor:

[[{"fid":"19608","view_mode":"default","fields":{"format":"default"},"type":"media","field_deltas":{"3":{"format":"default"}},"link_text":"budget_2021_samt_overslagsaarene_2022-2024.pdf","attributes":{"class":"media-element file-default","data-delta":"3"}}]]

[[{"fid":"20512","view_mode":"default","fields":{"format":"default"},"type":"media","field_deltas":{"5":{"format":"default"}},"link_text":"takstoversigt_2021.pdf","attributes":{"class":"media-element file-default","data-delta":"5"}}]]