Budget 2023

Fredericia Kommunes vedtagne budget for 2023

EN ANSVARLIG OG AMBITIØS FREMTID FOR FREDERICIA
Budgetlægningen for 2023-2026 har været ekstra svær. Økonomien er under pres, ikke kun i Fredericia Kommune, men i Danmark – ja i hele verden. 

Vi har i 2022 oplevet den højeste inflation i en menneskealder – og Europas sikkerhed er til debat. Vi står i en ny virkelighed, som sætter krav til, hvordan vi arbejder med vores økonomi i Fredericia Kommune.

PEJLEMÆRKER I BUDGET 2023
I budget 2023 har vi i forligskredsen taget ansvaret på os. Trods behovet for besparelser på flere af kommunens velfærdsområder, har det været muligt at tilføre midler til en række centrale områder:

Fredericias børn og unge
Byens børn og unge er et hovedfokus for forligspartierne. I Fredericia VIL vi børnene og de unge – de skal have gode rammer for at vokse op og udvikle sig til hele mennesker, som lever og trives i vores fællesskab.

Derfor har forligskredsen øget midlerne til mellemformer til børnene i skolealderen. Herved sikrer vi, at flere børne og unge kommer godt og sikkert igennem uddannelsesforløbet.

Velfærd og trivsel for Fredericias ældre og udsatte
Det ligger forligspartierne på sinde at sikre kommunens udsatte og ældre medborgere en god og tryg hverdag. Det gør vi ved at tilføre midler til bl.a. hjemliggørelse af plejehjemmene, foretage en temperaturmåling i hjemmeplejen og sætte fokus på en omlægning af rusmiddelsindsatsen. 

Klima, erhverv og bosætning
Klimaforandringerne ses også i Fredericia Kommune. Forligspartierne tager ansvaret på sig med øgede midler til bl.a. fokus på arbejdet med biodiversitet og skovrejsning. Det er nogle af de initiativer, som skal støtte arbejdet for at minimere effekten af klimaforandringerne. 

Arbejdet med at tiltrække virksomheder, turister og nye medborgere fortsætter også. Forligspartierne har derfor afsat midler til en infrastrukturplan og projekter omkring bymidten, som skal være med til at præsentere byen fra sin bedste side til glæde og gavn for nuværende beboere og virksomheder, men også nye.

TAK FOR SAMARBEJDET 
Afslutningsvis skal lyde en tak til alle, der har bidraget til, at vi i Fredericia Byråd kunne vedtage et budget, som rækker frem og lægger vejen for de kommende års udvikling og kommunal kernedrift. 

Tak til forligspartierne, som viste, at vi sammen i fællesskab for Fredericia kan finde gode løsninger – selv i år, hvor økonomien er presset, og der er behov for også at stå sammen om de svære beslutninger. 

Vi står overfor et nyt år, hvor vi sammen skal drive den gode udvikling, som også præger Fredericia, og hvor det gode samarbejde i Byrådet er det fundament, som vi skal skabe de bæredygtige løsninger ud fra.  Jeg ser frem til et 2023, som atter vil være præget af det gode samarbejde.

Steen Wrist
Borgmester

Du kan finde hele budgettet samt takstoversigten for 2023 via link nedenfor: